Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til enhver sløv læser. Energien er til tider så rå og konkret, og til andre tider så fuld af drøm, at man bliver ganske forført. 80’ernes punkmiljø og dets særlige musik og æstetik var en stærk inspirationskilde for Strunge.
Det stod klart allerede fra debutsamlingen “Livets hastighed” og blev ligeledes markeret med hans annoncerede afsked med punken i digtsamlingen “Skrigerne”. Tematisk kredser digtene om død, afmagt, storbyens fremmedgørelse, (selv)udslettelse, men også kontrasterne i form af liv, rus, storbyens autenticitet og (selv)forherligelse. For ikke at nævne kærligheden. I det hele taget gør Michael Strunge op med 1970’ernes voldsomme politisering. I stedet vælger han at poetisere over livet og dets vilkår. (Kilde, Forfatterweb)
"Lyset fra din svedende pande - i det vil jeg bade mine bekymringer. En stråle af støv dulmer de smertende skrig fra de sårede. Lyset formildes ved glassets eftergivenhed, og de brændende øjne bag vinduet får ro til at køles med stråler af salt sorg over de savnede slægtninge. For at sætte skub i glemselens erobring af vores indre landskaber for et par timer drikker vi gylden, let lysende vin af store grønne flasker, og spiser piller fra brune glas. I natten er vi kølige - af angst. Regnen stråler lunken fra himlens fordømmelser og minder os om vores glødende had til de forsvunde ledere. Varmen holder os fast ved mindets bitterhed, vores barnlige kroppe glimter i skæret fra frygtens vidtåbne blik. Men åbne øjne ser også muligheder for oprør og kontrol."