Hugely influential amongst the Danish "80's poets," Michael Strunge created an incredible body of work before his tragically early death. Speed of Life was originally published in 1978, his first collection of poetry
Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til enhver sløv læser. Energien er til tider så rå og konkret, og til andre tider så fuld af drøm, at man bliver ganske forført. 80’ernes punkmiljø og dets særlige musik og æstetik var en stærk inspirationskilde for Strunge.
Det stod klart allerede fra debutsamlingen “Livets hastighed” og blev ligeledes markeret med hans annoncerede afsked med punken i digtsamlingen “Skrigerne”. Tematisk kredser digtene om død, afmagt, storbyens fremmedgørelse, (selv)udslettelse, men også kontrasterne i form af liv, rus, storbyens autenticitet og (selv)forherligelse. For ikke at nævne kærligheden. I det hele taget gør Michael Strunge op med 1970’ernes voldsomme politisering. I stedet vælger han at poetisere over livet og dets vilkår. (Kilde, Forfatterweb)
Strunge står for mig som et sortklædt ikon for let vrængende storby-neon-depressiv 80'er-lyrik med tragisk udgang - så jeg blev lidt overrasket over den fortæller der træder frem her som kærlighedsdigter. Det andet er her også, men det var et mere nuanceret billede end jeg ventede.
I have often marvelled at the power of translation and how translators choose between synonyms, but the thing I have puzzled over the most is how poetry can be translated into different languages. Michael Strunge was (and remains) one of Denmark's most influential poets. For the first time, his poetry can now be read in English, translated by Paul Russell Garrett (published by Nordisk Books). This beautiful edition of Speed of Life features the original Danish on the left and the English translation on the right (particularly fun if you, like me, are curious about languages).
I read the entire collection aloud, from cover to cover, in what felt like a single breath, leaving me with a raspy voice, drawn onwards by the urgency of Strunge's words. The poet flickers between politically-infused soliloquies, love letters to a better world, and thoughts on spirally sanity. Sadly, he committed suicide in 1986 and became part of the infamous 27-club. This is a truly poignant poetry collection and one I will return to.
*ad-pr note: I was kindly gifted an ARC by the publisher, but all thoughts are my own.
A few underlined sections from different poems...
Speed of Life Shatter the clock with my thoughts - I only live at the speed of life.
IV. Satellite I'll intercept everything and recall and study and caress and analyse and kiss.
Morning Never had I thought the sky could be this blue, in such a way, with such depth, azure crystal-clear like soft soap. It's too beautiful, there's something behind it and I let the curtain fall back into place nature can't fool me
Dust I drift through days of fog between the scattered light of night only occasionally encountering existence in mutually independent collisions like in a dream or in a fantasy
Farther Thus I want to be close in the distance that is heard especially at night when things speak at length and with sadness of when they were something else something bigger and smaller and more beautiful in an obviously distance everyday whiteness.
The Bedroom The walls leans through my back making the room smaller than before. I pull myself together and push it back. Stay there, I say I still want to live.
But I quickly switch off the light again - even the shadows were too great a burden...
This was the first book Strunge published. It's a book where it's obvious, that Strunge is inspirered by the performer and musician David Bowie. The title of the book itself is stolen from Bowie's song, "Speed of Life" from the Cd "Low". There are many themes in the book. Especially themes as dead, contradictions and isolation is presented. He often mentions the colour blue, that symbolizes the melancholy but also the sky. If you take Strunge's weakness for the cosmic and his mentally state to consideration, it may not seem strange that blue is the colour he chose. And the cosmic is mentioned a lot. Suns, stars and other universes. It's a book that tries to reach new limits, and does it well. The atmosphere itself is so intense and emotional that it's easy to feel the mental state of Strunge. It's written directly from the heart.
Michael Strunge was one of Denmark's acclaimed post modern poets, even winning awards. Influenced by the post punk movement, he channelled his love for music in his poetry. He also suffered from bipolar disorder and during one of his episodes jumped out of a window in 1986. He did not survive.
One would assume that Strunge's poems are depressing but it's actually quite the opposite. The ones in this collection are vibrant, full of raw energy(Farther) and contain a lot of open declarations of love (Absence, Letter but definitely For F.P, Jac is probably the most bold one) . Now and then little tinges of sarcasm and dourness have a way of sneaking through (Decay).
I see Michael Strunge as a chronicler of his generation. This is a person who is observing contemporary Danish life and sometimes feels angry about but also tends to accept it as well. There is definitely a punk vibe running through these poems but the aim is not to destroy, but to make the reader aware.
Speed of Life's publisher, Nordisk Books, a relatively small press dedicated to getting Scandinavian literature to the wider public, have done an excellent job with the book. One side is in Danish, while the English translation is on the other page. Apparently Michael Strunge has a sizeable amount of poetry so I'm hoping that more will be published by Nordisk in the future.
Jeg er nu blevet færdig med årets sjette bog, Livets Hastighed (LH), Micheal Strunges første digtsamling. Jeg er tidligere blevet sammenlignet med Strunge når jeg selv har skrevet, men jeg har ikke rigtig forstået hvorfor. Efter at have læst LH forstår jeg godt lidt hvorfor. Der er en energi i hans tekster, en vilje til at ville fremad. Det er ikke kærlighedsdigte, som ens kæreste ville have dem læst op, men der er en kærlighed til sproget og hvad man kan gøre med det i teksterne. Det trak heller ikke min begejstring ned da jeg åbnede bogen, og fandt et citat fra David Bowie. "Turn and face the strange" lyder det, og det er en underlig ting at læse her i 2016. Da jeg købte bogen var det en levende mands ord, da jeg åbnede bogen første gang, var det en levende mands ord. Men nu hvor jeg læser dem, og skal læse en anden mands ord, en mand som var dybt berørt af David Bowie, er det ikke længere en levende mands ord. Selvom lige disse ord aldrig har været mere levende, om ikke andet, så for mig.
Uden at jeg skal vende det hele til en sentimental og grædende oplevelse, skal det nævnes at jeg var meget glad for at læse bogen. Jeg kan mærke hvordan hans digte vokser på mig, og jeg er sikker på at jeg vil forstå teksterne på en helt ny måde, næste gang jeg læser dem. Jeg skal dog også være den første til at indrømme, at hvis man ikke er til MS, og man ikke er den store digt-elsker, skal man måske trække en karakter eller to ned fra min.
kan knap se tasterne for tårer så må blot håbe jeg rammer rigtigt jeg.....er fucked up. ved ikke hvad jeg skal overhovedet sige, my god. det er ikke engang mit første besøg i strunges lyrik men det er for sure første gang alt ramte mig så hårdt. jeg begyndte at græde før jeg overhovedet åbnede bogen og stoppede så ikke de næste 66 sider. awesome. wow. han skriver så råt men samtidig så skrøbeligt, og nogle ord er så opgivende og ensomme og modløse mens andre er så håbefulde. som værelset, som jeg græd over i fire minutter, sådan cirka. væggen læner sig ud gennem min ryg og gør værelset mindre end før. jeg tager mig sammen og skubber den tilbage. bliv der siger jeg endnu vil jeg leve.
men jeg slukker hurtigt lyset igen - selv skyggerne var for tung en vægt... og altså! "endnu vil jeg leve" ... jeg er Fucked! Up! og jeg ved ikke hvad jeg ellers kan sige. der er ikke mere at sige. er beæret over at have fået love at læse denne samling og lige nu gør alt ondt men på en god måde. tak.
gav meget mere mening (i mit hoved) og kunne godt følge med - både i den måde han skrev og i hans tankegang. lidt gentagende og lidt forvirrende til sidst, men ellers en meget fin og smuk digtsamling. vil gerne læse mere strunge i fremtiden<33
Livets Hastighed var Michael Strunges første udgivelse og det kan mærkes, ikke fordi den er dårligt skrevet, men fordi man kan mærke at den er skrevet da han var blot 20 år.
Livets Hastighed er en af den slags digtsamlinger hvor det kan være svært at se tasterne for tårer, man kan virkelig mærke angsten og melankolien i teksten. Hans konstante nævnelse af farven blå, som symboliserer melankoli men også himlen.
"Væggen læner sig ud gennem min ryg og gør værelset mindre end før. Jeg tager mig sammen og skubber den tilbage. Bliv der siger jeg endnu vil jeg leve. Men jeg slukker hurtigt lyset igen - selv skyggerne var for tung en vægt..."
Der er en energi i hans tekster, en vilje til at ville fremad. Det er ikke kærlighedsdigte, som ens kæreste ville have dem læst op, men der er en kærlighed til sproget og hvad man kan gøre med det i teksterne.
Utrolig, rørende, velskrevet, relaterbart og følsom digtsamling, som fik mig til at græde fra første øjeblik, helt frem til slutningen.
This entire review has been hidden because of spoilers.