What do you think?
Rate this book
Lykkeligt Nær
Hvad sker der med en, når man er så gammel, at der ikke kan være længe til man skal dø? Det spørgsmål undersøger Thomas Bredsdorff i Lykkeligt nær. Gennem et år skriver han optegnelser om en oldings hverdag: Han spiller badminton og passer sit barnebarn, læser kinesisk poesi og reflekterer over krigen i Ukraine. Han mærker, at kroppen og sindet forandrer sig. Han er 85 år gammel og ved at der er ting, han gør for sidste gang.
Lykkeligt nær er en klog og livsbekræftende bog om at leve med forfaldet og forenkle sin tilværelse indtil skønheden i det nære træder frem.
Thomas Bredsdorff (f. 1937) er litteraturforsker og kritiker. Han er professor emeritus i nordisk litteratur på Københavns Universitet og har siden 1965 været skribent på Politiken. Bredsdorff har udgivet over 20 bøger, heriblandt den anmelderroste Tøsne og forsytia, der skildrer livet med en dement ægtefælle.
Lykkeligt nær er en klog og livsbekræftende bog om at leve med forfaldet og forenkle sin tilværelse indtil skønheden i det nære træder frem.
Thomas Bredsdorff (f. 1937) er litteraturforsker og kritiker. Han er professor emeritus i nordisk litteratur på Københavns Universitet og har siden 1965 været skribent på Politiken. Bredsdorff har udgivet over 20 bøger, heriblandt den anmelderroste Tøsne og forsytia, der skildrer livet med en dement ægtefælle.
211 pages, Paperback
Published January 10, 2024
3 people are currently reading
45 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 7 of 7 reviews
July 17, 2024
En indrømmelse: Det er træls at blive gammel og affældig. Så lad være med det. Jeg vil sige som Holger Juul Hansen: Det må aldrig blive sølle! Og det er Bredsdorff helt enig i. Det kan bare være svært at undgå! Men han forsøger virkelig at holde ud - både fysisk og intellektuelt!
February 18, 2025
Tematisk forbundet med oldinge som Niels Barfoed og Frederik Dessau, som meget sent i livet fortæller om aldringen og alt det svundne uden at fortabe sig i mindernes tågebanker. Bredsdorffs spredte dagbogsnoter kredser om døden og det endelige, men ikke mindst med blikket rettet mod livet i det små, om hvad kernen i et menneskes eksistens har været - og stadig er. Der er masser af forfald i og mellem linjerne, men forfatteren insisterer at leve hver dag som kunne den blive den måske sidste. Lykkeligt nær, som titlen fortæller det.
May 1, 2024
Titlen på Thomas Bredsdorffs bog er speciel: ’Lykkeligt nær’ – med undertitlen ’En oldings optegnelser’. Forfatter og titel er malet med almindelig håndskrift på en sten, der står oprejst. Denne figurerer i et slags tomrum, altså uden kompositionsmæssige bindinger, så den kan enten betragtes som en stor gravsten, stående i mellemgrunden, eller som en mindre sten, trukket frem i forgrunden, Her ser det ud som om, den har omrids som et ansigt. Dette mangler dog ansigtstræk, så individet vil først træde frem, når man har læst bogen og dermed gjort sig bekendt med oldingen Bredsdorffs synspunkter på dette og hint. Såvel sympatier som antipatier flyder i en lind strøm i bogens hovedafsnit. Synspunkterne er adskilt ved dato – fra 21. okt. 2021 til 30. nov. 2022, men vi har stadig hjælp behov, hvad angår den ufuldstændige sætningsdel ”Lykkeligt nær”. Hjælpen er dog nær, for bogens sidste afsnit kaldes ’Den sene identitet’, og så nærmer vi os jo substansen. Her fastslår Bredsdorff, at hans første store poetiske glæde var Morten Nielsens digte. Af disse zoomer han ind på et, der først opstod som en ordrig svada. Denne blev forenklet i flere omgange, indtil der kun var fire små linjer tilbage. Disse linjer vil Bredsdorff gerne gøre til sine egne, når han skal sige farvel til verden: ”Verden er våd og lys – / Himlen er tung af væde… / Hjertet er tungt af lykke, / lykkeligt nær ved at græde”. Disse linjer har hans datter indskrevet på en sten, der ligger på hans køkkenbord, så teksten er inden for øjenvidde, hver gang han vasker op. Den fulde sætningsdel lyder ”lykkeligt nær ved at græde”, hvor lykkeligt er afledt af den lykke, som hjertet er tungt af. Ren positivitet, altså.
Man må formode, at den groft skitserede sten er Thomas Thorhauges værk. Med en let streg illustrerer han mange af bogens emner, og Thomas T’s ukunstlede tegninger er kongeniale med Thomas B’s usentimentale tekster. Bredsdorff holder en vinkel på 180 grader i sit syn på verden; der er altså langt fra tale om fagidiotens tunnelsyn, selv om litteraturhistorikeren perspektiverer vældig meget til litteratur, herunder især til digte. Hans ærinde er ’at sige verden ret farvel’, hvilket for ham ikke er ensbetydende med at sikre sig en plads i himmerige – ved Jesu mellemkomst. Bredsdorff er ikke religiøs. Bevidstheden om, at døden er nær, får ham ikke til at ligge i en pyt af fortrydelsens tårer; ej heller til at smække vredt med døren i bedste ’Far, verden, far vel’-stil. Med Bertolt Brecht siger han helt lavpraktisk: Lykkelig er den, der dels kan nyde solsortens sang, mens han dør, dels kan glæde sig over, at solsorten vil synge for andre efter hans død.
Selv om døden naturligt nok er et hovedemne i 86-årige Bredsdorffs dagbogsoptegnelser, så er han optaget af et himmelvidt væld af emner, hvilket gør ham til prototypen på en bredt favnende intellektuel. Han læser, han skriver fortsat og forsøger på den måde at være en aktiv medspiller i livet lige til det sidste. Men det kræver sin mand, for hvis man bare læner sig tilbage og tænker, at man har gjort sit, så bliver man del af en stor anonym gruppe, hvorom det hedder: Man taber ordforråd, når man ældes, at blive gammel er at blive indskrænket, at blive olding er at miste identitet.
Hvad angår at være ”aktiv medspiller”, så går hans bestræbelse ikke kun på det intellektuelle, nej, han har livet igennem spillet badminton og beklager det meget, da omstændighederne i første omgang lukker denne aktivitet ned. Der er ikke et øje tørt hos læseren, da en af de tidligere medspillere forbarmer sig over ham, hvilket falder således ud: ”Begge har svært ved at bevæge sig baglæns uden at blive svimmel og vælte. Så må de spille uden at slå lange slag. Det er også svært at løbe sidelæns i en fart. Så må de indskrænke spillet til midten af banen […] Han opdager knap nok hvor de andre spillere i hallen smiler ad ham, så optaget er han af at holde sig på benene.”
Noget af det, der ligger ham meget på sinde, er, at man som gammel ikke må blive efterladende med sig selv og sit udseende. Man skal jo gerne kunne holde ud at genkalde sig sin egen fremtoning i den hurtigfilm, der efter sigende afspilles i ens hoved, lige inden man dør. Men vigtigst af alt er dog det indre, og her låner han af Jeppe Aakjær et meget sigende billede af et træ: ”Jeg ønsker ikke egens alder for som den at dø af hulhed, dø indefra og udad.”
Hvor begrebet ARS MORIENDI handler om kunsten at dø, så betegner ARS SENESCENDI: Kunsten at ældes. Vi går til udredning for sygdomme, men ingen går til udredning for aldring. Bredsdorff sætter sig for selv at lave sådan en udredning – ikke med fokus på fortiden, men med fokus på nutiden og (resten af) fremtiden. Dette være hermed gjort – så absolut et inspirerende stykke arbejde.
Man må formode, at den groft skitserede sten er Thomas Thorhauges værk. Med en let streg illustrerer han mange af bogens emner, og Thomas T’s ukunstlede tegninger er kongeniale med Thomas B’s usentimentale tekster. Bredsdorff holder en vinkel på 180 grader i sit syn på verden; der er altså langt fra tale om fagidiotens tunnelsyn, selv om litteraturhistorikeren perspektiverer vældig meget til litteratur, herunder især til digte. Hans ærinde er ’at sige verden ret farvel’, hvilket for ham ikke er ensbetydende med at sikre sig en plads i himmerige – ved Jesu mellemkomst. Bredsdorff er ikke religiøs. Bevidstheden om, at døden er nær, får ham ikke til at ligge i en pyt af fortrydelsens tårer; ej heller til at smække vredt med døren i bedste ’Far, verden, far vel’-stil. Med Bertolt Brecht siger han helt lavpraktisk: Lykkelig er den, der dels kan nyde solsortens sang, mens han dør, dels kan glæde sig over, at solsorten vil synge for andre efter hans død.
Selv om døden naturligt nok er et hovedemne i 86-årige Bredsdorffs dagbogsoptegnelser, så er han optaget af et himmelvidt væld af emner, hvilket gør ham til prototypen på en bredt favnende intellektuel. Han læser, han skriver fortsat og forsøger på den måde at være en aktiv medspiller i livet lige til det sidste. Men det kræver sin mand, for hvis man bare læner sig tilbage og tænker, at man har gjort sit, så bliver man del af en stor anonym gruppe, hvorom det hedder: Man taber ordforråd, når man ældes, at blive gammel er at blive indskrænket, at blive olding er at miste identitet.
Hvad angår at være ”aktiv medspiller”, så går hans bestræbelse ikke kun på det intellektuelle, nej, han har livet igennem spillet badminton og beklager det meget, da omstændighederne i første omgang lukker denne aktivitet ned. Der er ikke et øje tørt hos læseren, da en af de tidligere medspillere forbarmer sig over ham, hvilket falder således ud: ”Begge har svært ved at bevæge sig baglæns uden at blive svimmel og vælte. Så må de spille uden at slå lange slag. Det er også svært at løbe sidelæns i en fart. Så må de indskrænke spillet til midten af banen […] Han opdager knap nok hvor de andre spillere i hallen smiler ad ham, så optaget er han af at holde sig på benene.”
Noget af det, der ligger ham meget på sinde, er, at man som gammel ikke må blive efterladende med sig selv og sit udseende. Man skal jo gerne kunne holde ud at genkalde sig sin egen fremtoning i den hurtigfilm, der efter sigende afspilles i ens hoved, lige inden man dør. Men vigtigst af alt er dog det indre, og her låner han af Jeppe Aakjær et meget sigende billede af et træ: ”Jeg ønsker ikke egens alder for som den at dø af hulhed, dø indefra og udad.”
Hvor begrebet ARS MORIENDI handler om kunsten at dø, så betegner ARS SENESCENDI: Kunsten at ældes. Vi går til udredning for sygdomme, men ingen går til udredning for aldring. Bredsdorff sætter sig for selv at lave sådan en udredning – ikke med fokus på fortiden, men med fokus på nutiden og (resten af) fremtiden. Dette være hermed gjort – så absolut et inspirerende stykke arbejde.
June 14, 2025
Jeg nød at læse bogen. Det var interessante betragtninger om alderdommen koblet op på litteraturen og filosofien. Det er en bog, der tåler at blive læst i mindre @bidder” - den er meget teksttung.
Der er helt jordnære betragtninger om, hvordan det føles at sige farvel til arbejdslivet og den faglige identitet, der ligger deri. Kroppen er brugt, slidt og træt. Den kan ikke altid følge med, den viden og beslutsomhed som man besidder. Og hvad med den mentale del, er den også begyndt at skrante?
Måske man skal være meget glad for litteratur for at nyde bogen ligeså meget som jeg gjorde.
Der er helt jordnære betragtninger om, hvordan det føles at sige farvel til arbejdslivet og den faglige identitet, der ligger deri. Kroppen er brugt, slidt og træt. Den kan ikke altid følge med, den viden og beslutsomhed som man besidder. Og hvad med den mentale del, er den også begyndt at skrante?
Måske man skal være meget glad for litteratur for at nyde bogen ligeså meget som jeg gjorde.
May 30, 2024
Skønt at læse at en mand og litterat, født i 1937, har sin nysgerrighed og evne til undren i behold.
Det trøster, hvis man som jeg er bange for at blive gammel og for den mentale og fysiske svækkelse, der kan følge med.
Det trøster, hvis man som jeg er bange for at blive gammel og for den mentale og fysiske svækkelse, der kan følge med.
November 4, 2024
Ret fin dagbog, dog med en del namedropping.
April 30, 2025
Læst i læsegruppe på min anbefaling.
Den er let læst. Hopper fra observation til citat. Intet fokus.
Læsegruppen vidste, at gorfatteren er en kendis, og kunne ikke snuppe bogen. Egentlig enig.
Den er let læst. Hopper fra observation til citat. Intet fokus.
Læsegruppen vidste, at gorfatteren er en kendis, og kunne ikke snuppe bogen. Egentlig enig.
Displaying 1 - 7 of 7 reviews