”Pigerne fra Sprogø” følger en række kvinder, der anbringes på ø-anstalten, og skaber indlevelse i deres svære vilkår og situation. Bogen giver også en nuanceret fremstilling af baggrunden for anstaltens oprettelse og udfordrer opfattelsen af, at datidens tænkning og praksis er et afsluttet kapitel i vores historie.
Hvem var de kvinder, der blev anbragt på Kvindehjemmet på Sprogø? Hvordan var deres hverdag på øen, hvor de blev holdt isoleret fra det omgivende samfund og deres familie? Hvordan opstod ideen om at isolere bestemte kvinder på en øde ø? Og hvorfor blev denne ide betragtet som en del af det, der gjorde den danske åndssvageforsorg til ”verdens bedste”?
I perioden 1923-1961 blev ca. 500 kvinder, som blev anset for at være ”løsagtige” og ”moralsk defekte”, anbragt på Sprogø. Kvindehjemmet var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen, og anstalten blev af læger, politikere og i pressen fremhævet i rosende vendinger som et billede på fremskridt. I dag er historien om kvindehjemmet stadig omdrejningspunkt for stor offentlig interesse, men nu som genstand for forargelse og som eksempel på velfærdsstatens skyggeside. I efteråret 2023 gav Pernille Rosenkrantz-Theil på regeringens vegne en undskyldning til tidligere anbragte under særforsorgen, derunder de kvinder, der har været anbragt på Sprogø.
En anelse tung, at komme igennem (det ses også på, hvor længe, jeg var om at læse den), men ikke desto mindre en virkelig vigtig og også rigtigt god bog. Jeg kan se, at den får en del kritik for bl.a. den ikke- kronologiske opbygning og det forstår jeg til dels godt. Jeg synes dog, at forfatterne formår at fortælle pigernes/kvindernes historie på en meget fin og respektfuld måde og netop forsøger, at lægge fokus på deres historie, på trods af de få vidnesbyrd der findes, og ikke på De Kellerske Anstalter eller Sprogø som institution.
Pigerne fra Sprogø er en vigtig bog i nutidens opgør med hvad man i midt 1900-tallet forstod under åndssvagt.
Skiltringerne tager udgangspunkt i adskillige institutionsjournaler, avisartikler, breve og sågar pigernes dagbøger og fortæller livagtigt hvordan både personale og pigerne selv betragtede øens tilværelse.
Bogen starter med grundlæggelsen af 'De Kellerske Anstalter' samt hvordan modstandere og tilhængere har påvirket opståelsen af øanstalten.
Derfra følger vi en håndful piger gennem deres, såvel som anonymiserede journaler gennem deres hverdag helt hen til de sidste dage på Sprogø og kampen om anerkendelse af dengangs mishandlinger.
Bogen er i sin helhed et meget nøje udforsket værk, der tegner så omfættende et billede som det nu er muligt når kun få piger nogensinde har fortalt deres side af sagen. Opsætningen er dog mere end kaotisk, for når vi kommer til pigernes stemmer er der ingen tidalinje at finde. Hver piges historie bliver fulgt fra start til slut, opdelt af -set i den større sammenhæng - næsten ligegyldige overskrifter. Visse markante begivenheder, såsom en voldsom brand eller evakueringen af øen bliver genfortalt flere omgange fra forskellige perspektiver, men med store afstande ind imellem. Jeg synes, at især kapitlerne og kronologien kunne være løst lidt bedre, selvom jeg anerkender at bogen hedder 'PIGERNE fra sprogøen' og ikke 'Sprogøs anstalt'.
Bogen er for dig, hvis du ikke behøver den typisk holistiske tilgang, de fleste fagbøger udviser, men derimod godt kan lige analytisk skrevne bøger. Jeg er desværre til den holistiske side.
Kan sagtens følge de folk, der mener der godt kunne være en mere lineær kronologisk tråd i bogen. Jeg har dog på forhånd læst bogen "da de åndssvage blev farlige" og havde derfor et ret godt indblik i Keller institutionerne hvor især Brejning nævnes en del. Jeg synes dog denne bog bliver rigtig spændende og god da den går mere personligt til værks end blot at være fagbog, der bliver sat forbindelser mellem forskellige kvinder som har været anbragt på Sprogø, samtidig med at samtiden bliver forklaret.
Jeg havde faktisk lidt svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg synes virkelig man har evnet at fange "pigernes" personer og formidle noget historie på en appetitlig måde.
Ja, det havde pyntet med en mere kronologisk gennemgang, så man som læser har en idé om, hvor man befinder sig i historien og samtiden, men hvis man betragter bogen mere som en samling af vidnesbyrder, så er det meget velleveret, synes jeg.
Grufulde, sande fortællinger fra et mørkt kapitel i Danmarks historie.
"Pigerne" på Sprogø lod til at være en blanding af retarderende, psykisk syge, kvinder med sociale problemer og kvinder, der simpelthen ikke levede op til datidens normer. De blev på linje med Livø mændende behandlet grusomt - men datidens behandlere og politikkere lod til at mene at dette rædselsregime var meget humant.
‘Pigerne fra Sprogø’ fortæller et stykke hengemt og glemt stykke af Danmarks allermørkeste historie. Forfatterne tager læseren med på en vandring gennem et historisk mørke, der starter nogle år før Sprogø bliver oprettet som pigehjem i 1923 for nogle af de kvinder i samfundets sværeste og svageste samfundsklasse. Lidt groft kan man sige, at de kvinder, som ikke passede ind i den politiske kassetænktning blev anset som “analfabeter”, “erotisk abnorme” og “moralsk defekte” kom ind under Åndssvageforsorgnet.
Fra 1885 havde Danmark Bakkehus og De Kellerske Anstalter, og det er først i slutningen af det nittende århundrede, at De Kellerske Anstalter kommer til Brejning. John Keller og senere hans søn Christian Keller, får en fod inden for det politiske felt, og Pigehjemmet på Sprogø kom og blev rost i høje vendinger i de næste mange årtier selv, da sterilisation blev indført som tvangsmiddel for kvindernes bytte til friheden på den anden side af det store vand.
Langt de fleste af kvinderne i bogen er anonymiseret med andre navne, men deres beretninger fra journaler og noter fra personalet er autentiske og hårdtslående. Det store formål med Sprogø og Livø var selektion, da mænd og kvinder, der var under forsorgen ikke kunne få børn og formere sig og blive en belastning for samfundet.
Forfatterne til bogen tager utrolig mange fortællinger og beskrivelser med i bogen, og jeg synes, den enkelte kvindes stemme forsvinder blandt de mange, hvilket er virkelig ærgerligt. I en genre bestemmelse ligger jeg mellem biografi og autobiografi, da jeg synes, de to forfattere ind i mellem er ret frie i fortolkningen af kvindernes beskrivelser og livssituation, hvilket gør at realismen i forhold til fiktionen falder. Det er først i sidste halvdel af bogen, at nogle få kvinder, heriblandt Karoline, fortæller om egne oplevelser under hendes fangenskab i systemet.
Kvindernes historier er vigtige og bør aldrig glemmes eller gemmes væk! Bandet Zenobia har skrevet en så fin sang, “Sprogø”, der fortæller om kvinderne fra Sprogø og mændene fra Livø. Har du hørt den?
Emnet og indholdet er interessant og fortjener klart 5 stjerner. Men jeg synes indholdet optræder rodet. Man møder forskellige piger i en lidt rodet orden og fer bliver læst breve og erindringer op undervejs. Men jeg kunne ønske mig enten nogle sammenhængende historier om de piger og gerne en form for tidsperspektiv over udviklingen på sprogø. Måske havde jeg kunnet se det, hvis jeg havde læst bogen i stedet for at lytte til den.