Jørgen Stein

Jørgen Stein

by Jacob Paludan

Genres: Fiction, Scandinavian Literature, Novels

644 pages, Hardcover

Published January 1, 1945

Reviews

[Nene La Beet]

Så blev jeg færdig med de over 700 sider med ganske små bogstaver, som udgør denne danske klassiker, som jeg ikke tidligere har læst, men som stod nedarvet i min bogreol. Vi har læst den i bogklubben og har måttet udskyde, fordi for få af os var blevet færdige.

Jeg ventede for længe med at komme i gang, fordi jeg er vant til, at jeg sluger bøger på dansk på ganske kort tid. Men Jørgen Stein har det taget mig lang tid at komme igennem. Tit fordi jeg fik tunge øjenlåg.

Men de tunge øjenlåg skyldes helt sikkert ikke kedsomhed, for det er jo en ganske vidunderlig roman! Men den fortælles på en måde, som vi ikke længere er vant til. Langsomt, omhyggeligt, detaljerigt. Skønt jeg stadig er en ivrig læser, kan jeg godt mærke læsekrisen på egen krop – er simpelthen vant til flere stimuli end denne roman tilbyder.

Vi er i ca. samme tidsperiode som Hærværk, men så hører al sammenligning sådan set også op. Bogen starter i en lille provinsby den dag, hvor skuddene i Sarajevo falder og markerer afslutningen på "den gamle verden". Den slutter i forfatterens nutid, først i 30'erne.

Jørgen Stein fødes ind i et privilegeret øvre middelklassehjem og har en let gang på jord. Han er godt begavet, og pigerne synes om ham. Vi følger ham hjemmefra til gymnasiet i Aalborg, hvor han bl.a. støder på en overklasse og en underklasse, han ikke kender hjemmefra. Vi forstår efterhånden, at Jørgen er en lidt veg og ubeslutsom person. Sød, klog, tænksom, et godt menneske, men altså ubeslutsom – måske uambitiøs? Han har en besynderlig blanding af held og uheld i kærlighed – noget der til en vis grad også hænger sammen med hans ubeslutsomhed. Under læsningen sidder man ofte og hepper på ham: "Kom nu, Jørgen, tag dig sammen!"

Han falder ikke i misbrugsgryden, som Jastrau gør i Hærværk, vi er tættere på Lykke-Per, skønt Jørgen Stein helt mangler Pers ambitioner.

Den politiske udvikling i Danmark og Europa følges tæt, og det er jo ikke særlig rart i denne tidsperiode, men sundt nok til stadighed at blive mindet om, hvor døvt det store flertal var for marchtonerne sydfra. Hvad der til gengæld er mere end rart, er det fantastiske billedsprog, Paludan benytter sig af. Jeg har taget så mange noter under læsningen, at jeg ikke kan vælge! Jeg nøjes derfor med disse sætninger fra bogens begyndelse:

Borgmesteren havde taget Sæde og tømte sin lille Kop. Han havde gerne drukket baade fem og seks af denne liflige Drik, der paaskyndede hans Aandedræt, fyldte hans store Hjerte med Aktivitet og ham selv med genvundet Tyveaarighed, mens Vin gjorde sløv; han strøg Knurhaarene og saa op paa Amtmandinden: "Det var dog en Satans fortræffelig Kaffe, De holder Dem, Frue."

Hele romanen er fyldt med beskrivelser som denne. Inklusive naturligvis vidunderlige naturbeskrivelser. Som med flertallet af de andre større værker af ældre dato, jeg har læst, var denne også hvert minut værd.

[Marlene H]

Fantastisk roman, der virkelig rummer tankegods og er helt utroligt fremsynet. Tænk, at den er skrevet allerede i 1932-33! Så klog den er på sin egen tid og den tid, der fulgte, med endnu større katastrofer end 1. verdenskrig. Indimellem har "Jørgen Stein" sine længder, men jeg synes stadig, den slår meget af vores tids intimsfære-koncentrerede litteratur med mange meter. Her kontrasteres samfundsklasser, landbrug og åndsarbejde, det danske og det internationale, og her gives der et (for)rygende billede af den maskuline, rå og fremadstræbende by Aalborg med cementen, akvavitten og cigarerne - et symbol på den potente industrialisering.

[Søren]

Jørgen Stein er 30'ernes Lykke Per. Historien om en ung mand, og hans vanskelige færd i verden. Jørgen er så meget Per, at han på et tidspunkt, hvor hans skæbne er svær, overvejer om han skal gøre som Lykke Per, og blive landmåler i Nordjylland.

Sprogligt og rent handlingsmæssigt er det en tungere læseoplevelse end Lykke Per. Historien lægger sig snarere efter "Huset Buddenbrook", hvor den fine og rige familie langsomt udvandes. Jørgen er ud af en fin familie. Hans far er amtmand. Men Jørgen selv bliver aldrig rigtig færdig med noget, og ender med at blive gift med en stuepige og dyrke jorden. En total deroute.

Alligevel er det en historie fyldt med håb. Jørgen har Hesses Steppeulv i sig. Skal han dyrke kødet eller ånden? Han undersøger verden og bliver ved med at skifte retning i håb om at der er en sandhed et sted.

Paludan afslutter med at kalde de som var unge under 1. verdenskrig for: "Generationen der snublede i starten". De er børn i en verden af stabilitet og bliver voksne i en verden af uro og forandring. Kunsten, politikken, teknologien, værdierne, landegrænserne. Alting er i uorden efter 1. verdenskrig. Da vi forlader Jørgen omkring 1933 - ironisk nok - har han fundet sig selv. Hans bondekone er gravid. Han skiftevis skriver og dyrker jorden, og han er ikke længere på jagt.

Vi der kender resten af historien ved, at verden tog endnu et par hop i de efterfølgende år. Bogen er ret spændende, bla. for dens syn på tiden omkring 1. verdenskrig, men også fordi det var den store generationsroman fra den udkom og en del år frem.

Bonusinfo er, at Lise Nørgaard har (må have) lånt oplægget til Vicky i Matador fra romanen. Lily, som gifter sig alt for ung med den fede advokat, bliver enke efter konkurs og skandale og slår sig på teatervejen....

[Ben]

"This talk about sickness or morbidity doesn't scare me. As far as I'm concerned, nature is the thing that has to be overcome before the dawn of recognition sets in. And naturally this struggle appears morbid to those who are normal. Stupidity is what is healthy -- it is the pathological that reveals the individual and distills off the idea. It is the sick person who is perpetually and existentially stimulated by the contrast between his own subversive writings and what has come down to us from posterity. The object is to achieve autarchy within his own skull. You must admit that one can't have anything to do with people. Let them go on wallowing in their stupidity and bestiality. Ten years after the war they'll be fighting again. In Persia they flog sheep so they can get unborn lambs for fur -- there isn't a thing they won't do for money, and the less one has to do with them the better. When I wake up in the morning my mind has been in a ferment while I've been asleep, and a beaker of clear wine is waiting for me -- new perceptions, a new mood, new experience. You may call that morbid if you like."

[Bodil Sixhøj]

Jørgen Stein, der består af 2 dele: Torden i syd og Under regnbuen, skrev Jacob Paludan i 1932-33. Handlingen tager sin begyndelse netop den dag, hvor nyheden om mordet i Sarajevo spredes ud over hele Europa. Jørgen Stein, søn af amtmanden i Havnstrup (Thisted), er da 15-16 år og skal begynde på gymnasiet i Ålborg efter ferien. Handlingen strækker sig over de følgende ca 20 år med Jørgen i centrum, men man følger også hans familie, især broren Otto, og hans venner. Jeg afslører ikke for meget, når jeg fortæller, at han har svært ved at finde sin vej ind i voksenlivet - udtrykket “generationen der snublede i starten” om Jørgen og hans jævnaldrende stammer fra denne bog. Skrivetidspunktet gør, at forfatteren ikke får optakten til næste krig med, men romanen er et rigtig godt billede af tiden under 1. Verdenskrig og de brølende 20’eres overflod, promiskuitet, sorgløshed/depression - og dybe overvejelser over krigen. Selv om jeg er lidt flov over først at have læst denne klassiker nu, er jeg alligevel glad for, at det netop blev nu. Der er nemlig forbløffende mange paralleller til vores tid, nu 100 år senere! Tænker man dybere over, at historien gentager sig, kan der dog også melde sig en del bekymringer.
Jacob Paludan er fænomenal til miljø- og personbeskrivelser, så man kan hele tiden forestille sig handlingen som en film. Han er en stor menneskekender og kan meget præcist male en person frem. Ofte er det meget morsom læsning! Kun på et punkt er forfatteren temmelig bagstræberisk, og det gælder kvinders nye rettigheder og roller, men det må regnes som et produkt af en tid, hvor denne udvikling endnu et ganske ny.
Alt i alt en fremragende roman og en meget stor læseoplevelse.

[Eva Liljedahl]

Det var min fars yndlingsroman, og jeg ville så gerne kunne lide den. Jeg læste den som 15-årig, og måske var jeg bare for ung, jeg blev i hvert fald ikke rigtig fanget af den.
Jeg brød mig ikke meget om hovedpersonen (Jørgen Stein), og det jeg husker bedst er en beskrivelse af noget smørrebrød. Den beskrivelse var rigtig god; jeg kan huske, at en æggemad blev beskrevet som smagende af svovl, og det er meget rammende, men jeg ville aldrig selv være kommet i tanker om det.

[Lykke Olsen]

En klassisk dannelsesroman som de blev skrevet i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Lidt stereotype personer, men et fint portræt af industribyen Aalborg og kontrasten mellem den moderne større by og det borgerlig hjem i den lille by. Er lidt for langtrukken, men indeholder især i starten fantastiske metaforer, som ingen skriver dem mere.

[Jakob Simonsen]

En dansk klassiker. Fint tidsbillede. Forholdsvis Moderne i sin psykologi, sproget næsten kitchet gl.dags. anvendt med fin humor.

[Anja]

Udviklingsroman. Indimellem tænker han lidt rigeligt. Sproget er finurligt og fantastisk.

[T]

Det moderne menneske famler i dag lige så meget efter rodfast mening og retning i livet, som hovedpersonen Jørgen Stein gør i denne roman. Det sætter bogen i et særligt skær, at den er udgivet i 1932-1933, mens handlingen indledes på dagen for mordet i Sarajevo. Vi ved jo nu, at der kommer endnu en krig, og at intet har ændret sig, så er vi dømt til at gentage de samme fejl som dem før os?

Jørgen Stein er virkelig et mesterværk på højde med Kongens Fald, Lykke-Per og Pelle Erobreren. Den sætter alle de store tanker i gang, og samtidig er sproget fantastisk. Når Jacob Paludan folder sig ud, skriver han metaforer og naturbeskrivelser som ingen anden, og den alvidende fortæller er befriende at læse i dag.