Den 7. januar 2018 begår Livs bedsteforældre selvmord, efter at de i månederne op til selvmordet har inddraget hende i deres fælles beslutning. Som unge gav de hinanden et kærlighedsløfte: Hvis den ene af dem ville blive syg og ikke ønskede at leve mere, ville den anden følge med på den sidste rejse.
Liv er selv udfordret i sit nære familieliv med kæresten og deres lille datter. Hun støder sin kæreste fra sig og opstiller forskellige katastrofescenarier for, hvordan og hvornår de går fra hinanden.
"Med hjertet i hånden" er en bevægende undersøgelse af, hvor vanskeligt og angstprovokerende det kan være at lade sig elske og elske, hvis man tidligere har oplevet, at kærlighed var forbundet med smerte. Og hvor kraftfuldt frigørende det kan være at bevæge sig ind i familiens mørke og finde sin egen vej ud.
Instruktør Liv Helm debuterer som forfatter med den selvbiografiske roman Med hjertet i hånden.
Jeg synes denne her er lidt svær, at anmelde. Den har passager/afsnit som er virkeligt gode, vedkommende, interessante og rørende og så har den på den anden side også hele afsnit, som for mig er virkeligt uvedkommende og uinteressante. Derfor bliver det for mig en lidt rodet læseoplevelse, da jeg mister fokus i fortællingen. Udover det er bogen hørt som lydbog og da det fortsat desværre ikke er min stærke side, så trækker det måske også lidt ned.
Hudløst intens, selvudleverende og krakilsk sandhedssøgende fortælling om en kvinde, der forsøger at udrede en dysfunktionel families skabsskeletter. Hovedpersonen er 1:1 forfatteren selv (hvilket Helm koket hårdnakket benægter) og der er både psykoser, blodskam, skam, overgreb, vredens arvesynd og selvmord i en strøm af et (selv) opgør, som er skrevet med et meget stærkt og uimodsigeligt nærvær. Helm får elegant føjet sit arbejde som dramatiker ind i fortællingen, så man mærker, at kunsten er Liv - og omvendt. Det er modigt ud i det ekstreme og skibet knager i fugerne undervejs, men Liv Helm bringer det meste hjem til en afsluttende OMG cliff, der er porten til fortsættelsen af denne bog.
Udover det barske følelsesmæssige stof som er virkelig bevægende også en fantastisk indførelse i Helms arbejde med sine teaterstykker. Super interessant og generøst.
En rå og fuldstændigt vanvittig fortælling om liv, smerte, tab af de levende, tab af de døde, og forestillinger om kontrol og afmagt. Kærlighed og svigt er de helt store temaer, og Liv Helms mod til ikke at afvige fra det groteske og intime, giver denne bog en helt særlig effekt, som jeg sjældent har læst om før. De mange referencer til verdenslitteraturen tjener som middel til at forstå hendes egen situation, og sætte den i perspektiv, ikke kun for læseren, men også for sig selv. Den måde hun lukker læseren ind i sine tanker og oplevelser, uden at det føltes som et vulgært indblik i sin egen trivielle hverdag, gør denne bog til den 10/10 for mig, og allerede nu har jeg en forventning om at dette nok er den bedste bog jeg kommer til at læse i år, og måske også i mange år frem. Kæmpe anbefaling, men helt sikkert ikke for sarte sjæle. Jeg er også helt pjattet med et autofiktivt værk, der giver en fornemmelse af en ny begyndelse, når den valgte fortælling når sin afslutning. For mig er et godt biografisk værk et, der giver et bud på hvilken retning der giver menneskelig mening for fortælleren at vokse i.
Man har et hjerte af sten, hvis man ikke bliver berørt af Livs komplekse livssituation. Jeg føler, at hun må være en vidunderlig samtalepartner. Men et kunstværk er denne bog ikke. En blok fortælling, en klodset overgang til en klog person, som har sagt noget om denne situation, en afrunding, nyt afsnit. Men en ok bog om et stort spørgsmål.
Den var lidt dagbogs-agtig på en poetisk måde, hvor man blev slugt ind i forfatterens tanker, og fortællingen bliver meget ægte og stærk, i kraft af det er autofiktion. Kunne også godt lide hvordan teaterverdenen bliver brugt som et spejl til virkelighedens refleksioner, det giver et ekstra lag. Anbefaler som efterårslæsning🤲🤲
Smuk beretning om livets begyndelse og slutning. Ar på sjælen, som man igennem sit voksne liv, kan begynde at gå på opdagelse i. Hvad gør man, når ens far har begået overgreb mod en, men det stadig er ens far?
“ Foucault siger i ordene og tingene, at vi skal sige ting højt, så de findes uden for os selv”
Grundlæggende har jeg et problem, med romaner som ikke er formateret som romaner. jeg ved godt, det lyder dumt, men jeg kan ikke forstå, at man ikke har lyst til at sætte sin bog op, i den fine slanke klassiske form, som for eksempel 125 x 200 mm. Det er som om jeg bliver forvirret. Hvad er den her kvadratiske sag for noget? Er det et opslagsvæk? Et essay? En roman? Indholdet bag kvadraten, har, I dette tilfælde, samme problem. Jeg forstår simpelthen ikke hvad denne bog vil. Der er lange tekster om teaterets historie, lidt personlige scener, lidt om Suzanne Brøgger, lidt om alt muligt. Jeg synes, det er rodet. Alligvel nød jeg den lidt, og blev ved med at vende tilbage. Det er vel et godt tegn.
Meget alvorlige og vigtige emner, og særligt første del af bogen var smuk og lovende. Men efterhånden som fortællingen skrider frem, oplevede jeg teksten mere og mere som terapiskrivning end som litteratur. Og desværre forblev fortællingen ved det meget hverdagsdeskriptive og litterært stærkt symbolske, det sidste især fortalt især gennem forfatterens scenearbejde. Hun henviser til Suzanne Brøggers pointe om, at man skal nå en vis alder, før man kan forstå sin barndoms svigt og dermed sig selv. Det gav mig den tanke, at jeg hellere ville have læst bogen, hvis den var skrevet om 10-20 år, når forfatteren har givet arbejdet og forståelsen med sig selv og begivenhederne mere tid og modning. Fordi det forbliver i denne version meget søgende og usikkert. Og det er for mig svært at forstå, hvad hun selv har fået ud af skriveprocessen - og svært at vide, hvad hun egentlig føler.
Hvis dette levede liv, med de tab og den angst og det kaos af smerte og forbundethed, som følger med, skulle skrives og deles, så måtte det blive sådan her. Det er min klare fornemmelse. Det er en vild bedrift, at disse rå blokke, - på ingen måde finpudsede, højst groft forarbejdede - har set dagens lys. Litterære citater, dagligdagsanekdoter, arbejdet på teateret og samtaler med nære mennesker forekommer at facilitere processen ; Det før uudtalte men oplevede sættes på skrift og i tale. Det er modigt, stort og voldsomt. Godt gået! Også at vidnesbyrdet aldrig bliver politisk, men vedbliver at være helt, helt menneskenært.
Denne roman er helt afsindigt velskrevet og det er den største grund til at man holder ud, for sikke en forfærdelig historie. Sproget er lækkert og karaktererne virkeligt godt beskrevet. Bogen vil kunne hjælpe andre, der har lidt samme skæbne som hovedpersonen, men man kunne også få den tanke, at bogen mest er skrevet som en slags terapi for forfatteren. Jeg må desværre tilstå, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal med den, historien bliver nok ikke hos mig.
Selvbiografisk roman om kærlighed på alle leder og kanter og det svære i den, når man er blevet svigtet. Og det svære i at give sig selv lov til at elske dem der har såret en. Ærlig og fin, rå og modig.
Liv Helms historie og oplevelser er ekstreme og rørende. Men bogen rørte mig på mærkværdigvis slet ikke. Desværre. Jeg kunne mærke, at det er en velskrevet, stramt komponeret bog, men jeg havde ikke en bemærkelsesværdig læseoplevelse.
De første 50 sider var enormt fængende. Derefter kommer der for meget symbolik og teaterkunsten får lov til at fylde for meget. Der er meget lidt udvikling, og jeg gik og ventede på et klimaks, der aldrig kom.
Selvbiografisk bog. Mormor og Morfar begår kollektiv selvmord. Forfatter har psyk sygdomme, mor har psykoser og far har lavet overgreb på forfatter. På trods, er hun selv teaterinstruktør, mor, hustru og forfatter
En ærlig fortælling om alle de ting som er svære at snakke om, men som det er vigtigt at vi gør. Er lidt målløs over hvor roligt men alvorligt der bliver taget hånd om de svære emner.
Egentlig en god læseoplevelse, hvor jeg især var vild med værkets tempo. Jeg er dog generelt ikke så meget til den psykologiske genre, hvilket er hvorfor denne bog desværre ikke væltede mig omkuld.