Debutroman om følgerne af et seksuelt overgreb i et universitetsmiljø i tiden før metoo. I romanen følger vi de to kvinder Francine og Katrine. Francine er en ung ph.d.-studerende, som bliver voldtaget af sin vejleder. Katrine er gift med ham.
Francine & Katrine handler om de vidtrækkende konsekvenser, et overgreb har, ikke bare for de to kvinder, men også for mennesker omkring dem. Og romanen handler om et særligt miljø med nogle dynamikker, der giver plads til overgreb.
Det er fascinerende, hvordan en beskrivelse af magtstrukturer, overgreb og kvindeliv, i en form, der på mange måder er hverdagshændelser, kan beskrives så intenst og spændende, at bogen er fuldstændig umulig og lægge fra sig. Selvom bogen er færdig, så er jeg slet ikke færdig med at tænke over relationen mellem de to kvindelige hovedpersoner - eller mellem kvinder generelt.
En utrolig velskrevet debutroman med et vigtigt og sørgeligt omdrejningspunkt. Den skildrer så fint, hvordan én idiot kan sætte dagsordnen for så mange mennesker - man får helt ondt i maven. Francine & Katrine er et tydeligt eksempel på, at kvinder bør støtte hinanden - indtil det sker, sætter egoistiske, selvmedlidende mænd som Kjær dagsordnen i vores verden.
Læs den. Læs den om du er kvinde eller mand. Læs den for at forstå. Tak. En stærk debutroman om magt, seksuelt overgreb og de konsekvenser det har. Men også en roman om kærlighed, styrke og tilgivelse.