Irena er eneste tilbageværende beboer i ejendommen, alle andre er flygtet på grund af krigen og hun påtager sig at se efter de tomme lejligheder. Hun lægger små sedler med beskeder om, hvad hun har ordnet og lånt: "Kære Oleksandr og Kateryna. Jeg skal nok tage mig af hunden. Den stod og peb. Det var synd for den. Jeg ved jo heller ikke, hvornår I er tilbage. Jeg har smidt liljerne ud ..."
Ved slutningen af en vinters roman er beretningen om krig set fra et stilfærdigt stædigt menneskes vindue.
Sigende, ekstremt stemningsskabende bog. Stemningen er en blanding af alenehed (ikke som sådan ensomhed), resignation, en smule benægtelse, ordentlighed, meningsløshed, rationalitet, tristhed, sorg og alderdom, og den er så tydelig og konsekvent, at man bare bader i den og selv bliver smittet en smule. Det er skræmmende og tankevækkende læsning – bare én skæbne ud af mange hundrede tusinde. Man bliver skør af at tænke videre på de mange vidt forskellige livshistorier, der så ufattelig meningsløst ændres så ulykkeligt.
Bogens eneste minus er, at man ofte er nødt til at læse sætningerne to gange, altså starte forfra for at lægge trykket eller tonen rigtigt eller bare for at finde hoved og hale i ordene mellem to punktummer. Eksempel:
"Det ville vi være glade for, hvis vi havde vidst, du endnu var her og passede på tingene, ville vi, i vores eksil, have været mindre ulykkelige, mindre urolige, tak." (Side 73).
Er punktum eller et semikolon efter "for" ville have skabt en glidende læsning. Sådan er det desværre mange steder i bogen, så læsningen hakker en del. Til gengæld er der meget korte "kapitler", ofte på langt under én side, så bogen er hurtigt læst.