Christel Wiinblads nye bog Deep Purple fremskriver en stærk og fantastisk tro på kærlighedens kraft. Bogen løfter sig op over klimaforandringer, krige og politisk realitet for i tillid til alt levende at vise os en anden verden. Den virkelige verden bag alt.
I Deep Purple åbner den elskedes død et rum, hvor kærligheden forvandler sig fra at omfatte den elskede til at omfatte alt. Den elskede er alt, og alt er den elskede. Deep Purple er den dybeste smerteerfaring og den mest euforiske åbenbaring. Døden som forløsende kraft står i bogen side om side med stærke erfaringer af angst og af sammenbrud.
Deep Purple er et gigantisk værk og en sjælden fugl i nutidens litterære landskab: En romantisk messe, der med sin universelle kraft og sin universelle tilgang til kærligheden rækker direkte ind i sjælen, ind i hjertet og op til himlen. Himlen, der er lige her!
Sprogligt slynger Deep Purple sig i arabesker, i insisterende opremsninger og i fordybende gentagelser, der udvikler sig til en flerstemmig messe. Sorg og afmagt bliver til nærhed og enhed, og i sværme af indtryk og udtryk beskrives kærligheden som altings dybeste sammenhæng.
Indhold: Deep Purple I en rosenhave Nachts Dublin Sammenbrud I skovbrynet Migrænen HAM
Jeg kan godt lide Wiinblad og hendes stemme. Alligevel endte dette med at blive den tungeste bog at komme igennem for mig i år. Enkeltstående er hendes digte virkeligt fine. Hvis jeg var dansklærer igen, ville jeg nyde at vælge et par stykker ud og arbejde med i klassen. Hendes konstante gentagelser ender dog med at få mig til at tabe fokus. Jeg kommer nemt til at drive mentalt væk hvis jeg læser mere end 5-10 sider ad gangen. Wiinblads sprog er altid smukt men måske også lidt kedeligt? Jeg har som Wiinblad mistet familie og har sorg inde på livet, men gentagelserne i syntaksen gjorde teksten ensformig og derfor rørte den mig ikke. Jeg vil i stedet varmt anbefale Naja Marie Aids “Har døden taget noget fra dig”. Jeg går gerne til oplæsning med Wiinblad og har nydt hendes medvirken i TV-programmer som Smagsdommerne og Den 11. time for ca. 15 år siden, men jeg finder nok ikke hendes bøger frem fra hylden igen lige foreløbigt.
En meget særlig og særegen bog. Wiinblad skriver med insisterende repetitioner i en syntaks, der - som hun også selv kalder det i bogen - former sig som en slags messe. Der er tekst, som kredser konstant om tab og død og drøm og kærlighed med kosmisk tonede syner. Wiinblad indkredser på denne måde tabet af af skizofren lillebror, som for år tilbage tog sit eget liv. Det er ikke nem læsning på nogen måde og en egentlig handling eller fortælling er der ikke. Men ‘Deep Purple’ er samtidig en både fascinerende og momentvis mildt irriterende tilstandsroman i en toneart, der trods alt aftvinger dyb respekt.