En række digte om kærlighed og forelskelser (de lykkelige og de ulykkelige og dem midt imellem). Om hverdagens pletter af eufori og begærets forvandlende kraft. Længslen efter at helliggøre og beskytte sine nærmeste - og sorgen over at det alt for sjældent lykkes. Om besværet ved og fryden over at være en menneskekrop blandt menneskekroppe.
Digtsamlingen er skrevet over en årrække i et spændingsfelt mellem pligt og længsel, forældreskabets opretholdende ritualer og begærets løfte om (midlertidig) udslettelse.
Caroline Albertine Minor (f. 1988) opnåede et internationalt gennembrud med novellesamlingen Velsignelser (2017), der blev tildelt adskillige priser og nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. I 2020 udkom romanen Hummerens skjold, der, ligesom Velsignelser, er solgt til udgivelse i en række lande.
I have read this at least a handful of times, and as with good music albums my favorite poems change over time. Marked it as reads, although I’m not done with it.
Digtsamlingen beskriver forskellige forhold, som digter-jeg'et har haft - bygget op med henvendelsen til et du; men altså med mange forskellige du'er i digtsamlingen.
Dermed bryder Minor på interessant vis den typisk "monogame" tradition i digtningen, hvor besyngelsen af og henvendelsen til et du er spundet op på ægtheden, autenticiteten og nærværet af en relation digter-jeg'et har til et bestemt du.
I Minors digtsamlingen handler det, at der er forskellige du'er, om, at det er selve det at have været forelsket, at have været sårbar og at være blevet fravalgt - altså at være på bagkant af forelskelsen. Og netop ikke at forelskelsen handler om objektet for forelskelsen - men derimod tilstanden at have været forelsket og så blevet fravalgt. Digtene handler ikke så meget om længslen mod det, der er forsvundet; dvs. altså ikke så meget om det enkelte, konkrete du.
Det er derfor ikke tale om besyngelsen af et fast du - men en henvendelser til en serie af forskellige du'er, som har bragt digter-jeg'et på bagkant af forelskelsen, men stadig med forelskelsen i kroppen og i sproget. Der er både en form for komik og en form for forbandelse i de serielle gentagelser af, at du-og-jeg relationen er blevet brudt af et nyt du.
Digtsamlingen slår flere gange nogle romantiske tematikker an ved at skabe forventninger til, at naturen vil spejle digter-jeg'et sindstilstand - fx når der i Nivå Bugt Strandenge-digtet på side 52 står: "Tro mig, det bliver / ikke bedre, / end Nivå Bugt / i december/ sneen og sivene, / rosenbuskbær som flåede / duehjerter mod himlens / tyste grisaille... Hvor der i henvendelsen til du'et og i billedesproget bliver slået en sammensmeltning an mellem jeg'ets synderrevne tilstand og de stikkende rosenbuskbær og flåede duehjerter - men hvor scenen ender i, at jeg'et komisk leger med fantasien om at opfordre du'et til en romantisk og dilletantisk duel sekunderet af svaner, fordi jeg'et er blevet inspireret af skarvens "korsformede trods" (nok baseret på, at skarvens profil, når den sidder på en sten og tørrer sig, ser skarp og kantet og derved trodsig ud). Ønsket om at hævne sig på du'et bliver komisk motiveret af fuglene - og fantasien om hævnen tager form af den romantiske duel men i komisk form pga. skarven som inspiration og svanerne som sekundanter.
Digtet "5-2" om at fortælle sin eks om at blive forladt af (endnu) en anden, rummer igen det tragikomiske aspekt - denne gang ved at jeg'et fortæller om forladtheden midt i en fodboldkamp, hvor deres barn spiller, og hvor jeg'et sindsuligevægt kommer til udtryk ved, at jeg'et får lyst til at hævne sig på den triumferende spiller fra modstanderholdet, som netop lige har scoret. Altså en uligevægt, der får jeg'et til at skabe komiske fantasier om en langt ude hævn - denne gang på et offer, som blot er et barn og som ikke har noget med jeg'ets forladthed at gøre. Men et konkret eksempel på de banale følelser, som det at blive forladt (igen) skaber.
Der er også sproglig opfindsomhed i digtet "Et sprogligt træ" - hvor jeg ligger nyvasket og på tredje måned ubollet med lyst til at give en bestemt mand et langt og ødselt blowjob.
CAM er uden tvivl min yndlingsforfatter på dansk. Der er åbenbart ikke en genre, hun ikke behersker; noveller, romaner, digte – der er ikke en finger at sætte på noget af det.
Nivå Bugt Strandenge er nærmest en lille erindringsbog i digtform. Der er tydelige temaer, der går igen igennem hele samlingen; kærligheden til børnene, det forliste ægteskab og den komplicerede kærlighed til eksmanden(/ekskæresterne), ulykke og lykke, de livsforandrende hændelser, både gode og dårlige, længsel og begær, at date og forelske sig på ny. Nogle af digtene kredser om, hvad en familie bør være, eller ønskes at være, og hvad den i virkeligheden er; hvad kærlighed i alle afskygninger er og gør, hvordan man accepterer livets op- og nedture. Det lyder jo egentlig meget banalt og hverdagslivsagtigt, men Minor kan bare noget helt særligt med sproget, det er så godt, at man bliver forført både af det smukke og det usmukke (ikke det grimme). Jeg skal egentlig bare gerne bede om mere fra hendes hånd, pronto.
Nok reelt en 4.5, men som med så mange andre digtsamlinger skal jeg få læst den flere gange for at tage den ordentligt ind, så mon ikke den her ender med at få topkarakter i sidste ende.
Hvem elsker ikke et kærlighedsdigt? Selvom jeg elsker denne forfatters sprog, blev jeg aldrig fastholdt i en bestemt forelskelse, hvilket jeg havde håbet på. Men hun skylder mig ikke noget så