Dette første udvalg af Tarjei Vesaas’ bedste noveller indledes med “Tusten”, der kan ses som en forløber for romanen Fuglene. Der fortælles også om en ung høstarbejders første møde med kærligheden, og om en anden ung mand der en aften intenst mærker hvordan hans skæbne er knyttet til skoven. Og i et trangt klasselokale sidder en lille dreng sprængfærdig af fortællelyst og iver for at hjælpe sin lærerinde der er til eksamen.
Vesaas’ noveller er universelle små glimt af menneskets komplekse sind. Særligt børn og unges verden og følelsesliv beskriver han med en enorm dybde og præcision.
Indhold: Tusten 21 år Sidste mand hjem Vesle-Trask
Tarjei Vesaas was a Norwegian poet and novelist. Written in Nynorsk, his work is characterized by simple, terse, and symbolic prose. His stories often cover simple rural people that undergo a severe psychological drama and who according to critics are described with immense psychological insight. Commonly dealing with themes such as death, guilt, angst, and other deep and intractable human emotions, the Norwegian natural landscape is a prevalent feature in his works. His debut was in 1923 with Children of Humans (Menneskebonn), but he had his breakthrough in 1934 with The Great Cycle (Det store spelet). His mastery of the nynorsk language, landsmål (see Norwegian language), has contributed to its acceptance as a medium of world class literature.
En lille novellesamling af Tarjei Vesaas, som er sammensat af det danske forlag Batzer & Co i en større udgivelsesrække af Vesaas’ skønlitteratur. Tre af samlingens fire noveller er fra den samme novellesamling fra Vesaas hånd udgivet i 1952. Den sidste novelle, ”21 år”, er oprindeligt udgivet i 1936.
Titelnovellen, ”Tusten”, er en forløber til romanen Fuglene. Ligesom i romanen, følger vi i novellen manden Mattis, som man hurtigt fornemmer har en mental lidelse. Tusten betyder ”tossen” og det er det, som beboerne i et ødeliggende område i Norge kalder Mattis. Romanen Fuglene består af mange forskellige hændelser centreret om den måde, omgivelserne behandler Mattis på koblet sammen med Mattis’ meget nære og intense forhold til naturen, der tilmed får ham til at se tegn i naturen på, at han er forenet med naturen. Alt sammen formidlet i 3. person ental, men via Mattis’ tanker. Novellen ”Tusten” er bygget op meget tilsvarende men mere enkelt. For det første er det én primær hændelse – da der jo er tale om en novelle. Hændelsen er, at der kommer en skovejer hen til Mattis og spørger ham, om han ikke vil hyres til en arbejdsopgave (som ingen andre vil have). For det andet er fokusset i novellen næsten udelukkende på Mattis’ higen efter at blive anerkendt af sine omgivelser – hvor man samtidig som læser kan mærke, at dette næsten aldrig sker, og at Mattis derfor klynger sig til de små succeser, hvor han i det mindste ikke bliver fuldstændig ekskluderet, ignoreret eller gjort nar af. Mattis glæder sig over, at han bliver kaldt ved sit eget navn og ikke bare bliver kaldt for Tusten af skovejeren (og her er det så måske ekstra sigende, at Mattis i teksten primært bliver kaldt for Tusten). Novellen er virkelig godt skrevet – i samme stil som Fuglene, og det er interessant at se, hvordan Fuglene er opstået ud af den mere enkle tematik fra novellen, og så senere udbygget i romanen med blandt andet Mattis’ opfattelse af naturen.
Den anden novelle, ”21 år”, er skrevet i første person ental. Den handler om en ung mand, der bliver myndig – derfor titlen ”21 år”, som på det tidspunkt var dér, man blev myndig i Norge. Og så handler den om en første forelskelse, som den 21-årige oplever. Forelskelsen bliver tilvejebragt af den unge mands forældre, som sørger for, at der hyres en ung pige til at hjælpe familien ude i marken – sammen med den unge mand og hans et år ældre bror. Vi hører om jeg’ets optagethed af den unge pige under markarbejdet, og hvordan han lægger mærke til, at broren forsøger at komme på god fod med pigen, mens jeg’et ikke selv ved, hvad han skal gøre. Men så efterhånden over fire dage mærker jeg’et på pigen, at brorens tilnærmelser bliver for meget for hende, hvorefter jeg’et selv gør forsøget.
Den tredje novelle, ”Sidste mand hjem”, handler om en ung mand, som arbejder i skoven med sin far og har arbejdet med det i et stykke tid. Der sker som sådan ikke nogle nye ydre hændelser i novellen under skovarbejdet – men det, der sker, er noget indre. Den ung mand oplever nemlig, at han hører til i skovarbejdet – at han skal være skovarbejder. Det oplever han ikke ved, at der sker noget nyt, men derimod ved, at han meget sensibelt lægger mærke til lydene i skovarbejdet. Sidste novelle, ”Vesle Trask” handler om en dreng, der er i skole. Hans unge lærerinde, som han og den øvrige klasse mægtigt godt kan lide, er til eksamen som lærerinde, for der sidder et helt panel og skal vurdere hendes egnethed som lærer. Det gør hende nervøs, og det mærker drengen. Novellen handler om, at han bliver opmærksom på lærerindens nervøsitet, og at han virkelig gerne vil forsøge at hjælpe hende, så hun får succes med undervisningen, selvom det ikke går, som det plejer med hendes undervisning. Novellen er ret unik ved at skildre et elev-lærerforhold på en måde, hvor læreren fremstår som god, men momentant svag pga. nervøsitet. Sådan at det er den omsorgsfulde elev, der forsøger at redde hende på en ikke alt for eksplicit måde. En omvending af den relation, der normalt gør læreren til den stærke, der distribuerer omsorg, og eleverne som tager imod.
De fire noveller er meget forskellige i tematik, men de er alle udtryk for Vesaas’ helt unikke evne til at beskrive små hændelser på en meget intensiv måde gennem en karakters tanker, og hvor der er meget på spil for denne karakter.
Tarjei Vesaas’ noveller er som at læse en lang kæde af nordiske haiku-digte: Der er en årstidsreference, der er en situation, der er øjeblikkets stemning, det hele er indfanget i få stavelser. Sproget strækker sig, mens det hviler i sig selv. Evigheden berøres. Magi opstår.
Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel.
Små, fortættede fortællinger om børn, unge og deres følelsesliv, mens det endnu knopskyder eller er i blomst. I Vesaas’ verden er der en subtil spirituel dimension midt i det allermest konkrete og pragmatiske. Det er sjældent mindre end dybt vedkommende og genuint engagerende læsning.