Siden Froya var 13 år, har psykiatrisk afdeling været hendes andet hjem. Nu er hun fyldt 18, men de fleste dage følger stadig samme tjekliste: fest, barberblad, indlæggelse. Og hvorfor stoppe? Froya er fucked up. Det er det, hun er bedst til. Selvskaden og indlæggelserne giver hende opmærksomhed på Priv, et hemmeligt Instagram-miljø for de syge og fortabte. Her forstår de hende. Her passer de på hinanden. Lige indtil en ukendt bruger begynder at sprede løgne for at få Froya til at slette sin profil. Det kommer bare ikke til at ske! For Froya findes ikke uden Priv. Hun er ingenting, hvis hun ikke er fucked up. Eller hvad? Da Froya møder den uretfærdigt lækre Elin, begynder hun at overveje, om der er bedre ting i livet end dødsdruk og blødende arme. Suget i maven når de er sammen? At røre Elins hud? At kysse hendes læber? Problemet er bare, at Froya ikke er den eneste, der kan lide Elin. Det kan Mikkel også, og han er Froyas bedste ven.
“Jeg har tidligere været ret vild med Luna Harleys bøger, specielt fordi forfatteren er god til at forholde sig realistisk til tingene og skrive om unge med realistiske og relaterbare situationer. Denne her virkede dog til at tage det et skridt længere og være seriøs på en helt anden måde end de andre, og det var jeg spændt på hvordan ville være.”
“Som en som selv har og kæmper med sin mentale sundhed, så kan jeg på et vist plan godt sætte mig ind i nogle af de tanker som Froya kæmper med, også selvom det aldrig har været i så slem en grad som det hun kæmper med. Så at følge og læse om hendes kamp satte virkelig gang i tankerne og følelserne. “
“Det var forfærdeligt at overværge det svigt som Froya går gennem. Trods hun har støttende forældre som ønsker det bedste for hende, så opleves der også et stort svigt fra sundhedssystemet så snart hun rammer de 18 år. Hun bliver indlagt og udskrevet konstant, men der er ingen rigtig støtte og opbakning omkring hende. Selvfølgelig kan man ikke hjælpe en som ikke vil hjælpes, men dette svigt som bliver beskrevet i bogen her fra sundhedssystemet, er et jeg godt kan genkende fra virkeligheden.”