Jeg glædede mig ret meget til den her bog og den skuffede ikke. Det er af samme årsag at jeg har læst den på tre dage, eller i hvert fald hovedsageligt, der var nok også noget stædighed bag det (ahem... Gry).
Det er absolut den bedste læseoplevelse jeg har haft i mit liv. (Jeg har ikke haft mange)
Det var ret fedt at læse om en verden jeg har spillet i, det var ret sjovt at kunne genkende mange af stederne og nogle af karakterene ved navne.
Jeg kunne ret godt lide Dougal, hovedpersonen, fordi det var tydeligt hvordan hans syn på Charr og ikke mindst de andre racer, ændrede sig meget fra start til slut, men også fordi han på en eller anden mytisk måde stadig kunne gøre grin af andre og ragebaite dem, efter at have mistet ikke bare alle hans venner, men selvfølgelig også hans søde kone.
Gyda havde jeg ingen empati for, måske en lille smule, men ikke nok til at jeg gav fuck om da hun døde. Jeg er glad for hun kun levede de første 30-40 sider. Jeg vil ønske Clagg også døde sammen med hende.
Killeen. Søde Killeen, min ABSOLUT favorit karakter. Hun forstod ikke verden og især ikke andre mennesker, men det var noget af det som gjorde hende så fantastisk. Fordi hendes plante-race endnu ikke rigtigt havde oplevet død og fordi hun var necromancer, stoppede hun altid op, ligemeget hvor dårligt et tidspunkt det var, for at kigge på enten noget der havde været dødt i 200 år eller 2 minutter. Så ville hun kigge stå og kigge på knogler eller rådne sår og tænke "Wow!" med et stort smil på læben, mens hun begyndte at lyse mere orange. På et tidspunkt "genoplevede" hun et menneske de lige havde dræbt (som var kært til to fra gruppen), som hun ville have de skulle bruge som lokkemad til en fælde der højest sandsynligt var foran dem. Fordi det så hun jo ikke noget problem i, imens de andre stod med rædsel på deres ansigter. Hun stoppede selvfølgelig ikke med at smile. Fantastisk karakter, 10/10. MEN SÅ SKULLE DE SELVFØLGELIG DRÆBE HENDE, FORDI HVORFOR IKKE? Den store klumsede Norn ved navn Gullik skulle jo kæmpe mod noget han ikke kunne klare og Killeen skulle jo selvfølgelig hjælpe. Jeg var lige ved at miste alt motivation til at læse da hun døde. Hun var så dum og klog på samme tid, en fantastisk venlig sjæl. Jeg har aldrig været så investeret i en karakter i mit liv. Rest in peace min Queen, Killeen.
På samme tid som Killeen døde, døde min håb for at hende og Dougal ville komme sammen. Det gav så god mening. Blushing højre og venstre fra begge parter og hun var en af de eneste Dougal kunne holde ud fra starten af og meget mere. De var et match made in heaven.
På samme tid med at min håb forsvandt, steg min frygt for at Dougal og Riona ville komme sammen, de havde så lidt kemi, men alligevel var der altid en eller anden tension mellem dem som jeg bare ville have væk så hurtigt som muligt. Og der var jeg heldig, fordi så 20 sider senere i en samtale i gruppen, blev Dougal nødt til at sige at han var gift med en af hans tidligere gruppemedlemmer, som tilfældigvis også var en af Rionas gode venner og at han dermed havde holdt det hemmeligt for Riona. Hun brugte derfor en god sjat kapitler på at være pissy over det, og det gjorde mig meget glad >:). Jeg blev lidt bekymret til sidst igen, men så forådte Riona dem alle sammen og så var jeg glad igen.
Jeg var lidt bekymret da jeg mødte Klanxx første gang, at han også bare ville være endnu en snobbet Asura, men jeg var heldig at han faktiskt endte med at være en af mine favorit karakterer. Han skulle selvfølgelig også dø, tak for det. Dog lidt mere heltagtigt og dramatisk end min Queen Killeen.
Den tidligere nævnte Norn Gullik, var selvfølgelig ingen andre end fantastiske Gyda's fætter. Og jeg var lige ved at rive mit hår ud ved tanken om at skulle have en gentagelse af hende bare på det mandlige køn gennem resten af bogen. Han viste sig dog til at bevise at arv og miljø, rigtigtnok har to dele og ikke opførte sig ligeså uudeholdeligt som hans kusine. Ham og Klanxx blev en power duo i højeste grad. Jeg var virkelig trist da selvfølgelig også skulle tage livet af ham, INDTIL det viste sig at han faktisk overlevede bomben som Klanxx ved et uheld havde kastet på ham. Jeg er glad for at han overlevede.
Ember var en lidt mere basic karakter, stadig god nok, men der er bare ikke meget at sige om hende. Det meste af hendes karakter var bare en form for kontrast der viser forskellene mellem Charr og menneskerne. Det virkede godt, men ja det var sådan hoveddelen af det. Det var dog også ret sjovt da man fandt ud af at hun var Almorras barnebarn.
Jeg har ikke så meget at sige om Riona heller, andet end at hun altid bare var en sureprop og en raging racist mod Charr og alle de andre racer. Ingen empati for hende, glad for at hun også døde.
Min endelig rating af bogen er 4.5 stjerner. Jeg har rundet op til 5, fordi goodreads er ass og ikke lader mig lave halve stjerner.