Vigga føler sig ikke hjemme i verden og har svært ved at finde meningen med livet og særligt hverdagen. Hendes ene store glæde og klippe i tilværelsen er veninden Maiken, men Maiken har fået en fast kæreste og er nu pludselig også blevet gravid, og Vigga har svært ved at rumme, hvad den forandring får af betydning for deres relation, som hun er så afhængig af.
Vigga kan være svær både at holde med og holde af, og jeg synes størstedelen af tiden, at hun er en virkelig ringe veninde. Jeg kan forstå, at følelsen af at blive ladt tilbage er svær, og måske særligt for en, der har det forhold til omverdenen, som Vigga har. Men at blive skuffet og ked af det over, at alt ikke bliver ved med at være det samme hele livet, bliver man kun ulykkelig af. Og det er da også det, Vigga skal lære – at imødegå forandringer, at favne den nye konstellation og finde lykken i det, der er. Bomann skriver hendes udvikling og udfordringer troværdigt, genkendeligt og ikke mindste empatisk. Der er fremgang og tilbagegang uden en magisk løsning, ligesom der sjældent er i livet. Man skal lære at acceptere, men måske også udfordre, sine egne svære sider, og det er ofte en to-skridt-frem-og-ét-tilbage-proces. Her rammer Akvariet virkelig plet.
Jeg elsker også, når skæve eksistenser finder en allieret i form af naturen, og det er det, Vigga gør. Hun oplever pludselig, at der er noget (andet end veninden Maiken), der får livet til at give mening, og det noget er en blæksprutte ved navn Rosa, som lever i det akvarie, Vigga er i jobaktivering hos. Viggas interaktioner med Rosa er fantastisk ømme og livsbekræftende, først tøvende og så overbevisende og kærlige. Vi er med hende på rejsen, når hun lærer mere om blæksprutter – og om dyrene i akvariet i det hele taget – og langsomt nedbryder de møjsommeligt opbyggede barrierer, hun omgiver sig med. Og det er den del af bogen, der taler allermest til mig. Og kan jeg så også få et job i et akvarie nu, tak?