What do you think?
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen
Jenny Rossander, kendt af mange som sangeren og musikeren Lydmor, debuterer med romanen Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen.
En ung, ambitiøs musiker bliver hyret til at komponere musikken til en tea-terforestilling. Alt er nyt, da hun første gang træder ind på teatret og skal gøre sig gældende foran skuespillere, teater-chef, forestillingsleder og instruktør. Hun gennemskuer snart teatermiljøets koder, men fortaber sig i den magtfulde og karismatiske instruktørs blik. Og forelsker sig hovedkulds.
Instruktøren hyrer den unge kunstner til flere opsætninger, men teaterforestil-lingernes ulykkelige kærlighedshistorier begynder at væve sig ind i hendes eget liv, og skubber hende til randen af vanvid. Hendes egen virkelighed og teatrets fiktion flyder sammen, da hun mister evnen til at adskille sig fra fore-stillingernes tragiske kvindefigurer.
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er en roman om magt, der misbruges, om elskerindens betingelser. Om kunst, vanvid og grotesk kærlighed.
En ung, ambitiøs musiker bliver hyret til at komponere musikken til en tea-terforestilling. Alt er nyt, da hun første gang træder ind på teatret og skal gøre sig gældende foran skuespillere, teater-chef, forestillingsleder og instruktør. Hun gennemskuer snart teatermiljøets koder, men fortaber sig i den magtfulde og karismatiske instruktørs blik. Og forelsker sig hovedkulds.
Instruktøren hyrer den unge kunstner til flere opsætninger, men teaterforestil-lingernes ulykkelige kærlighedshistorier begynder at væve sig ind i hendes eget liv, og skubber hende til randen af vanvid. Hendes egen virkelighed og teatrets fiktion flyder sammen, da hun mister evnen til at adskille sig fra fore-stillingernes tragiske kvindefigurer.
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er en roman om magt, der misbruges, om elskerindens betingelser. Om kunst, vanvid og grotesk kærlighed.
320 pages, Paperback
Published May 24, 2024
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 66 reviews
September 10, 2024
Den her bog er skrevet som et smukt, berusende, medrivende og altopslugende teaterstykke. Rossanders sprog er gjort af den slags, jeg ikke kan få nok af. Så nøje udvalgte sætninger, der virker så ægte og tilstedeværende. Den her bog formår at ligne et betagende kunstværk, man ikke kan se væk fra, men pludselig vender det vrangen ud på sig selv og du kan stadig ikke se væk.
Den lille scene mellem Akt 1 og Akt 2 står så klart for mig, som et intimt øjeblik på en teaterscene. Sådan en scene, hvor man har lyst til at gå op og deltage.
Jeg er så glad for den her bog, og jeg kommer til at anbefale den til alle. For ej, det er sådan en, hvor det er frustrerende ikke at have nogen af tale om den med!!
Den lille scene mellem Akt 1 og Akt 2 står så klart for mig, som et intimt øjeblik på en teaterscene. Sådan en scene, hvor man har lyst til at gå op og deltage.
Jeg er så glad for den her bog, og jeg kommer til at anbefale den til alle. For ej, det er sådan en, hvor det er frustrerende ikke at have nogen af tale om den med!!
May 30, 2024
Dette er uden tvivl, hvad man kalder en ægte pageturner! Jeg blev fuldstændig opslugt af både ‘ham’ og ‘hende’, samt den medrivende fortælling. Et værk man måske ville kunne kalde for en tour de Force i nutidens litteratur? Det tror jeg nok! Fortællingen fangede ikke kun min opmærksomhed, men formåede også at trække mig dybt ind i karakterernes komplekse sind og følelser. En verden fyldt med skam, håb, selvhad, angst, lys og lysten til mere.
Og så er det en bog med kunstnerisk kvalitet! Jeg følte at jeg trådte ind i et kunstværk, med omhyggeligt valgte ord, placeret på en måde som for mig skabte en dyb, følelsesmæssig resonans. Wow. Jeg måtte lige tage et skridt tilbage for at finde min vej tilbage til virkeligheden efter jeg var færdig. Karakterernes tanker er så intense, ægte og altopslugende til sidst, at det kræver at man lige skal være beredt på en følelsesmæssige rejse. Det var jeg ikke helt!
Og så er det en bog med kunstnerisk kvalitet! Jeg følte at jeg trådte ind i et kunstværk, med omhyggeligt valgte ord, placeret på en måde som for mig skabte en dyb, følelsesmæssig resonans. Wow. Jeg måtte lige tage et skridt tilbage for at finde min vej tilbage til virkeligheden efter jeg var færdig. Karakterernes tanker er så intense, ægte og altopslugende til sidst, at det kræver at man lige skal være beredt på en følelsesmæssige rejse. Det var jeg ikke helt!
January 10, 2026
“Starten var så meget nemmere. Jeg kan tilgive dem begge i starten. Jeg kan ikke tilgive nogen i slutningen.”
S 213.
Der gik ca. 200 sider før den blev spændende, men så skreg hun også til vejs ende
S 213.
Der gik ca. 200 sider før den blev spændende, men så skreg hun også til vejs ende
May 13, 2025
Måden forfatteren/fortælleren med metakommentarerne, tager kontrollen over narrativet, er genial. Det hele var faktisk ret genialt.
March 26, 2025
Draget af den fantastiske titel besluttede jeg at læse "Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen", og det er jeg glad for at gjorde. Med et smukt, legende og underfundigt sprog fortæller Jenny Rossander historien om en ung kvinde, der mister sig selv. Fortællingen udvikler sig og bliver til en ægte "page-turner" hvor man som læser bare må vide, hvad der sker.
De mindre passager hvor forfatteren taler direkte til læseren og sætter historien op, fungerer rigtig godt og gør bogen spændende at læse. Hele opsætningen af bogen er smuk, hvor også opdelingen/mængden af ord på siden er med til at fortælle historien.
En klar anbefaling herfra!
De mindre passager hvor forfatteren taler direkte til læseren og sætter historien op, fungerer rigtig godt og gør bogen spændende at læse. Hele opsætningen af bogen er smuk, hvor også opdelingen/mængden af ord på siden er med til at fortælle historien.
En klar anbefaling herfra!
January 12, 2025
Oh, splendid. Another novel ostensibly concerned with female rage, artistic selfhood, and asymmetrical power, only to install a man at the precise gravitational center of its female protagonist's universe. How original. I mean, there's something almost perversely retrograde about a work that wants to anatomize female fury while remaining structurally incapable of imagining female interiority except as an elaborate reaction to male attention. The man may not be the novel's protagonist, but he's unquestionably its principle of organization. Womanhood is nominally the subject, male recognition remains the transcendental condition of its intelligibility, which is quite the feminist rigmarole, tra-la-la and all. Female rage is present, certainly, but it arrives downstream from male desire. Apparently, a woman's consciousness still becomes most culturally legible when a man has first wounded it. Shoot me.
The novel would probably irritate me less were there not an enormous body of literature engaging with female fury (and abjection and appetite and ambition, sexuality, artistic creation) with infinitely greater formal intelligence and a far more capacious understanding of what constitutes female subjectivity that languishes in relative obscurity while this particular novel is received as though it has dragged some hitherto unspeakable truth about womanhood into the light. It's befuddling. The novel is not a complete atrocity. That would almost be more interesting. No, it occupies the far less exciting territory of mediocrity. It's competent enough to avoid utter collapse, but never, NEVER, intellectually or aesthetically rigorous enough to justify the critical adulation. It doesn't ascend anywhere near brilliance, nor does it plunge into spectacular failure, it simply hovers, insistently and rather self-importantly, in the middle.
For a novel trafficking in power, desire, artistic ambition, gender, madness, exploitation, and self-annihilation, its ideas are under-metabolized. Themes are announced when they should be interrogated. The text knows which concepts possess cultural voltage, but invoking a serious subject is not the same as thinking seriously about it.
And then there's the prose, which has been called lyrical and various neighbouring adjectives critics deploy when sentences conspicuously want to be admired. However, much of the narration possesses the solemnity of a teenage diary whose metaphorical lexis strays into the land of sentimental overreach. "It's as sweet as sugar to be able to cry" is a jarring example of its failure to coalesce into anything that feels remotely rich or nuanced.
Should further evidence of the prose's most catastrophically bungling tendencies be required, behold. All translations from Danish are mine:
"All passion is an amulet that you must carry close to your skin."
"She has taught herself to say beautiful things about ugly feelings."
"He has sex with having sex."
"She grows wings under his touch."
"The desire to die doesn't start as the desire to die but as the desire to want to die."
They're sentences built to resemble quotations. One can practically see the pastel Instagram slides awaiting them.
The plot fares little better. At its center is a young female composer who becomes entangled with an older, more powerful theater director. The relationship is plainly intended to function as an inquiry into eroticized hierarchies. Age, institutional authority, artistic legitimacy, and sexual desire become knotted together until professional validation and romantic longing are increasingly difficult for the protagonist to distinguish. The composer pursues the director, studies him, adjusts herself to him. She cycles through identities like costumes in the hope that one might produce the desired response: awestruck protégée, sophisticated artistic equal, sexually emancipated "cool chick" serenely above such bourgeois trivialities as monogamy.
Jenny Rossander obviously wants entry into the post-MeToo conversation, but what transpires is a story that, while purportedly a commentary on power dynamics, blatantly reduces complex issues to a story of scorned love or unreciprocated obsession. While the affair contains dynamics worthy of scrutiny (institutional power doesn't disappear merely because the less powerful person initiates a relationship, and emotional agency doesn't magically equalize material or professional asymmetry), her eventual heartbreak is depicted with an emotional heft that seems disproportionate to the flimsy nature of their "relationship." Walking personality disorder is sad that she can no longer identify as interesting because her boring but successful (occasional) lover doesn't want her anymore. Whoop-de-do-not-care. The "relationship" is drawn with such comparative insubstantiality that the imbalance begins to feel less psychologically revelatory than narratively forced. The text insists upon the magnitude of the wound without ever fully persuading me of the magnitude of the object that inflicted it.
The story could have been genuinely disquieting, not by asking the morally elementary question of whether a more powerful older man bears responsibility for an unequal relationship, but by actually examining how desire itself becomes entangled with hierarchy, how self-objectification can mask as liberation, how power can be operative without transforming one participant into pure predator and the other into pure passivity. But precisely because these facts can coexist, the novel requires considerably greater analytical delicacy than it possesses.
For me, it ultimately stands as a pale iteration of a more significant conversation. The feminism is cosmetic. It possesses the vocabulary of contemporary feminist discourse without consistently demonstrating its analytical complexity. The conceptual furniture is all there, but arranging it is not the same as building the house. As a literary construct, it leaves much to be desired. The gap between the cultural conversation it wants to participate in and the modesty of what it actually manages to say is a chasm too vast to be bridged by lyrical flosculosity. Patriarchal centrality is condemned at the level of theme while reproduced at the level of structure. Strip away the (borrowed) feminist discourse, and it begins to look disconcertingly familiar: a woman's universe contracting around a man, then presenting the violence of that contraction as an anatomy of womanhood. No. I'm not having it. We have considerably more interesting things to say about women.
The novel would probably irritate me less were there not an enormous body of literature engaging with female fury (and abjection and appetite and ambition, sexuality, artistic creation) with infinitely greater formal intelligence and a far more capacious understanding of what constitutes female subjectivity that languishes in relative obscurity while this particular novel is received as though it has dragged some hitherto unspeakable truth about womanhood into the light. It's befuddling. The novel is not a complete atrocity. That would almost be more interesting. No, it occupies the far less exciting territory of mediocrity. It's competent enough to avoid utter collapse, but never, NEVER, intellectually or aesthetically rigorous enough to justify the critical adulation. It doesn't ascend anywhere near brilliance, nor does it plunge into spectacular failure, it simply hovers, insistently and rather self-importantly, in the middle.
For a novel trafficking in power, desire, artistic ambition, gender, madness, exploitation, and self-annihilation, its ideas are under-metabolized. Themes are announced when they should be interrogated. The text knows which concepts possess cultural voltage, but invoking a serious subject is not the same as thinking seriously about it.
And then there's the prose, which has been called lyrical and various neighbouring adjectives critics deploy when sentences conspicuously want to be admired. However, much of the narration possesses the solemnity of a teenage diary whose metaphorical lexis strays into the land of sentimental overreach. "It's as sweet as sugar to be able to cry" is a jarring example of its failure to coalesce into anything that feels remotely rich or nuanced.
Should further evidence of the prose's most catastrophically bungling tendencies be required, behold. All translations from Danish are mine:
"All passion is an amulet that you must carry close to your skin."
"She has taught herself to say beautiful things about ugly feelings."
"He has sex with having sex."
"She grows wings under his touch."
"The desire to die doesn't start as the desire to die but as the desire to want to die."
They're sentences built to resemble quotations. One can practically see the pastel Instagram slides awaiting them.
The plot fares little better. At its center is a young female composer who becomes entangled with an older, more powerful theater director. The relationship is plainly intended to function as an inquiry into eroticized hierarchies. Age, institutional authority, artistic legitimacy, and sexual desire become knotted together until professional validation and romantic longing are increasingly difficult for the protagonist to distinguish. The composer pursues the director, studies him, adjusts herself to him. She cycles through identities like costumes in the hope that one might produce the desired response: awestruck protégée, sophisticated artistic equal, sexually emancipated "cool chick" serenely above such bourgeois trivialities as monogamy.
Jenny Rossander obviously wants entry into the post-MeToo conversation, but what transpires is a story that, while purportedly a commentary on power dynamics, blatantly reduces complex issues to a story of scorned love or unreciprocated obsession. While the affair contains dynamics worthy of scrutiny (institutional power doesn't disappear merely because the less powerful person initiates a relationship, and emotional agency doesn't magically equalize material or professional asymmetry), her eventual heartbreak is depicted with an emotional heft that seems disproportionate to the flimsy nature of their "relationship." Walking personality disorder is sad that she can no longer identify as interesting because her boring but successful (occasional) lover doesn't want her anymore. Whoop-de-do-not-care. The "relationship" is drawn with such comparative insubstantiality that the imbalance begins to feel less psychologically revelatory than narratively forced. The text insists upon the magnitude of the wound without ever fully persuading me of the magnitude of the object that inflicted it.
The story could have been genuinely disquieting, not by asking the morally elementary question of whether a more powerful older man bears responsibility for an unequal relationship, but by actually examining how desire itself becomes entangled with hierarchy, how self-objectification can mask as liberation, how power can be operative without transforming one participant into pure predator and the other into pure passivity. But precisely because these facts can coexist, the novel requires considerably greater analytical delicacy than it possesses.
For me, it ultimately stands as a pale iteration of a more significant conversation. The feminism is cosmetic. It possesses the vocabulary of contemporary feminist discourse without consistently demonstrating its analytical complexity. The conceptual furniture is all there, but arranging it is not the same as building the house. As a literary construct, it leaves much to be desired. The gap between the cultural conversation it wants to participate in and the modesty of what it actually manages to say is a chasm too vast to be bridged by lyrical flosculosity. Patriarchal centrality is condemned at the level of theme while reproduced at the level of structure. Strip away the (borrowed) feminist discourse, and it begins to look disconcertingly familiar: a woman's universe contracting around a man, then presenting the violence of that contraction as an anatomy of womanhood. No. I'm not having it. We have considerably more interesting things to say about women.
May 14, 2026
4 1/2 stjerner
meget fangede, vild med det er delt i akter og omtaler er ham og hende
meget fangede, vild med det er delt i akter og omtaler er ham og hende
June 27, 2026
4,5 stjerner ⭐️
En helt vild og tryllebundene historie
Til sidst føles som at man selv bliver helt skør sammen med hende
En helt vild og tryllebundene historie
Til sidst føles som at man selv bliver helt skør sammen med hende
January 31, 2025
4,5/5 stjerner.
en fortryllende, berusende, forfærdende og forunderlig bog. jenny rossander behersker sproget til punkt og prikke.
en fortryllende, berusende, forfærdende og forunderlig bog. jenny rossander behersker sproget til punkt og prikke.
October 16, 2024
Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen af Jenny Rossander ⭐️⭐️⭐️ ~
Helt utrolig velskreven debut og for første gang måske nogensinde en roman fra @politikensforlag uden nogen fejl, hvilket jeg tilskriver en meget grundig forfatter.
Det er en ambitiøs roman fra et litterært perspektiv, sproget er enormt detaljerigt og alle sanser er taget i brug, så man nærmest snuser, smager, ser sig gennem romanen.
Forfatteren leger med fortælleren, og springer nogle gange fra 3. person til jeg-fortæller og endda et par gange taler direkte til læseren. Jeg synes måske, det er forstyrrende, mere end klogt.
Jeg elsker @lydmor og glædede mig umanerligt til at se, hvad denne fremragende kunstner kunne begå i et skrevet værk. Desværre kedede jeg mig og måtte nærmest tvinge mig selv til at samle bogen op og læse videre. Jeg ville så gerne elske den og tematikken om hemmelig kærlighed/forbudt forelskelse synes jeg er både vigtig og spændende at få vinkler på, men vi kom ikke dybt nok. Jeg forstod ikke besættelsen, og blev ikke fanget og alle de mange lange beskrivelser af teaterstykkers opsætning var desværre en direkte vej til overspringshandlinger.
Alligevel vil jeg slutte med at sige, at det er et fint stykke litteratur og en historie, der ikke typisk kommer frem i lyset og det bifalder jeg.
Helt utrolig velskreven debut og for første gang måske nogensinde en roman fra @politikensforlag uden nogen fejl, hvilket jeg tilskriver en meget grundig forfatter.
Det er en ambitiøs roman fra et litterært perspektiv, sproget er enormt detaljerigt og alle sanser er taget i brug, så man nærmest snuser, smager, ser sig gennem romanen.
Forfatteren leger med fortælleren, og springer nogle gange fra 3. person til jeg-fortæller og endda et par gange taler direkte til læseren. Jeg synes måske, det er forstyrrende, mere end klogt.
Jeg elsker @lydmor og glædede mig umanerligt til at se, hvad denne fremragende kunstner kunne begå i et skrevet værk. Desværre kedede jeg mig og måtte nærmest tvinge mig selv til at samle bogen op og læse videre. Jeg ville så gerne elske den og tematikken om hemmelig kærlighed/forbudt forelskelse synes jeg er både vigtig og spændende at få vinkler på, men vi kom ikke dybt nok. Jeg forstod ikke besættelsen, og blev ikke fanget og alle de mange lange beskrivelser af teaterstykkers opsætning var desværre en direkte vej til overspringshandlinger.
Alligevel vil jeg slutte med at sige, at det er et fint stykke litteratur og en historie, der ikke typisk kommer frem i lyset og det bifalder jeg.
December 11, 2024
Slutningen trækker bogen den del op! Virkelig frustrerende at følge med i forholdet og de personer det påvirker.
JR skriver virkelig fint og syngende, hvilket giver god mening, når man kender til hendes sangtekster.
JR skriver virkelig fint og syngende, hvilket giver god mening, når man kender til hendes sangtekster.
August 31, 2024
En fuldstændig fremragende roman! Titlen afspejler det knytnæveslag bogen udvikler sig til fra den første del hvor JR fascinerende præcist beskriver den voldsomme forelskelse, effekten af mikroepisoderne mellem dem der sætter sig som en art vanvid eller nærpsykose som hovedpersonen senere føler sig fanget i. Forfatteren har et helt fantastisk blik for, gennem sprogspillene mellem de to, at vise hvordan manden har, men ikke har, blik for sin egen magts fulde omfang. Det ubevidste drypper ud i hans vage, kærlige sætninger. Dramaet i form af hendes indre dynamik og deres relationelle dynamik, foregår meget passende på et teater under opsætning af en græsk tragedie. Afviklingen af det græske kor (hovedpersonens overjeg) til sidst og placeringen af ansvaret hvor det hører til er genial, et befriende knytnæveslag. Man skriger med hende hele vejen!
January 28, 2025
Jeg lånte lidt tilfældigt denne bog udelukkende baseret på den kendsgerning at jeg syntes, titlen var vidunderlig. Og jeg blev ikke skuffet. Selvom jeg den første næsten halvdel af bogen faktisk ikke syntes, den handlede om noget, så kunne jeg stadig slet ikke lægge den fra mig. Sjældent har jeg oplevet noget beskrevet så sanseligt og så nærværende. Jeg elsker de surrealistiske fortællerkommentarer og de detaljerede sanseindtryk og hen mod slutningen den dramatiske men krybende stemningsændring, som gør at jeg forstår, hvor altopslugende dårligt hovedpersonen har det.
April 13, 2026
Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg har læst en bog så nøje formuleret - og lad mig slet ikke begynde at snakke om fortælleren, som gennem konfronterende kommentarer, nærmest synes at kunne nå mig gennem siderne 🫣 puha, det var virkelig en oplevelse.
For det meste drages jeg af det mest depressive og uligevægtige citater, og denne gang var ingen undtagelse; dyrk lige den her:
“Lysten til at dø starter ikke som lysten til at dø, men som lysten til at have lyst til at dø.
Lettelsen ved tanken om, at der findes en løsning på den umulige knude, er som at tjekke sin bankkonto og se et plus i stedet for minus. Hun drageret dybt suk, det er, som om alt i hende løsner sig.”
33
For det meste drages jeg af det mest depressive og uligevægtige citater, og denne gang var ingen undtagelse; dyrk lige den her:
“Lysten til at dø starter ikke som lysten til at dø, men som lysten til at have lyst til at dø.
Lettelsen ved tanken om, at der findes en løsning på den umulige knude, er som at tjekke sin bankkonto og se et plus i stedet for minus. Hun drageret dybt suk, det er, som om alt i hende løsner sig.”
33
January 1, 2025
Flot forfatterpræstation af multikunstneren, som egentlig er musiker af baggrund. Hendes bedrift er også godt gået. Detaljerne skal frem i lyset. Samtidig får hun alle detaljer frem om hvor psykisk belastende det er at leve som skyggekvinde.
September 26, 2026
Smukt skrevet, kreativt og medrivende. Var faktisk ret vild med den😎 Tænkte at den til sidst blev lidt for trist og tør, gentagende, men synes egentlig at det var meget passende. Man får virkelig lov til at sejle rundt i det beskidte og det mørke. Elsker også titlen.
July 17, 2024
Der er absolut mere godt pp vej fra denne forfatter. Feministisk og stærkt fortalt
October 3, 2024
Umanerligt smukt sprog og en fremragende måde at bruge hhv Orestien og Tine på.
Jeg håber, Rossander skriver mere.
Jeg håber, Rossander skriver mere.
October 20, 2024
Bogen er holdt i et fint og nuanceret sprog, hvilket er den primære årsag til, at ratingen ikke er lavere. Historien sagde mig absolut ingenting.
April 29, 2025
Meget smukt og kreativt sprog. Synes den var lidt langsom i starten, men sidste halvdel fangede mig virkelig og elskede slutningen
January 7, 2026
Yas Queen, mist forstanden over en mand, der ikke fortjener det
September 2, 2024
En yngre kvindelig musiker bliver ansat af en veletableret, midaldrende, mandlig instruktør til at lave musik til Tine af Herman Bang, som musical.
Nogenlunde det er præmissen for Jenny Rossanders roman Jeg har tænkt mig at skrive hele vejen. De to bliver indlogeret på værelser lige ved siden af hinanden overfor teatret, og jeg tænker ikke at det er for meget at afsløre at de to langsomt, men sikkert, i løbet af forberedelsen til forestillingen, tiltrækkes af hinanden.
Historien er fortalt af kvinden, og Jenny Rossander har selv fortalt at det bygger på personlige oplevelser, selvom det også er fiktion.
Jeg synes det er en meget, smuk og mareridtsagtig historie om forelskelse og ulige magtforhold, hvor også handlingen fra Tine og dennes selvmord, flettes flot ind, som Jenny Rossander har skrevet. Jeg kunne virkelig leve mig ind i den frygtelige situation, som musikeren kommer i og beskrivelserne af de ubehagelige sindstilstande, der følger med, levede også ret stærkt på godt, og særligt ondt i mig. Det er så stærkt at instruktøren sanses som både stakkel, men også nærmest psykopatisk, og han er helt sikkert sådan en, man ville betragte som både bevidst og en blød, sympatisk, nutidig mand.
Det er velgørende med romaner som denne, der beskriver det, som nogle kalder, metoo-historier, i al deres kompleksitet, der dog samtidig også fint gør opmærksom på hvor farlige ulige magtforhold kan være, hvis de også får intim karaktér.
Nogenlunde det er præmissen for Jenny Rossanders roman Jeg har tænkt mig at skrive hele vejen. De to bliver indlogeret på værelser lige ved siden af hinanden overfor teatret, og jeg tænker ikke at det er for meget at afsløre at de to langsomt, men sikkert, i løbet af forberedelsen til forestillingen, tiltrækkes af hinanden.
Historien er fortalt af kvinden, og Jenny Rossander har selv fortalt at det bygger på personlige oplevelser, selvom det også er fiktion.
Jeg synes det er en meget, smuk og mareridtsagtig historie om forelskelse og ulige magtforhold, hvor også handlingen fra Tine og dennes selvmord, flettes flot ind, som Jenny Rossander har skrevet. Jeg kunne virkelig leve mig ind i den frygtelige situation, som musikeren kommer i og beskrivelserne af de ubehagelige sindstilstande, der følger med, levede også ret stærkt på godt, og særligt ondt i mig. Det er så stærkt at instruktøren sanses som både stakkel, men også nærmest psykopatisk, og han er helt sikkert sådan en, man ville betragte som både bevidst og en blød, sympatisk, nutidig mand.
Det er velgørende med romaner som denne, der beskriver det, som nogle kalder, metoo-historier, i al deres kompleksitet, der dog samtidig også fint gør opmærksom på hvor farlige ulige magtforhold kan være, hvis de også får intim karaktér.
June 6, 2024
Jenny Rossander har skrevet et mesterværk ❤️
Følsomt, ærligt og ægte:
“Det er altså det, hun flygter fra. Hvor troede hun ellers, at det umættelige behov for at bevæge sig kom fra?”
“Jægeren er en som lytter så intenst at hans bytte trækker kniven ud af hans hånd og spidder sig selv”
“Jeg elsker teater, fordi jeg elsker litteratur”
“Bliver du jaloux?….
Det er, som om frygten for, at ens partner er sammen med en anden, bliver mindre skræmmende, og så fortager jalousien sig lige så stille.”
“Hun er enormt bevidst om, hvor smuk hun er, hvor ideel hendes krop er, hvor ung hun er.”
Jeg ELSKER at der er små Proust henvisninger:
“Madame de Villeparisis’ vogn kørte hurtigt”
“I et halvt år har hun nydt godt den form for opmærksomhed, man får, fra magtfulde intellektuelle mænd, hvis man afslører, at man har læst hele den bog. Hvis de bare vidste, hvad der havde drevet hende igennem.”
Jeg er så glad for at jeg deltog til bog receptionen så da jeg på side 176 møder det første Ok. smiler jeg 😃
Fantastisk at hun pludselig vender sig ud af fortællingen, og fortæller i tredje person direkte til mig, læseren 📚
Der er en fabelagtig beskrivelse af ubalancen i forholdet og følelsen af afmagt i tidsrummet op til at hun bliver nødt til at ringe til ham - kender nøjagtigt den følelse fra mig selv 🤯
Det ubegribelige selvhad er stærkt:
“Hvis det ikke var for hende, ville der ikke være noget galt.”
Det er en ærlig, sårbar og voldsom læsning som rammer mit hjerte og jeg føler med hende, fortælleren, dig ❤️
Hvis du har oplevet et forhold i ubalance, så kan jeg garantere at du føler fortællerens afmagt helt ind i sjælen af det knuste hjerte 💔
Bogen får ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Følsomt, ærligt og ægte:
“Det er altså det, hun flygter fra. Hvor troede hun ellers, at det umættelige behov for at bevæge sig kom fra?”
“Jægeren er en som lytter så intenst at hans bytte trækker kniven ud af hans hånd og spidder sig selv”
“Jeg elsker teater, fordi jeg elsker litteratur”
“Bliver du jaloux?….
Det er, som om frygten for, at ens partner er sammen med en anden, bliver mindre skræmmende, og så fortager jalousien sig lige så stille.”
“Hun er enormt bevidst om, hvor smuk hun er, hvor ideel hendes krop er, hvor ung hun er.”
Jeg ELSKER at der er små Proust henvisninger:
“Madame de Villeparisis’ vogn kørte hurtigt”
“I et halvt år har hun nydt godt den form for opmærksomhed, man får, fra magtfulde intellektuelle mænd, hvis man afslører, at man har læst hele den bog. Hvis de bare vidste, hvad der havde drevet hende igennem.”
Jeg er så glad for at jeg deltog til bog receptionen så da jeg på side 176 møder det første Ok. smiler jeg 😃
Fantastisk at hun pludselig vender sig ud af fortællingen, og fortæller i tredje person direkte til mig, læseren 📚
Der er en fabelagtig beskrivelse af ubalancen i forholdet og følelsen af afmagt i tidsrummet op til at hun bliver nødt til at ringe til ham - kender nøjagtigt den følelse fra mig selv 🤯
Det ubegribelige selvhad er stærkt:
“Hvis det ikke var for hende, ville der ikke være noget galt.”
Det er en ærlig, sårbar og voldsom læsning som rammer mit hjerte og jeg føler med hende, fortælleren, dig ❤️
Hvis du har oplevet et forhold i ubalance, så kan jeg garantere at du føler fortællerens afmagt helt ind i sjælen af det knuste hjerte 💔
Bogen får ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
September 1, 2024
Rossanders debutroman er en gribende fortælling om forelskelse, manipulation og magtesløshed i mødet med store følelser, der tvinges skjult. Selvom bogen ikke var hvad jeg forventede, var der øjeblikke der fungerede virkelig fint - især det lejlighedsvise brud i fortællerstemmen, hvor tredjeperson og førsteperson smelter sammen. Selve stilen føles til tider lidt hul og haltende, lyrisk fremfor litterær, men som helhed kunne jeg godt lide bogen og gik fra oplevelsen med nogle interessante overvejelser.
February 4, 2025
Meh. Føler jeg har set samme fortælling udført mange gange før og mere succesfuldt. "Hvad hvis elskerinden havde en personlighed" er bare ikke det revolutionary hot-take som bogen ser ud til at tro det er. Meget Instagram-feminisme. Jeg sad hele tiden og ventede på at der skete et eller andet.
Man kan godt mærke at det er en debutroman. Rossander overskriver temmelig meget, og kan ikke finde ud af at lade subtekst være subtekst. Det er ærgeligt, for der er faktisk mange steder hvor hun gør noget spændende med sproget, men så går det i vasken når hun sådan insistere på at skære det ud i pap. Føler ikke hun har tiltro nok til læseren eller måske sig selv og sine egne skriveevner, og det ender med at blive lettere provokerende.
Kunne godt lide den måde hun skrev dialog på tho det føltes meget ægte
Så synes jeg også det blev VIRKELIG fløde når hun begyndte at skifte mellem jeg-fortæller og tredjepersons fortæller. Sådan we get it du skriver faktisk om dig selv.
Jeg har tænkt mig at rulle øjne hele vejen
Man kan godt mærke at det er en debutroman. Rossander overskriver temmelig meget, og kan ikke finde ud af at lade subtekst være subtekst. Det er ærgeligt, for der er faktisk mange steder hvor hun gør noget spændende med sproget, men så går det i vasken når hun sådan insistere på at skære det ud i pap. Føler ikke hun har tiltro nok til læseren eller måske sig selv og sine egne skriveevner, og det ender med at blive lettere provokerende.
Kunne godt lide den måde hun skrev dialog på tho det føltes meget ægte
Så synes jeg også det blev VIRKELIG fløde når hun begyndte at skifte mellem jeg-fortæller og tredjepersons fortæller. Sådan we get it du skriver faktisk om dig selv.
Jeg har tænkt mig at rulle øjne hele vejen
August 30, 2024
tror jeg har lidt for meget 'dump him' energi til at nyde den her fortælling til det fulde. syntes delene med teater og det arbejde er spændende, jeg syntes der er flot sprog. Jeg ved ikke hvor godt jeg syntes at 'jeg' fortælleren fungerede som effekt. og jeg var frustreret til slut og altså fair nok.. men en fin nok bog og læsning.
October 14, 2025
3.7. Den var meget smukt fortalt, men lidt overflødig til tider. Og ok forudsigelig ift. ‘den hemmelige elskerinde’ som jo lidt er det den handler om, så sad lidt og ventede på twist. Men stadig en god roman og elsker at det var i teateruniverset. Får helt lyst til selv at være med på en produktion (bare lige uden alt det hovedpersonen går igennem 🤣)
July 12, 2024
Det tog mig lidt tid før jeg blev ordentlig grebet af fortællingen, men da jeg blev, blev jeg! Smukt sprog, stærke følelsesmæssige scener og kunst & kultur-referencer, der dog bremsede handlingen lidt for mig.
October 13, 2025
En bog jeg havde glædet mig til at læse, trods for min ikke så store kærlighed til lydmor.
Jeg blev undervejs fanget af:
Den enormt virkelighedsnær dialog, hvor man især i starten af bogen suser igennem stykkerne hvor de snakker. Det er også fedt at læse noget skønlitteratur, men der også får lov at berøre de helt virkelighedsnære tanker om job, karriere og kreativitet. Af en eller anden grund, syntes jeg tit det ikke befinder sig i litteraturen jeg læser, og det gjorde mig tæt på ikke kun at læse om kærlighed - hvilket så fik lov at tage over alligevel…
Jeg var helt oppe at ringe over da *spoilers* fortælleren og instruktørens første kys finder sted, og hun lader os hænge fra “træk vejret. Ro på. Så går vi videre, når hun er klar.” Til at bladre tre tomme men samtidig så spændingsopbyggen sider til “Han kysser hende.” Et helt genialt mirkeviddel i mine øjne, og noget jeg aldrig har set brugt i en roman før.
Jeg syntes dog forelskelsen var trættende og langvarig, men på sin vis det værd med slutningen. Hvor historien “alligevel” fik vendt sig. Her fik forfatteren portrætteret et depressivt hul til punkt og prikke, og gav også en et grin på læben med annekdogen til hendes tidligere velbefindede, læbestifsbærende jeg, som var lidt for god til at give råd.
Sætningerne var til tider en tan for poetiske til min smag, og gjorde man kunne miste fornemmelse af karaktererne istedet. Der var dog også steder hvor denne lyriske skriven, virkelig gjorde sit ypperste og fik ens fantasi til at løbe så hurtigt, især bliver jeg her mindet om stykket hvor i hovedpersonens depressive rus får forvandlet København til en oversvømmet oldgræsk by “imens statuer af guder og helte med forvredne ansigter og små, bløde penisser rejser sig på alle byens torve.”
Blandingden mellem karakterne og karaktererne fra teaterstykkerne de spiller, havde været interessant at holde øje med hvorfor de kringer sig ind i hinanden. Desværre fik jeg ikke dette med, ved denne gennemlæsning.
Alt i alt en bog jeg størstedelen af tiden virkelig nød at læse!
Jeg blev undervejs fanget af:
Den enormt virkelighedsnær dialog, hvor man især i starten af bogen suser igennem stykkerne hvor de snakker. Det er også fedt at læse noget skønlitteratur, men der også får lov at berøre de helt virkelighedsnære tanker om job, karriere og kreativitet. Af en eller anden grund, syntes jeg tit det ikke befinder sig i litteraturen jeg læser, og det gjorde mig tæt på ikke kun at læse om kærlighed - hvilket så fik lov at tage over alligevel…
Jeg var helt oppe at ringe over da *spoilers* fortælleren og instruktørens første kys finder sted, og hun lader os hænge fra “træk vejret. Ro på. Så går vi videre, når hun er klar.” Til at bladre tre tomme men samtidig så spændingsopbyggen sider til “Han kysser hende.” Et helt genialt mirkeviddel i mine øjne, og noget jeg aldrig har set brugt i en roman før.
Jeg syntes dog forelskelsen var trættende og langvarig, men på sin vis det værd med slutningen. Hvor historien “alligevel” fik vendt sig. Her fik forfatteren portrætteret et depressivt hul til punkt og prikke, og gav også en et grin på læben med annekdogen til hendes tidligere velbefindede, læbestifsbærende jeg, som var lidt for god til at give råd.
Sætningerne var til tider en tan for poetiske til min smag, og gjorde man kunne miste fornemmelse af karaktererne istedet. Der var dog også steder hvor denne lyriske skriven, virkelig gjorde sit ypperste og fik ens fantasi til at løbe så hurtigt, især bliver jeg her mindet om stykket hvor i hovedpersonens depressive rus får forvandlet København til en oversvømmet oldgræsk by “imens statuer af guder og helte med forvredne ansigter og små, bløde penisser rejser sig på alle byens torve.”
Blandingden mellem karakterne og karaktererne fra teaterstykkerne de spiller, havde været interessant at holde øje med hvorfor de kringer sig ind i hinanden. Desværre fik jeg ikke dette med, ved denne gennemlæsning.
Alt i alt en bog jeg størstedelen af tiden virkelig nød at læse!
This entire review has been hidden because of spoilers.
Displaying 1 - 30 of 66 reviews