Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen

by Jenny Rossander

Jenny Rossander, kendt af mange som sangeren og musikeren Lydmor, debuterer med romanen Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen.

En ung, ambitiøs musiker bliver hyret til at komponere musikken til en tea-terforestilling. Alt er nyt, da hun første gang træder ind på teatret og skal gøre sig gældende foran skuespillere, teater-chef, forestillingsleder og instruktør. Hun gennemskuer snart teatermiljøets koder, men fortaber sig i den magtfulde og karismatiske instruktørs blik. Og forelsker sig hovedkulds.

Instruktøren hyrer den unge kunstner til flere opsætninger, men teaterforestil-lingernes ulykkelige kærlighedshistorier begynder at væve sig ind i hendes eget liv, og skubber hende til randen af vanvid. Hendes egen virkelighed og teatrets fiktion flyder sammen, da hun mister evnen til at adskille sig fra fore-stillingernes tragiske kvindefigurer.

Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen er en roman om magt, der misbruges, om elskerindens betingelser. Om kunst, vanvid og grotesk kærlighed.

Genres: Fiction, Roman, Contemporary, Danish, Adult, Audiobook

320 pages, Paperback

Published May 24, 2024

Reviews

[Nina · Rating 5 out of 5]

Den her bog er skrevet som et smukt, berusende, medrivende og altopslugende teaterstykke. Rossanders sprog er gjort af den slags, jeg ikke kan få nok af. Så nøje udvalgte sætninger, der virker så ægte og tilstedeværende. Den her bog formår at ligne et betagende kunstværk, man ikke kan se væk fra, men pludselig vender det vrangen ud på sig selv og du kan stadig ikke se væk.

Den lille scene mellem Akt 1 og Akt 2 står så klart for mig, som et intimt øjeblik på en teaterscene. Sådan en scene, hvor man har lyst til at gå op og deltage.

Jeg er så glad for den her bog, og jeg kommer til at anbefale den til alle. For ej, det er sådan en, hvor det er frustrerende ikke at have nogen af tale om den med!!

[Frej Gregersen · Rating 5 out of 5]

Dette er uden tvivl, hvad man kalder en ægte pageturner! Jeg blev fuldstændig opslugt af både ‘ham’ og ‘hende’, samt den medrivende fortælling. Et værk man måske ville kunne kalde for en tour de Force i nutidens litteratur? Det tror jeg nok! Fortællingen fangede ikke kun min opmærksomhed, men formåede også at trække mig dybt ind i karakterernes komplekse sind og følelser. En verden fyldt med skam, håb, selvhad, angst, lys og lysten til mere.

Og så er det en bog med kunstnerisk kvalitet! Jeg følte at jeg trådte ind i et kunstværk, med omhyggeligt valgte ord, placeret på en måde som for mig skabte en dyb, følelsesmæssig resonans. Wow. Jeg måtte lige tage et skridt tilbage for at finde min vej tilbage til virkeligheden efter jeg var færdig. Karakterernes tanker er så intense, ægte og altopslugende til sidst, at det kræver at man lige skal være beredt på en følelsesmæssige rejse. Det var jeg ikke helt!

[Marie Elisabeth Krogstrup · Rating 3 out of 5]

“Starten var så meget nemmere. Jeg kan tilgive dem begge i starten. Jeg kan ikke tilgive nogen i slutningen.”
S 213.
Der gik ca. 200 sider før den blev spændende, men så skreg hun også til vejs ende

[Lærke Børsting · Rating 4 out of 5]

Måden forfatteren/fortælleren med metakommentarerne, tager kontrollen over narrativet, er genial. Det hele var faktisk ret genialt.

[Frigg Thomsen · Rating 5 out of 5]

Draget af den fantastiske titel besluttede jeg at læse "Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen", og det er jeg glad for at gjorde. Med et smukt, legende og underfundigt sprog fortæller Jenny Rossander historien om en ung kvinde, der mister sig selv. Fortællingen udvikler sig og bliver til en ægte "page-turner" hvor man som læser bare må vide, hvad der sker.

De mindre passager hvor forfatteren taler direkte til læseren og sætter historien op, fungerer rigtig godt og gør bogen spændende at læse. Hele opsætningen af bogen er smuk, hvor også opdelingen/mængden af ord på siden er med til at fortælle historien.

En klar anbefaling herfra!

[Emilie Skjalm-Rasmussen · Rating 4 out of 5]

4 1/2 stjerner

meget fangede, vild med det er delt i akter og omtaler er ham og hende

[Emma Hillebrand · Rating 4 out of 5]

4,5 stjerner ⭐️
En helt vild og tryllebundene historie
Til sidst føles som at man selv bliver helt skør sammen med hende

[Thilde Dissing · Rating 4 out of 5]

3.7. Den var meget smukt fortalt, men lidt overflødig til tider. Og ok forudsigelig ift. ‘den hemmelige elskerinde’ som jo lidt er det den handler om, så sad lidt og ventede på twist. Men stadig en god roman og elsker at det var i teateruniverset. Får helt lyst til selv at være med på en produktion (bare lige uden alt det hovedpersonen går igennem 🤣)

[eik madsen · Rating 4 out of 5]

4,5/5 stjerner.

en fortryllende, berusende, forfærdende og forunderlig bog. jenny rossander behersker sproget til punkt og prikke.

[Melanie Damkjær Møller Hansen · Rating 2 out of 5]

Oh, splendid. Yet another novel on womanhood that positions a man at the fulcrum of a woman's existential quest for meaning. This curious centricity is odd in a novel dealing with female wrath but ultimately reduces the feminine experience to a backdrop for male aspiration.
There is a vast corpus of superior works engaging with this theme with a far keener focus on the qualitatively diverse nuances of womanhood, unshackled from the myopic lens of male desire and female desperation, which hasn't gotten any recognition. It's angering.

The praise heaped upon this novel, both by readers and critics, befuddles me. To be fair, it's a middle-of-the-road type of read, neither ascending to the sublime heights of brilliance nor exactly plummeting to the abyss of abject failure, but, unfortunately, I don't like it. At all. It never penetrates the surface level of its weightier themes. And they're not that weighty.

First, let us consider the prose, which has been lauded as "lyrical" and "melodious." It has the bearing of teenage diary in my opinion, a form replete with unrefined introspection rather than profound insight. The metaphorical lexis often strays into the land of cliché, and "it's as sweet as sugar to be able to cry" is a jarring example of its failure to coalesce into anything that feels remotely rich or nuanced. The emotional palette is a pastel wash.

Should you require further examples of horridly bungling prose, behold (all translated from Danish by me):

"All passion is an amulet that you must carry close to your skin."

"She has taught herself to say beautiful things about ugly feelings."

"He has sex with having sex."

"She grows wings under his touch."

"The desire to die doesn't start as the desire to die but as the desire to want to die."

As for the narrative itself, centered around a young composer entangled with an experienced theater instructor, the plot unfolds with a predictable cadence. The instructor is pursued by the composer, who adopts a proactive (if not desperate) role in their dynamic. She tries on various masks, awestruck protégé, intellectual peer, the "cool chick" who shuns the idea of monogamy, in an effort to ignite his interest. Jenny Rossander obviously attempts to tell a story relevant to the #MeToo debate, but what transpires is a story that, while purportedly a commentary on power dynamics, blatantly reduces complex issues to the simplistic schema of scorned love. While the affair exhibits traits worthy of critique, her eventual heartbreak is depicted with an emotional heft that seems disproportionate to the flimsy nature of their "relationship."

For me, the novel ultimately stands as a pale iteration of a more significant conversation, failing to transcend the specificity of its thematic ambitions. As a literary construct, it leaves much to be desired. The gap between the anticipated relevance and the actual delivery of its message is a chasm too vast to be bridged by lyrical flosculosity. While draped in the attire of modern feminist discourse, it remains devoid of the complexity that could have made it a truly valuable contribution.

[Pia Rosenkilde · Rating 3 out of 5]

Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen af Jenny Rossander ⭐️⭐️⭐️ ~

Helt utrolig velskreven debut og for første gang måske nogensinde en roman fra @politikensforlag uden nogen fejl, hvilket jeg tilskriver en meget grundig forfatter.

Det er en ambitiøs roman fra et litterært perspektiv, sproget er enormt detaljerigt og alle sanser er taget i brug, så man nærmest snuser, smager, ser sig gennem romanen.
Forfatteren leger med fortælleren, og springer nogle gange fra 3. person til jeg-fortæller og endda et par gange taler direkte til læseren. Jeg synes måske, det er forstyrrende, mere end klogt.

Jeg elsker @lydmor og glædede mig umanerligt til at se, hvad denne fremragende kunstner kunne begå i et skrevet værk. Desværre kedede jeg mig og måtte nærmest tvinge mig selv til at samle bogen op og læse videre. Jeg ville så gerne elske den og tematikken om hemmelig kærlighed/forbudt forelskelse synes jeg er både vigtig og spændende at få vinkler på, men vi kom ikke dybt nok. Jeg forstod ikke besættelsen, og blev ikke fanget og alle de mange lange beskrivelser af teaterstykkers opsætning var desværre en direkte vej til overspringshandlinger.

Alligevel vil jeg slutte med at sige, at det er et fint stykke litteratur og en historie, der ikke typisk kommer frem i lyset og det bifalder jeg.

[Patricia · Rating 4 out of 5]

Slutningen trækker bogen den del op! Virkelig frustrerende at følge med i forholdet og de personer det påvirker.
JR skriver virkelig fint og syngende, hvilket giver god mening, når man kender til hendes sangtekster.

[Karin Riber · Rating 5 out of 5]

En fuldstændig fremragende roman! Titlen afspejler det knytnæveslag bogen udvikler sig til fra den første del hvor JR fascinerende præcist beskriver den voldsomme forelskelse, effekten af mikroepisoderne mellem dem der sætter sig som en art vanvid eller nærpsykose som hovedpersonen senere føler sig fanget i. Forfatteren har et helt fantastisk blik for, gennem sprogspillene mellem de to, at vise hvordan manden har, men ikke har, blik for sin egen magts fulde omfang. Det ubevidste drypper ud i hans vage, kærlige sætninger. Dramaet i form af hendes indre dynamik og deres relationelle dynamik, foregår meget passende på et teater under opsætning af en græsk tragedie. Afviklingen af det græske kor (hovedpersonens overjeg) til sidst og placeringen af ansvaret hvor det hører til er genial, et befriende knytnæveslag. Man skriger med hende hele vejen!

[Nina · Rating 5 out of 5]

Jeg lånte lidt tilfældigt denne bog udelukkende baseret på den kendsgerning at jeg syntes, titlen var vidunderlig. Og jeg blev ikke skuffet. Selvom jeg den første næsten halvdel af bogen faktisk ikke syntes, den handlede om noget, så kunne jeg stadig slet ikke lægge den fra mig. Sjældent har jeg oplevet noget beskrevet så sanseligt og så nærværende. Jeg elsker de surrealistiske fortællerkommentarer og de detaljerede sanseindtryk og hen mod slutningen den dramatiske men krybende stemningsændring, som gør at jeg forstår, hvor altopslugende dårligt hovedpersonen har det.

[Natalie Cathrine · Rating 4 out of 5]

Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg har læst en bog så nøje formuleret - og lad mig slet ikke begynde at snakke om fortælleren, som gennem konfronterende kommentarer, nærmest synes at kunne nå mig gennem siderne 🫣 puha, det var virkelig en oplevelse.

For det meste drages jeg af det mest depressive og uligevægtige citater, og denne gang var ingen undtagelse; dyrk lige den her:

“Lysten til at dø starter ikke som lysten til at dø, men som lysten til at have lyst til at dø.

Lettelsen ved tanken om, at der findes en løsning på den umulige knude, er som at tjekke sin bankkonto og se et plus i stedet for minus. Hun drageret dybt suk, det er, som om alt i hende løsner sig.”

33

[Charlotte · Rating 5 out of 5]

Flot forfatterpræstation af multikunstneren, som egentlig er musiker af baggrund. Hendes bedrift er også godt gået. Detaljerne skal frem i lyset. Samtidig får hun alle detaljer frem om hvor psykisk belastende det er at leve som skyggekvinde.

[Louise Eltved Krogsgård · Rating 4 out of 5]

Der er absolut mere godt pp vej fra denne forfatter. Feministisk og stærkt fortalt

[Henriette Terkelsen · Rating 5 out of 5]

Umanerligt smukt sprog og en fremragende måde at bruge hhv Orestien og Tine på.
Jeg håber, Rossander skriver mere.

[Denlillebogblog · Rating 2 out of 5]

Bogen er holdt i et fint og nuanceret sprog, hvilket er den primære årsag til, at ratingen ikke er lavere. Historien sagde mig absolut ingenting.

[Ida Gleit · Rating 4 out of 5]

Meget smukt og kreativt sprog. Synes den var lidt langsom i starten, men sidste halvdel fangede mig virkelig og elskede slutningen

[Nanna · Rating 4 out of 5]

3.5

[Sara · Rating 4 out of 5]

Yas Queen, mist forstanden over en mand, der ikke fortjener det

[Thomas Damholt · Rating 4 out of 5]

En yngre kvindelig musiker bliver ansat af en veletableret, midaldrende, mandlig instruktør til at lave musik til Tine af Herman Bang, som musical.
Nogenlunde det er præmissen for Jenny Rossanders roman Jeg har tænkt mig at skrive hele vejen. De to bliver indlogeret på værelser lige ved siden af hinanden overfor teatret, og jeg tænker ikke at det er for meget at afsløre at de to langsomt, men sikkert, i løbet af forberedelsen til forestillingen, tiltrækkes af hinanden.
Historien er fortalt af kvinden, og Jenny Rossander har selv fortalt at det bygger på personlige oplevelser, selvom det også er fiktion.
Jeg synes det er en meget, smuk og mareridtsagtig historie om forelskelse og ulige magtforhold, hvor også handlingen fra Tine og dennes selvmord, flettes flot ind, som Jenny Rossander har skrevet. Jeg kunne virkelig leve mig ind i den frygtelige situation, som musikeren kommer i og beskrivelserne af de ubehagelige sindstilstande, der følger med, levede også ret stærkt på godt, og særligt ondt i mig. Det er så stærkt at instruktøren sanses som både stakkel, men også nærmest psykopatisk, og han er helt sikkert sådan en, man ville betragte som både bevidst og en blød, sympatisk, nutidig mand.
Det er velgørende med romaner som denne, der beskriver det, som nogle kalder, metoo-historier, i al deres kompleksitet, der dog samtidig også fint gør opmærksom på hvor farlige ulige magtforhold kan være, hvis de også får intim karaktér.

[Henrik Jespersen · Rating 5 out of 5]

Jenny Rossander har skrevet et mesterværk ❤️

Følsomt, ærligt og ægte:

“Det er altså det, hun flygter fra. Hvor troede hun ellers, at det umættelige behov for at bevæge sig kom fra?”

“Jægeren er en som lytter så intenst at hans bytte trækker kniven ud af hans hånd og spidder sig selv”

“Jeg elsker teater, fordi jeg elsker litteratur”

“Bliver du jaloux?….
Det er, som om frygten for, at ens partner er sammen med en anden, bliver mindre skræmmende, og så fortager jalousien sig lige så stille.”

“Hun er enormt bevidst om, hvor smuk hun er, hvor ideel hendes krop er, hvor ung hun er.”

Jeg ELSKER at der er små Proust henvisninger:

“Madame de Villeparisis’ vogn kørte hurtigt”

“I et halvt år har hun nydt godt den form for opmærksomhed, man får, fra magtfulde intellektuelle mænd, hvis man afslører, at man har læst hele den bog. Hvis de bare vidste, hvad der havde drevet hende igennem.”

Jeg er så glad for at jeg deltog til bog receptionen så da jeg på side 176 møder det første Ok. smiler jeg 😃

Fantastisk at hun pludselig vender sig ud af fortællingen, og fortæller i tredje person direkte til mig, læseren 📚

Der er en fabelagtig beskrivelse af ubalancen i forholdet og følelsen af afmagt i tidsrummet op til at hun bliver nødt til at ringe til ham - kender nøjagtigt den følelse fra mig selv 🤯

Det ubegribelige selvhad er stærkt:
“Hvis det ikke var for hende, ville der ikke være noget galt.”

Det er en ærlig, sårbar og voldsom læsning som rammer mit hjerte og jeg føler med hende, fortælleren, dig ❤️

Hvis du har oplevet et forhold i ubalance, så kan jeg garantere at du føler fortællerens afmagt helt ind i sjælen af det knuste hjerte 💔

Bogen får ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

[Cecilie · Rating 3 out of 5]

Rossanders debutroman er en gribende fortælling om forelskelse, manipulation og magtesløshed i mødet med store følelser, der tvinges skjult. Selvom bogen ikke var hvad jeg forventede, var der øjeblikke der fungerede virkelig fint - især det lejlighedsvise brud i fortællerstemmen, hvor tredjeperson og førsteperson smelter sammen. Selve stilen føles til tider lidt hul og haltende, lyrisk fremfor litterær, men som helhed kunne jeg godt lide bogen og gik fra oplevelsen med nogle interessante overvejelser.

[Robin · Rating 2 out of 5]

Meh. Føler jeg har set samme fortælling udført mange gange før og mere succesfuldt. "Hvad hvis elskerinden havde en personlighed" er bare ikke det revolutionary hot-take som bogen ser ud til at tro det er. Meget Instagram-feminisme. Jeg sad hele tiden og ventede på at der skete et eller andet.

Man kan godt mærke at det er en debutroman. Rossander overskriver temmelig meget, og kan ikke finde ud af at lade subtekst være subtekst. Det er ærgeligt, for der er faktisk mange steder hvor hun gør noget spændende med sproget, men så går det i vasken når hun sådan insistere på at skære det ud i pap. Føler ikke hun har tiltro nok til læseren eller måske sig selv og sine egne skriveevner, og det ender med at blive lettere provokerende.

Kunne godt lide den måde hun skrev dialog på tho det føltes meget ægte

Så synes jeg også det blev VIRKELIG fløde når hun begyndte at skifte mellem jeg-fortæller og tredjepersons fortæller. Sådan we get it du skriver faktisk om dig selv.

Jeg har tænkt mig at rulle øjne hele vejen

[Nadia Hansen · Rating 3 out of 5]

tror jeg har lidt for meget 'dump him' energi til at nyde den her fortælling til det fulde. syntes delene med teater og det arbejde er spændende, jeg syntes der er flot sprog. Jeg ved ikke hvor godt jeg syntes at 'jeg' fortælleren fungerede som effekt. og jeg var frustreret til slut og altså fair nok.. men en fin nok bog og læsning.

[Heidi · Rating 3 out of 5]

Det tog mig lidt tid før jeg blev ordentlig grebet af fortællingen, men da jeg blev, blev jeg! Smukt sprog, stærke følelsesmæssige scener og kunst & kultur-referencer, der dog bremsede handlingen lidt for mig.

[Bille Bøttger Thunbo · Rating 4 out of 5]

En bog jeg havde glædet mig til at læse, trods for min ikke så store kærlighed til lydmor.

Jeg blev undervejs fanget af:

Den enormt virkelighedsnær dialog, hvor man især i starten af bogen suser igennem stykkerne hvor de snakker. Det er også fedt at læse noget skønlitteratur, men der også får lov at berøre de helt virkelighedsnære tanker om job, karriere og kreativitet. Af en eller anden grund, syntes jeg tit det ikke befinder sig i litteraturen jeg læser, og det gjorde mig tæt på ikke kun at læse om kærlighed - hvilket så fik lov at tage over alligevel…

Jeg var helt oppe at ringe over da *spoilers* fortælleren og instruktørens første kys finder sted, og hun lader os hænge fra “træk vejret. Ro på. Så går vi videre, når hun er klar.” Til at bladre tre tomme men samtidig så spændingsopbyggen sider til “Han kysser hende.” Et helt genialt mirkeviddel i mine øjne, og noget jeg aldrig har set brugt i en roman før.

Jeg syntes dog forelskelsen var trættende og langvarig, men på sin vis det værd med slutningen. Hvor historien “alligevel” fik vendt sig. Her fik forfatteren portrætteret et depressivt hul til punkt og prikke, og gav også en et grin på læben med annekdogen til hendes tidligere velbefindede, læbestifsbærende jeg, som var lidt for god til at give råd.

Sætningerne var til tider en tan for poetiske til min smag, og gjorde man kunne miste fornemmelse af karaktererne istedet. Der var dog også steder hvor denne lyriske skriven, virkelig gjorde sit ypperste og fik ens fantasi til at løbe så hurtigt, især bliver jeg her mindet om stykket hvor i hovedpersonens depressive rus får forvandlet København til en oversvømmet oldgræsk by “imens statuer af guder og helte med forvredne ansigter og små, bløde penisser rejser sig på alle byens torve.”

Blandingden mellem karakterne og karaktererne fra teaterstykkerne de spiller, havde været interessant at holde øje med hvorfor de kringer sig ind i hinanden. Desværre fik jeg ikke dette med, ved denne gennemlæsning.

Alt i alt en bog jeg størstedelen af tiden virkelig nød at læse!

[Emilie Christensen · Rating 4 out of 5]

Jeg var meget hooked på forelskelsen i starten af bogen, og synes simpelthen den var så sød. Jeg kunne lide alle karaktererne, og elskede at blive inddraget i teaterverdenen og lege med ideen om, hvordan det er at være komponist på en forestilling.

Fortællerstilen er kreativ, og jeg elsker det psykologiske aspekt af at jeg’et omtaler sig selv i 3. person. Noget som både kan være fordi hun taler om en periode i sit liv, hvor hun ikke kan genkende sig selv - og som netop giver den mulighed for at genfortælle noget, hvor fortælleren faktisk kan komme med kommentarer til narrativet. Jeg er vild med de psykologiske refleksioner jeg’et kommer med, og hvordan vi indimellem bliver inddraget i de følelser der opstår under genfortælningen.

Det er en spændende historie, og meget sjældent at man i litteratur hører fra en elskerindes perspektiv. Jeg’ets hårdhed mod ‘hun’, synes jeg dog er delvis unødvendig - jeg synes, det bliver lidt meget, og kan føles som noget forfatteren gør for at afvæbne, at læseren bliver vred på hende. Ved selv at skyde skuddene først, kan man jo manipulere læseren til at få medlidenhed med et offer - men i min optik bliver man bare aldrig rigtig et offer, når man selv er dén, der lader ting stå til. Til gengæld synes jeg, at jeg’ets kritik af ‘hun’ giver mening ift. de følelser af skam, der nu opstår, når hun har den slags affærer.

Alt i alt synes jeg, det er en meget spændende og velskreven fortælling, som bidrager til litteratur på en vildt fed, kreativ og ret sjælden måde - også selvom historien fik mig til at krumme tæer mange gange. Og så synes jeg, at de intellektuelle referencer og paralleller til andre fortællinger er helt fantastiske. For fortællingen om elskerindens perspektiv skal jo ikke bare dø, og vi skal ikke blive lettede, når vores elskede Tine tier stille.