Jeg kan godt lide bogen - og er en stor beundrer af Ida Jessen - men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med den. Den vækker ikke noget og andet nyt i mig end sig selv. Det kan selvfølgelig være mig, der er noget i vejen med, men ja, deraf 3 og ikke 4.
Et spørgsmål, der stiller sig er: Hvem er det, der lyver? Er det landsbyen som kollektiv, der lyver for hinanden og over for Christian om fortiden? Er det Christian selv, der lyver over for sig selv (og andre) om sig selv som den gode, beundrede helt? Det er en løgn, der bliver større henover fortællingen. Presset på denne spænding mellem selvbillede og andres billede bliver til sidst så stort, at den bliver revet midt over. Eller er det Christians søster, der er fortæller, og er fiktiv forfatter til bogen (bogen er også en bog inde i historien), der har skrevet en beretning om sin bror, hvor hun frikender ham posthumt, der er tilpas kritisk til at være troværdig, men måske *er* løgn. Måske *er* Christian sexforbryder, og hans søster lyver og dækker over ham?
Bogen kan også læses gennem de tre kvinder, der tegner de tre dele: Nina, den jævnbyrdige hustru. Forholdet virker ekstremt belastet. Man undres over at Christian bliver. Han virker uengageret. Men han er jo netop uengageret i sit liv, og vil bare gerne være den gode i sin historie. Nina lyver over for Christian om hvad hun laver. Så er der del 2: Ragna, som Christian jo egentlig bare benytter sig af. Jeg ved ikke, om han udnytter hende, men han lyver stiltiende over for hende om sit engagement i forholdet. Men hun lyver over for sig selv på samme måde som Christian. Fortællingen om det store melodrama i hendes eskapader er det, der holde hende kørende. Og Manne, som tilsyneladende ikke lyver over for nogen, men sådan trænger til hjælp og ikke får den, ikke af Christian, og der er spændingen ikke selvbillede/andres billede men selvbillede/virkelighed. Christian *er* ikke den gode helt - også selvom han ikke skulle være den onde skurk.
Og så er der den fjerde kvinde, søsteren, der holder det hele udspændt, og som (hvis vi ikke tænker på hende som løgner) kan se gennem alt Christians bedrag og selvbedrag og dermed blotlægge. I så fald er bogen en blotlæggelse af en af de former, det menneskelige vilkår kan tage. Og i så fald ret vellykket.