Denne bog er en lynskarp diagnose af vores samtids borgerlige krise og dens rødder helt tilbage til Hartlings, Schlüters og Foghs tid. Men den er også en lettilgængelig indføring i den borgerlige tankegang – som en opmuntrende vitaminpille til alle i Danmark, der føler sig hjemløse i tidens konsensustyranni.
Den gode nyhed er, at borgerligheden lever – og er den eneste ideologi, der virker. Velfærdssocialismen, derimod, er skrøbelig, fordi den bygger på et falsk fundament. Tiden er moden til at levere et borgerligt alternativ, der giver ansvaret tilbage til borgerne og deres familier.
Martin Ågerup (f. 1966) er medstifter af og adm. direktør for IT-virksomheden Popoulos Analytics. Han var fra 2004 til september 2023 direktør for den borgerlige tænketank CEPOS og har ifølge Berlingske “formet den borgerlige idédebat mere end næsten nogen anden de sidste to årtier”. Han er formand for Instituttet for Fremtidsforskning og medlem af bestyrelsen i Den Berlingske Fond og i Johan Schrøders Fond. Han er Bachelor of Science i økonomi og økonomisk historie fra University of Bristol samt MA i økonomi fra University of Exeter.
Rigtig fint og gennemarbejdet forsvar for den borgerlige ideologi. Grundlæggende laver han en skelnen mellem det jordnære menneskesyn (det borgerlige) og det visionære (det venstreorienterede), hvilket giver et godt analyse- og diskussionsfundament. Den helt grundlæggende skelnen køber jeg desuden også. Substantielt vil jeg kritisere Ågerups lidt ensidige fokus og udgangspunkt i det liberale, når bogen handler om det borgerlige. Ikke fordi det overrasker mig, men argumenterne er i overvejende grad liberalt funderet og i hvert fald på ingen måde nationalkonservative, hvilket jo også må betragtes som en borgerlig ideologi. Her kan man med glæde læse “Borgerlig Krise” af Egander Skov, hvor denne kritik sker med omvendt fortegn. Så udjævner det da lidt…
Martin Ågerup når bredt omkring og demonstrerer kendskab til mange felter, det være både det politiske, filosofiske og økobomiske. Derudover binder han sin argumentation op på konkret politisk realitet og konkrete policies, hvilket trækker bogen ned fra et alt for højtflyvende abstraktionsniveau. Dog gælder det også, at Ågerup lidt for ofte bedriver stråmandsargumentation mod velfærdssocialismen. I stedet for at gøre deres argumenter så stærke som mulige for derefter at bryde dem ned, vælger han oftere den nemme vej, som dog, samlet set, fører til en svagere argumentation fra hans side. Det sker dog ikke i udpræget grad, men nok til at svække bogen en smule.