Rigtig fint og gennemarbejdet forsvar for den borgerlige ideologi. Grundlæggende laver han en skelnen mellem det jordnære menneskesyn (det borgerlige) og det visionære (det venstreorienterede), hvilket giver et godt analyse- og diskussionsfundament. Den helt grundlæggende skelnen køber jeg desuden også. Substantielt vil jeg kritisere Ågerups lidt ensidige fokus og udgangspunkt i det liberale, når bogen handler om det borgerlige. Ikke fordi det overrasker mig, men argumenterne er i overvejende grad liberalt funderet og i hvert fald på ingen måde nationalkonservative, hvilket jo også må betragtes som en borgerlig ideologi. Her kan man med glæde læse “Borgerlig Krise” af Egander Skov, hvor denne kritik sker med omvendt fortegn. Så udjævner det da lidt…
Martin Ågerup når bredt omkring og demonstrerer kendskab til mange felter, det være både det politiske, filosofiske og økobomiske. Derudover binder han sin argumentation op på konkret politisk realitet og konkrete policies, hvilket trækker bogen ned fra et alt for højtflyvende abstraktionsniveau. Dog gælder det også, at Ågerup lidt for ofte bedriver stråmandsargumentation mod velfærdssocialismen. I stedet for at gøre deres argumenter så stærke som mulige for derefter at bryde dem ned, vælger han oftere den nemme vej, som dog, samlet set, fører til en svagere argumentation fra hans side. Det sker dog ikke i udpræget grad, men nok til at svække bogen en smule.