William bliver mobbet i skolen, og hans morbror skylder penge til gangsteren Djernis. Hvordan kan de sære beskeder William får fra sin psykisk syge mor hjælpe ham og morbroderen?
"Jeg er William - min mor er en koldbøtte og min far døde sidste sommer". Sådan indleder jeg-fortælleren den korte roman, hvori der ikke er et ord for meget. Mor er indlagt på psykiatrisk, så William må bo hos morbror Nils, der er på kanten af loven. Nils synes de fleste er idioter, og der er flæsk på æggekagen, når den "Lykkens Satans Forbandede Gudinde" tilsmiler ham i kortspil, hvorimod han ligger i sengen og skumler og drikker sjusser, når han taber. Tilmed skylder han gangsteren Djernis penge. Forfatteren spiller de politisk ukorrekte kort, når han præsenterer den dysfunktionelle baggrund William må agere i – og William bliver tilmed også selv mobbet på det groveste af tre drenge i den nye skole. Men selv de udgrænsede har tit uanede resurser - det gælder både William og hans mor, der med mærkelige beskeder hjælper William til at få både ham selv og morbroderen ud af kløerne på deres respektive forfølgere. Og William er det kompetente barn, der må tage initiativ til, at der indgydes respekt for moderen – ”hun er ikke en koldbøtte”, siger han med det karakteristiske ekstra ”d” i. Og onkel Nils må lægge kortspillet på hylden, det sørger William også for. Og den langtspyttende Viola, der spøger i kulissen - hvad med hende? Det må de 10-14 årige læsere have til gode at finde ud af, når de læser den fine historie med illustrationer af Mikkel Sommer. Mesterligt fortalt historie i et sprog, der skærer handlingen helt ind til benet.
Uhyrre velskrevet, letlæselig og med både en samlet længde og længde på kapitlerne der gør, at den er nem at overskue, også for de svagere læsere. Der er fart på, og den rør ved nogle dybe temaer, men er fortalt, så det er til at håndtere.
Den kunne vi godt lide, Bertram og jeg. Lidt dramatisk, lidt uhyggelig. Meget meget velskrevet, og en fornøjelse at læse højt. Socialrealisme for børn.