Man skulle kanske ha varit där

Tue-trilogien #3

by Thomas Korsgaard, Helena Hansson (Translator)

Thomas Korsgaard har fått ett fenomenalt mottagande för sin trilogi om Tue, en outsider som växer upp mitt i den fattiga danska landsbygden. Berättelsen om en ung, queer antihjälte som
kämpar för att ta sig fram i livet har sålts till flera andra länder och knockat både kritiker och läsare. I år satsar vi stort på del två och tre i trilogin om Tue, som båda kommer ut under 2024.

I den tredje och avslutande delen, "Man skulle kanske ha varit där", kommer Tue till storstaden. Han lämnar sitt gamla liv bakom sig, och tar sig långt bort från den inskränkta byn på Jylland.
Men han inser att saker från det förflutna hela tiden lever kvar.

Genres: Fiction, Danish, Contemporary, Audiobook, Queer, LGBT, Denmark

300 pages, Hardcover

First published May 21, 2021

About the author

"Hvis der skulle komme et menneske forbi" er Thomas Korsgaards debutroman.

Reviews

[Annegrethe Skov]

Mens jeg læste, kunne bogen ikke trække mere end 3 stjerner. Jeg kunne næsten ikke holde ud at læse den, så irriterende var hovedpersonen Tue. Men nu når jeg efterrationaliserer, skal den alligevel have 4 stjerner. Sproget er konkret og direkte, også (tragi)komisk eller sågar lidt morsomt til tider, selvom der ikke er meget at grine af for Tue. Jeg tænkte undervejs mange gange på Knut Hamsuns "Sult" og på Jastrau i Tom Kristensens "Hærværk". Der er så meget sult, forarmelse, fornedrelse, løgn og forstillelse og direkte kurs mod undergang, at man får lyst til at stoppe handlingen. Jeg kan se på andre læseres kommentarer, at de har lyst til at kramme Tue... Det har jeg godt nok ikke. Jeg har lyst til at holde ham ud i strakt arm og få vasket hans t-shirts og sokker, give ham lidt mad og "gå på kommunen" med ham, så han kan få hjælp til at komme videre. Væk fra forældrene i Skive og Hobro, væk fra gaden i København og væk fra lånte lejligheder. Og så har jeg lyst til at ruske ham og få ham til at lade være med at få andre til at tro på, at den store lejlighed i Stockholmsgadekvarteret er et forældrekøb. Hvorfor skal det være nødvendigt for ham at lyve SÅ meget og hele tiden? Det er virkelig frygteligt at læse. Endnu en reminder fra dansk litteratur: Tue minder på flere måder om den unge Erling i Erlings Jepsens erindringsromaner. Der er også en far, der truer med selvmord. Og en ung mand der flytter hjemmefra allerede som 16-17-årig uden en klink på lommen, og uden særlig hjælp fra forældrene. Og uden at kunne/ville fortælle sandheden om, hvor man kommer fra til sine nye kammerater i storbyen.

Al mulig respekt til Korsgaard. Glæder mig til at læse hans næste bøger. Og godt vi er færdige med Tue. Ham orker jeg ikke mere af. Men jeg er sikkert også lidt sart. Hep!

[Lida Wengel]

Rørende og dyster beretning og Tue, der nu er 17 år og virkelig irriterende :-) Hold op, hvor blev jeg sur på ham undervejs og samtidig havde jeg lyst til at hjælpe og kramme ham. Virkelig velskrevet og troværdig roman om en stakkels ung mand, som i den grad mangler sociale kompetencer.

[Nils]

Jeg eier ikke noe som helst lenger, bortsett fra det jeg husker. Og det jeg husker, vil jeg også gjerne bli kvitt.

Tue har forflyttet seg fra bygda til byen, og det rurale er byttet ut med det urbane, noe som appellerer godt til meg. Handlingen har en veldig god flyt, og overgangen mellom kapitlene fungerer veldig godt. Det er veldig lett å "bare lese ett kapittel til".

Der hvor de foregående bøkene har hatt et litt ensidig fokus på mindre de privilegerte gruppene i samfunnet, fungerer plottet i denne boka veldig godt til å få frem kontraster mellom forskjellige samfunnslag.

Situasjonene som oppstår er, for å si det på godt norsk, mer "cringe" enn i de tidligere bøkene. Mulig det er fordi Tue i denne boka er ute i den store verden og omgås mer "vanlige" folk enn i de foregående bøkene, hvor de fleste situasjonene skjer i mer "trygge" familiesituasjoner. Enkelte scener kunne likeså godt vært tatt ut av TV-serien Klovn.

Det er vanskelig som leser å ikke bli irritert på Tue. Men samtidig er det vanskelig å ikke heie på Tue.

[Caroline Stadsbjerg]

Thomas Korsgaard skriver så godt, men det gør også ondt at læse, man krummer tæer konstant. Man bliver vred og frustreret og har lyst til at kramme Tue, det hele på samme tid.

[Astrid Inge]

Een geweldig geschreven boek, misschien wel de mooiste van de 3. Maar oh oh, wat een kromme tenen van ellende en plaatsvervangende gene. Tue is een triest figuur en zijn leven kent weinig tot geen hoogtepunten, maar dat levert niet alleen compassie op want eigenlijk is hij in zijn overlevingsdrang ook gewoon een asociale klootzak.
Het einde is bijzonder verrassend.

[Irene]

Ben nu eigenlijk vooral benieuwd of dit derde boek anders was als ik de eerste 2 delen van de trilogie zou hebben gelezen. Nu had ik er waarschijnlijk niet per se bij hoeven te zijn?
Deze nominatie voor Beste Boek voor Jongeren kan ik niet helemaal volgen.

Vond het begin wel wat hebben, dakloosheid, 17-jarige jongen, maar daarna voelde het allemaal best uit de bocht? Met het schrappen van de laatste 2/3 hoofdstukken denk ik dat het einde ook net wat scherper was.
De achterflap was eerlijk gezegd ook bijna het hele boek? De laatste 2 zinnen waren de laatste 40 blz van het boek. Hm. Tsja.

Met het lezen van deze zin op de achterflap 'Je had er waarschijnlijk bij moeten zijn' is een rauwe maar humoristische roman over buitenstaanders, ontheemding en het vinden van een thuis, voelt het alsof ik het niet helemaal begrepen heb?
Ik denk dat mijn conclusie is dat ik als mens anders ben en een andere levensstandaard heb, en dan heb ik het niet over de dakloosheid.

Mijn eerste reactie is dat ik deze nominatie voor Beste Boek voor Jongeren niet helemaal kan volgen. Dat kan uiteraard ook smaak zijn. Maar 'ik voelde het niet'.

[Gijs Zandbergen]

Derde deel van een trilogie met in totaal zo'n 200 losse hoofdstukjes met meeslepende scènes, waarvan er nogal wat een open eind hebben. Het is een autobiografisch boek, alhoewel ik de indruk krijg dat de verteller Tue de gebeurtenissen soms behoorlijk aandikt. Dan eindigt een hoofdstukje bijvoorbeeld in een chaos of drama, maar gaat het volgende hoofdstukje totaal ergens anders over, dan lijkt het alsof er niets is gebeurd. Desondanks heb ik me prima met de drie boeken vermaakt, want ze zijn levendig geschreven en vergen geen sterke concentratie of actief geheugen.

[Ebba]

Sträckläste och nu är jag ledsen att det va sista delen, det här är något av det bästa jag läst. Den här delen slet sönder mitt hjärta, ville skrika ”det är inte ditt fel Tue!!!! Det är bara klassamhället”. Otrolig trilogi det här

[Marlene Bentsen (Boggrippen)]

‘Man skulle nok have været der’ er Thomas Korsgaards sidste bog om Tue og den vandt velfortjent boghandlerprisen De Gyldne Laurbær.

Tue har ikke haft det nemt i nogle af bøgerne og da han kommer til København her i sidste bog, bliver det da heller ikke nemmere. Tværtimod.

Tue er flyttet til København, men har svært ved at finde sig til rette. Han bliver selvfølgelig smidt ud af sin lejlighed og står i bogens begyndelse som hjemløs med blot en sportstaske og en palme under armen.

Den sidste bog er helt klart prikken over i’et i Tues historie og hvis der fandtes en medalje i at opfører sig råddent, så ville Tue få den her😳😆

Tue har aldrig lært de uskrevne regler om sociale normer. Hans forældre har været fuldstændig uduelige og det kommer i den grad til udtryk i her i sidste bog.

Det er længe siden jeg har læst noget så tæerkrummende og flere gange havde jeg lyst til at tage fat i Tue, for at få ham til at opføre sig ordentligt.

For hulan, hvor var det altså svært at læse om, hvordan han lyver og generelt misbruger folks tillid til ham. Tues familie er selvfølgelig ikke bedre. Morens ligegyldige reaktion over, at hendes søn var hjemløs, fik mig nærmest op af stolen. Forargelsen ville ingen ende tage i den her historie😬😃

Der har været meget hype omkring Tue-bøgerne og nu forstår jeg, hvorfor folk er så begejstrede! Hjerteskærende og humoristisk - jeg har fået revet mit hjerte over ❤️👏👏

Det er helt klart min yndlingsbog af de tre og den kan bestemt læses uafhængigt af de andre. Men hvis man vil have en større forståelse for Tues adfærd, så skal man gøre sig selv den tjeneste at starte fra begyndelsen.

[Tarjei Skille]

Synes kanskje denne var den beste av de 3. Tue blir bare mer og mer irriterende, men man får en viss stakkarslig omtanke for han allikevel. Får veldig Hamsun og Sult- assosiasjoner av boken. Direkte språk, fattig rotløs vandring i storby, mørk skjebne. Glad jeg er i mål med trilogien for nå er jeg lei karakteren

[Signe Westergaard]

Fin nok, dog var hovedpersonen røv irriterende. Faktisk var alle personer i bogen trælse

[Steven Christensen]

Det som er synd med denne trilogien for min del er at hovedkarakteren blir mer og mer ufyselig for hver bok. Selvsagt er det synd på Tue. Men der man heier litt på han i første bok er han i tredje bok blitt en uhøflig, utakknemlig og frustrerende hovedperson. Men kanskje det er litt meningen?

Jeg hadde litt utfordringer med drivet og retningen i En dag vil vi le av det. Det har bedret seg her. De nye karakterene er mer interessante og presenterer ulike relasjoner som Tue kan interagere mer.

Det er noe hjerteskjærende med hvordan Tue stadig frykter reaksjoner fra omverdenen slik han er vant til hjemmefra. Tue opptrer selvdestruktivt i hver eneste situasjon han blir satt i. Likevel er det noe sårbart i at han bare er en gutt/ung mann som ønsker å bli inkludert, senke skuldrene og føle seg hjemme. Dette er spesielt tydelig når han får en flaske Vodka i julegave, åpner den og heller opp i et glass på flekken. Drikkekutymen han er vant til hjemmefra distanserer seg fra juleselskapet han er i, og det som for flesteparten er åpenbart upassende er for han helt dagligdags.

Jeg hadde skyhøye forventninger til trilogien etter å ha lest Hvis det skulle komme et menneske. Trilogien nådde aldri det nivået igjen. Men dette ble likevel et verdig punktum på historien om Tue, selv om historien for min del led av en mangel av katarsis.

[Jona]

Ah, arme Tue… Je wilt hem een knuffel geven en door elkaar schudden.

Een soort Deense, rauwe Edouard Louis (maar dan zonder de transformatie naar de elite)

[Aurora Hattrem]

Kunne ikke vært mer passende, og det helt tilfeldig(!), og lese Sult samtidig som denne - et fortreffelig særemne. Satt i helt forskjellige tidsrom, men med samme fortvilende og målløse vandring i kristianias/københavns gater. Men der karakteren i sult ikke helt klarer å anerkjenne sin tilstand, er tue, som egentlig alltid har befunnet seg i en håpløs situasjon, en litt annen holdning til det hele. Selv om han også stadig vekk utgir seg for å være en eller annen Erik eller Anton.

Boka var vond på en annen måte enn de to foregående; skildringer av tue som nærmeste blir ignorert i selskap med mennesker (med white saviour komplekser) som åpenbart befinner seg i en klasse enn han.

Påminnelse - ikke les bokanmeldelser (les slakt) i forkant - for denne ble sluuukt!

[Ida Galsøe]

Udmærket. Bogen var god, velskrevet og nem at læse. Jeg vælger at give bogen 4 stjerner af den simple grund, at jeg aldrig vil at læse den igen. Den er simpelthen for tåkrummende. Jeg synes ikke, det er humoristisk. Jeg synes, at det er ubehageligt. DOG vil jeg sige, at jeg synes, at det er en fantastisk skildring af det rige København og de privilegier, der følger med ved at være født ind i en økonomisk velstillet familie (Victoria er vist lige lidt for heldig med den plads på Düsseldorf art academy hva’?)
Opsummering: God bog. Jeg læser den aldrig igen.

[Helene Jeppesen]

This still remains one of my favourite trilogies to this day: it’s honest, raw, tragically humerous, and such a great life described about overcoming struggles and getting someplace else than where you came from.

[Cecilia Dybro-Kristensen]

Jeg cringede godt nok meget til den her bog. Den var nem at læse, dog vil jeg sige at den var okay men fattede ikke slutningen. Fik han udgivet sin roman? Har han fået en lejlighed? Hvad fanden er der sket? No idea

[Rachel Flinch]

en af de absolut bedste bøger jeg nogensinde har læst. Helt vildt underholdende og absurd tåkrummende. Har aldrig oplevet er være så meget inde i karakterens hoved og nærmest føle at man så ud af personens øjne. Sindsygt skrevet, og så dejlig at læse. Kan kun sige gode ting! wow

[Caroline]

Minner meg mye om sult.


Min utgave hadde mange skrive feil som ikke hadde blitt fjernet under korrekturlesningen, som jeg syntes var rart fordi det ser jeg sjeldent. Spesielt i et seriøst forlag…

[Ole-Morten]

Der de to første bøkene i serien er morsomme i sitt alvor, har jeg hjertet i halsen gjennom treeren. Den er så vond at jeg hele tiden må knipe igjen øynene og prøve å legge den vekk, men jeg kan ikke. En viktig og god fortelling som kaster lys på utsatte unge mennesker som er nødt til å flykte fra der hvor de kommer fra, med livet og helsen som innsats. Fy faen

[Juni Marie]

Lydbok.

Stakkars Tue. For en stressa fyr. Og så mye frykt og uro han har og skal leve med. Han har ingen allierte, og dem han prøve å komme nært og som prøve å nærme sæ han, støte han fra sæ - både bevisst og ubevisst.

[Astrid]

Er lei meg for at det er siste bok om Tue😭

[Senastian Akselberh]

Fenomenal som forventet. Emosjonelt påvirkende. Fantastisk avslutning.

Likevel er det en sorg at dette er siste bok, for historien om Tue er utrolig sterk. De siste 20 sidene visste jeg ikke hvor jeg skulle gjøre av meg som resultat av uvitenhet om hvordan det kom til å gå med han.
Skulle ønske jeg kunne gi hundre stjerner til en trilogi jeg kommer til å huske for alltid.

[Christine Yang]

Siste bok i triologien om Tue. Får skikkelig vondt av han - så desperat og ingen tilhørighet. Men det ser ut til å ordne seg både for Tue og mammaen hans. Morsomt skrevet!

[Ingvild Bringedal]

Leste siste bok på én kveld etter å ha fullført den forrige. Lurer bare på hvordan dette skal gå. Tue fungerer ikke i samfunnet og er ekstremt irriterende selv på stor avstand. Han kunne ha gitt oss noen sider mer for å forklare hvordan det på tross av alt gikk seg til til slutt.

[Håkon Lillehagen]

Utelukkende boligmarkedet sin skyld at Tue er et rasshøl

[Kaja]

En mer irriterende hovedperson skal man lete lenge etter

[Karoline Nijjar]

Litt langdryg siste del. Likte nok bok 1 og 2 best. Men fin og trist.
«Jeg kan føle meg hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg»

[Andrea Allin Fernandez]

Som andre skriver, så er Tue godt nok irriterende i denne bog. Men han er også fortabt, uden nogen til at vise ham vejen. Jeg synes det er tankevækkende, at ingen i bogen, som virkelig ikke bryder sig om Tue, tør tage fat i ham og forklare ham, hvorfor og hvad det er han gør, som ikke falder i god jord. Derfor bliver han jo ved med at gøre som han hele tiden har gjort, for der er ingen af de ressourcestærke karakterer i bogen, der selv træder i karakter over for Tue. Det tegner et meget realistisk billede af, hvor menneskeforskrækkede vi af og til kan være. Man håber bare på, at han selv lykkedes med at finde ud af, hvor han træder forkert og kan komme ordentligt i gang med sit liv. Korsgaard skriver lige så enkelt og ukompliceret som altid, og det er en ren fornøjelse at læse, om end denne afslutning for mig føltes lidt tom, så er den meget i samme tråd som bogens forgængere, som dog efter min mening, er noget mere interessante at læse, handlingsmæssigt.

[Kurt Thybo]

Kan man tale om den svære treer? Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der, har nogle af de samme kvaliteter som de første romaner om Tue fra Skivekanten. I Man skulle nok have været der, er Tue flyttet til København. Det er som om Tues manglende drive for at få et bedre liv gennemsyrer teksten. Hans mangel på social lydhørhed og offerrolle irriterer denne læser. Så sympatien for 17- årige Tue krakelerer efterhånden, som han invaderer hjemmet hos arkitekten Merete og dennes datter Victoria, som Tue arbejder sammen med som avissælger på Politiken. Skiftevis stor i slaget; siger til kæresten Laurits, at det er hans mondæne lejlighed og overfor Merete ynker sig med til jul hos hendes familie. Og slutningen, hvor Tue pludselig skifter ham og navn til Thomas og er blevet forfatter. Påklistret.