En ufuldendt beregning af rumfanget
Fem-syvende-dels-fordøjelse af Solvej Balle’s roman-serie “Om udregning af rumfang” (Bog I-V læst)
Er det er kærlighedens-historie, måske snarere en historie om et relationsbrud, hvor to tidligere meget tætte gradvist glider fra hinanden? Er det en økologi-historie, måske snarere et kritisk perspektiv på forbrugerisme? Begge læsninger kan sikkert give mening for nogle.
Det, der vokser frem i mit hoved, er en vanelivs-kritik, og med det mener jeg en kritik af menneskets livsførelse som ureflekteret overgivelse til vanens magt. Jeg oplever, at den udfolder sig som en menings-tragedie med Tara i hovedrollen som en tragisk og uforløst figur.
Tara oplever, at d. 18. November gentages. Thomas og andre gentager deres dagsrytme, gøremål og tilbøjeligheder, men som allerede Heraklit pointerede er det ikke en nøjagtig gentagelse, for selvom dagen måske er den samme, er Tara det ikke. Gentagelsen er Tara’s oplevelse, mens Thomas altid oplever d. 18. November for første gang. Thomas er ikke gentagelsen. Han er konstanten, der muliggør Tara’s oplevelse af den gentagne dag.
Jeg oplever d. 18. Novembers gentagelse som et tankeeksperiment, lidt i tråd med Nietzsches ‘Den evige genkomst’, der forsøger at udfordre vanelivs-resignationen. Vel at mærke et eksperiment som (ved udgangen af 5. bog) fejler, eller endnu ikke er lykkes. Måske er hele pointen, at det ikke kan lykkes, eller at det snarere er problemformuleringen, den er gal med. Hvis problemformuleringen er noget i stil med; “hvordan kan jeg finde eller skabe mening med livet?” Jeg hælder nok til at håbe, at det vil fejle, blot at det vil fejle på en refleksions-stimulerende måde.
Eksperimentet er på nærmest Heidegger’sk vis at ‘kaste’ mennesket ind i livet påny eller ind i en ny virkelighed med den 18. Novembers gentagelse.
Mennesket (Tara) bliver først forundret og måske forfærdet over tabet af hendes velkendte virkelighed. Hun findes trøst og tryghed i lydene. Descartes’ “Cogito, ergo sum” ~”Jeg tænker, altså er jeg (til)” har tanken, eller det at tænke, som det grundlæggende faste holdepunkt. For Tara bliver lydene det grundlæggende faste holdepunkt, “Audiō, ergo sum” ~”Jeg lytter, altså er jeg (til)” og hun klamrer sig til lydene, som en bøje i ukendt farvand. Herfra samler hun kræfter til at forsøge at erkende den nye virkelighed. Først sammen med Thomas, senere på egen hånd.
Tara forsøger at erkende den nye virkeligheds absurditet. Camus tilskynder til først at erkende virkelighedens absurditet, livets omsluttende meningsløshed, som det Sisyfos-arbejde det uafværgeligt er. Dernæst opfordrer Camus til at reagere med oprør, for gennem oprøret at skabe sig en individuel mening på trods af den omsluttende meningsløshed.
Vi har vænnet os til virkelighedens absurditet. Her træder eksperimentet ind på scenen. Vil den 18. Novembers absurde gentagelse stimulere en oprørsreaktion i retning af en radikal vilje til meningsskabelse, der bryder fri fra vanens kviksand?
Lykkes Tara? Nej. Ikke med udgangen af bog 5 i det mindste. Hvilket ikke er overraskende med 2 bøger endnu i sigte.
Ude af stand til at erkende den nye virkelighed, forsøger hun først i nostalgisk desperation at genskabe eller simulere den gamle virkelighed ved at rejse rundt i Europa for at finde vejrforhold, der minder om de velkendte årstider. En art filosofisk selvmord i Camus’sk forstand. Som en struds, der stikker hovedet i busken, afholder hun sig fra at leve i overensstemmelse med sin egentlige årstidsløse virkelighed. Måske en succesfuld overlevelsesstrategi hvis en reel erkendelse af tilværelsens absurditet ville have indstiftet en uovervindelig depression.
Men er det tilfredsstillende (tilstrækkeligt meningsgivende) at tage til takke med en virkelighed, der ikke rækker ud over indersiden af en busk?
Da hun møder andre i den 18. November, forsvinder hun nærmest selv. Overgiver sig til deres retning og rytme. Overdrager ansvaret og initiativet for hendes individuelle livsmening til fællesskabet. Hun lader sig opløse i fællesskabet.
Spørgsmålet trænger sig på, om Tara skal ses som et individuelt menneskes forsøg og reaktion i tankeeksperimentet eller som et billede på menneskets generelle forsøg og reaktion. Jeg synes, det sidste er det mest interessante.
Bog V’s højdepunkt er i mine øjne Gita’s tale på dag #4545. Talen byder op til dans. En dans med refleksion, undersøgelse, udforskning og livsudfoldelse. D. 18. November er ikke en ulykke, den er et held, en mulighed.
Til min skuffelse, desværre en mulighed som i store træk forpasses. Mange gør forsøg og laver undersøgelser i forskellige retninger, men uden egentlige refleksions- og meningsskabelses-gennembrud i mine øjne.
Tara selv synes helt at undvige muligheden. Der er ingen FOMO, men heller ikke en egentlig JOMO. Der er nærmest blot en ambitionsløs og passionsløs MO. Der er blot dage, der passerer. Ingen ambition, ingen livsgnist, ingen mening. Blot eksistens. Er det livet?
Dagbogsformatet inviteret til empatisk læsning, at sætte sig i Tara’s sted. Jeg synes, det er interessant at overveje to varianter. 1) Den traditionelle, som er, at jeg forestiller mig indsat i Tara’s sted, med mine nuværende kognitive evner, passioner og tilbøjeligheder. Hvordan ville jeg reagere og agere der? Ville jeg gøre som hun, eller noget andet? 2) Med inspiration fra Nagel’s tankeeksperiment om hvordan det er for en flagermus at være flagermus - hvordan er det egentligt for Tara at være i Tara’s sted? Kan det lykkes mig ikke bare at forestille mig indsat i hendes krop, men yderligere indsat i hendes sind?
Hvad er meningsfuldt for Tara i den 18. November? Det hun gør? Så er det vel muligt, at hun betragter eksperimentet som succesfuldt, selvom jeg måske ikke gør i samme grad.
Det bliver interessant om bog VI, men nok mest bog VII forsøger sig med en konklusion eller en slags løsning, mest af alt håber jeg på en refleksions-antændende drejning.
Jeg læser en positiv og håbefuld betydning ind i at titlens ‘udregning’ og ‘rumfang’ er i ubestemt og ikke bestemt form.