Rosaarium

by Charlotte Weitze, Eva Velsker (Translator), Brita Kaasik (Editor)

„Rosaarium” on lugu tüdrukust, kelle juured on metsapinnas, kloostrist täis nunni, kes elavad valgustoidust, ja botaanikust, kes otsib ebatavaliste omadustega roosi. See on muinasjutuliselt vohav suguvõsaromaan, mille sündmustik saab alguse 19. sajandi lõpu ürgmetsas, kuhu põgeneb perekond Poola külakesest ja kuhu saabub jahti pidama Vene keisri poeg. Kahekümnendal sajandil satub põgenike järglastega kokku botaanik Johanne/Johannes, kes otsib taimede kaudu tõestust mandrite triivi teooriale ja hiidmandri Pangaea olemasolule. Loo kolmandas osas sõidavad Johanne järeltulijad USAsse tema sajandat sünnipäeva tähistama, ent too on kadunud. Otsingud maja ümbruses, triiphoones ja metsas annavad aimu Johanne mõistatuslikust tööst, ent salapära tundub vaid süvenevat ja pilguheit tulevikku on ühtaegu heidutav ja õrnalt lootusrikas.

„Rosaarium” on avastusretk mitme mandri taimemaailmas, lugu, kus võrsub eluvorm, milles inimene ja taim olemuslikult ühte põimuvad. Poeetiline ja ärevaks tegev lugu inimese ja looduse vahekorrast, mis on jutustatud ainulaadsel viisil.

Charlotte Weitze (snd 1974) on taani proosa- ja näitekirjanik, kes debüteeris aastal 1996 jutukoguga „Skifting” („Äravahetatud laps”) ja pälvis selle eest maineka Bogforumi debüüdiauhinna. Ta on õppinud Kopenhaageni ülikoolis folkloristikat ja tema loomingus põimub tihtipeale argisus muinasjutulise ja müütilisega. Charlotte Weitze on tuntud ka kliimaküsimuste tundliku käsitlemise poolest ilukirjanduses, näiteks 2016. aastal ilmunud romaanis „Den afskyelige” („Põlastusväärne”). Eesti keeles on varem ilmunud jutukogu „Pimeduse pärusmaa” (2008).

„See on paljusid põlvkondi läbiv saaga metsast, taimedest ja inimestest, hulgast imelikest armastustest ja sellest, et maailm on asümmeetriline õige mitut pidi. Charlotte Weitze kirjutab botaanilistest kvääridest – taimedest, kes on inimeste moodi, ja inimestest, kes on taimede moodi, vaaremast, kes on samal ajal ka vaarisa, inimestest, keda pole koerte jaoks olemas, ja roosist, keda nuusutades nuusutad sa iseennast. See on lugu lähikontaktist teise tsivilisatsiooniga, aga siin ei ole võitlust, see on naiselik lähikontakt, tütarlapselikult soe, niiske ja aldis elule.” – Peeter Laurits

Genres: Fiction, Fantasy, Science Fiction, Adult, Audiobook, Climate Change Fiction

415 pages, Hardcover

First published February 24, 2021

About the author

Dansk forfatter, som debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting.
Hun har i en periode boet i Bakkehusets Gæstebolig, og er især kendt for at skrive magisk realisme om mennesker i hverdagsagtige situationer, der møder noget som er en smule mere fantastisk end det normalt er muligt.

Reviews

[Caroline Stadsbjerg]

Jeg er en sucker for cli-fi, magisk realisme og mystik, og denne her bog gav mig alt hvad jeg nogensinde kunne ønske mig indenfor hver af de tre områder! Er helt benovet og glad og fyldt op indeni af alt hvad den gav mig.

[Mae Lender]

Väga, no kohe väga võluv tekst. Lugu ise kaldub pigem maagilise realismi poole, seega selline omamoodi. Hetkel minu puhul läks küll nagu kuumale kerisele.

Olulisel kohal loodus, taimed, inimese ja taimede omavaheline suhe. Siinkohal on sellise suhte iseloomustamiseks mõiste botaaniline kväär väga asjakohane. Samas võib seda lugeda ka kui läbi mitme põlvkonna kulgevat suguvõsalugu.

[Mads Steiner Nielsen]

På mange måder minder Charlotte Weitzes skrivestil om Olga Tokarczuks, og det er i den grad et kompliment. Rosarium minder om "Rejsende" som har været en af mine bedste læseoplevelser i det forgangne år. Rosarium er en meget fin blanding af biologi, naturgeografi, fantasy og filosofi. Weitze smider en lang række aktuelle emner i spil som: kønsroller, meningen med livet, menneskets plads i verden og ikke mindst den måde vi behandler planeten på. Det er ikke prætentiøst, belærende eller forudindtaget. Historien er medrivende og der var intet tidspunkt hvor jeg ikke var underholdt.

[Anna Wysocka]

Jestem rozczarowana.
Widzę, że Puszcza Białowieska staje się atrakcyjną topografią dla zagranicznych autorek (bo przecież w 2026 roku pojawiła się u nas również powieść "Wymieranie Ireny Rey" Jennifer Croft, której bohaterowie przebywają w Białowieży). Rozumiem że dla zachodniej czytelniczki bory w środku Europy mogą być na tyle egzotyczne i tajemnicze, że można tam ulokować swoją baśniowo-magiczną opowieść.
Jeśli jednak pisze się książkę umiejscowioną w konkretnym czasie i przestrzeni, to oprócz wyobraźni warto sobie pewne fakty posprawdzać. Na przykład - że Białowieża w 1939 roku nie leżała na granicy Polski i Związku Radzieckiego. Kresy Wschodnie to było jeszcze kilkaset kilometrów hen za Białowieżą. Po drugie, w fabule pominięty jest fakt w jaki sposób 2 dorosłe osoby i 2 małych dzieci w czasie 2 wś z tejże puszczy umyka do Kopenhagi. Którędy? Na nogach? Pociągiem? W jaki sposób?

Swoją bazową opowieść Weitze wg mnie zaczerpnęła z opowiadania Tokarczuk o zielonych dzieciach z Wołynia ("Opowiadania bizarne"), a Tokarczu z kolei ze średniowiecznej angielskiej legendy. Nawet podoba mi się ten recykling, aż by mi się chciało wykres ze strzałkami narysować z zachodu na wschód i znów na zachód i zatytułować czymś w stylu: legendy jako niewyczerpane źródło inspiracji. Problem w tym, że wg mnie Weitze korzystając z tych inspiracji nie stworzyła żadnej nowej ani świeżej historii. Popłynęła z nurtem ekofeminizmu, nie odmawiam jej wrażliwości do zadawania ważnych pytań o relacje człowiek-natura, ale sposób wykonania zostawia wg mnie wiele do życzenia i pozostawia mnie z dużą dozą nieufności wobec tego, co przeczytałam (co jest o tyle śmieszne, że czytając rzecz z gatunku "realizmu magicznego" powinnam nieufność odwiesić na wieszaku).

Fanką zatem nie zostanę, mimo że większość powieści wydanych w serii z Żurawiem Wydawnictwa Uniwersytetu Jagiellońskiego uwielbiam.

[Stella Starlight]

Dit boek bestaat uit drie delen, waarvan ik deel 1 verreweg het beste vond. Het boek had aan het einde van dat eerste deel van mij mogen stoppen. Moeten stoppen.
Deel 3 vond ik namelijk vooral een kunstmatig uitmelken van generationeel gedoe dat niets toevoegde aan het eerste deel. Deel 2 was too much van van alles en lijkt enkel geschreven om er een generatie-deel-3 aan te kunnen vastplakken.

Het magische en folkloristisch aandoend eerste deel is prachtig en gruwelijk tegelijkertijd.
Het hele boek is prima geschreven: de taal is rijk en de schrijfster slaagt er uitstekend in haar lezers mee te nemen door miljarden jaren van de geschiedenis van al het leven op aarde zonder dat het storend is of te gekunsteld aandoet.
Mensen leven niet in de natuur, we zijn natuur, en meer verbonden met de flora op aarde dan we ons dagelijks beseffen. Het boek had daar prima kunnen eindigen, als was het één van de Metamorphosen van Ovidius.

Deel 1 is me vier sterren waard, deel 2 was dat absoluut niet, en het laatste deel heb ik scannend gelezen, geef ik toe. Ik had niet meer zo'n zin, en wilde liever vasthouden aan de fijne opening van dit boek.

Less is more, beste Charlotte Weitze. Ik rond het vanwege deel 1 naar boven af en geef het 3 sterren maar eigenlijk vind ik de twee laatste boekdelen gewoon helemaal niets.

[Marca]

Väga kahetine lugemiselamus, mille puhul ma tunnistan, et teatud võtted, mida ma enamasti ei talu, kannavad siin efekti välja ja kokkuvõttes on tegemist väga hea raamatuga.
Pikemalt siin: https://marcamaa.blogspot.com/2024/09...

[Otto Faber]

Tror Naturstyrelsen ved Tisvilde Hegn ryster af skræk over denne bog:

En slægtsroman om hvordan hybenrosen på 4 menneske generationer overtager verden.

Genren kunne kaldes magisk-botanisk realisme. Mennesker der kan lave fotosyntese, blomstre og sprede sine frø gennem afføringen. Ja, hvorfor kan vi egentlig ikke det? At blive lidt solbrun er desværre ikke det samme som at fotosyntesere. Det havde ellers gjort 'Solarium' til en oplagt titel.

En bog proppet med botanik, lidt en blanding af Wohleben og Peter Friis-Møller, så jeg skulle virkelig holde tungen lige i munden. Alt sammen på en god måde

[Pernille]

Jeg kan godt se, at denne roman har fået meget positiv respons, men jeg er altså desværre ovre i den anden grøft.

Dette er ikke en bog for mig - jeg gav op halvvejs.
Jeg kan godt se, at det magiske element forsøger at koble plantelivet med det menneskelige...
Men handlingen fanger mig ikke, og jeg bliver ikke fyldt af fascination over den specielle kombination, som jeg kan se at andre er så begejstret for. I don't get it!

Men heldigvis er smag og behag forskellig :-)

[Rotschoepferin]

LANGWEILIG

[Noëlle Engels]

3.5 ster
Een sterk begin, met een soort folkloristisch verhaal, dat zich afspeelt in een donker oerbos.
Deel 2 en 3 borduren hierop voort, maar gaan wel een andere kant op.
Er gebeurt érg veel, maar toch (of: daardoor?) blijft er veel onduidelijk. Ik blijf zitten met te veel vragen. Dat hoort wel bij magisch realisme, maar toch...
Een sterke boodschap over dat de mens toch echt ónderdeel is van de natuur, daar niet los van staat.

[Sille]

Maaagilise realismi sugemetega omapärane suguvõsalugu, mile keskmes on ühtaegu intrigeeriva ja hirmutavana küsimus sellest, kas või kuidas inimesed ja taimed saavad liikidena seguneda.
Sedasorti lugemine, mis on korraga nii liigutav kui ka häiriv.
Eva Velskeri tõlget tuleb ka kiita muidugi.

[Lærke Børsting]

Jeg kunne godt have været foruden beskrivelserne af kropslige funktioner🤢

[Ana Rose]

Pomalo nedorečeno u nekim djelovima, istovremeno lijepo i uvrnuto štivo. Prva priča je bila prečudna za moj ukus, ali kako je išlo dalje postajalo je sve zanimljivije (ne manje čudno, ali barem zanimljivije i jasnije 😅).Definitivno nešto drugačije od onog na što smo navikli.

[Dagmar Kjær]

Jeg forstår ikke, hvordan et menneske kan få alle de vilde ideer. Hvis man ikke syntes, 11% var crazy nok, kan man læse Rosarium. Virkelig speciel oplevelse.

[Karoline Nørris]

En ganske god bog. Kan anbefales. Elsker når man følger flere personer og tider, hvor der er en rød tråd imellem.

[faanielibri]

Wenn mich jemand nach der größten Enttäuschung des Jahres fragen würde, ich würde ‚Rosarium‘ von Charlotte Weitze, übersetzt von Ursel Allenstein, nennen. Ich hatte so hohe Erwartungen, die Mischung aus Cover und Klappentext versprach, dass es eine Geschichte werden würde, die mich begeistern könnte. Leider weit gefehlt.

Die Story ist in drei Abschnitte aufgeteilt, die generationsübergreifend eine etwas andere Familiengeschichte erzählt. Der erste Teil war dabei schon etwas abgefahren, aber sehr mystisch und doch auch vielversprechend. Es fielen keine Namen, es wurde von Schwester, Bruder, dem Kronprinzen erzählt. Warum letzterer eine Rolle spielte, erschließt sich mir allerdings nicht. Er wurde nie wieder erwähnt. Die kurzen Sätze unterstrichen die kindliche Erzählperspektive. Also selbst wenn der Stil etwas gewöhnungsbedürftig war, war ich doch in gewisser Weise fasziniert.
Der zweite Teil ergeht sich in Infodumping zu Botanik und Biologie, seitenweise wird von Fortpflanzung und Entdeckungsgeschichten geschwafelt. Eigentlich bin ich grundsätzlich sehr interessiert, lerne gerne und nehme noch lieber bemerkenswerte Fakten aus Büchern mit. Doch das war viel zu viel und nur noch langweilig. Da war die Hauptgeschichte umso bemerkenswerter: Es erzählt eine Frau, die auf der Suche nach ihrer Geschlechtsidentität ist. Ihr Kampf gegen die Eltern und die Gesellschaft war dabei noch sehr interessant und ich dachte mir, dass es eventuell doch noch eine tolle, queere Geschichte werden könnte.
Doch dann kamen Szenen, die mich nur noch abgestoßen haben. Ich hatte überlegt, ob ich den höheren Sinn nicht verstehe, bin aber zu dem Schluss gekommen, dass, wenn einer bestehen würde, es mir schlichtweg egal wäre. Die Protagonistin identifiziert sich als Frau, wurde aber als Mann geboren. Sie gibt ihren Trieben nach und verg3w@ltigt mehrfach ein menschenähnliches Wesen.. Aber dieser Trieb, da kann sie ja eigentlich nichts dafür oder? Mit einem ihrer Gedanken wird mir als Leserin klar, dass sie sich bewusst ist, was sie tut. Aufarbeitung oder Reue? Scham? Selbsthass? Fehlanzeige! Hier wird anscheinend nur das transfeindliche Narrativ bedient, Trans*menschen würden nur verg3w@ltigen wollen. Ich habe noch nie so eine Abscheu für eine Buchfigur verspürt und war kurz davor, das Buch abzubrechen.
Allerdings hatte ich die Hoffnung, dass der dritte Teil nochmal.. besser?.. angenehmer?.. werden könnte. Ich hätte besser abgebrochen, denn der zweite Abschnitt hat mir das ganze Buch verdorben. Ich hatte immer die abscheulichen Taten der Frau im Kopf. Doch auch isoliert betrachtet, war der letzte Abschnitt nichts. Eher langweilig und nichtssagend. ‚Rosarium‘ ist ein Buch, das ich schnell wieder vergessen möchte. Empfehlen kann und will ich es auf keinen Fall. 2 Sterne.

[Janni - læselyst og Livsglæde]

Nogle gange kan man godt opleve det, at en anmelderrost bog, som man virkelig har glædet sig til at læse, som lyder til at have alt det, som man godt kan lide i en bog alligevel falder ved siden af. Dette oplevede jeg med denne bog.

Jeg værdsætter dens budskab og synes på mange måder at det er en virkelig, virkelig smuk bog - både sprogligt og tematisk, men… jeg synes også at den var ret forvirrende. Jeg læste den første del fysisk og måtte flere gange bladre tilbage, eller starte forfra, fordi jeg simpelhen ikke forstod, hvad der skete. Herefter skiftede jeg til lydbog. Jeg blev grebet af historien i del 2 og 3, men oplevede alligevel at mine tanker vandrede andre steder hen og at jeg havde svært ved at følge med.

Jeg tror den vinder rigtig meget ved genlæsning, i hvert fald for mig personligt. Det er også en af de bøger, som jeg virkelig gerne ville have læst i en læsegruppe, have analyseret og brugt mere tid sammen med, det synes jeg egentligt både at den og jeg fortjener.

[Tanja]

Vrlo neobična knjiga

[Ida Bejder]

Rosarium er en på samme tid magisk makaber slægtsroman og et gennemresearchet naturvidenskabeligt plante-panorama.

Charlotte Weitze har skrevet en magisk-realistisk slægtsroman fortalt i 3 dele, der både divergerer i lokation, tid, person og stil. Det er sådan en bigger-than-(human)-life fortælling, som strækker sig fra zarernes Rusland over besættelsesårenes København til vores tids USA og frem mod en ubestemmelig dystopisk/utopisk fremtid. Fortællingen er indstillet på planternes langsommelige tid og geografisk omfangsrige rodnet, og jeg nød at følge dens årringe slægtsled for slægtsled. Det er sjældent, jeg støder på en sådan voluminøsitet i dansk litteratur. Fællesnævneren? En smuk og tornefyldt rose, på en gang dødsbringende og livsgivende. Rosarium efterlod mig med en følelse af samhørighed med og ny respekt for vores grønkornsfyldte samboere og en voldsom trang til at plante mine fødder i skovens muld.

I første del præsenteres vi for en både vederstyggelig og forundelig historie, der har noget næsten brødrene Grimmsk over sig. Bror og Søster flygter ind i Polens urskove, hvor Søster planter sig selv som et træ. Zarens naturglade søn forelsker sig i hende og også lidt i sin mystiske rose, som synes at reagere på menneskelig kontakt. Det er grumt og det er smukt.

Anden del er skrevet som ét langt brev fra danske Johanne, født Johannes, til sine døtre. I Johannes søgen efter rosen møder hun Esther, Søsters datter, som er mere plante end menneske. Weitzes skildrer utrolig godt Johannes kamp med sin kønsidentitet, og ligesom alt andet i romanen kobles det til planteriget. Vidste I, at det ligger i takstræets natur at skifte køn? Dog tabte anden del mig lidt, måske pga. brevformatet, dens til tider planteopslagsværk-agtige gennemgange eller dens voldsomme beskrivelser af Esther og Johannes forhold. Det er nok en smagssag.

Men så kom sidste del, og jeg forelskede mig på ny. Rosens rødder har nu spredt sig til nutidens USA, hvor Johannes efterkommere bringer både Siri og klimakrise med ind i det eventyrlige rosarium, og lader fortællingen blomstre videre ind i en fremtid, hvor grønkron og menneskehud ikke kan adskilles.

[Ellis]

Anmelder eksemplar fra forlaget.

Rosarium er en slægtsroman i 3 dele, om en familie med et særligt bånd til naturen, og hele bogen rummer en masse botanik og emmer af dyb kærlighed til naturen i alle afskygninger.
Jeg syntes det er en rigtigt svær anmeldelse at skrive, for bogen er velskrevet og rummer rigtigt mange elementer der fungere, men skrivestilen er speciel, og kan være svær at læse, i hvert fald for mit vedkommende.
Og så er der nogle elementer i bogen der gør den ganske grænseoverskridende at læse, jeg vil ikke spoile en masse, men man kan godt sidde tilbage som læser med en lidt ulækker fornemmelse i kroppen, kan man komme over den hurdle, tror jeg at den for mange kan være en spændende og givende bog.
Men jeg havde personligt svært ved at komme videre derfra, og jeg ville ønske der havde været en trigger warning, så man er forberedt på de elementer, især da det for nogle måske vil være meget voldsomt, især for lidt yngre læsere..
Rosarium er en udemærket bog, hvis man kan lide en lidt anderledes skrivestil, og som sagt kommer igennem den første del af bogen uden at føle sig lidt iffy omkring det hele.

[Charlotte]

Anderledes - meget anderledes - dejlig fantasifuld og forunderlig. Herlig med al den naturvidenskabelige viden om planternes forunderlige verden og store vigtighed, som man får med i købet i denne meget utraditionelle slægtsroman. Måske er det en lidt vild og underlig sammenligning, men jeg kom til at tænke på Stephen King - fordi der er to spor; en insisteren på at det hele er sandt og gyldigt og realistisk, og et fantasispor, som rosenvæsner, som er roser med menneskelige egenskaber eller mennekser med rosens egenskaber.... ret så eventyrligt. Jeg har altid været vild med Charlotte Weitzes fortællinger, når de folder sig ud i sådan et sted mellem gammel folketro, nutid og grumme eventyr. Det er særdeles forfriskende med sådan en slags forfatterhjerne. At der så er en kritik af og et budskab omkring nutidens holdning til naturen og andre levende væsner, som f.eks. planterne, som vi er 100% afhængige af, det pakkes jo ind i denne her herlige fortælling, og det er en rigtig god idé.

[Kirstine Meyer Laursen]

Lille 3...

Jeg sidder tilbage med manglende ord. Jeg har på mange måder utrolig svært ved at forstå, hvad det er, jeg lige har læst. Flere gange var det ved at kamme over til at blive for mærkeligt, men synes alligevel bogen formår at holde sig inden for grænsen til bare at være weird.

Sproget er utrolig flot og fængende. Dog tænker jeg, at folk, der ikke interesserer sig for biologi, vil finde nogle passager utroligt kedelige.

Der var nogle momenter, hvor jeg var ved at føle, jeg vidste, hvad bogen ville fortælle, men efter endt læsning er jeg alligevel i tvivl.

Den her anmeldelse er nok lige så forvirrende, som jeg føler mig

[Marta Nawrocka]

Bardzo dziwna książka. Nierówna, a do tego tak jakby składała się z pozrywanych elementów… Co prawda niektóre wątki ciekawe, przytrzymały mnie do końca lektury, ale jednak mam poczucie niedosytu, czegoś zabrakło chociaż zapowiadało się bardziej magicznie

[Triinu]

Minu arvamuse raamatust leiab blogist https://triinuraamatud.wordpress.com/...

[Patty Zuiderwijk]

3,5

[Renata Dingemanse]

Drieënhalf? Sprookjesachtig maar ook rauw realistisch. Veel uitleg over natuur. Bijzonder om te lezen.

[Gerbrand]

2,5* Dit magische verhaal over kruisbestuiving tussen mens en plant is mij maar matig bevallen. Qua stijl niet bijzonder. Geen citaten genoteerd. Wel zal ik vanaf nu met andere ogen kijken naar varens en het onuitroeibare heermoes (paardenstaarten). Je weet wel die plant die als hij eenmaal in je tuin is verschenen maar moeilijk is weg te krijgen. Geen wonder want deze planten behoren tot de oudste soorten. Al bijna 400 miljoen jaar zijn ze hier op aarde. Dat relativeert de huidige situatie in de wereld weer enigszins.

[Foks]

Hat mich maximal verwirrt. Man verpasst nichts, wenn mans einfach nicht liest.

Triggerwarnung für sexuelle Gewalt & Vergewaltigung.

[Marianne Mühring]

HOLD NU K***, dette er en vild roman. Er fuldstændig slået bagover af denne enestående og så meget anderledes roman, end noget jeg før har læst (og jeg har læst meget). Den står så stærkt og er samtidig så utrolig svær at gengive handlingen af.

Rosarium af Charlotte Weitze er en eventyrlig slægtsroman i tre dele, som strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede og til nutidens USA og videre ind i fremtiden.

I første del følger vi bror og søster, der flygter fra den polsk/russiske krig og ud i skoven.
Her bliver søster mere og mere en del af det organiske liv, der udfolder sig i skoven og da hun bliver fundet af den botanikinteresserede zar, kan han ikke modstå det grønlige væsen, hun er blevet til og tager hende med sig.

I andel del møder vi søsters barn, Ester, som botanikeren Johanne, født Johannes, møder på et kloster under en naturvidenskabelig rejse. Ester er blevet holdt fanget af nonnerne og Johanne flygter med Ester tilbage til København, hvor Ester føder tvillingerne Lilly og Viola.

I tredje del mødes tvillingerne i USA efter flere års adskillelse for at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Viola har sin datter Marie med. Marie har måtte efterlade sin egen datter Fine hjemme i Danmark. Fine er syg og minder i det hele tager meget om tvillingerne med den lave vækst. Hun trives bedst med plantebaseret føde og mærker naturen så tydeligt. Johanne er dog forsvundet og gåden om hende vokser sig større og større.

Gennem hele romanen følger vi samtidig rosen, som reagerer på menneskelig kontakt.

Lyder det syret? Det er det også. Romanen overraskede mig på så mange planer. Jeg var fra starten indfanget af det sanselige sprog, karaktererne står knivskarpe og handlingen (med temaer som kønsidentitet, klima og tanken om hvor tæt forbundne mennesker og natur egentlig er) er bare for vild! GO READ.

[Chapters of Cece]

Lad os starte med selve historien. Den opdeles i tre dele og i første del er selvfølgelig starten på fortællingen om en slægt, der har botanik tæt på livet - ja, som faktisk har familiemedlemmer, der har botanikken levende i sig og ånder naturen mere og mere ind i kroppen for hvert åndedrag. I første del møder vi broro og søster, der flygter fra krigen til et liv i skoven. Søster bliver fundet af Zarens søn, som er betaget af botanik og derfor naturligt også bliver betaget af søster.

I anden del møder vi søsters barn, som botanikeren Johanne, født Johannes, finder i en mørk celle i et kloster. Johanne er på en videnskabelig botanisk rejse, for at indsamle beviser om teorien om urkontinentet Pangæa, i form af planter fra forskellige kontinenter. Johanne tager søsters barn under sine vinger og bliver forælder til tvillingerne Viola og Lilly.

Viola og Lilly er hovedpersonerne i tredje del, hvor de efter mange års adskillelse forenes for, at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Violas datter, Marie, er med på rejsen og har måtte efterlade sin datter Fine syg i Danmark. I USA når de frem til Johannes hus, men fødselaren er forsvundet. De leder efter spor i huset, drivhuset og den nærliggende skov, alt imens gåden om Johanne, det videnskabelige arbejde og familiens egentlige ophav, synes at vokse sig større


Ja, det her er ikke en slægtshistorie, som du kommer sovende til eller bare lige læser på en aften, for den fortjener din opmærksomhed 100%. Den indeholder SÅ meget mere end jeg egentlig vil være i stand til at forklare - men på en helt igennem fantastisk og fortyllende måde. Det her er en eventyrlig slægtshistorie, som omringes af poesi og botaniske elementer, i en grad, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er en ekstremt hurtigtlæsende bogblogger, men den her bog rørte og overvældede mig så meget, at jeg var nødt til at splitte den op over to dage - ikke fordi den ikke fangede mig, men fordi jeg havde brug for tid til, at bearbejde det jeg havde læst. Både for at forstå hvad det egentlig var, at jeg havde læst, men også fordi jeg følelsesmæssigt gik igennem mange forskellige faser. Historien er så syret og dunkel, men alligevel fyldes den med liv igennem livshistorierne (og det skal lige siges, at det er en ren fiktiv historie).


Botanikken er on point i denne bog og jeg har så meget respekt for de timer, som Charlotte må have lagt i sin research for at skabe det her vidunderlige univers og de mærkværdige personer, for det er ikke bare historien om et frø, der lægges i jorden, vandes og blomstrer til den smukkeste rose. Nej, det er historien om den natur, som vi er omgivet af, den natur som lever i os og den natur, som vi ikke har en forklaring på. En historie og personer, der går langt over grænsen i jagten på videnskabelige botaniske resultater.


Rosarium er en fantastisk god bog, men den er helt sikkert ikke for alle, da den er super speciel. Men speciel på voldsomt fængede måde. I første del af bogen var jeg et øjeblik i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne læse bogen færdig, da jeg både skulle få en forståelse for universet og blev udfordret meget på følelsesmæssige parametre(mere specifikt kan jeg simpelthen ikke gøre det uden, at jeg spoiler noget, så sorry for cliffhangeren). Men da jeg først var nået over det første følelsesmæssige "chok"(ja, okay, den er virkelig også uhyggelig på sin helt egen måde- næsten som var det en Von Trier-film) og fattede bare en del af universet, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke ville kunne stoppe før, jeg vidste hvordan historien udfoldede sig. "Rosarium" tog fusen på mig - altså virkelig. Den var slet ikke som forventet og jeg blev positivt opslugt af universet. Jeg er spændt på, om jeg nogensinde vil få en oplevelse som denne igen.


Jeg kan ikke undgå lige at knytte en kommentar til selve bogens forside, der er så utroligt smuk. Den illustrerer det botaniske aspekt i historien og hvordan den vikles ind i livet på de tre generationer(ja, faktisk 4). Forsiden frodig, grøn, rosenrød og emmer af natur - naturligt liv - naturen som vi alle bør passe ekstra på. Hvis du er interesseret i at læse "Rosarium", så køb lige den fysiske udgave og nyd forsiden samt første side.


Er du til en omstændig, eventyrlig og syret slægtshistorie, så få fat i denne smukke bog. Ja, for jeg kan KUN anbefale den, hvis du har modet til et syretrip eller vil have en oplevelse for livet.