Anna (I) Anna is the story of an ambassador's wife who struggles between her societal role and her desire to face herself, to explore her own potentialities. The story of her breakdown, flight, and eventual psychic reintegration is suspenseful and moving in both its dramatic and psychological action.
Klaus Rifbjerg was a Danish writer. He has written more than 120 novels, books and essays. His breakthrough was in 1958 with the novel Den kroniske Uskyld. Since then he has published more than 100 novels as well as poetry and short story collections, plays, TV and radio plays, film scripts, children's books, and diaries. Rifbjerg was also known as a journalist and critic.
Jeg har svært ved at svinge mig op til at kalde dette en klassiker, men om ikke andet, så er den udråbt til en sådan; dertil filmatiseret og genudgivet. Jeg har virkelig haft svært ved at få læst den færdig og kedede mig uendeligt. Det er oprindelig en radioroman, og jeg tænker, at det godt kan forstyrre billedet lidt - give følelsen af at blive afbrudt. Hæsblæsende, kuleskøre og fragmenterede episoder bygges ovenpå hinanden til et gigantisk korthus, der nødvendigvis må brase sammen en dag. I min optik braser skidtet dog ikke, og den form for romantisering af en identitetsrejse er både naiv og urealistisk. Det bliver som en Holbergsk komedie iblandet McCloud og psykoanalyse. Det gøres ikke kontinuerligt og bliver en gang miskmask. Det mest interessante forbliver usagt og uforløst til fordel for en serie af skudsalver. Klaus Rifbjerg er ikke en ueffen forfatter, men kvaliteten svinger gevaldigt med masser af sjusk og manglende finesser. Den her er jeg ikke fan af. Jeg mangler hans nerve, når den er bedst.
Rifbjerg skriver godt. Poetisk. Men historien er bare for forvirrende, abstrakt og mangler handling. Man er inde i Annas hoved, og efter 30 sider bliver tankestrømmen for tung og kedeligt at læse.
“Igen vågnede jeg for tidligt og hørte mit rungende navn, Anna. Hvem kalder, hvem kaldte? Ingen. Jeg vidste, hvor jeg var, eller rettere sagt, når keg vågner koncentrerer jeg mig først om at kravle tilbage til rummet. Navnet er annonceret, det er det, der vækker mig. Jeg vågner i mit selvs ekko, og der er ingen, som kalder, men mine fortøjninger dingler og jeg kan kun befri min tyngde i vægtløsheden ved at finde tilbage, kravle ind, kaste anker.”
L'argomento non è così semplice da digerire e all'inizio dà l'impressione di essere volutamente presentato attraverso immagini deliranti, non esattamente di facile lettura; man mano che si procede, la cosa interessante è avvicinarsi al personaggio, riuscendo a momenti persino ad entrare nella sua stessa mente, fino ad arrivare a chiedersi: ma dove sta veramente la follia?
Interesting journey through both characters and Europe. However it's lacking a cut down from an editor and tends to drag on in certain situations and thought monologues
Klaus Rifbjerg, one of Denmark’s most prolific and influential writers in modern times, died on April 4th at the age of 83 after battling a long-time illness.
I don't know if I liked this book or hated it. The last 50 pages were a struggle. The first-person/third-person play kept me interested for the beginning.