Under brosteinen, stranden!

by Johan Harstad

Under brosteinen, stranden! er en roman om oppdagelsen av en brosteinsformet gjenstand som ved berøring angivelig skaper illusjonen av å erfare et helt liv på bare syv minutter. Med handling lagt til en ungdomsgjeng i Stavanger på slutten av nittitallet, men med betydelige tidsmessige og geografiske avstikkere til steder som Sovjetunionen, Berlin, Warszawa, Akureyri, Shanghai og ikke minst øya Tristan da Cunha på sekstitallet, og befolket av alt fra forstadsungdommer på jakt etter den neste industrielle ventilasjonsviften å varme seg ved om kveldene, kald krigs-spioner med vaklende lojalitet i flere retninger, zapatister på lokalt nivå og marihuanagrossister av tvilsomt mentalt kaliber, unge forelskede og amatørradiofedre som alle er enkemenn, sjøfolk av både den gamle og nye skolen, islandske økoterrorister, suicidale alenemødre og selvplagende klinikkdirektører, psykiatriske pasienter og enkelte som sikkert burde ha vært det, en eventyrlysten meteorolog fra Forus og en astrofysiker med akutt forklaringsbehov om ikke-faglige emner, og med gjesteopptredener av folk som Andrej Tarkovskij og Erich Mielke, utforsker romanen ideen om at tiden kanskje aldri var på vår side likevel.

Dette er en stor fortelling om å vente, på at livet skal begynne, på at ting skal gå over, vente på den rette, vente på døden og vente forgjeves. Det er en roman om Ingmar, Jonatan og Peter. Og Ebba.

970 pages, Hardcover

First published August 23, 2024

About the author

Johan Harstad is a Norwegian author, graphic designer, playwright, drummer, and international sensation. He is the winner of the 2008 Brage Award (Brageprisen), previously won by Per Petterson, and his books have been published in over 11 countries. In 2009, he was named the first ever in-house playwright at the National Theatre in Oslo. His first novel Buzz Aldrin, What Happened To You In All The Confusion, originally published in Norway by Gyldendal in 2005, was made into a TV series in 2009 starring The Wire’s Chad Coleman. Harstad lives in Oslo.

Reviews

[Linn Strømsborg · Rating 5 out of 5]

Jeg ville aldri at denne boka skulle ta slutt. For et mesterverk.

[Ernst]

Habe das nach ein paar Seiten Anlesen und Blättern ungekauft in der Buchhandlung zurückgelassen.
Ich weiß nicht, ob es an der Übersetzung liegt, aber auch wenn mich die Story durchaus interessiert hätte und ich mich bei den Norwegern literarisch meistens sehr wohl fühle, finde ich an Harstads trocken-distanzierter Reportagesprache keinen Gefallen und warte mal lieber ab, was andere Leser dazu meinen.

[Stine · Rating 5 out of 5]

For et fantastisk mylder av innviklede skjebner, tilsynelatende tilfeldige anekdoter, dekk-dekkhistorier og detaljer jeg ikke aner om er sanne eller rent oppspinn.

Det tok han kanskje åtte år å skrive denne boken, men det går nok ikke åtte år før jeg leser denne på nytt. Kunne gitt åtte stjerner til min favoritt!

[Desiree · Rating 4 out of 5]

“Under brosteinen, stranden” er Johan Harstads flunkende nye bok, en murstein(brostein?) på 970 sider. 👀 Det er flere uker siden jeg leste den ut, men jeg har ruga på anmeldelsen frem til nå – for hvordan anmelder man en koloss som denne boka? 😅 dette er mitt forsøk.

Under brosteinen, stranden! er “...en stor fortelling om å vente, på at livet skal begynne, på at ting skal gå over, vente på den rette, vente på døden og vente forgjeves. Det er en roman om Ingmar, Jonatan og Peter. Og Ebba.”

Denne boka er som en (svær) løk: lag på lag, et virvarr av historier og ting som skjer, på både 80- og 90-tallet. Det er kjernefysikk og spioner og vennskap og kjærlighet og kjedsomhet, oppvekst på Forus i Stavanger, og det hele er veldig Johan Harstad, heldigvis, for han er en av mine favoritter! 😍

En svart gjenstand formet som en murstein gjør at vedkommende som tar på den får fornemmelsen av å erfare et helt liv på bare 7 minutter. Gjenstanden skal komme til å spille en sentral rolle i flere runder i boka, på ulike geografiske steder.

Hvordan beskriver man bøkene til Harstad? Det er vanskelig, synes jeg. Jeg vil trekke frem måten han skriver på. Ordene, setningsoppbyggelsen, men også all omsorgen han legger i karakterene sine. Jeg blir glad i de, og savner de når jeg har lagt fra meg boka. Kan man få post-Harstad-blues?

Størrelsen på boka kan muligens skremme vekk noen lesere, og gjør at jeg kanskje ikke anbefaler den til alle, men er du glad i Harstads andre bøker eller liker oppvekstromaner litt utenom det vanlige? Les!

(Jeg mottok boken som leseeksemplar fra Gyldendal forlag, men uten noen avtale eller føringer om hva som skulle skrives.)

[Andreas Veie-Rosvoll · Rating 5 out of 5]

Jeg skal aldri bli anmelder, jeg er for farget av min kjærlighet til bøker som tør å hive seg inn i det store, skumle og lange, trekke det ut litt, kanskje litt for langt, men som kan ende i en massiv eksplosjon av følelser eller tankestrømmer som ikke kunne eksistert uten det andre vil kalle fyllstoff.

Jeg elsker denne boka, slik jeg også elsket Johan Harstads forrige murstein, Max, Mischa og Tetoffensiven fra 2015. Hvorfor fungerer dette så godt, i alle fall for meg? Det har kanskje noe å gjøre med Harstads språklige flyt, hans beherskelse over stoffet han åpenbart har satt seg grundig inn i, hans entusiasme for verdenen han maler frem, hans lekne scenarioer (som han elsker å skrive ut til det lengste), og kanskje aller mest hans innsikt i sine karakterers nevroser og lange tankespor som det skal godt gjøres å ikke ha kjent på selv eller forstå nøyaktig hvor kommer ifra.

Også syns jeg at han her, i "Under brosteinen, stranden!" er morsom. Harstads bøker har aldri truffet meg på den måten, men her får han meg ofte til å le.

Jeg skal aldri bli anmelder fordi ingen hadde gitt meg spalteplass, for jeg klarer ikke legge fra meg det faktum at det jeg setter så stor pris på er høyst umoderne i 2024, snart 2025: Bøker som dette, som tar seg gooood tid, som henger seg opp i detaljer, maler store bilder med episke, langsomme eksplosjoner, bøker som krever noe av leseren. Som om dette ønsket om samspillet mellom forfatter og leser skulle være en kardinalsynd. Ambisiøse bøker. Det savner jeg alltid i norsk samtidslitteratur.

[Verena Gangkofer · Rating 4 out of 5]

Was für ein Monster...
Ich bin mir nicht sicher, ob ich es ganz verstanden habe aber bewerte es dennoch gut, denn: obwohl es verschachtelt - fast schon mosaikartig - aufgebaut ist und Sätze enthält, die über 2 Seiten lang sind und obwohl es Passagen gibt, die 40 Seiten lang Wissen über Container und Shipping enthalten oder ich über 15 Seiten lang dem Durchfall einer Figur beiwohnen musste, von der ich zu diesem Zeitpunkt noch nicht Mal wusste, wie sie in die Geschichte passt, habe ich einfach immer weitergelesen. Ich habe mir über 30 Seiten einen Westernfilm nacherzählen lassen, in dem sich zwei Menschen in einem Duell einfach nur viel zu lang gegenüber stehen und habe die Lebensgeschichte von Personen haarklein geschildert bekommen, die erst 600 Seiten später - oder auch gar nicht - relevant wurden.
Ich habe immer weitergelesen und war fasziniert von dem Ideenreichtum des Autors, von der unglaublichen schönen Sprache, von den Figuren. Und jetzt bin ich am Ende und überlege, von vorne anzufangen, damit ich verstehe, was ich eigentlich gelesen habe.

[Sverre Eikill · Rating 5 out of 5]

Det er så mye å ta av her. Jeg kunne skrevet langt om hvor fascinerende jeg syns artifakt 7-3 er, eller hvor engasjert jeg blir av alle de eviglange avstikkerne om spionasje, kjernefysikk og økoterrorisme, eller hvordan Harstad får disse ved første øyekast meningsløse digresjonene til å henge sammen på ambisiøst og utmattende, men aldri kjedelig, vis.

På et mer personlig plan: Som tidligere tenåring i Stavanger har denne boka gjenopplivet flere glemte minner hos meg, der det kanskje viktigste er hvor enormt godt den skriver fram følelsen av å være sytten år og ta en sigg på Tante Molla med en jente man er forelsket i. Jeg hadde glemt at det i det hele tatt var en andreetasje der, men nå står den, og forsommeren 2003, helt klart for meg. Det er kanskje i disse små øyeblikkene boka er aller best.

[Guro · Rating 2 out of 5]

Gratulerer herved Johan Harstad med å ha fått meg til å føle meg dum gjennom nesten tusen sider.

Fullført på rein trass, og innrømmer meir enn gjerne at it's not you, it's me, men det funka ikkje for meg, altså, det gjorde ikkje det.

[Lone · Rating 1 out of 5]

Som å sitte på et eviglangt nachspiel med noen gutter fra Forus, som fabler om livet og kjernekraft og geopolitikk, og egentlig ikke har noe fornuftig å si, men forventer at det skal lyttes og nikkes likevel.

[troubleshooterrr · Rating 2 out of 5]

No idea why i actually finished this. It has a good couple of scenes like every 300 pages. But gdamn guys.

Idk if the guy is important in norway or what, because i cant believe that no editor told him to cut this disorganized mess of a novel by like 600 pages. The german version has 1100 pages. Thats insanity. It feels like visiting a lonely old person thats rambling on and on. I get telling us about the protagonist's childhood friend. But that childhood friend's dad? That childhood friend's dad's rival barber?

No character is minor enough to not tell us their parents marriage struggles. In the last leg of the book we take 50 pages off to revisit the lead singer of a local band (who to this point appeared in like 2 scenes) so we can discuss his Minecraft server. In excrutiating detail, no joke. I guess its what the novel is going for. But i feel free to call it stupid.

[Anne Bredrup · Rating 5 out of 5]

Quote in Norwegian «At vi tror at det en dag skal ordne seg, bli lettere.»

[Bendik · Rating 4 out of 5]

Det er ikke rakaste vegen til mål det her, ikke på langt nær. Men jeg koste meg opp gjennom hårnålssvingene på veien jeg!

[Elida (elidaleser) · Rating 2 out of 5]

Gratulera til Johan Harstad som har fått meg til å føle meg til tider veldig lite smart under lesing av denne romanen. Historien om dei unge gutane kunne med fordel ha vore utheva så hadde eg sluppet å leite etter den opprinnelege historien.

[Montgomery · Rating 5 out of 5]

En av de beste bøkene jeg har lest

[Bücherwolf · Rating 5 out of 5]

Seitdem ich diesen Roman in der Vorschau des Claassen Verlags entdeckt und direkt vorbestellt hatte, habe ich mich tierisch darauf gefreut, es endlich in den Händen zu halten und zu lesen. Nichtsdestotrotz hatte ich Respekt vor der ungewöhnlichen Buchlänge, 1148 Seiten, und war gespannt, ob das Buch gut genug ist, um mich die gesamten 1148 Seiten zu fesseln.
Mein Fazit: Der Roman ist so genial, dass ich selbst 3000 Seiten davon hätte lesen können!

Eine Inhaltsangabe fällt demnach jedoch recht schwer. Was ist wichtig genug zu erwähnen, was muss gesagt werden, was kann weggelassen werden? Ich versuche es dennoch in kurzen Schlagwörtern.
"Unter dem Pflaster liegt der Strand" ist ein Roman über die Freundesgruppe bestehend aus Ingmar (Die meiste Zeit der Erzähler der Geschichte), Peter, Jonathan und Ebba. Und es ist ein Roman über eine Art Stein, der dich beim Berühren dein ganzes Leben von diesem Augenblick bis zum Tod im Kopf durchleben lässt und du daraufhin wieder im Moment des Berührens aufwachst (Und die mentalen Folgen dieses Erlebnisses). Dieser Stein durchzieht den gesamten Roman, selbst wenn er nicht vorkommt. Denn der Stein fragt nach dem Sinn der Existenz und des Todes. Danach, was real ist und ob überhaupt etwas real sein kann. Genau darum geht es in diesem überwältigenden Roman. Und es geht um Liebe, Freundschaft, Verbundenheit und die Jugend, in der stets darauf gewartet wird, dass das Leben endlich beginnt. Der Roman zeigt auch, dass das Leben nicht von allein dadurch beginnt, dass es an die Haustür klopft, sondern dass du selbst handeln musst, um etwas zu verändern, um dein Leben zu bestimmen.

Zudem gibt es oftmals lange Kapitel und Handlungsstränge anderer Figuren oder Kapitel, die sehr neutral geschrieben und voller Sachinformationen sind, die zuerst unnötig und fraglich erscheinen, gegen Ende des Romans jedoch tatsächlich zu diesem großen Gesamtbild des Buchs beitragen.

Dieser Roman ist, was Tiefe und Symbolik anbelangt, das beeindruckendste Werk der Moderne, das ich je gelesen habe. Aber auch was die Charaktere betrifft ist es ein berührendes Buch. Durch die Tiefe und Länge der Handlung wird diese Freundesgruppe, die im Mittelpunkt des Romans steht, zu deiner eigenen Freundesgruppe. Du kennst den Alltag, die Unternehmungen am Wochenende, die Gedanken, die Probleme, die Träume und Wünsche und wirst letztendlich Teil von ihnen.

Bei einer Rezension darf die Buchgestaltung nicht vernachlässigt werden. Die gesamte Gestaltung ist sehr künstlerisch, bedacht und symbolisch. Kleine Details lassen sich erst nach Beendigung des Romans deuten und erschaffen so ein eindrucksvolles und künstlerisches Buch in Handlung und Gestaltung.

Der Roman wird jetzt schon zu meinen absoluten Jahreshighlights gehören, das weiß ich ganz sicher. Es ist ein Buch wie es nur ganz selten erscheint. Das Lesen dieses Buches ist wirklich ein Erlebnis. Es nimmt dich mit, es zieht dich in seinen Bann, es überwältigt dich und es lässt dich staunend zurück.
Deshalb: Lasst euch nicht von der Länge abschrecken. Lest dieses Buch, wenn ihr einen brillanten und literarischen Roman sucht, der euch wirklich berühren und überwältigen soll.

[Jonas Nygård Bakken]

Wow

[Morten Christensen · Rating 5 out of 5]

Under Morgenstjernen, Brostenen!! 🪨🏖️🇳🇴
Jeg hørte første gang om Johan Harstad og denne brosten, da jeg stod i kø for at få signeret Knausgårds seneste bog i Morgenstjerne-serien og faldt i snak med en inkarneret fan af både KOK og JH, som varmt anbefalede denne (og Max/Mischa). Troede hun oversolgte JH en smule i sin norske iver - men Brostenen er for mig fuldt på niveau med Morgenstjernen, som ellers er min yndlingsserie ud af hundredevis af bøger i senere år.

Enorm flyvehøjde og romankunst skrevet med en lethed (og subtil tong-in-cheek), der fik mig til at hænge på hele vejen, trods langsom opbygning med mange plotlines! Men samtidig er bogens store omveje og sidehistorier noget af det mest huskværdige for mig - fx de ca. 20 sider om meterologens hund, Bomsi, der bliver superstjerne på sønnens skole, og en nærmest poetisk 10-siders beskrivelse af slem diarré på en bar i Kap Verde (ja, seriøst.. :-).

Kan ikke anbefale varmt nok, om end den kræver lidt tålmodighed med sine knap 1.100 sider og indeholder en del historiske referencer. Glæder mig allerede til MMoTR og Buzz Aldrin.

[Thomas Svane · Rating 3 out of 5]

Flere gange i 'Under brostenene, stranden!' bliver der henvist til den (fiktive) spaghettiwestern 'Vendetta! Lento! Molto Lento!', som mest er kendt for at kede sit publikum til døde via en 107 minutter lang revolverduel. Det er kæk selvreference at smide, når man selv har skrevet en roman på små 1100 sider, og i øvrigt har sagt at det at skrive en så lang roman er 'protest mod tidsånden, hvor alt skal gå hutigt, hvor opmærksomheden aldrig fastholdes i længere tid'. Sagt på en anden måde: Der er bøger der er lange af nødvendighed, og så er der bøger der snarere virker til at være lange fordi forfatteren har bestemt sig for at de *skal* være lange. Harstads forrige roman, den helt fantastiske *Max, Mischa og Tet-Offensiven* var også en mursten, men den var virkelig ikke en side for lang. Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme om *Brostenene*, men...jeg ved ikke om Harstad er så stor en kanon i norsk litteratur at ingen tør redigere ham, for åh, hvor ville man ønske at nogen havde gjort et seriøst arbejde med at grave en fantastisk 6-700 siders roman ud af det her monster. *Brostenene* er for lang på sætningsplanet, hvor Harstad godt kan lide at drøne derudaf uden en punktum i flere sider i træk, i opremsninger, digressioner, hvad-nu-hvis'er. Og den er for lang helt overordnet, hvor hovedhistorien/erne afbrydes ikke bare af lange afstikkere om hovedpersonerne, men om bipersonerne, om personer der er så perifære for plottet (og om emner der er så ligegyldige for noget som helst) at man måske, måske ikke husker det når de så måske igen får ordet 800 sider senere.

Men altså: Der er en god roman inde i *Brostenene*. Måske faktisk to: En coming-of-age-historie fra de norske forstæder, om bare at hænge ud eftermiddag efter eftermiddag, om forelskelse og depression og at vide at man en dag bliver voksen. Og en anden, mere spacy roman om et brostens-formet objekt der lader dig gennemleve et helt liv på syv minutter, og som også handler om koldkrigsparanoia, øde øer midt i Atlanterhavet, atomaffald og alt muligt andet. Det lykkedes nogenlunde at binde de to dele sammen, og i lange passager er det endda helt vildt godt. Var man vild med Max, Mischa og Tet-offensiven skal man vel stadig give den her et skud, og så leve med at man skal skrålæse sig igennem ret mange sider om Minecraft-servere, spaghettiwesterns og The Final Countdown for at komme frem til alt det gode.

[Jørn Lybech · Rating 4 out of 5]

Det er på alle måder en overvældende roman (1080 sider) som Harstad har begået. Husker min voldsomme begejstring for hans Max, Mischa & Tet-offensiven og har virkelig glædet mig til Under brostenene, stranden! Og hvad synes jeg så? Fladmast først og fremmest men også dybt forundret over bogen. Der er så uendelig mange historier gemt på kryds og tværs igennem de mange sider. At forsøge at gengive dem er uoverskueligt og egentlig også ligegyldigt. Forstår jeg historien? Nok ikke til fulde og det gør ikke noget. Nogle af de nærmest leksikale afsnit strøg jeg hurtigt igennem for det er jo historien om vennerne Peter, Jonatan, Ingmar og Ebba som er det interessante. Alle bipersoner har eller får en ofte fjern nogle gange uforståelig forbindelse eller betydning for eller til de 4 venner. Og så er der lige brostenen eller indholdet i den meteorologiske box som er essensen.
Men læs selv. Det er sej moppedreng men den vinder med vendingen af siderne. Efter side 350 forstod jeg mere og til sidst forstod nok ca 75%
Tålmodighed min ven, tålmodighed. 😀

[Erik Vesterhus Rasmussen · Rating 4 out of 5]

2 i 2025:
Jeg er sliten etter å ha lest denne boken, den er faktisk så tung (nesten 1000 sider!) at man får vondt i hendene av å holde den...
(Løsningen ble å dandere en pute i fanget som jeg kunne la boken hvile på 😂)

Men den er også tung i overført betydning. Jeg synes den har partier som er helt geniale, men også partier som er ganske så kjedelige.
Han skriver veldig godt, men er tidvis livredd for å bruke punktum. Vi snakker setninger som strekker seg over flere sider, med et utall innskutte leddsetninger. 😂

Adresseavisen skrev "Årets største roman". De har nok rett hvis man tenker antall sider.

Første setning :
"Atomer er for folk som ikke ser det store bildet"

[Kine Albrigtsen]

Jeg må avvente litt med å gi denne antall stjerner.

Jeg mislikte de første 550 sidene, før jeg slukte siste halvdel på bare noen dager.

Det er nydelig fantastisk og dørgende kjedelig.

Det er bra og det er dårlig. Jeg ser noen har sagt de føler seg dumme når de leser denne, og det er jeg til dels enig i - herregud for et ekstremt komplisert opplegg. Samtidig har Harstad den skrivemåten jeg er så glad i.

Er det for langt og for komplisert? Var det greit å kjede seg så mye? Er det egentlig genialt? Jeg vet ikke.

[David Aasen · Rating 4 out of 5]

Et svært solid håndverk, språkmessig og fortellerteknisk, det blir bare vanskelig å ikke sette den opp mot Max, Mischa og Tetoffensiven. Begge romanene er flettverk av mer eller mindre korrelerende historier og digresjoner, rammet inn av nære menneskelige relasjoner. Etter min mening er bare utbroderingene og historiene ikke like engasjerende og relasjonene mellom hovedpersonene ikke like sterke, rørende og opprivende som i Max Mischa…

Men altså, like fullt er Under brosteinen, stranden! mektig imponerende og Harstads intense og kompromissløse forhold til romanen som kunstform umulig å ikke la seg begeistre av.

[Raymond Bommen · Rating 4 out of 5]

Har du god tid, så les denne boken om tid. Jeg brukte 2 måneder av min tid på den, og det var det verdt.

[Aslak Aalberg · Rating 2 out of 5]

Den harstadske skrivemåten, med lange og detaljrike dypdykk, er tidvis artig lesning. Men jeg snubler litt i alle disse rabbit holes-ene på veien, noe som sakker fremdriften og gjør det hele litt langtekkelig.

Skrivemåten i kombinasjon med det (alt for) brede karaktergalleriet gjør også at mange av karakterene føles litt like. Det blir litt som et Aphex Twin cover: «Olala, en sexy dame med big boobs?? Nei vent, det er bare Johan Harstad i bikini som babler ivei»

[Lone Nørgaard · Rating 5 out of 5]

En fængslende og yderst velskrevet bog. Handlingen er til tider ret forvirrende, ja nærmest både uoverskuelig og uforståelig. Men sproget og formuleringerne er i en liga for sig og gør bogen til en absolut ‘must read’. Et mesterværk - måske. Under alle omstændigheder en fed, fed læseoplevelse.

[Nina Wegner · Rating 2 out of 5]

En alt for lang historie, fyldt med - for mig - uforståelige tekniske afsnit. Det var spændende at følge vennernes historie, men jeg blev tabt i en indviklet komposition.

[Baard Cristoffer · Rating 5 out of 5]

Springete og overflødig, men han Johan skriver godt om både tidens forgjengelighet, samt alt hva et liv kan romme i hele sitt løp.

[Sunniva · Rating 4 out of 5]

Vet ikke om det var en enorm respekt for Harstad og hans skrivestil eller om det var bokens handling som gjorde den verdig en firer, men tror kanskje d var førstnevnte for enkelte deler var retten og sletten meget langtekkelige…but what can u do

[Vilde Hjemås · Rating 5 out of 5]

Johan Harstad er helt sjuk i huet og det er fantastisk

[Jenny Rinde · Rating 5 out of 5]

Et mesterverk av en bok