Uddrag fra min bogklubs post om bogen på Instagram (@papvinogpaperbacks)
Romanen udspiller sig som en samtale mellem jegfortælleren, Maria, og hendes faster, der er indlagt på et sygehus i Argentina. Maria vil gerne vide mere om sin afdøde fars opvækst for bedre at forstå ham, og i forlængelse sig selv. Men fasteren åbner op for så grusomme familietraumer, at man må spørge sig selv om ikke uvisheden, eller en smuk løgn, havde været at foretrække. Det er en historie om meningsløs ondskab, hvordan man overlever den og hvordan den går i arv… 🧬🐴
Vi er nogle i bogklubben, der har en forkærlighed for grumme historier, og hold da op, hvor kom vi omkring meget elendighed på kun 160 sider - TW: psykisk og fysisk vold mod børn, voldtægt, incest, dyremishandling, sult, ensomhed, vrangforestillinger, selvmord, krig, hjemløshed - men IKKE kannibalisme, (selvom tegnene var der!). Det var en hård læseoplevelse for os alle og vi diskuterede om den måske var for hård for os. Vi talte om hvorvidt - og i så fald hvornår - elendigheden kan blive for meget at tage ind som læser, om der findes et mætningspunkt for lidelse i fiktion.
Snakken gik desuden på de enkelte momenter af håb (Marias fine omsorg for sin faster fx), det smukke, poetiske sprog, dialogen som form og den uforløsende slutning.