Sort Salamander er 2. bog i Sort Storm-sagaen. En hæsblæsende dystopisk fortælling fra en verden begravet i sand.
Taeh ved en ting med sikkerhed; hun mister dem, hun holder allermest af. I en desperat kamp for at finde Reef og Alex, må hun vende tilbage til det sted, hun ville have svoret aldrig at skulle gense. Et valg, der skal vise sig at få konsekvenser, hun under ingen omstændigheder havde forestillet sig.
Endelig tilbage i den tilsandede verden, en hæsblæsende dystopisk historie, hvor man bliver fuldstændig revet med og holder vejret i spænding, worldbuildingen er utrolig og karakterene får virkelig lov at udvikle sig. Vi møder også nogle meget interessante nye karakterer, særligt Rio og Arani faldt jeg for. Sort salamander er mørk og barsk i Alex del af historien og Taeh’s historie har sin helt egen særlige udvikling, som jeg syntes er helt vild fed og utroligt godt brygget sammen. Jeg var både frustreret undervejs og meget rørt, så der blev virkelig prikket til mine følelser. Den er på en gang både skræmmende og betagende, virkelig velskrevet dansk fantasy og sikke en spændende afslutning jeg glæder mig helt vildt til at læse fortsættelsen. Så er du til en fantastisk dystopisk fortælling, så sæt igang. Den flotte forside er kreeret af Breth-design og jeg forudbestilte bog med matchende Bogpose i limited edition.
Dansk Dystopi i verdensklasse! Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var vild med Sort Storm, som jeg kaldte både vellykket og original. Det var derfor med både spænding og ærefrygt at jeg startede på Sort Salamander, for kunne den mon leve op til sin forgænger? Lad mig bare slå helt fast; JA DET KAN DEN! Faktisk vil jeg sige at den er bedre.
I Sort Salamander træffer forfatteren alle de rigtige valg; historien er mere dyster, mere barsk og intens, på mange måder mere skræmmende fordi man nu ved, hvad der er på spil. Alex synes jeg var lidt en kedelig karakter i bog 1, en god soldat og meget regelret. Jeg elsker hans karakterudvikling igennem bogen her. Taehs historie tager sin egen drejning og jeg er så vild med hendes personlighed, hun har stærke meninger, viljestyrke, gå-på-mod, det er tydeligt hvad der driver hende og hun må i den grad tage konsekvenserne af sine valg.
Sort Salamander er en stærk dystopisk fortælling om klimapolitik, magtbalance, undertrykkelse, bedrag, fortvivlelse, oprør, found family, stærke venskaber, om den ondskab som vi mennesker er villig til at udsætte hinanden for i kampen for overlevelse, og de brutale valg man må træffe, når man har ryggen mod muren. Den er krydret med action, spænding og en hjerteskærende historie, der går direkte i mit hjerte. Der er lagt op til et brag af et opgør - og jeg er vildt spændt på hvordan det her skal kunne ende godt, og hvem vi mon risikerer at miste undervejs.
Er du til dystopier, så må du ikke snyde dig selv for denne serie - den får mine varmeste anbefalinger med på vejen.