Tænk hvis historieundervisning kunne være så medrivende og til tider poetisk som i Helle Stangerups romanbiografi om prinsesse Christine.
Fortællingen skildrer ikke kun Christines opvækst, liv og død, men fortolker i romanform hendes væsen og personlighed på finest vis ved hjælp af klare beskrivelser af hendes umenneskelige tab af både nærtstående og frihed, hendes hårdt tilkæmpede sejre, hendes til tider majestætiske levevis, hendes høje ambitionsniveau og en evindelige kamp for at generobre den danske trone som hendes far Christian II blev frataget ved magt.
Christines liv i det 16’ende århundrede har mange lighedspunkter med George R R Martins berømte “Games of Thrones” (A Song of Ice and Fire). Og med fortællinger om arverækkefølger og barnebrude der giftes væk som garantier for alliancer. Om det strategiske spil om tronen. Om en karakterstærk og intelligent kvinde der ser sig som arving til tronen og fra sit eksil kæmper for at komme tilbage som regent for landet hvor hun føler tilhørsforhold men ikke er vokset op. Om den korte afstand fra ekstrem frihed og luksus til halshugning på skafottet. Om Christines første ægte kærlighed som end ikke døden formår at kvæle, og mændene der følger efter. Ja bogen indeholder endda en beskrivelse af at vintrene opleves længere og længere. Så jeg ville ikke overraskes hvis GRRM havde læst denne bog inden eller under hans forfatning af ASOIAF.
Normalt er romanbiografier ikke min favorittype af litteratur. Men jeg er ikke afvisende overfor nye forsøg med genren.
This entire review has been hidden because of spoilers.