Løven og Klagen

by Lea Marie Løppenthin

Bogens fortæller er barnets mor, men det har hun svært ved at begribe. Godt nok er hun tæt knyttet til barnet og glad for at være dets ven og beskytter i dagligdagen. Det komplicerede er at holde ud, at hospitalsindlæggelsen og kejsersnittet, der har været så ødelæggende for fortælleren, overhovedet har noget med barnet at gøre.

Bogen pendler mellem to tidsakser: Et fremadskridende forløb fra barnets fødsel i højsommeren til vinteren halvandet år senere. Dette forløb afbrydes jævnligt af beretningen om den ni dage lange indlæggelse, hvor kejsersnittet fandt sted. Indlæggelsen bliver altså ved at stjæle billedet fra fortælleren.

Løven og Klagen er en bog, som længes efter fred og ro, men ikke vil forsones. Den fortæller om uoverstigelig kærlighed og uoverstigeligt had, såvel som latter, venskaber, statuer og en meget grim gulvlak.

142 pages, Hæftet

Published September 3, 2024

Reviews

[anna]

en digtsamling der er så god at jeg blev nødt til at tage den med på arbejde og læse den færdig i smug. smukt, levende sprog, ubeskriveligt godt billedsprog. glæder mig til at læse mere fra lea marie løppenthin!

[Jane]

Virkeligt godt skrevet, men også en barsk læsning til tider.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal med den.

[Karla Leth]

Hvordan skulle jeg give det skete så tilstrækkeligt meget plads, at det kunne blive mindre igen?


Jeg ved ikke hvad der er mest indbildsk at tænke, at hjernen spillede en rolle, eller at den ikke gjorde.

Jeg vil bare læse om mødre der er psykisk syge, for at vide at det er okay at jeg bliver en mor der er sådan.

[Sara Brygger]

Kan man egentlig tillade sig at klage, når man har fået en løve? Det er et ret vigtigt spørgsmål for fødende, som denne bog stiller, og den gør det, selvom den også ikke-klager. Det kan jeg ret godt lide.

[CilleLarsen]

Virkelig fin digtsamling, som jeg nok burde have læst frem for at have lyttet til.
Mange af forfatterens tanker rammer dybt og virker også en smule helende på mig.Tak for at dele, får jeg lyst til at sige til forfatteren.

[Lucas]

Lea Marie Løppenthin giver mig skiftevis grin og ondt i maven. Måske er dette værkets helt store geni-streg - ikke bare at få læseren til at få ondt af jeget, men også alle der er i jegets nærhed.

[Nathalie Larsen]

Moderskabets univers så fint beskrevet her. Det mørke, det forunderlige, det smukke og kærlige

[Henrik Mathies Hellemose]

Hun er frustreret over hvordan hun blev behandlet på hospitalet under sin fødsel. Og så handler bogen om hvordan det er at blive mor når man har en psykisk sygdom. Altså både fra ens eget pov, men også fra samfundets agtigt. Tror ikke jeg lige var der i livet.