Insula

by Thomas Boberg

Digteren Thomas og hans hustru, Rebecca, vælger efter en årrække i København at bosætte sig i et hus på en lille ø i Danmark sammen med deres søn, Hugo. Rebecca følger en drøm om fællesskab og iværksætteri. Thomas følger kærligheden. Sammen har de en drøm om en friere barndom for deres søn.

Men integrationen i det nye samfund bliver mere vanskelig end forventet, og sprækkerne ind til tidligere tiders hierarki og magtudøvelse på øen toner langsomt frem.

Romanen INSULA er en sitrende skildring af, hvor på en gang eventyrligt og udfordrende det kan være at flytte ind i et lille isoleret samfund.

Genres: Danish

381 pages, Paperback

First published August 20, 2024

Reviews

[Kirsten · Rating 3 out of 5]

I will have to think about this.

…

Now I have thought about it, the lasting impression is that of the narrator’s, the I in the story, because it is marketed as a novel, wife. To me she seems almost intolerable, and I wonder why that is, because he claims to love her. But why does she come across as petulant, stubborn, selfrighteous, willing to follow a whim however foolish it seems, and now I may be spoiling, so if you are set to start reading this book, look away please, because it seems foolish to buy goats when you are planning to sell up and leave.

But on a more positive note this book made me think how important authors are to all of us, more than ever we need them to filter through the noise and the chaos that we are all surrounded by, we need writers to keep us grounded and tell what is essential in life, we need someone like this author to obsess about flint axes from the Stone Age, someone who is not afraid to go out at night time to observe nature in all its splendour.

I won’t spend much time on recounting about the son’s schooling, all the teachers sounded too horrible to be real, but then again, maybe not, and anyway, the positively uplifting thing was the conversations the I had with his son, who sounds like a lovely person, adventurous, imaginative and genuinely sweet.

Recommended, but far from flawless, and to be honest, I don’t think it should win the Nordic Literature Prize.

[Ditlev Kiersgaard · Rating 2 out of 5]

Den kunne jeg ikke færdiggøre. Et spændende tema, som er relevant for mange byboere (herunder mig): Er livet bedre på landet, tæt på naturen og tæt på nære fællesskaber - og hvad finder man derude?

Hovedpersonen flytter til “Fejø” med familien, og det går ikke særlig godt - skolen lukker, så de skal nå færgen til fastlandet 6.45 hver dag (surt), der er intriger og gridske baroner, som vil eje hele øen - hvilket faktisk er nogle spændende historier i sig selv…

… men frem for at holde den røde tråd på disse historier, synker forfatteren ned i en prætentiøs omgang sanselige beskrivelser af naturen, redegørelser frem for analyser af de enkelte mennesker på øen (som ikke er synderlig spændende), redegørelser for hans kiggen efter gamle stenalderredskaber, og indblik i hans og konens ret normalt-kedelige forhold. Efter 2/3 af bogen kunne jeg ikke mere; det var simpelthen for fabulerende, ufokuseret og irrelevant

[Nina Wegner · Rating 4 out of 5]

En tåkrummende fortælling om kulturforskelle, intolerance og sladder. Jeg har aldrig tidligere læst Thomas Boberg men blev nysgerrig på grund af den vrede, som ø-boerne smed direkte ud på de sociale medier. Jeg kender jo ingen af personerne og læser romanen som ren fiktion. Det var til tider humoristisk og skarp satire. Samtidig en hjerteskærende historie om overgreb på et barn, som tvinges til en mistrivsels-skolegang helt ud over kanten.
Mine associationer gik til TV udsendelser som Kolonihaven og serien om Mørke på Djursland.
Jeg blev NØDT til at læse romanen færdig, for hvordan kommer de ud af det?

[Lars B. · Rating 5 out of 5]

Insula er Ærø-manifestets sorte tvilling. Hvor sidstnævnte var svaret på kreaklassens drøm om surdej, yoga og selvforsyning, splintrer Boberg her glansbilledet med Fejø som omdrejningspunkt.
Der er et par eller tre nærgående signalementer af de lokale indvånere, som efterfølgende har ment sig fejlfremstillet (jeg tvivler), men der er omvendt også masser af empatisk veneration i beskrivelsen af kludetæppefolkloren på æbleøen i Sydhavet.
Forfatteren stiller også skarpt på især sine tilpasningsproblemer og de gnidninger, det også giver i et ægteskab, som vist i forvejen er på gyngende grund og periodisk havsnød.
Det udvikler sig som en moderne Sandemose, der skræller gennem lag af toksisk indavl og sladdersnoge i et lillesamfund, der er sig selv nok for det meste. På godt og ondt.
Thomas Boberg skriver forrygende godt, på højden af sin kunnen. På en gang poetisk fabulerende seismograf og idiosynkratisk reporter i både et mentalt og fysisk randområde. Det er først og fremmest strålende litteratur af høj klasse og i sin egen ret.

[Patricia · Rating 3 out of 5]

3,5*
Den er ganske indsigtsvækkende i hele ideen og ønsket om at flytte væk fra hverdagen i bylivet og til det rolige liv på øen. Jeg synes bare endnu en gang igen, at jeg ser, hvordan det er en drøm fra de voksnes side, som ikke går i opfyldelse og det specielt går ud over børnenes og familiens trivsel

[Morten · Rating 3 out of 5]

Jeg kan rigtig godt lide 'konceptet'.
Starter godt, men går lidt i stå. Var lidt tung at afslutte. For mange detaljer.
Bobergs mere lyriske(???) baggrund med digte kinder meget igennem og nogle gange rammer det plet med en bidende satire, andre gange bliver det for mig noget ligegyldigt ordgejl.

[Maija Hejgaard · Rating 4 out of 5]

Familien udlever drømmen om at flytte til en lille ø, men oplever hurtigt ulemperne såsom sladder, nepotisme, øens skrantende folkeskole, som truer med at smadre deres grundlag for at blive boende på øen.

[Jørgen Rasmussen · Rating 3 out of 5]

En ok læseoplevelse, men mest fordi bogen handler om ø-livet på Fejø, som jeg får lyst til at besøge. Generelt savner jeg noget “Schwung” over romanen, som er lidt vel fabulerende og langtrukken ind imellem. Men romanen udmærker sig med solide personskildringer, som ikke altid er lige venlige. Det bør dog tilføjes, at forfatteren også er ganske hudløs i sin beskrivelse af forholdet til sin kone og heller ikke stillet sig sig selv frem i et positivt lys.

[Martin Poulsen · Rating 2 out of 5]

En bog jeg gerne ville holde af, fordi emnet med konflikten mellem storbymentalitet og ømentalitet er interessant.

Desværre er bogen alt for fabulerende, og Thomas Boberg er ikke stærk nok sprogligt til at gøre de lange kaussarier spændende at læse.

Man kommer aldrig rigtig ind under huden på karaktererne og de virker, ja, karikerede.

[Monica Djarnis · Rating 4 out of 5]

Dejligt billede af fordele og ulemper ved at bo på en ø. Den sidste halvdel af bogen, som især fokuserede på interne familie-konflikter og higen efter at flytte væk var dog ikke lige så interessant som selve portrættet af ø-kultur

[Sannuba⭐️ · Rating 4 out of 5]

Jeg åd den råt. Fløj igennem.
Dejlig bog.

[mathilde · Rating 2 out of 5]

2,5.
Fejl at lytte til genstart inden jeg læste bogen.

[Jacob Hoeck · Rating 3 out of 5]

Temmelig kedelig men får den tredje stjerne pgra Hugo og hans historier

[Sproghammeren (Christina) · Rating 3 out of 5]

Dansk autofiktion. Selvudleverende. Navlepillende. Fejø-fjendsk. Livskloge betragtninger; især af den 7-årige søn, som har svært ved at tilpasse sig ø-livet: ‘’Fordi Danmark er et fredeligt land, må alting dreje sig om Wilsons tand.’’

[Bruno Iñaki · Rating 4 out of 5]

Leí una edición en español de Boberg, Constelaciones Terrestres.

Es brutal. Amo sus poemas. Son sencillos, claros y evocativos. De diez.

[Lis Agerbæk · Rating 3 out of 5]

En sejtrækker præget af undergangsstemning. En meget ordrig bog. Overvejende om mennesker, når de er værst.

Tilbagevendende temaer - eller stream-of-consciousness-beskrivelser - som jeg ser det, er:
Natur, landbrugssvineri i stalde og på marker, ejendomsret til jorden, at finde forarbejdede flinteredskaber og forbinde sig med fortidens mennesker, byboernes drømme om livet på landet.

Jo, jeg er med på, at det er en roman, og at den overdriver: Haven som et vildnis og en jungle - de meterhøje tidsler slås ned og står der igen kort tid efter. De overlevende hippier, flygtninge, frugtplukkere, naturelskere, samfundsræs-flygtende og forretningsdrivende med flere interagerer på må og få og klarer sig (eller klarer sig ikke) på bedste beskub.

Persontegningen? Svært at se om der skulle være flere lag i de fleste af de beskrevne. Jeg oplever dem som karrikaturer af en dårlig lærer, en inkompetent skoleledelse, novicer udi havebrug, drømmende iværksættere som måske/måske ikke får etableret noget yogaundervisning og tøjsalg. Måske mener forfatteren, at det er uinteressant at skrive om det, der lykkes? Om 'de gode' på øen?

Jeg har hørt flere interviews med forfatteren, der blev overrasket og forfærdet over øboernes reaktioner (de mener, han har skrevet om dem på en forvrænget måde). Men det er fiktion, det er litteratur, det er en roman, lyder svaret.

En interessant diskussion, men efter endt læsning tænker jeg, at det virker som stor ståhej for ingenting. Nok fordi jeg ikke forbinder handlingen med sandhed og ikke for alvor kan se personerne for mig.

Jeg mener: Hvis virkelighedens forældre var lige så ansvarsfralæggende som dem i bogen, ville det stå skralt til. Hvorfor reagerer hovedpersonen og hans hustru ikke kraftigere og bliver ved, indtil de får svar, da deres søn mistrives og da skolens folk nægter at reagere på udtalte problemer?

Forfatteren sætter også sig selv og sine relationer i klaskehøjde ved at skrive om egen inkompetence i forhold til at ordne hus og have og om parrets skænderier.

Der er for mange gentagelser efter min smag, og jeg undrer mig over, at en af de sidste historier (ø-sladder, overlevering, Vonhörensagen) præsenteres med præsten som mellemled. Hvorfor skal vi pludselig have en forklaring på, hvordan forfatteren kommer i kontakt med nogle fra en slægt, der har boet på øen i årevis, når han indtil da blot har øst af andre historier, han må have opsnappet på lignende vis? Det virker overflødigt.

Bedst kan jeg lide dialogerne mellem den tænksomme søn, Hugo, og hans far, der ofte mangler svar.

Kan man kræve af en bog, at den skal indeholde håb? Næ, men det kan virke meget sortsynet, hvis den ikke gør.

[Nene La Beet · Rating 3 out of 5]

Der er egentlig meget godt at sige om denne roman (hvis man da kan kalde det for en roman og ikke en selvbiografi). Autofiktion er det i hvert fald – en genre jeg generelt ikke er begejstret for, selvom der er undtagelser, fx. Alex Schulman.

For nylig fortalte en god bekendt (der er bibliotekar) mig, at den tilhører en "ny" genre kaldet Ø-litteratur. Sammen med Maj My Humaidans Ærømanifestet og Blødt. Og hvilke flere egentlig? Tæller Ræveår af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (foregår på Læsø i 1700-tallet)?

Noget af det bedste ved bogen er naturbeskrivelserne, når der ikke går knækprosa i den. Hans "opdagelse" af naturens vidundere er fint formidlet. Noget andet er beskrivelserne af de mennesker, han møder. Særligt dem, han ikke kan lide – ha. Han er dejligt ondskabsfuld! Men min egen personlige erfaring er, at typer, som dem han beskriver, kan man møde alle steder.

Som antydet ovenfor, er jeg ikke så begejstret, når prosaen knækker over og bliver en slags digt. Det kan skyldes, at jeg ikke er den store digtlæser – eller bare at digtene ikke er af den slags, der river mig med. Hans dialoger med sønnen er jeg heller ikke vild med. For kan det virkelig passe, at sådan en lille dreng kan formulere sig så voksent? Jeg har mødt gammelkloge børn i mit liv (og elsket dem), men ingen af dem har talt på den måde i så ung en alder. Det virker derfor opstyltet på mig.

Bogen har, som det vil være de fleste bekendt, skabt stor debat. Må han virkelig skrive om virkelige mennesker på den måde? Tja, det må han vel – han er hverken den første eller den sidste i verdenshistorien, der har gjort det. Og jeg tror, at de oprørte lokale på Fejø glemmer, hvor få der i virkeligheden ved – eller, vigtigere, overhovedet interesserer sig for – hvem de er.

[Dorthe · Rating 4 out of 5]

Thomas Boberg er digter, og det afspejles i sproget i bogen. Sproget er så flot og de små digte i teksten gør den interessant at læse. Det gør historien selvfølgelig også. Rebecca følger en drøm om et nyt liv på øen. Thomas følger kærligheden. Det er ikke hans projekt, og som historien skrider frem, trækker han sig mere og mere fra fællesskabet. rebecca sammenligner ham med et pindsvin. Rebecca reagerer anderledes. Hun er en do’er og sætter alle mulige ting i gang for at få drømmen til at lykkes. Hun er også den af de to hovedpersoner, der prøver mest at læne sig ind i fællesskabet på øen. Som læser sidder jeg tilbage og undres over hvor langt de to mennesker går for at få drømmen til at lykkes på trods af at deres søn mistrives Big time. Men et nederlag her har (måske) også store konsekvenser for dem begge. Holder kærligheden? Og kom hun komme videre efter en knust drøm - Og kommer de sammen videre?

Bogen har mange lag, der giver anledning til refleksioner fx by/land - det at komme til et lokalsamfund. Miljø/klima beskrivelserne af forureningen fra “baronerne “ er uhyggelig. Håber bare det er fiktion.
TBs persongalleri har medført en del presse, fordi mange har følt sig udstillet, bl.a forældre og børn på øen. Han går rimelig tæt på vil jeg sige, og jeg synes det er syn for de børn, der bliver udstillet i bogen.

[Tiina · Rating 3 out of 5]

Kirja kertoo kööpenhaminalaisperheen muutosta saarelle, jonka nimeä ei mainita. Päähenkilö on runoilija-Thomas, ja hänellä on Rebekka-vaimo ja yksi lapsi, alakouluikäinen Hugo. Saarelle muutto on heidän unelmansa, he haluavat lapselleen rauhallisen ja luonnonläheisen lapsuuden. Mutta sitten asiat alkavat mennä pieleen. Lapsi ei sopeudu kouluun, ihmiset ovat outoja, sisäänpäin kääntyneitä, ihan kuin saarella olisi omat lait. Kirja on herättänyt keskustelua, kirjailija kertoo surutta saaren asukkaista tunnistettavasti, eikä se miellytä kaikkia. Hienolla autolla ajava ravintoloitsija ei halua olla väkivaltainen rattijuoppo, saaren sairaanhoitaja ei halua lukea seksikokemuksistaan kirjasta. Mitä saa lainata ja mitä ei? Kirjailija sanoo, että kyseessä on romaani, mutta en haluaisi lukea kahden kesken kertomiani asioita kirjasta. Eikä niitä tietenkään kaikki lukijat tunnista, mutta saarelaiset varmasti tunnistavat itsensä ja toisensa, siinä ei auta, että nimi ja hiustenväri on muutettu. Kirja oli myös aika pitkä, kun kyse on hajanaisista huomioista eikä kertomuksesta.

[Sara Praest · Rating 4 out of 5]

Loved many things about this book. I felt that when I was reading the bits with nature descriptions that I almost fell into a meditative state - it was so relaxing and soothing and so beautifully written. I loved the inclusion of his son’s stories and short poems and in general inclusion of his son’s observations. I in general have a curious interest in the idea of moving away from society and what that beholds and this was a very interesting insight, also showing that the grass often is not greener on the other side. I couldn’t put it down, which to be honest I had not expected since I don’t usually love poems and as the author is originally a poet I didn’t know what to expect, but I read it so quick and was excited to pick it up every time. Will look into more books by this author for sure.

[Thomas Damholt · Rating 4 out of 5]

En forfatter flytter fra København med sin kone og søn til en lille ø for at være mere i naturen og få mere ro på i livet.
Insula af Thomas Boberg er på mange måder en helt klassisk og for mange boglæsere spejlende historie. Således også for mig, der for en del år siden flyttede til det midtsjællandske land med lige præcis de drømme. Da det viser sig ikke at være ukompliceret for forfatteren i forhold til både sin kone, sit barn og det omgivende ø-samfund, var der således for mig en stor grad af genkendelse og nærmest klaustrofobisk fornemmelse forbundet hermed. For Thomas Boberg formår virkelig at beskrive problematiske relationer og fornemmelser, men samtidig, heldigvis også, med sin meget poetiske sansen, at få de åbne vidder og planternes detaljer til at være både skønne, men også skræmmende. Og som historie er det ret genialt at den foregår på en ø, da alt ligesom forstørres og begrænses på samme tid.
Der har været meget fokus på romanen i store "Københavnske" dagblade, da nogle på den lile ø Fejø, hvor Insula faktisk foregår, har følt sig udleveret. Det kan man sagtens som læser forstå, da sådan en lille ø lever af at kunne tiltrække nye beboere og de tre hovedpersoner i bogen ender med at nærmest flygte tilbage til Nordvest i København - mest pga. den meget lille skole ikke fungerer for sønnen. Men jeg synes samtidig også at det er lidt latterligt, da romanen helt tydeligt er fiktion og både overdrevet og drømme- og mareridtsagtig - og et meget personligt og subjektivt indtryk fra en forfatter, der endda også selv er investeret i at udlevere sine egne forskruede sider og bristede illusioner.
Læs den for at danne dig dit eget indtryk, men også for de mange stærke og syrede beskrivelser af et broget persongalleri, og den dejlige og smadrede natur. For Insula er også en stærk kritik af landbrugsrovdrift på naturen.

[Anna-Sofie · Rating 3 out of 5]

En bog, der maler billeder - billeder af en ø, dens mennesker og dens tilflyttere. Jeg-fortælleren er svær at relatere til, og hans overordnede utilfredshed med tingenes tilstand skinner igennem i hans beskrivelser af ø-boerne.
Et billede af en tilstand - men også en fremadskridende historie om håb på trods.
En digterisk biografi - eller en biografisk roman.

[Anja Ida · Rating 2 out of 5]

Jeg ville ønske at forfatteren havde holdt sig mere til historien - temaet om at drømme om landlig idyl og det barske møde med realiteterne er spændende i sig selv. Men de (rigtig) mange mere lange beskrivelser af fugle, landskaber osv er i mine øjne ikke poetiske men bare forstyrrende.

[Liv Reese · Rating 3 out of 5]

Så grænseoverskridende portræt af en ø. Har helt dårlig smag i munden.

[Mollimolli · Rating 1 out of 5]

Smålig og irrelevant

[Kurt Thybo · Rating 3 out of 5]

Thomas Bobergs autobiografiske roman Insula er ikke helt oppe at ringe rent indholdsmæssigt og fortælleditto. Stoffet er fremragende. En familie flytter til en forholdsvis isoleret ø for at komme væk fra storbyens stress og jag og fora t finde meningen med det simple liv. Boberg skriver om øen familien på tre og øens beboere, så der ikke skal meget til for at få øboerne til at kunne genkende sig i skriften. Finder familien meningen og roen på øen? Nej, ikke umiddelbart. Finder de sig til rette? Nej, heller ikke umiddelbart.

[Fiona Tronier · Rating 3 out of 5]

Meget interessant, men lidt kedelig. Den sætning giver ikke mening, men that was the case.