Øjnene holder aldrig op med at se er Dorte Schous anden roman. Den er vævet sammen af korte lyriske stykker, som tilsammen danner en både grusom og smuk familiehistorie.
Gennem erindringsstykker kaster teksten lys på rollen som pårørende og forsøger at sætte ord på blinde pletter i familiens fortælling om sig selv. Journalnotater fra farmorens indlæggelse på psykiatrisk hospital i 1930'erne udfordrer hierarkiske strukturer forbundet med retten til at fortælle sin egen historie. Strukturer, som også ses afspejlet i forholdet mellem forældre og barn. Dorte Schou præsenterer et nøgternt blik på livets realiteter, men insisterer samtidig på at se verden som et underfuldt og smukt sted.
Sympatisk (og lækker) lille bog, som forlaget kalder en roman. Den er hurtigt læst, men ikke nødvendigvis hurtigt fordøjet. Der er brugt ekstremt få ord - men bogen omhandler hele tre generationer af levet liv. Og det er faktisk forfatterens egen baggrund, det handler om. Det fik jeg bekræftet, da jeg talte med hende om dels farmoderens psykiske sygdom og indlæggelser på Sankt Hans Hospital og dels faderens selvmord, som skete da forfatteren var 10 år.
På trods af de tunge emner, er der lidt humor indimellem. Som tidligere pendler til en virksomhed i Albertslund, måtte jeg le, da jeg kom til side 34. Det var rammende. Jeg har lyst til at citere hele siden, men så plotspoiler jeg måske. (Det er den side, der handler om, at der er helt utrolig kedeligt ude ved Brøndbyvester og Glostrup. Måske man skal have været der for at få de rammende billeder på nethinden :-)).
Bogen er trykt i Danmark, og der er valgt ordentligt papir og en ordentlig kvalitet omslag. Designet er lidt undseeligt, men det er bogen også på en del måder, vil nogen nok mene :-)
Smadergod bog til dem der ikke ønsker at læse langt, og som er gode til at læse mellem linjerne.