What do you think?
Rate this book
En skov at fare vild i
I et forsøg på at sænke farten flytter Stine med sin mand og to børn fra Frederiksberg til Thy. Hun drømmer om at vandre alene i skove og på heder og fordybe sig i naturens ro, imens børnene får plads og frisk luft. Familien realiserer i en periode idéen om lilleskole, svampejagt og et landsbyfællesskab ved havet. Men den skov, hun drømte om at fare vild i, er vildere, end hun troede. Mens Stine tvivler, savner og søger, forsvinder hun ind i et labyrintisk mørke og møder en rå og ukendt ensomhed.
En hjemme-ude-hjem-fortælling om en livskrise og den evige jagt efter mening.
En hjemme-ude-hjem-fortælling om en livskrise og den evige jagt efter mening.
181 pages, Paperback
First published September 19, 2024
8 people are currently reading
105 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 26 of 26 reviews
Read
November 21, 2024Som mange andre journalister ville Stine Ellerbæk gerne skrive en bog (et ønske jeg også havde i mange år). Det har hun gjort. - Jeg vil ikke give bogen karakterer eller stjerner. Hun har gennemført sit ønske, men jeg er usikker på, hvad jeg som læser skal med bogen.
Der er ikke noget i vejen med hendes måde at formulere sig på, men jeg kommer i tvivl om, hvad den bærende idé er. Hvad er det, hun vil undersøge? Joe, hun forsøger at trevle op, at gå vejen tilbage gennem spiralen for at beskrive hvad og hvorfor.
Levede liv går sjældent op - 2 plus 2 giver sjældent 4, når vi prøver at forstå os selv, og jeg ved ikke, om hun føler sig klogere ovenpå udgivelsen. Altså klogere på sit eget liv, hvad og hvorfor. Jeg gør ikke. Men det er altid svært at blive klog på sine egne motiver, processer, og det der sker bag om ryggen på en selv.
Jeg læser en ophobning af udsagn, som det er op til mig at binde sammen. 0m hendes glæde ved at færdes i naturen, om hendes behov for at have vigtige opgaver og blive anerkendt, at have en betydning også udenfor de nære relationer (genkendeligt og forståeligt), og at forsvinde ind i at beskrive livet i flygtningeteltlejren i Thisted. Jeg læser det sådan, at hun bliver overbebyrdet og mangler klarhed både ude og hjemme.
Jeg forbavses over hendes beskrivelse af, at hun vil stå hvid brud, "inden jeg blev for gammel at se på. Det var på en måde mit ego, der ville giftes" (side 127) ... Og side 128 om vielsen i en kirke: "Måske jeg i virkeligheden begærede mig selv højere, end jeg begærede Simon. Jeg så ham nærmest ikke, føler jeg nu."
Jeg overraskes over, at det synlige, overfladen tilsyneladende betyder mere end, om de har et tæt forhold, som de vil fejre. Sådan var det ikke i '70'erne ;-)
Som regel prøver forfatteren at undgå pressens søgelys - hun danner par med en kendt musiker - men ved brulluppet er det anderledes, og hun lader en pressefotograf tage billeder (side 129) "Han fik solgt sine billeder til et sladderblad, men jeg var ligeglad, for jeg så godt ud. Jeg var en pyntet dims, som blev overleveret fra mand til mand, med en mand som vidne og en mand, der viede os. Den dag lod jeg mig selv være en accessory, og kirkegangen var min røde løber."
Jeg læser det som et eksempel på, at hun beskriver nogle smertepunkter, også da hun skriver om, at hun i dagevis ligger inaktiv i sin seng. Men det sætter ikke rigtigt spor i mig. Selv om hun lejlighedsvist har øjeblikke af selverkendelse, er det som om, indsigten eller en forståelse af, hvad hun/vi har med at gøre her, mangler. Forfatteren opdager, at hun er uærlig overfor sig selv og sin partner, men lærer hun noget af det? Og igen: Det ved jeg ikke, om man kan forlange, men hvad skal jeg så med bogen?
Aldermæssigt kunne jeg være forfatterens mor. Måske læses bogen anderledes af hendes jævnaldrende?
Der er ikke noget i vejen med hendes måde at formulere sig på, men jeg kommer i tvivl om, hvad den bærende idé er. Hvad er det, hun vil undersøge? Joe, hun forsøger at trevle op, at gå vejen tilbage gennem spiralen for at beskrive hvad og hvorfor.
Levede liv går sjældent op - 2 plus 2 giver sjældent 4, når vi prøver at forstå os selv, og jeg ved ikke, om hun føler sig klogere ovenpå udgivelsen. Altså klogere på sit eget liv, hvad og hvorfor. Jeg gør ikke. Men det er altid svært at blive klog på sine egne motiver, processer, og det der sker bag om ryggen på en selv.
Jeg læser en ophobning af udsagn, som det er op til mig at binde sammen. 0m hendes glæde ved at færdes i naturen, om hendes behov for at have vigtige opgaver og blive anerkendt, at have en betydning også udenfor de nære relationer (genkendeligt og forståeligt), og at forsvinde ind i at beskrive livet i flygtningeteltlejren i Thisted. Jeg læser det sådan, at hun bliver overbebyrdet og mangler klarhed både ude og hjemme.
Jeg forbavses over hendes beskrivelse af, at hun vil stå hvid brud, "inden jeg blev for gammel at se på. Det var på en måde mit ego, der ville giftes" (side 127) ... Og side 128 om vielsen i en kirke: "Måske jeg i virkeligheden begærede mig selv højere, end jeg begærede Simon. Jeg så ham nærmest ikke, føler jeg nu."
Jeg overraskes over, at det synlige, overfladen tilsyneladende betyder mere end, om de har et tæt forhold, som de vil fejre. Sådan var det ikke i '70'erne ;-)
Som regel prøver forfatteren at undgå pressens søgelys - hun danner par med en kendt musiker - men ved brulluppet er det anderledes, og hun lader en pressefotograf tage billeder (side 129) "Han fik solgt sine billeder til et sladderblad, men jeg var ligeglad, for jeg så godt ud. Jeg var en pyntet dims, som blev overleveret fra mand til mand, med en mand som vidne og en mand, der viede os. Den dag lod jeg mig selv være en accessory, og kirkegangen var min røde løber."
Jeg læser det som et eksempel på, at hun beskriver nogle smertepunkter, også da hun skriver om, at hun i dagevis ligger inaktiv i sin seng. Men det sætter ikke rigtigt spor i mig. Selv om hun lejlighedsvist har øjeblikke af selverkendelse, er det som om, indsigten eller en forståelse af, hvad hun/vi har med at gøre her, mangler. Forfatteren opdager, at hun er uærlig overfor sig selv og sin partner, men lærer hun noget af det? Og igen: Det ved jeg ikke, om man kan forlange, men hvad skal jeg så med bogen?
Aldermæssigt kunne jeg være forfatterens mor. Måske læses bogen anderledes af hendes jævnaldrende?
January 20, 2025
Det blev for navlepillende og banalt for mig. Et af Stines mål er at skrive en bog, og det har hun så gjort, uden at hun egentlig har det helt store at sige. Hun skriver om indre og ydre landskaber, om ægteskab med en kendt musiker, om børn og drømme, men hold op, hvor er det hele kedeligt og intetsigende. Ikke nødvendigvis emnerne, men måden det er skrevet på. Jeg havde det som om jeg læste en række Instagram-opslag, der skulle lyde dybsindige, men som egentlig bare er tom luft.
December 22, 2024
3,5 stjerner. Kadeau til forfatteren for at dele sine tanker om en svær periode af sit liv, hvor hun gennemsøger ydre såvel som indre landskaber i sin søgen efter svar på helt almindelige eksistentielle spørgsmål som “hvem er jeg?”, “hvor/hvordan kan jeg leve meningsfuldt?”, “hvordan og hvor meget påvirker fællesskaber jeg indgår i min personlige selvforståelse?”, “findes der en slags frihed i at binde sig til andre mennesker?”…
Hun er meget ærlig om at bogens tilblivelse er en del af hendes personlige bucket list, ligesom projektet med at finde en skov at fare vild i, søge friheden langt væk fra storbyen og få tid til at samle bær og svampe i skoven, er delmål i hendes stærke trang til at bryde ud af den forudsigelige og individ-udslettende tomgang der er historiens udgangspunkt.
Jeg fik oplevelsen af at bogen er blevet til fordi det nu var den historie der var at fortælle. Bogen hænger skam sammen, men stedvise afstikkere til politiske holdninger synes malplaceret, ligesom forsøg på filosoferen og psykologisering aldrig når dybere end det formås i de fleste køkken-alrum. Hun bliver (formentlig ubevist) selvmodsigende når hun flere gange ønsker at slå fast at hun er mere end Simon Kvamms hustru, når bogen uundgåeligt også i almenheden bliver mere populær og salgbar fordi hun netop skriver om private hændelser i deres familie og samliv. Samtidig synes jeg det er uheldigt at bogen risikerer at fremstå som endnu en milepæl i det ræs efter at realisere sig selv, som hun jo hele bogen forsøger at bryde ud af. Er vi resultatet af vore bedrifter? Eller er vi bare? Jeg tror Stine Ellerbæk er en stærk personlighed, og at hun har fundet meget af den ro hun søgte, ikke i et landskab men i hendes skridt. Så samtidig stor respekt herfra for at have haft styrken og viljen til at kæmpe hårdt for den balance vi alle søger, og for modet til at dele sin personlige historie med offentligheden.
Bogen indeholder utrolig mange poetisk smukke afsnit, hvor individ væves sammen med natur. Absolut læsbare. Jeg er sikker på at der gemmer sig flere bøger, og/eller digtsamlinger i Stine Ellerbæk. Og nu hvor fluebenet er sat ud for bogudgivelse, er det et ønske herfra, at dokumentaristen bliver lagt lidt på hylden, så hendes historier, som hende selv, får lov at få mere frihed.
Hun er meget ærlig om at bogens tilblivelse er en del af hendes personlige bucket list, ligesom projektet med at finde en skov at fare vild i, søge friheden langt væk fra storbyen og få tid til at samle bær og svampe i skoven, er delmål i hendes stærke trang til at bryde ud af den forudsigelige og individ-udslettende tomgang der er historiens udgangspunkt.
Jeg fik oplevelsen af at bogen er blevet til fordi det nu var den historie der var at fortælle. Bogen hænger skam sammen, men stedvise afstikkere til politiske holdninger synes malplaceret, ligesom forsøg på filosoferen og psykologisering aldrig når dybere end det formås i de fleste køkken-alrum. Hun bliver (formentlig ubevist) selvmodsigende når hun flere gange ønsker at slå fast at hun er mere end Simon Kvamms hustru, når bogen uundgåeligt også i almenheden bliver mere populær og salgbar fordi hun netop skriver om private hændelser i deres familie og samliv. Samtidig synes jeg det er uheldigt at bogen risikerer at fremstå som endnu en milepæl i det ræs efter at realisere sig selv, som hun jo hele bogen forsøger at bryde ud af. Er vi resultatet af vore bedrifter? Eller er vi bare? Jeg tror Stine Ellerbæk er en stærk personlighed, og at hun har fundet meget af den ro hun søgte, ikke i et landskab men i hendes skridt. Så samtidig stor respekt herfra for at have haft styrken og viljen til at kæmpe hårdt for den balance vi alle søger, og for modet til at dele sin personlige historie med offentligheden.
Bogen indeholder utrolig mange poetisk smukke afsnit, hvor individ væves sammen med natur. Absolut læsbare. Jeg er sikker på at der gemmer sig flere bøger, og/eller digtsamlinger i Stine Ellerbæk. Og nu hvor fluebenet er sat ud for bogudgivelse, er det et ønske herfra, at dokumentaristen bliver lagt lidt på hylden, så hendes historier, som hende selv, får lov at få mere frihed.
October 17, 2024
Har aldrig (måske sjældent) læst en fortælling, jeg føler mig så mødt og spejlet i. Det er næsten helt uhyggeligt. Ellerbæk rammer mig så tonsende, snigende og rent i sin måde at beskrive sin naturforbundethed, sin empati, sin søgen, sin weltschmerz og sin nerve på, at jeg føler mig helt fortumlet nu, hvor bogen er lukket igen. Mon jeg har en sjæletvilling? Mon det bare er sådan her, det føles at blive genkendt? Uanset - af hjertet tak for en vigtig fortælling!
March 4, 2025
Omfangsmæssigt en lille bog - en af de såkaldte "romaner", der er kommet på det seneste, som mere føles som at læse forfatterens dagbog end et skønlitterært værk. Når det er sagt, kan Stine Ellerbæk skrive - og det gør hun om natur og tilhørsforhold, om krise og tid, om parforhold og angst.
På en måde er der næsten for mange store tanker til den lille bog - det bliver et koncentrat, som man indimellem næsten farer vild i.
På en måde er der næsten for mange store tanker til den lille bog - det bliver et koncentrat, som man indimellem næsten farer vild i.
January 31, 2025
Meget rørende og ærlig bog. En bekræftelse i at vi ikke er alene, hvis vi farer vild i livet.
May 16, 2025
God, men også noget værre Københavneri
April 27, 2025
Lidt unfair måske, at jeg læste denne lille bog, samtidig med at jeg lyttede til mesterværk af Suzanne Brøgger. Så blev denne bog nok lidt presset. Perspektivet i denne bog er 100% bundet til jeg-fortælleren, og det gør den desværre lidt kedelig. Man får ikke nogen som helst indsigt i, hvordan de øvrige mennesker i den familie, som det handler om, har det, eller hvad de tænker om det hele. Det giver et ærgerligt selvoptaget indtryk. Havde der bare været lidt selvironi eller humor, måske gennem noget, som andre personer siger til hovedpersonen, havde det hjulpet på den lidt utålelige "offerrolle", som jeg synes hovedpersonen desværre skrider hen imod. At det så er en virkelig historie om dengang Simon Kvamm slog sig ned i Klitmøller i Thy - med familien, er det eneste, som gør historien en lille smule sjov at læse, samt det forhold, at jeg kender Thy og en del mennesker fra den landsdel. Så det gør den lidt "lokal".
Hovedpersonen Stine, er meget søgende og i nærheden af en 40-års krise. Sådan tolker jeg hendes, "jeg drukner i dagligdagens dødsyge trivialiteter og arbejdspres" - fortvivlelse, som er det, der får familien til at flytter fra København til "Cold Hawaii" - det kolde surfer paradis ved vestkysten med mange storbysmarte tilflyttere. Denne fortvivlelse, som driver Stines beslutning, bliver dog ikke manet i jorden med flytningen, for familien får nye trængsler det nye sted, og hovedpersonen er generelt et plaget menneske med mange spekulationer om både sig selv om andre, på en måde, som får hende til at fremstå grundlæggende afsondret - igen fra både sig selv og andre. Ikke dårlig skrevet sprogligt, men det løfter sig ikke over en journalistisk tone/stil, som ikke ligefrem virker fortryllende. Desværre. Men hvis man har brug for en lille hurtig bog til en togtur eller en enkelt overnatning et sted, kan man da godt læse den, i stedet for at fortabe sig på de sociale medier.
Hovedpersonen Stine, er meget søgende og i nærheden af en 40-års krise. Sådan tolker jeg hendes, "jeg drukner i dagligdagens dødsyge trivialiteter og arbejdspres" - fortvivlelse, som er det, der får familien til at flytter fra København til "Cold Hawaii" - det kolde surfer paradis ved vestkysten med mange storbysmarte tilflyttere. Denne fortvivlelse, som driver Stines beslutning, bliver dog ikke manet i jorden med flytningen, for familien får nye trængsler det nye sted, og hovedpersonen er generelt et plaget menneske med mange spekulationer om både sig selv om andre, på en måde, som får hende til at fremstå grundlæggende afsondret - igen fra både sig selv og andre. Ikke dårlig skrevet sprogligt, men det løfter sig ikke over en journalistisk tone/stil, som ikke ligefrem virker fortryllende. Desværre. Men hvis man har brug for en lille hurtig bog til en togtur eller en enkelt overnatning et sted, kan man da godt læse den, i stedet for at fortabe sig på de sociale medier.
December 31, 2024
Jeg var ret vild med denne roman, særligt i starten, hvor Ellerbæks mange fine, menneskelige og vise betragtninger om livet i almindelighed og hendes eget i særdeleshed var aldeles bjergtagende. Det var dog også dét, der desværre tog pusten lidt fra mig til sidst.
Jeg har været i gang med bogen i et stykke tid og fordi det var dén i min kæmpestore CR-stak, som jeg var tættest på at kunne få læst færdig (for at få den med i årets statistik), læste jeg de sidste 100 sider i bare to sittings og det var næsten ved at gøre det af med mig.
Romanen er ikke svær at læse, men vil man også rumme teksten og reflektere over det læste undervejs, vil jeg anbefale, at man læser den i små doser.
Dette er en meget, meget fin roman, så 3 stjerner virker måske også lidt uretfærdigt, men det er 3 meget store stjerner!
Jeg har været i gang med bogen i et stykke tid og fordi det var dén i min kæmpestore CR-stak, som jeg var tættest på at kunne få læst færdig (for at få den med i årets statistik), læste jeg de sidste 100 sider i bare to sittings og det var næsten ved at gøre det af med mig.
Romanen er ikke svær at læse, men vil man også rumme teksten og reflektere over det læste undervejs, vil jeg anbefale, at man læser den i små doser.
Dette er en meget, meget fin roman, så 3 stjerner virker måske også lidt uretfærdigt, men det er 3 meget store stjerner!
December 30, 2024
Jeg er helt sikkert ikke i målgruppen til denne autofiktive roman. Ellerbæk skriver på baggrund af en længere personlig krise i sit arbejdsliv og i sit samliv med den berømte kæreste. På mange måder føler hun sig ikke-set af både chefer og nok egentlig også kæresten. Flytningen fra storbyen til Cold Hawaii gør i starten livet bedre men det ændrer sig gradvist til det værre igen. Noget udenoms ægteskabeligt rod fra mandens side giver hende et egentligt sammenbrud som først til dels retter sig ved tilbageflytningen til Amager. En ægte jeg-bog som jeg blev ret træt af men alligevel gjorde færdig. Dog holdt jeg ret meget af hendes naturbeskrivelser!
Jævnaldrende kvinder vil helt sikkert se lighedspunkter i egne erfaringer hvad angår arbejdsliv, kæresteliv og moderskab.
Jævnaldrende kvinder vil helt sikkert se lighedspunkter i egne erfaringer hvad angår arbejdsliv, kæresteliv og moderskab.
This entire review has been hidden because of spoilers.
January 22, 2025
Jeg nåede at frygte at bogen var endnu en fortælling om en familie der ikke var klar over hvad det betyder at bo i et lille samfund, og det var den da også noget af tiden. Men derfor blev det en desto større lettelse, at årsagen til at familien flyttede tilbage til København ikke rodfæstede sig i landsbysamfundet men i familiens interne udfordringer.
Der er en tydelig udvikling i Stine Ellerbæks syn på sig selv, og selvom hun ikke er faldet på plads ved bogens afslutning, er jeg sikker på at hun har lært noget vigtigt af at nå helt derud hvor hun fór vild i sin skov.
Der er en tydelig udvikling i Stine Ellerbæks syn på sig selv, og selvom hun ikke er faldet på plads ved bogens afslutning, er jeg sikker på at hun har lært noget vigtigt af at nå helt derud hvor hun fór vild i sin skov.
April 28, 2025
Den var ret spændende. 🙂 lidt svær at komme i gang med, men når man først fanger hendes forunderlige univers så er den svær at ligge fra sig igen.
Jeg elsker at hun kommer rundt om så mange ting i det at være menneske, om at finde sig selv, komme i krise og igennem krisen.
Jeg ser frem til at læse den igen med et helt nyt perspektiv!
Hun skriver rigtig nemt og forståeligt. Meget beskrivende så man har en fornemmelse af at være der. Derudover er der elementer af digtform hvilket jeg virkelig godt kan lide.
Har du været i krise så er denne værd at læse. 🙂
Jeg elsker at hun kommer rundt om så mange ting i det at være menneske, om at finde sig selv, komme i krise og igennem krisen.
Jeg ser frem til at læse den igen med et helt nyt perspektiv!
Hun skriver rigtig nemt og forståeligt. Meget beskrivende så man har en fornemmelse af at være der. Derudover er der elementer af digtform hvilket jeg virkelig godt kan lide.
Har du været i krise så er denne værd at læse. 🙂
May 10, 2025
Der var for lidt kød på selve fortællingen. Det bærende element, forholdet til sine medmennesker og ikke mindst familie, nærmest udeblev udover et par gloser hist og her. Metaforer om naturen var bogens bærende element, og hvor dygtig hun end er til at formulere sådanne, så bliver det trættende i længden og skal bare overstås i håbet om at “komme til stålet”. Jeg tillader mig at antage, at denne egentligt ret private forfatter har haft svært ved sin egen beslutning om at dele ud af sit familieliv. Det er fair; det er blot i høj grad netop dét, som bogen sælges på. Derfor en skuffelse.
May 24, 2025
En blanding mellem dagbogslignende refleksioner og klummer som det moderne Femina gerne vil have fra en privilegeret kreaklasse hustru. Ellerbæks projekt er et sympatisk signalement af en parforholds- og midtlivskrise under opsejling, men det er overvejende navlepillende privat og kun det faktum, at den anden halvdel er en celebritet som Simon Kvamm holder nysgerrigheden gående. Bedst og mest vedkommende er fortællingen her, da Ellerbæk involveres i en stor flygtningekrise med beskrivelsen af en trøstesløs realitet i en nordjysk lejr.
July 20, 2025
Egentlig en ret velskrevet bog, og særligt første del af bogen var spændende læsning. Om familiens flytning fra Frederiksberg til Thy, om de overvejelser de gør sig inden, om deres forventninger til det nye liv og hvordan det så rent faktisk bliver - på godt og ondt.
Men, jeg bliver forvirret over hvad det egentlig er Stine Ellerbæk vil med romanen.
Jeg får en følelse af, at hun har haft stor lyst til at skrive en roman, men jeg er i tvivl om hun egentlig helt har haft lyst til at den skulle handle om hende og Simon Kvam.
Men, jeg bliver forvirret over hvad det egentlig er Stine Ellerbæk vil med romanen.
Jeg får en følelse af, at hun har haft stor lyst til at skrive en roman, men jeg er i tvivl om hun egentlig helt har haft lyst til at den skulle handle om hende og Simon Kvam.
January 18, 2025
Kedelig og triviel de første 2/3-dele, interesant men let usammenhængende den sidste 1/3. Ville nok aldrig være blevet udgiver hvis ikke forfatteren var gift med en berømt mand, for der er virkelig ikke noget nyt, overraskende eller særlig indsigtsfuldt over den. Måske et helt almindeligt fuldtidsjob kunne skabe lidt mening i tilværelsen?
February 23, 2025
Til tider tænkte jeg under læsningen, at dette burde have været et essay i weekendavisen i stedet, men trådene samler sig heldigvis til sidst på en måde, så jeg forstår, hvorfor dette er en roman. Til mennesker med midtlivskriser og længsel efter bare at skride fra det hele, og som har behov for at vide, at man ikke kan skride fra sig selv.
August 20, 2025
Er skuffet. Svinger mellem 2-3 stjerner…..
Føler den er meget navlepillende og at forfatteren vender alt til noget negativt inde i hende selv. Hvad vil hun egentlig? Det Føler jeg slet ikke hun bliver klogere på. Måske jeg bare ikke helt forstår hendes generation- havde samme følelse med fx “Kun til navlen”.
Føler den er meget navlepillende og at forfatteren vender alt til noget negativt inde i hende selv. Hvad vil hun egentlig? Det Føler jeg slet ikke hun bliver klogere på. Måske jeg bare ikke helt forstår hendes generation- havde samme følelse med fx “Kun til navlen”.
January 27, 2025
3,5⭐️
Anbefaler som lydbog, med Stine der selv læser op.
Anbefaler som lydbog, med Stine der selv læser op.
February 22, 2025
Jeg må være ærlig og sige at denne bog ikke er for mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal med bogen og den gav mig ikke nogen dybere mening som jeg kan tage med mig videre.
March 5, 2025
3,5 stjerner
January 6, 2026
* 2,5 ⭐️
March 21, 2025
The existential themes hint at a universality that eludes the author's grasp as she presents them in a manner that often falls into a boring mire of navel-gazing pedestrianism.
The story feels less like a deliberate act of artistic creation and more like a casual attempt to transform diary jottings into a novel simply for the sake of fitting into that particular literary mold.
At the center of the story is the author herself. On the surface, she is living a life rife with privilege, but it is a contrasting setting to her yearning for deeper communion with nature. This longing for organic connection should resonate with anyone who has ever felt tethered to circumstances yet irredeemably distant from a sense of purpose. However, a palpable immaturity drenches the pages, manifesting in reflections that, while certainly aiming for depth, often come across as trivial and self-indulgent.
The prose is not terrible, but it is terribly hokey. The novel's diary-like, self-therapeutic confessions read more like whiney ramblings rather than a polished story driven by a persuasive urgency. Her inner conflicts become overshadowed by an overwhelming inclination to wallow in the whine rather than forcing the underlying roots of anxiety to the surface.
It's not an unmitigated disaster by any means. There is a rudimentary competence consistently present in the prose, but the whole project feels otiose.
It fails to coalesce into a sustained narrative trajectory with any real direction. It lacks the drive, the animating force, or the momentum that characterizes truly compelling literature.
The story feels less like a deliberate act of artistic creation and more like a casual attempt to transform diary jottings into a novel simply for the sake of fitting into that particular literary mold.
At the center of the story is the author herself. On the surface, she is living a life rife with privilege, but it is a contrasting setting to her yearning for deeper communion with nature. This longing for organic connection should resonate with anyone who has ever felt tethered to circumstances yet irredeemably distant from a sense of purpose. However, a palpable immaturity drenches the pages, manifesting in reflections that, while certainly aiming for depth, often come across as trivial and self-indulgent.
The prose is not terrible, but it is terribly hokey. The novel's diary-like, self-therapeutic confessions read more like whiney ramblings rather than a polished story driven by a persuasive urgency. Her inner conflicts become overshadowed by an overwhelming inclination to wallow in the whine rather than forcing the underlying roots of anxiety to the surface.
It's not an unmitigated disaster by any means. There is a rudimentary competence consistently present in the prose, but the whole project feels otiose.
It fails to coalesce into a sustained narrative trajectory with any real direction. It lacks the drive, the animating force, or the momentum that characterizes truly compelling literature.
April 4, 2025
Stine Ellerbæk skriver godt, men jeg er i tvivl om, hvad hun vil med denne bog?
July 22, 2025
Det er simpelthen så banalt pakket ind i en frygtelig form for lommefilosofi…
Displaying 1 - 26 of 26 reviews