Anna kan ikke finde ud af at gå på universitetet eller passe et normalt job, hun fucker alting op med sin kæreste, og hun har svært ved at række ud efter sine nærmeste for at få hjælp.
Hvad er der galt med hende? Hvad er det, der holder hende tilbage fra bare at leve et normalt liv?
En roman om at finde vej igennem livet og kærligheden med angsten som ledsager.
Av av i hjertet - hård og vigtig læsning. Manglede lige at komme mere ind under huden på Anna, hendes tanker og alle de forestillinger, angsten skabte i hendes hoved for at kunne give den 5 stjerner, men stadig kæmpe anbefaling herfra💘
Egentlig er det gribende at følge Anna og den magt, hendes angst har fået over hende. Desværre er hun også så selvdestruktiv, at man som læser har lyst til at ruske i hende. Jeg begyndte på et tidspunkt at skimme, fordi jeg simpelthen ikke kunne se mere på de ting, hun gjorde. Bogen af skrevet meget minimalistisk, og jeg følte egentlig aldrig, at jeg rigtig forstod hende. Tankerne var meget lidt tilgængelig i en bog, hvor tankerne netop er fjenden. Jeg havde måske ønsket mig at komme dybere ned i hendes karakter.
Hmm, ville man betegne måden at skrive på som knækprosa?? Hvorom alting er var jeg ikke så meget til skrivestilen, miv:(( ved nogle folk er tosset med det, men det springer for meget rundt og bliver for tankestrøms-agtigt for mig. Meeen vigtig læsning i forhold til temaet, og på en måde passede skrivestilen godt dertil jo
3,5🌟 “Hun ved ikke, hvor hun skal gå hen, når hun ikke kan være i sin egen krop” ❤️🩹 …. jeg føler, hele denne her bog, var et stort personal attack - men jeg ku lide det!!
Fantastisk bog, meget velskrevet og hurtigt læst. Det flyder bare. Her er nogle af de ting, jeg bed mærke i:
Jeg har aldrig før oplevet ansigtsudtryk beskrevet så præcist, f.eks. at spile næseborene ud og trække sin mund ud til en streg: Nåh ja, sådan gør man jo faktisk i dén situation! Sådanne detaljer er et dybt fascinerende element i bogen!
Det er stærk læsning, men på en fin, ufattelig realistisk, diskret måde. Eksempel: På side 92 kommer bogens titel i spil, og det giver gåsehud, som kombineres med let kvalme af side 93-94, hvor hovedpersonens psykolog (ja, psykolog!) siger: "Det virker til, du har et fint forhold til din mor, kunne du prøve at snakke med hende? Jeg tror, det ville hjælpe at få nogle flere indover." Moren har tidligere vist sig i bogen som tilsyneladende kærlig, omsorgsfuld og bekymret, men det fremgik både subtilt og alligevel tydeligt, at hun kun fokuserer på at dæmpe sit eget ubehag, jf. f.eks. side 96, først i mild udgave:
"'Det kan der ikke ske noget ved,' sagde hendes mor, 'du bliver nødt til at gøre et eller andet, ellers bliver vi begge to idioter.' Og Anna vidste, at hendes mor refererede mest til sig selv."
Og så i eksplicit, hjerteskærende udgave her, hvor Anna overhører sin mor tale i telefon:
"'Jeg bliver fucking vanvittig af det! Jeg har først lige fået hende ud af sengen. Det kører mig fuldstændig over, at hun bliver ved med at have det så dårligt. Hvis der ikke snart sker noget, så kan jeg ikke mere. Det kan jeg bare virkelig ikke.'"
I modsætning til andre læsere bliver jeg på ingen måde frustreret over Anna og savner intet i fremstillingen af hende eller i hende som person. Det er nok et spørgsmål om genkendelse.
Vigtigt emne. Vigtig fortælling. Fed titel og overordnet set et godt plot. Men bogen bliver aldrig vedkommende og fængende. For det første er sproget alt for enkelt og hverdagsagtigt. Der beskrives hvad de siger og gør, og så ikke mere end det. Jeg mangler noget leg med sproget, noget billedsprog, nogle tankestrømme eller nogle refleksioner undervejs. Derudover bliver mødet med karaktererne meget overfladisk. Jeg kommer aldrig rigtig ind i hovedet på Anna og får ikke et indblik i hendes tanker, følelser og det at leve med en psykisk lidelse, som ellers var det, jeg håbede at få indsigt i. Det føles lidt som at se nogle personer udefra og se hvad de gør og siger, men aldrig lære dem at kende.
Bogen er ret minimalistisk, hvilket har været rart at læse - den føles ikke tung at læse, rent mængde-mæssigt. Den er til gengæld tung at læse rent indholdsmæssigt, fordi Anna er så selvdestruktiv og skidt, og bogen er godt skrevet idet man både nærer omsorg for Anna og samtidig sukker og vender øjne af hende mange gange. Jeg synes, det var nice at læse om unge i København, idet jeg relatere til deres sprog og hverdag på nogle måder, og jeg synes at bogen er velskrevet! Kan anbefales⭐️⭐️⭐️⭐️
“Barbara er den eneste, hun har turdet fortælle, at hun ikke dukker op på universitetet, om sit lægebesøg og om, at hun ikke længere føler, noget er virkeligt. Sprækkerne i loftet breder sig som blodårer på en hånd, og Anna ved stadig ikke, hvem man fortæller, at man har lyst til at forsvinde.”
En bog for alle, der har mistet nogen til depression. Anna har det rigtig skidt og dropper ud af universitetet. Det bliver værre. Men så bliver det også bedre. Man må ikke miste håbet, når man har mennesker tæt på.
This entire review has been hidden because of spoilers.
2,5 måske… puh jeg fik det meget ængsteligt af at læse den her bog, så det har ramt noget. Fint med indblik hos en person der er så syg, og på den måde vigtig læsning. Den kunne bare ikke meget mere end det, og syntes ikke rigtig der var så meget fortælling.
3,5🌟 En meget anerledes skrivestil end jeg er vant til. Det jeg elsker ved bøger, er når vi kommer helt under huden på karaktererne… det gør vi dsv ikke helt her. Men den sidste side gav mig et sug i maven og den var læst på en dag💚🩵