What do you think?
Rate this book
I egen barm
"Som barn var jeg rædselsslagen for at begå fejl. Siden forsvandt jeg ind i en drømmeverden, hvor intet måtte gøre ondt. Jeg ville gøre alt for kærlighed, hvor kaotisk den end var.
Jeg begik fejl. Små og store fejl. Værst af alt gjorde jeg andres ord til mine. Det har jeg ikke gjort i denne bog. Det er mine ord, min historie, min vej tilbage til livet." – citat fra bogen
Jeg begik fejl. Små og store fejl. Værst af alt gjorde jeg andres ord til mine. Det har jeg ikke gjort i denne bog. Det er mine ord, min historie, min vej tilbage til livet." – citat fra bogen
182 pages, Softcover
First published October 1, 2024
9 people are currently reading
92 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 100 reviews
October 4, 2024
Det der rent faktisk gør dette til en bog der er værd at læse, er ikke de halve bortforklaringer med hvorfor hun endte i kæmpe plagiatsager eller hendes forhold til rige og magtfulde mænd.
Men derimod fortællingerne fra en rodløs ungdom med anoreksi, “daughter issues”, hendes forbrug af/blive forbrugt af mænd og hvad det gør ved én konstant at blive kontrolleret når man blot ønsker at blive elsket, men ikke bare af hvem som helst.
Jeg fulgte i sin tid Katherines Instagram fordi den var så vulgært selviscenesættende, at jeg ikke kunne andet end elske det og sluge det som den underholdning det var. KD er smuk og er god til at bruge Instagram mediet og jeg var også underholdt af hendes bog (dog med en klump i halsen også, over nogle af de ting hun i sin ungdom både blev udsat for og udsatte andre for).
Men bogen fungerer ikke som “hendes side af sagen”, som nogen vist prøver at fremstille den som. Den undskylder ikke noget, den er stadig fyldt med ansvarsfralæggelse, men jeg synes jo heller ikke, at det burde være bogens fokus. Læs den, bliv forarget, bliv underholdt. Og så vent til hun bliver 80 og vi får muligheden for at læse bogen fra resten af hendes uden tvivl spændende liv. Forhåbentlig med masser af kapitler fra både Kbh, LA og Miami.
Selvom at den kun får 3 stjerner herfra, anbefaler jeg den stadig. Et læs værd.
Men derimod fortællingerne fra en rodløs ungdom med anoreksi, “daughter issues”, hendes forbrug af/blive forbrugt af mænd og hvad det gør ved én konstant at blive kontrolleret når man blot ønsker at blive elsket, men ikke bare af hvem som helst.
Jeg fulgte i sin tid Katherines Instagram fordi den var så vulgært selviscenesættende, at jeg ikke kunne andet end elske det og sluge det som den underholdning det var. KD er smuk og er god til at bruge Instagram mediet og jeg var også underholdt af hendes bog (dog med en klump i halsen også, over nogle af de ting hun i sin ungdom både blev udsat for og udsatte andre for).
Men bogen fungerer ikke som “hendes side af sagen”, som nogen vist prøver at fremstille den som. Den undskylder ikke noget, den er stadig fyldt med ansvarsfralæggelse, men jeg synes jo heller ikke, at det burde være bogens fokus. Læs den, bliv forarget, bliv underholdt. Og så vent til hun bliver 80 og vi får muligheden for at læse bogen fra resten af hendes uden tvivl spændende liv. Forhåbentlig med masser af kapitler fra både Kbh, LA og Miami.
Selvom at den kun får 3 stjerner herfra, anbefaler jeg den stadig. Et læs værd.
October 13, 2024
1.5*
Nysgerrigheden vandt...
Dette er et eksempel på en bog uden aktiv redaktør. Fortællingen hopper så meget rundt at intet efterhånden giver mening og det mere føles som 86 random tanker og anekdoter om ingenting.
Jeg forstår at hun gerne vil fortælle sin historie og synes delene om plastik kirurgi og spiseforstyrrelser havde dybde, men resten er for mig mest selvmedlidenhed, selvdestruktivitet og mangel på selvindsigt.
Hvis du vil læse om guldskeer, Meny som "lokal high-end supermarked" og om ikke at kunne fungere uden en mand, samt hvorfor USA er bedre, here you go
Vil du læse om kompleksiteten ved plagiatsager og det akademiske pres er du gået meget forkert.
Nysgerrigheden vandt...
Dette er et eksempel på en bog uden aktiv redaktør. Fortællingen hopper så meget rundt at intet efterhånden giver mening og det mere føles som 86 random tanker og anekdoter om ingenting.
Jeg forstår at hun gerne vil fortælle sin historie og synes delene om plastik kirurgi og spiseforstyrrelser havde dybde, men resten er for mig mest selvmedlidenhed, selvdestruktivitet og mangel på selvindsigt.
Hvis du vil læse om guldskeer, Meny som "lokal high-end supermarked" og om ikke at kunne fungere uden en mand, samt hvorfor USA er bedre, here you go
Vil du læse om kompleksiteten ved plagiatsager og det akademiske pres er du gået meget forkert.
October 10, 2024
Selvom bogen giver et ærligt indblik i Diez’ personlige kampe, er det svært at se, at hun på blot otte måneder skulle have fundet fodfæste efter plagiatskandalen. Det føles næsten, som om hun stadig er fanget midt i sin egen krise, og dette gennemsyrer bogen. Det er, som om hun endnu ikke har haft tid til at bearbejde hændelserne ordentligt, og derfor ender I egen barm med at virke ufærdig og uforsonlig.
Selvom der er en vis sårbarhed i Diez’ beskrivelser, er det svært at overse de “narcissistiske” undertoner, især i hendes forsøg på at præsentere sig selv som en slags feministisk frontfigur. Forsøgene på at bringe dybere feministiske temaer op føles ofte ikke oprigtige, fordi de drukner i en hyldest af skønhed, overfladiskhed og selvpromovering. I stedet for at fremstå som en refleksion over feministisk modstand og sexisme, ender bogen med at understrege de samme idealer, som den prøver at kritisere.
Jeg har empati med Diez på et menneskeligt plan; det er tydeligt, at hun gennemgår en dyb personlig krise. Men hendes forsøg på at formidle disse kriser i en feministisk ramme virker i sidste ende mere som et middel til selvpromovering end en oprigtig feministisk refleksion. I egen barm er derfor en bog, der med sine mange modsætninger giver et kaotisk indtryk af en kvinde, der endnu ikke har fundet ro midt i sin offentlige og personlige omvæltning.
Selvom der er en vis sårbarhed i Diez’ beskrivelser, er det svært at overse de “narcissistiske” undertoner, især i hendes forsøg på at præsentere sig selv som en slags feministisk frontfigur. Forsøgene på at bringe dybere feministiske temaer op føles ofte ikke oprigtige, fordi de drukner i en hyldest af skønhed, overfladiskhed og selvpromovering. I stedet for at fremstå som en refleksion over feministisk modstand og sexisme, ender bogen med at understrege de samme idealer, som den prøver at kritisere.
Jeg har empati med Diez på et menneskeligt plan; det er tydeligt, at hun gennemgår en dyb personlig krise. Men hendes forsøg på at formidle disse kriser i en feministisk ramme virker i sidste ende mere som et middel til selvpromovering end en oprigtig feministisk refleksion. I egen barm er derfor en bog, der med sine mange modsætninger giver et kaotisk indtryk af en kvinde, der endnu ikke har fundet ro midt i sin offentlige og personlige omvæltning.
October 14, 2024
altså, den er hurtigt læst og hurtigt glemt
November 4, 2024
Jeg er oprigtigt forundret over, at jeg tilsyneladende er alene om at mene, at bogen giver perfekt mening
December 4, 2024
Som forudset skulle jeg kun vente et par måneder,m før bogen stod fremme på biblioteket, uden at jeg behøvede at reservere den. Og forståeligt nok: den tager lige præcis halvanden time at læse.
Dumdristig som jeg var, tog jeg den frem kl 1 natten mellem lørdag og søndag. Var færdig 2.26.
Jeg kunne ikke lægge den fra mig af to årsager;
1) jeg vidste at jeg aldrig ville samle den op igen hvis jeg lagde den fra mig. (Fordi det ikke var en god læseoplevelse)
2)fordi den er en page turner... Ikke på samme måde som mine yndlingskrimier eller andre gode bøger, men som et feed på TikTok: man falder ind i en rytme, i en døs, i en zombietilstand.
Bevares: Det er en bog med noget på hjerte, men det havde ikke behøvet at være en bog; det kunne have været et interview, en klumme, et opslag på sociale medier. Ja faktisk havde hun ikke behøvet at skifte medie fra de steder hun skrev før, for at fortælle os sin historie.
Der er stykker af bogen der fungerer, men desværre er de blandet sammen med rigtig mange stykker der ikke fungerer. Og mit største chok efter at have læst bogen var hverken slibrige sexdetaljer, en svær opvækst eller andet som medierne hæfter sig ved, men faktisk hvor dårligt et arbejde forlaget og redaktør har lagt i denne bog. Det er lidt for tydeligt at forlaget hellere ville have den hurtigt ud at tjene penge, end at bruge en måned mere på at omskrive nogle stykker tekst der - i bedste fald er overflødige - i værste fald fremstiller både Katherines person og hensigt som utrolig cringe og slet ikke klar til at formidle sig selv og sin historie.
De bedste stykker af bogen er beskrivelser af barndom og ungdom og refleksioner over dette.
De værste – som man næsten hele tiden havde lyst til at springe over – er det helt ulidelige narrativ om hendes nuværende liv hun prøver at prakke os på.
De tekstbidder får hverken en til at føle med hende eller have ondt af hende, fordi hun formår at fremstille sig selv og de ting hun har været igennem så helt ekstremt overfladisk og med et så styret narrativ med fokus på image/udseende/penge/kulturel kapital og skønhedkapital, at det hænger læseren langt ud af halsen.
Jeg ved hun selv har været ude og sige at hun med vilje har “krænget sin menneskesjæl ud“ og har fremstillet de værste sider af sig selv, men som læser er det hendes nuværende selv der bliver fremstillet allerværst, og slet ikke tidligere handlinger i barndom eller ungdom. Faktisk er de ting hun har været igennem som barn og ung noget af det eneste der får hende til at fremstå en smule menneskelig og de eneste steder i bogen hvor jeg bliver ramt af sympati for personen.
Der er en forfærdelig tendens i bogen, hvor hun har en trang til at ‘svirpe’ med halen eller afslutte afsnit med moraliserende pointer som oftest er enormt malplacerede og fremmedgørende. I bedste fald: dårlig humor og dømmekraft.
Disse er helt ubrugelig for læseren og virker som nogle parenteser eller indskudte sætninger hun selv syntes var sjove i skriveprocessen, men som en dygtig redaktør ville have bedt hende om at slette eller omskrive.
Det er især disse der med til at ødelægge læseoplevelsen for mig.
Flere af Diez’ følgere har skrevet til hende, at det er en relaterbar bog / en vigtig historie og budskab, og det er jeg ikke uenig i… men det handler ikke om at det er Katherine Diez der har oplevet det eller at det er hende der har skrevet det: det ville have været relaterbart ligegyldig hvem der havde skrevet eller oplevet det. Det ville have været relaterbart om jeg havde hørt det i en gruppeterapi, læst det i en fagbog eller hørt det i et interview eller som en dokumentar i tv.
Det er altså ikke Katherines udlæg af “et levet kvindeliv” der rører mig, men det er at blive mindet om nogle svære ting jeg selv har været igennem. Og som sagt: det kunne jeg også være blevet mindet om andre steder.
Jeg er ikke sikker på hun selv ved hvor svagt og behagesyg hun fremstiller sig selv i sit nuværende liv; Hun fremstår i hvert fald hverken reflekterede eller dyb i forhold til sin nuværende position i livet.
Efter denne Wall of text, har jeg slet ikke nævnt det drivende hævnmotiv og den voldsomme skriftlige manipulation, der foregår i bogen. Begge dele kan man væmmes ved, men det er også det, der prikker til de værste skyggesider i læseren, og får (i hvert fald mig) til at læse videre. Et bedre menneske er jeg åbenbart ikke.
Følte mig beskidt, da jeg var færdig, fordi jeg havde brugt halvanden time på at rode i andres beskidte vasketøj (både KD’s og AP’s)
Dumdristig som jeg var, tog jeg den frem kl 1 natten mellem lørdag og søndag. Var færdig 2.26.
Jeg kunne ikke lægge den fra mig af to årsager;
1) jeg vidste at jeg aldrig ville samle den op igen hvis jeg lagde den fra mig. (Fordi det ikke var en god læseoplevelse)
2)fordi den er en page turner... Ikke på samme måde som mine yndlingskrimier eller andre gode bøger, men som et feed på TikTok: man falder ind i en rytme, i en døs, i en zombietilstand.
Bevares: Det er en bog med noget på hjerte, men det havde ikke behøvet at være en bog; det kunne have været et interview, en klumme, et opslag på sociale medier. Ja faktisk havde hun ikke behøvet at skifte medie fra de steder hun skrev før, for at fortælle os sin historie.
Der er stykker af bogen der fungerer, men desværre er de blandet sammen med rigtig mange stykker der ikke fungerer. Og mit største chok efter at have læst bogen var hverken slibrige sexdetaljer, en svær opvækst eller andet som medierne hæfter sig ved, men faktisk hvor dårligt et arbejde forlaget og redaktør har lagt i denne bog. Det er lidt for tydeligt at forlaget hellere ville have den hurtigt ud at tjene penge, end at bruge en måned mere på at omskrive nogle stykker tekst der - i bedste fald er overflødige - i værste fald fremstiller både Katherines person og hensigt som utrolig cringe og slet ikke klar til at formidle sig selv og sin historie.
De bedste stykker af bogen er beskrivelser af barndom og ungdom og refleksioner over dette.
De værste – som man næsten hele tiden havde lyst til at springe over – er det helt ulidelige narrativ om hendes nuværende liv hun prøver at prakke os på.
De tekstbidder får hverken en til at føle med hende eller have ondt af hende, fordi hun formår at fremstille sig selv og de ting hun har været igennem så helt ekstremt overfladisk og med et så styret narrativ med fokus på image/udseende/penge/kulturel kapital og skønhedkapital, at det hænger læseren langt ud af halsen.
Jeg ved hun selv har været ude og sige at hun med vilje har “krænget sin menneskesjæl ud“ og har fremstillet de værste sider af sig selv, men som læser er det hendes nuværende selv der bliver fremstillet allerværst, og slet ikke tidligere handlinger i barndom eller ungdom. Faktisk er de ting hun har været igennem som barn og ung noget af det eneste der får hende til at fremstå en smule menneskelig og de eneste steder i bogen hvor jeg bliver ramt af sympati for personen.
Der er en forfærdelig tendens i bogen, hvor hun har en trang til at ‘svirpe’ med halen eller afslutte afsnit med moraliserende pointer som oftest er enormt malplacerede og fremmedgørende. I bedste fald: dårlig humor og dømmekraft.
Disse er helt ubrugelig for læseren og virker som nogle parenteser eller indskudte sætninger hun selv syntes var sjove i skriveprocessen, men som en dygtig redaktør ville have bedt hende om at slette eller omskrive.
Det er især disse der med til at ødelægge læseoplevelsen for mig.
Flere af Diez’ følgere har skrevet til hende, at det er en relaterbar bog / en vigtig historie og budskab, og det er jeg ikke uenig i… men det handler ikke om at det er Katherine Diez der har oplevet det eller at det er hende der har skrevet det: det ville have været relaterbart ligegyldig hvem der havde skrevet eller oplevet det. Det ville have været relaterbart om jeg havde hørt det i en gruppeterapi, læst det i en fagbog eller hørt det i et interview eller som en dokumentar i tv.
Det er altså ikke Katherines udlæg af “et levet kvindeliv” der rører mig, men det er at blive mindet om nogle svære ting jeg selv har været igennem. Og som sagt: det kunne jeg også være blevet mindet om andre steder.
Jeg er ikke sikker på hun selv ved hvor svagt og behagesyg hun fremstiller sig selv i sit nuværende liv; Hun fremstår i hvert fald hverken reflekterede eller dyb i forhold til sin nuværende position i livet.
Efter denne Wall of text, har jeg slet ikke nævnt det drivende hævnmotiv og den voldsomme skriftlige manipulation, der foregår i bogen. Begge dele kan man væmmes ved, men det er også det, der prikker til de værste skyggesider i læseren, og får (i hvert fald mig) til at læse videre. Et bedre menneske er jeg åbenbart ikke.
Følte mig beskidt, da jeg var færdig, fordi jeg havde brugt halvanden time på at rode i andres beskidte vasketøj (både KD’s og AP’s)
October 6, 2024
Det er så let at være irriteret på Katrine Diez - en selviscenesættende næsten-bachelor der promoverer bøger og tomhed i landsdækkende medier.
Men man (jeg) kan ikke læse I egen barm uden at få empati med et menneske, der er blevet seriøst bollet over af ulækre mænd. Som har kæmpet med anorexi/instagram… same, same… og som har haft svært ved at forvalte den styrke / udsathed som kombinationen af skønhed og indre tomhed giver.
Bogen er velskrevet. Diez er irriterende. Bevares. Men det er der virkelig mange kunstnere - og andre der lever af opmærksomhed - der også er.
Det er faktisk en stærk bog.
Men man (jeg) kan ikke læse I egen barm uden at få empati med et menneske, der er blevet seriøst bollet over af ulækre mænd. Som har kæmpet med anorexi/instagram… same, same… og som har haft svært ved at forvalte den styrke / udsathed som kombinationen af skønhed og indre tomhed giver.
Bogen er velskrevet. Diez er irriterende. Bevares. Men det er der virkelig mange kunstnere - og andre der lever af opmærksomhed - der også er.
Det er faktisk en stærk bog.
November 28, 2024
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Katherine Diez’ bog ‘I egen barm’ har været særdeles omtalt i medierne.
Det kommer bag på mig, hvor genkendelig Diez’ perspektiv er: Iveren efter at gøre noget, blive set og anerkendt - både for udseendet og for intellektet. Diez’ beskrivelse af sin sårbare psyke og mangeårige stormombruste tilværelse giver et billede af menneskelighed, som egentlig kalder på sympati. Diez fortæller om en hård barndom og en manglende evne til at elske sig selv - men hun udleverer også sine eks-kærester og fortæller uden synlig anger eller refleksion om stoffer, tyveri og sex-for-penge i sine tidlige teenage-år.
Alligevel har jeg svært ved at have sympati for bogen. Den er intenst ærlig og indeholder en detaljerigdom der antyder en vilje om, at lægge kortene på bordet. Jeg efterlades dog med en tvivl om, hvorvidt der er tale om en nu forladt livsbane eller en uafsluttet konflikt med bogens navngivning personer. Denne tvivl mudrer afgørende min tillid til Diez’ intentioner.
Hun afslutter bogen med at skrive: “At Danmark er for småt til bakkesangerinder” - altså for småt til Diez, der ifølge hende selv er for meget i andres øjne. Selvom hun pakker det ind i bakkesangerinder står det tilbage at Danmark er for lille til hendes format, hvilket er et klassisk forsvar for det miskendte geni - også dem, der snarere er miskendte end genier.
Jeg forstår, at hun vil genkendes og tilgives, men jeg synes ikke, at det som hun beskriver berettiger eller forklarer plagiat, mangeårig arrogance eller udlevering af andre. Jeg læste bogen i håbet om at forstå Diez’ bevæggrunde, for jeg synes grundlæggende ikke, at hun er for meget. Alligevel er jeg ærlig talt chokeret over, at hun forsøger at skrue dårlig dømmekraft ind i diskursen om mentalt helbred og pakker det ind som fjerde bølge feminisme. Jeg efterlades med et indtryk af, at dårlig adfærd kan forsvares af anden dårlig adfærd. Det sår tvivl om Diez’ oprigtighed og hendes forventning til sin læsers intellekt.
Det kommer bag på mig, hvor genkendelig Diez’ perspektiv er: Iveren efter at gøre noget, blive set og anerkendt - både for udseendet og for intellektet. Diez’ beskrivelse af sin sårbare psyke og mangeårige stormombruste tilværelse giver et billede af menneskelighed, som egentlig kalder på sympati. Diez fortæller om en hård barndom og en manglende evne til at elske sig selv - men hun udleverer også sine eks-kærester og fortæller uden synlig anger eller refleksion om stoffer, tyveri og sex-for-penge i sine tidlige teenage-år.
Alligevel har jeg svært ved at have sympati for bogen. Den er intenst ærlig og indeholder en detaljerigdom der antyder en vilje om, at lægge kortene på bordet. Jeg efterlades dog med en tvivl om, hvorvidt der er tale om en nu forladt livsbane eller en uafsluttet konflikt med bogens navngivning personer. Denne tvivl mudrer afgørende min tillid til Diez’ intentioner.
Hun afslutter bogen med at skrive: “At Danmark er for småt til bakkesangerinder” - altså for småt til Diez, der ifølge hende selv er for meget i andres øjne. Selvom hun pakker det ind i bakkesangerinder står det tilbage at Danmark er for lille til hendes format, hvilket er et klassisk forsvar for det miskendte geni - også dem, der snarere er miskendte end genier.
Jeg forstår, at hun vil genkendes og tilgives, men jeg synes ikke, at det som hun beskriver berettiger eller forklarer plagiat, mangeårig arrogance eller udlevering af andre. Jeg læste bogen i håbet om at forstå Diez’ bevæggrunde, for jeg synes grundlæggende ikke, at hun er for meget. Alligevel er jeg ærlig talt chokeret over, at hun forsøger at skrue dårlig dømmekraft ind i diskursen om mentalt helbred og pakker det ind som fjerde bølge feminisme. Jeg efterlades med et indtryk af, at dårlig adfærd kan forsvares af anden dårlig adfærd. Det sår tvivl om Diez’ oprigtighed og hendes forventning til sin læsers intellekt.
December 27, 2024
Bogen er læst på en eftermiddag. Den er let læst og egentlig kedede jeg mig lidt imens. Efter endt læsning er jeg overrasket og skuffet over at der ikke var mere indeni. Jeg fulgte Diez’ instagram profil med interesse, fordi koblingen mellem sårbarhed, ultra-femininitet og intellektuelle betragtninger om alt muligt var spændende og udfordrende. Men denne her bog har kun det sårbare. Jeg forstår godt at det er det der fylder i hendes liv- men det er simpelthen ikke særlig interessant for os andre fordi det ikke bliver diskuteret eller relateret til andet end hendes egen historie.
November 30, 2024
Har samme holdning som 80% andre tror jeg
October 6, 2024
Bogen er så fuld af banaliteter og selvmodsigelser, at den ender som en bekræftelse på alle de fordomme, som vi måtte have om Katherine Diez’ person. Hun er jo netop ikke kommet videre efter en 8 måneders periode, hvor hun har sovet, spist, arbejdet og helet (!!!), som hun ellers havde skrevet i et Instagram opslag, at hun ville. Hun er derimod røget endnu dybere ned i en narcissistisk pøl af selvmedlidenhed og manglende selvindsigt.
Det eneste tidspunkt at man kan mærke Diez, er når hun beskriver sin barndom. En beskrivelse som jeg tror, at mange desværre vil kunne genkende fra deres egen barndom, og som kan forklare bare lidt af hendes handlinger. Men desværre overskygges de passager af en, mildest talt, rodet tekstopsætning og konstante spring i tid.
Det eneste tidspunkt at man kan mærke Diez, er når hun beskriver sin barndom. En beskrivelse som jeg tror, at mange desværre vil kunne genkende fra deres egen barndom, og som kan forklare bare lidt af hendes handlinger. Men desværre overskygges de passager af en, mildest talt, rodet tekstopsætning og konstante spring i tid.
December 25, 2024
Jeg var nysgerrig, så selvfølgelig blev jeg nødt til at læse den. Men shit hvor er den altså mest af alt bare et stort rod. Der hoppes frem og tilbage i tiden, uden springene på nogen måde giver mening, og jeg er ret sikker på, at selv ikke Diez ved, hvad hun egentlig vil med bogen.
January 15, 2026
Skamløst. Stor sladderverdi. Kronologisk noe rot. Et moderne feministisk verk på sitt vis. Trist, tankevekkende..til tider ansvarsfraskrivende, men allikevel modig, og deilig u-skandinavisk. Språket er hva det er. Anyways, KD - jeg er din Fan Girl!
November 10, 2024
Man taler ofte om upålidelige fortællere, men nærmest aldrig om upålidelige forfattere... Jeg siger ikke at Diez lyver, men jeg siger, at hun manipulerer.
Magen til tydeligt kalkuleret sprog støder jeg sjældent på i bogform. Der er selvmodsigelser (både store og små), der bliver bagatelliseret og fejet ind under gulvtæppet, tidsspringene er en sand rodebutik og narrativet bliver meget tydeligt og uelegant twistet til egen fordel.
Plagiatsagen (hele grunden til bogens eksistens) får meget få siders beretning med et fladt 'jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, men det var ikke kun mig', og så bliver den siden da sammenlignet med at spise is, så det ikke lyder helt så slemt mere og meget menneskeligt. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler.
Der er også dele i bogen, der føles som ærlige beretninger, men problemet er, at når en persons pålidelighed har fået sådan et hug, som Diez' gjorde i januar, hvordan skal jeg så stole på, det jeg læser, når jeg også så tydeligt bliver manipuleret med?
Magen til tydeligt kalkuleret sprog støder jeg sjældent på i bogform. Der er selvmodsigelser (både store og små), der bliver bagatelliseret og fejet ind under gulvtæppet, tidsspringene er en sand rodebutik og narrativet bliver meget tydeligt og uelegant twistet til egen fordel.
Plagiatsagen (hele grunden til bogens eksistens) får meget få siders beretning med et fladt 'jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, men det var ikke kun mig', og så bliver den siden da sammenlignet med at spise is, så det ikke lyder helt så slemt mere og meget menneskeligt. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler.
Der er også dele i bogen, der føles som ærlige beretninger, men problemet er, at når en persons pålidelighed har fået sådan et hug, som Diez' gjorde i januar, hvordan skal jeg så stole på, det jeg læser, når jeg også så tydeligt bliver manipuleret med?
October 30, 2024
Bogen skulle være startet efter side 100. Inden side 100 er kapitlerne på max 3 sider, der er et citat på næste hver eneste side, hun hopper frem og tilbage i tid og mange af hendes instagram opslag bliver gengivet 1-1 og tager alt for meget plads. På baggrund af lidt hurtig hovedregning kan jeg sige, at hvis disse blev taget ud ville bogen knap nok kunne snige sig over 90 sider.
Kathrine Diez har forfejlet troet at læseren ville være mest interesseret i hendes behind the scenes takes på hendes og Adams instagram opslag fra før, under og efter bruddet, og det er slet ikke den mest interessante del af hendes historie, og det er ærgerligt at hun reducerer sig selv til det forhold (eller til forholdet med Dan for den sags skyld).
De eneste kapitler hvor der ikke indgår citater fra andre og referencer til bøger eller instagramopslag, er de eneste kapitler der er værd at læse, og de er den eneste grund til at jeg har givet bogen en hel stjerne. De eneste steder der rørte mig, er de steder hvor Kathrine Diez taler fra hjertet. Det handler om spiseforstyrrelser og hendes vilde ungdom og ungdomsforelskelser. Det er kun i disse kapitler hvor hun ikke fremstår som et naivt offer men som en stærk og reflekteret kvinde, og det vil jeg gerne give hende credit for.
Der er virkelig en redaktør der har fralagt sig ansvaret, og en historie der ville stå meget skarpere og stærkere hvis hun havde brugt mere end 6 måneder på at få den ned på papir.
Jeg siger ikke at jeg hader ‘I egen barm’ men det ville da være sjovt hvis det forholdt sig sådan.
Kathrine Diez har forfejlet troet at læseren ville være mest interesseret i hendes behind the scenes takes på hendes og Adams instagram opslag fra før, under og efter bruddet, og det er slet ikke den mest interessante del af hendes historie, og det er ærgerligt at hun reducerer sig selv til det forhold (eller til forholdet med Dan for den sags skyld).
De eneste kapitler hvor der ikke indgår citater fra andre og referencer til bøger eller instagramopslag, er de eneste kapitler der er værd at læse, og de er den eneste grund til at jeg har givet bogen en hel stjerne. De eneste steder der rørte mig, er de steder hvor Kathrine Diez taler fra hjertet. Det handler om spiseforstyrrelser og hendes vilde ungdom og ungdomsforelskelser. Det er kun i disse kapitler hvor hun ikke fremstår som et naivt offer men som en stærk og reflekteret kvinde, og det vil jeg gerne give hende credit for.
Der er virkelig en redaktør der har fralagt sig ansvaret, og en historie der ville stå meget skarpere og stærkere hvis hun havde brugt mere end 6 måneder på at få den ned på papir.
Jeg siger ikke at jeg hader ‘I egen barm’ men det ville da være sjovt hvis det forholdt sig sådan.
August 3, 2025
Man skal ikke læse denne bog, hvis det er for at få svar på sine spørgsmål omkring plagiatsagen. Emnet addresseres kort, og det ville synd at sige, at hun argumenterer godt i den sag. Sproget i bogen er så ringe, at jeg flere gange i starten overvejede at lægge den fra mig. Jeg er overrasket over, at det er hendes forhold til to magtfulde mænd, der har fået så meget taletid i medierne, da det slet ikke er dét der rør mig i bogen. Så hvorfor så fortsætte med at læse?
Fordi Katherines skildring af sin barndom rør noget i én, særligt som ung kvinde. Erindringerne fra et liv præget af anoreksi, et hjem i opbrud, ustabile forhold til mange mænd og hendes manglende forhold til sin far - det er svært ikke at føle med hende, når man læser netop dé kapitler, hvilket også giver en bedre forståelse for nogle af hendes tilknytningsmønstre i sit voksne liv. Bogen har jeg ikke mange stjerner til, men jeg har til gengæld også fået en form for sympati med Katherine. Så bogen er stadig værd at læse - jeg kan anbefale at lytte, da ikke alle kapitler kræver lige stor fordybelse.
Fordi Katherines skildring af sin barndom rør noget i én, særligt som ung kvinde. Erindringerne fra et liv præget af anoreksi, et hjem i opbrud, ustabile forhold til mange mænd og hendes manglende forhold til sin far - det er svært ikke at føle med hende, når man læser netop dé kapitler, hvilket også giver en bedre forståelse for nogle af hendes tilknytningsmønstre i sit voksne liv. Bogen har jeg ikke mange stjerner til, men jeg har til gengæld også fået en form for sympati med Katherine. Så bogen er stadig værd at læse - jeg kan anbefale at lytte, da ikke alle kapitler kræver lige stor fordybelse.
December 12, 2024
Tempoet er hurtigt, budskaberne er simple, så man glider lige igennem dem. Men jeg synes, hun vil for mange ting: udstille Adam Price og forklare at plagiatsagen var grundet hendes dårlige selvværd og tumultøse forhold -mest af alt er Danmark et for lille et land til hende. Og det hele peger tilbage på hendes dårlige forhold til sin far.
Og ja, dele af den kunne med fordel være forblevet i dagbogen, men det er hun jo ikke den første til at udgive.
Og ja, dele af den kunne med fordel være forblevet i dagbogen, men det er hun jo ikke den første til at udgive.
April 25, 2025
Havde vi stadig befundet os i 10’erne havde denne bog været en time lang semi-confessional, semi-apologetic, youtubevideo.
Det eneste der trækker bogen op, er beskrivelsen af hendes barn- og ungdom, som vækker en eller anden form for sympati og forståelse for den næsten-kvinde hun er endt op som idag.
Hvis bare hun så rent faktisk viste bare den mindste smule udvikling, eller reel selvrealisering, da bogen nåede sin ende. Oh well.
Det eneste der trækker bogen op, er beskrivelsen af hendes barn- og ungdom, som vækker en eller anden form for sympati og forståelse for den næsten-kvinde hun er endt op som idag.
Hvis bare hun så rent faktisk viste bare den mindste smule udvikling, eller reel selvrealisering, da bogen nåede sin ende. Oh well.
Read
October 17, 20241 1/2 stjerner.
Anmeldelse kommer, så snart jeg er kommet mig over hvad end det her var.
Anmeldelse kommer, så snart jeg er kommet mig over hvad end det her var.
Read
July 9, 2025ein sjúkliga stuttlig bók
August 18, 2025
Knap nok en bog… jeg giver ikke 1 stjerne som kritik af forfatteren som person, men det er simpelthen en flad, ustruktureret og uappetitlig “bog”, som primært har karakter af et par blogindlæg/instagram captions flettet vilkårligt sammen. Håber dog forfatteren får den hjælp hun har brug for.
December 28, 2024
Hun får sgu 2 stjerner for det her rodede makværk, underholdningsværdien er tårnhøj
November 8, 2024
Jeg forsøgte ihærdigt at læse denne bog objektivt og nysgerrigt - om det er lykkedes ved jeg ikke, men mit perspektiv på hele “Diez-sagen” har ikke ændret sig.
Isoleret, som et selvstændigt værk, har denne bog potentiale. Den tager fat i emner som er aktuelle og skal belyses - Kvinders udskamning, skam og identitetsbesvær i et, om vi vil det eller ej, stadig paterikalsk samfund. Men desværre går der en masse rigtig gode pointer til grunde, når denne bog er blevet skrevet på under ét år, som en undskyldning og forklaring på ens akademiske fejltrin.
At se litteraturen for hvad, hvornår og hvorfor den er, kommer ikke denne biografi til gode.
Den er desværre gennemsyret af en rodet opbygning, og en generelt selvmodsigende og til tider ubehagelig argumentation for plagiatsagen - som iøvrigt fylder forbløffende lidt. Jeg forstår Diez’ behov for at forklare hvad der går forud for alt det der pludselig blev udstillet i medierne, men i mine øjne er denne bog en mislykket bortforklaring. Historien i sig selv er god, men jeg tror ikke den gør dét, Diez vil have den gør.
For mig personligt er sproget for ufiltreret, og jeg synes aldrig det klæder biografier at bruge ekstreme ord om og om igen. Det svækker desværre troværdigheden for mig, og man kan mærke en agression gennem hendes ordvalg og sætningskonstruktioner som strider i mod alt hvad litteratur er for mig. Det er en styrkemarkør, men for mig personligt skubber det mig blot længere væk fra den fortælling der formidles.
Det er svært at beskrive hvad præcist ved denne bog og fortælling der ikke føles helt.. rigtigt? Men når man bruger en biografi, omhandlende rigtig meget andet end hvad der indledte ens mediestorm i første omgang, som retorisk virkemiddel, så er det skrøbeligt.
Bogens aktualitet er dét udslagsgivende der får den op på 2 stjerner. Igen, jeg synes Diez’ har nogle gode pointer og budskaber, men de er desværre kommunikeret forkert og kommer derved til at underminere sig selv.
Isoleret, som et selvstændigt værk, har denne bog potentiale. Den tager fat i emner som er aktuelle og skal belyses - Kvinders udskamning, skam og identitetsbesvær i et, om vi vil det eller ej, stadig paterikalsk samfund. Men desværre går der en masse rigtig gode pointer til grunde, når denne bog er blevet skrevet på under ét år, som en undskyldning og forklaring på ens akademiske fejltrin.
At se litteraturen for hvad, hvornår og hvorfor den er, kommer ikke denne biografi til gode.
Den er desværre gennemsyret af en rodet opbygning, og en generelt selvmodsigende og til tider ubehagelig argumentation for plagiatsagen - som iøvrigt fylder forbløffende lidt. Jeg forstår Diez’ behov for at forklare hvad der går forud for alt det der pludselig blev udstillet i medierne, men i mine øjne er denne bog en mislykket bortforklaring. Historien i sig selv er god, men jeg tror ikke den gør dét, Diez vil have den gør.
For mig personligt er sproget for ufiltreret, og jeg synes aldrig det klæder biografier at bruge ekstreme ord om og om igen. Det svækker desværre troværdigheden for mig, og man kan mærke en agression gennem hendes ordvalg og sætningskonstruktioner som strider i mod alt hvad litteratur er for mig. Det er en styrkemarkør, men for mig personligt skubber det mig blot længere væk fra den fortælling der formidles.
Det er svært at beskrive hvad præcist ved denne bog og fortælling der ikke føles helt.. rigtigt? Men når man bruger en biografi, omhandlende rigtig meget andet end hvad der indledte ens mediestorm i første omgang, som retorisk virkemiddel, så er det skrøbeligt.
Bogens aktualitet er dét udslagsgivende der får den op på 2 stjerner. Igen, jeg synes Diez’ har nogle gode pointer og budskaber, men de er desværre kommunikeret forkert og kommer derved til at underminere sig selv.
November 1, 2024
Min første reaktion var nok, at jeg ikke vil læse den slags litteratur. Men da bogen så udkom på Mofibo, blev nysgerrigheden alligevel for stor.
Det er ikke muligt at mene noget generelt om bogen. Afsnit er til nul stjerner og påkalder ren forargelse. Mens afsnittet, der omhandler ungdommen med anorexi, forholdet til faderen, vennerne og de mange skiftende partnere (her iblandt ulækre ældre mænd) gør direkte ondt at læse og uundgåeligt påkalder medfølelse. Samtidigt er det både interesant og skræmmende at høre bagom livet og tankerne hos en ægte influenser: ‘Jeg drømmer om at flytte til USA, måske Miami – eller L.A. – og være lige så “for meget” og “fake” på ydersiden som alle de andre kvinder, jeg vil hyle iblandt. Who cares, om ydersiden er fake, hvis indersiden er real?
Det er ikke muligt at mene noget generelt om bogen. Afsnit er til nul stjerner og påkalder ren forargelse. Mens afsnittet, der omhandler ungdommen med anorexi, forholdet til faderen, vennerne og de mange skiftende partnere (her iblandt ulækre ældre mænd) gør direkte ondt at læse og uundgåeligt påkalder medfølelse. Samtidigt er det både interesant og skræmmende at høre bagom livet og tankerne hos en ægte influenser: ‘Jeg drømmer om at flytte til USA, måske Miami – eller L.A. – og være lige så “for meget” og “fake” på ydersiden som alle de andre kvinder, jeg vil hyle iblandt. Who cares, om ydersiden er fake, hvis indersiden er real?
July 15, 2025
Jeg gik ind til bogen med mine fordomme og min nysgerrighed på sladder, og tænkte, hvad måske mange andre har tænkt om Katherine Diez.
Og selvom bogen også indeholder slibrige detaljer om forhold til magtfulde mænd, og (mindre gode) undskyldninger for hvorfor hun har gjort som hun har gjort, indeholdt den også noget andet. Nemlig en åbning ind til et menneske, som jeg efter jeg lukkede bogen i (som jeg desuden slugte på blot én aften), havde fået empati for.
Efter at have læst bogen, som bevares også er alt muligt man sikkert kan diskutere længe, har jeg fået et andet blik på Katherine Diez, end jeg havde før jeg satte mig til rette med bogen for blot et par timer siden. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge med i fjerde sæson på hendes Instagram - om den så kommer til at foregå i København, L.A. eller noget helt tredje.
Og selvom bogen også indeholder slibrige detaljer om forhold til magtfulde mænd, og (mindre gode) undskyldninger for hvorfor hun har gjort som hun har gjort, indeholdt den også noget andet. Nemlig en åbning ind til et menneske, som jeg efter jeg lukkede bogen i (som jeg desuden slugte på blot én aften), havde fået empati for.
Efter at have læst bogen, som bevares også er alt muligt man sikkert kan diskutere længe, har jeg fået et andet blik på Katherine Diez, end jeg havde før jeg satte mig til rette med bogen for blot et par timer siden. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge med i fjerde sæson på hendes Instagram - om den så kommer til at foregå i København, L.A. eller noget helt tredje.
November 3, 2024
“Uperfekthed er det værste ord jeg kender” siger Katherine Diez til sidst i bogen. En bog der kompositorisk er meget rodet. Den springer i kronologi, refleksioner og efterlader et indtryk af et notesblad, måske et af dem hvor KD samler citater på. Man får indtryk af en kvinde, der hele tiden strækker og strækker sig efter mål og perfektion, der også flyttes hele tiden, så kvinden efterlades med en konstant følelse af utilstrækkelighed. En følelse, der desværre lever i bedste velgående i vor tid. Man kan næsten håbe at KD nu får parkeret noget af al det rod og kaos og perfektionsræs med denne bog, så hun tør at være uperfekt som alle andre. En bog, der giver stof til eftertanke om vores tid i dag.
October 10, 2024
Rystende elendig bog der desværre på alle måder bekræftede den mistanke jeg havde om Diez klummeskrivning, Instagram-liv og nu forfatterskab; kejseren havde desværre ikke tøj på.
Hvis Diez virkelig vil gribe “I egen barm” og som hun siger “gå hårdest til sig selv” i denne bog, må hun tage ansvar for sine handlinger. Der er - må vi forstå, efter at have læst bogen - ikke rigtig noget der er Kathrines skyld.
Bogen er en tynd kop te der ikke efterlader mig med anden følelse end, at Diez ville tjene hurtige penge på den sladder, hun siger hun foragter.
Hvis Diez virkelig vil gribe “I egen barm” og som hun siger “gå hårdest til sig selv” i denne bog, må hun tage ansvar for sine handlinger. Der er - må vi forstå, efter at have læst bogen - ikke rigtig noget der er Kathrines skyld.
Bogen er en tynd kop te der ikke efterlader mig med anden følelse end, at Diez ville tjene hurtige penge på den sladder, hun siger hun foragter.
February 4, 2025
Trods alt hurtigt læst.
Displaying 1 - 30 of 100 reviews