En slags selvbiografisk collage hvor præsten Kathrine Lilleør (f. 1964) fortæller om brudstykker og hændelser i sit liv, og deler ud af sine erfaringer og tanker om tilværelsen som præst, sjælesørger og alenemor til tre piger. Desuden fortæller hun via andre menneskers livshistorier om forførelse, skilsmisse, sorg og døden.
Lilleør formidler kristne budskaber og lignelser med lethed og overbevisning. Sammenblandet med erindringer fra eget liv stiller Lilleør sig sårbar og som læser beæres man over hendes ærlighed og modighed.
Jeg må indrømme, at jeg var fint underholdt af denne bog af Kathrine Lilleør: Den er velskrevet og sætningerne er flydende fortællende - nok egentlig lige så spontane og frie, som når Lilleør prædiker (uden forberedt, nedskreven prædiken). Bogen rummer mange gode betragtninger og egnede litterære referencer. Det er som at tage et kig ind i et levet liv, med hurtigt skiftende fokus mellem familie, minder og kærlighed - som på bagkant gøres til genstand for refleksion. Formatet med korte kapitler passer derfor godt til ‘fortællinger fra et liv’, og sammenhængen giver en god læseoplevelse.
Alligevel er betragtningerne og anekdoterne lidt for frit fortalt efter min smag: Jeg savner en klar agenda eller retning for fortællingerne - hvoraf jeg tydeligere kan udlede strukturerede pointer. Bogen giver et fint indblik i Lilleørs facon og gerning - både privat og som præst, og det er fin læsning til en eftermiddag med benene oppe.