KNIVTID er 50 korte, morsomme, tragikomiske og genkendelige historier. Mange af dem handler om at fortælle historier, om historierne, der bliver fortalt, og om dem, der fortæller dem. Ofte begynder de roligt og tilforladeligt for derefter at tage nogle vilde – indimellem hallucinatoriske – drejninger og rejser ned i tilværelsens mørke kroge.
Kim Hiorthøy (f. 1973) er en norsk kunstner og illustrator. Han har tidligere skrevet Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig (2002), som udkom på Arkiv for Detaljer i 2019.
[3.0/5.0] Av og til sier jeg at Erlend Loe skriver sært og rart og virker å være en snodig skrue. Sammenlikna med Kim Hiorthøi er Erlend Loe en dresskledd revisor i et lite eller middels stort revisorfirma i Førde. Denne samlinga er totalt skrudd og hinsides merkelig, men på sitt eget lille snurrige vis er den fascinerende også. Litt som å lese innholdsfortegnelsen til Otto Franz’ Belgiske Vafler baklengs, på rumensk. Eller kanskje ikke. Jeg liker katter.
Interessant. Spennende. Rar. Morsom. Forvirrende. Uventet. Og mange andre ord. En uvanlig opplevelse. Litteratur kan være så mye. Men jeg er ikke sikker.
Kanskje den merkeligste boka jeg noensinne hadde lest. Jeg ante ikke hva jeg ga meg inn i. Kjente deler av tiden at jeg ønsket at historien hang mer sammen, for å kunne fordype meg i historien og verdenen sånn man pleier å kunne gjøre i bøker ellers. Underveis måtte jeg smile av alt det bisarre, og de små overlappene mellom noen av historiene. Mange av historiene fikk meg til å føle og tenke mye, selv om de var ganske vage overfladisk sett. Jeg tror denne boka vil bli boende i meg i lange tider. Anbefales.
Lettlest og underholdende, selv om boken fremstår som en samling av bare begynnelser, uten slutt. En serie ufullendte historier. På en måte fungerer det ganske bra. Det er bare litt irriterende. Samtidig viser det seg at man ikke trenger mange linjene på å etablere en scene, eller et miljø. Boken fremstår slik som en opplisting av ulike skisser eller tablåer, der noen er løselig koblet til hverandre, men tilsynelatende uten at det har noen betydning utover at leseren vil gjenkjenne elementer fra en tidligere skisse. Man blir ikke klokere. Men heller ikke dummere. Antakeligvis.
Mer kunst enn bok, et herlig flettverk av minifortellinger. Noe treffer bedre enn annet, totalen er likevel vanskelig å få ut av hodet en god stund etter å ha blitt ferdig med den. Fornøyelig.
Gøy og rar. Typen små historier du kommer på igjen imens du sitter på bussen flere dager etter du leste dem, og fniser og stusser litt over, som en kombinasjon av humor og hverdagsfilosofi.