”Anna Juul” har høstet tre bogaftaler, et par tv-serier og en plads i psykiatrifondens bestyrelse på sin psykiske sygdom. Nu sidder hun på en luftmadras i et tomt kolonihavehus i Ishøj og skal finde på et nyt projekt, så offentligheden ikke glemmer hende.
Heldigvis har ”Kristoffer Lind” en god idé. Han, forfatter og journalist, vil genopfinde samtalebogen, forhåbentlig tjene nogle penge i forsøget, og Anna skal være hans partner. Skal det lykkes, må Anna åbne mere op. Hun kan ikke blive ved med at tale om de samme gamle diagnoser. Der skal nye traumer på bordet, men er hun klar på det?
Traumebingo er en sjov, interessant og genrebøjende samtaleroman om psykisk sygdom, mediebranchen og skrøbelig maskulinitet.
Anna Juul, f. 1992 er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole og har arbejdet med radio, tv og bøger. Hun har bl.a. været forfatter på programmet Den Korte Radioavis på Radio24syv. I 2019 debuterede hun med digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel under aliasset Veronika Katinka. Anna Juul har skrevet og spillet hovedrollen i tv-serien Min Kamp, der handler om samme karakter, og hun står bag serien Fantomforhold. I 2022 udgav hun romanen Penge & Bacon.
Hele læsningen føles som at blive trollet. Ingen siger, hvad de mener. Der er intet reelt grundlag for at skrive bogen. Det er bare et overdrev af subversive taktikker og ironi.
Når de første par smågrin har fortaget sig, og bogen for alvor kommer til at sidde fast i sin rille, sætter kedsomheden ind. Lige da jeg var blevet meget træt af rants om hårdkogte/blødkogte æg i hotelmorgenmadsbuffeter, lader ’Traumebingo’ som om den er mægtig klog.
Redaktøren ringer nemlig til Kristoffer Lind, og siger hans udkast til bogen handler for meget om hotelæg. Bogen forudser simpelthen læserens kedsomhed, men i stedet for at slette vrøvlet om de forbandende hønseovaler, så går Juul & Lind kvit eller dobbelt ved at lade en hele metadiskussion om det med redaktøren indgå.
De ved altså, at det er ligegyldigt, kedsommeligt og tåbeligt, men forsøger at smyge sig udenom ved at gøre det skødesløst med-vilje-dårligt.
Men med-vilje-dårligt er stadig bare dårligt. Hvis du ved, at en del af din bog ikke fungerer, skal den redigeres ud. Den bliver ikke god, fordi du selv siger, at du godt ved, den er dårlig. Heller ikke hvis det er med et sarkastisk glimt i øjet.
Hvis man skal skrive en samtalebog (hvis det er det, de har forsøgt? Jeg er lidt i tvivl), så burde man måske vælge to personer der kan føre en samtale, så 75% af bogen ikke er så akavet.
Kommer de til måls med målet om en samtalebog? Ja. Får de lavet en personlig relation til hinanden? Ja? Er epilogen eminent dårlig? Ja. Giver noget som helst mening? Nej.
Jeg kan virkelig godt lide Anna Juul, og synes kemien mellem hende og Kristoffer Lind er meget interessant. Bogen er på en besynderlig måde ret hjertevarm.
Jeg fik Traumebingo i fødselsdagsgave nok fordi det var noget med traumer og bøger, og det mindede så åbenbart om mig. Men jeg kan da også godt lide bingo. Da jeg skulle placere bogen på min bogreol var jeg lidt i tvivl om den skulle på fiktion eller non-fiktions hylden, og efter at have læst den kan jeg fortælle at jeg ikke har fået mere afklaring på det spørgsmål. Jeg er heller ikke sikker på at Anna Juul og Kristoffer Lind selv ved det. Hver linje i bogen er metatekstuel med stort M om hvor dårlig de selv syntes bogen er, hvor ligegyldige deres samtaler er og hvordan de kun gør det for pengene osv osv osv. Jeg kan se det større budskab, om hvordan traumer bliver brugt som kapital og fisket ud af folk imod deres vilje i medierne, og alt behøver ikke være så dybt hele tiden og psykisk syge er mere end deres traumer osv osv osv. og samtidig forstår jeg ingenting. Hvordan kan man skrive en helt bog, om hvordan man ikke kan skrive en bog? Der er sikkert nogle som vil finde det mega alternativt og dekonstrueret, men personligt vil jeg bare gerne læse om de sæler som hun så ud af vinduet, uden at min læsning bliver afbrudt af en kommentar fra forfatteren om hvor dumt det er at tale om sæler i en bog om traumer.
Hvis man kender til Anna Juul og overgiver sig til bogens lettere rablende og skøre præmis, så synes jeg faktisk det er en rigtig god læseoplevelse. Dynamikken mellem Anna og Kristoffer drager mig, og der er en gid balance mellem indre tanker, random samtaler og ydre betragtninger. De mange metakommentarer om bogen, og om dens læsere, kan synes prætentiøse og provokerende. Personligt synes jeg bare det er et modigt og grinern greb. Den store forløsning udebliver, men det gør ikke noget. Juul og Lind gav mig mange momenter af højlydte grin og WTF-moments
Anna Juul is iconic as always and really funny, Kristoffer Lind is ironic in a way that makes him seem annoying and unlikable, I’m not sure if it’s satirical or not (sorry Kristoffer if you ever read this but…) It’s not a conversation book, it’s not really anything and I can’t really see who will find this book useful? I liked the bits that where just Anna being Anna but that’s all I liked tbh
Elsker formatet og begge de medvirkende, håber der bliver lavet flere samtalebøger af den her form i fremtiden. Og så elsker jeg bøger der ikke er søgte, men bare anderledes og finurlige<3
Jeg elsker Anna Juuls selvironiske humor, og befriende at Kristoffer Lind har noget af det samme. Det gjorde det dog svært lige at dechifrere hvem der skrev, når de skiftede vinkel. Levede ikke helt op til den forrygende titel, og starten som skruede helt op for mine forventninger.