What do you think?
Rate this book
Min Kim
Nam Sook blev i 1975 fløjet fra Sydkorea til Danmark sammen med 10 andre børn. I lufthavnen stod hendes adoptivforældre sammen med de andre forældrepar og så deres børn blive født ud af et fly. Nam Sook fik ved ankomsten navnet Eva, og hendes kommende veninde, Min Kim, der også var med på flyet, blev navngivet Gull-Mai. Familierne besøgte hinanden én gang om året, og de to piger blev pennevenner. Da Eva var 12 år, mistede de kontakten, og de genså først hinanden 30 år senere. Da Gull-Mai fortæller om sin voldsomt svære opvækst, bliver Eva ramt af én eneste følelse: Hun må skrive en bog om at vokse op som adopteret i Danmark.
Romanen MIN KIM undersøger, hvad der sker med et barn, når det bliver adskilt fra sin familie og sat ind i en ny. Når fortællingen om ens liv pludselig bryder sammen og for evigt ændres. Gennem romanens breve, samtaler og rejser spejles Gull-Mais og Evas opvækst. De to kvinders virkeligheder fletter sig sammen til en fortælling om myters sammenbrud, om slægtskabets betydning og om, hvordan man omskaber sin identitet ved selv at bestemme, hvordan historien fortælles.
Romanen MIN KIM undersøger, hvad der sker med et barn, når det bliver adskilt fra sin familie og sat ind i en ny. Når fortællingen om ens liv pludselig bryder sammen og for evigt ændres. Gennem romanens breve, samtaler og rejser spejles Gull-Mais og Evas opvækst. De to kvinders virkeligheder fletter sig sammen til en fortælling om myters sammenbrud, om slægtskabets betydning og om, hvordan man omskaber sin identitet ved selv at bestemme, hvordan historien fortælles.
412 pages, Hardcover
First published October 10, 2024
26 people are currently reading
314 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 34 reviews
November 18, 2024
Av den her bog gør ondt i alle vores myter og forestillinger om adoption. En kæmpe øjenåbner og en modig bog. Alle har ret til sin egen historie og mange historier kan godt leve ved siden af hinanden på samme tid. Shit Eva! Tak
December 14, 2024
Virkelig betydningsfuld bog
December 21, 2024
Gribende autofiktion af Eva Tind. Vidnesbyrd om adoption og dets konsekvenser set ud fra både individuelt og samfundsmæssigt perspektiv. Om tilhørsforhold. Forbundethed. Tilfældighed Splittelse. Fornægtelse og systemisk overgreb. Rørende. Bevægende. Og ikke mindst virkelig vigtig.
October 29, 2025
Det overraskede mig faktisk meget, at jeg ikke brød mig om denne bog. For jeg har været meget begejstret for de to andre, jeg har læst af Tind, nemlig Kvinden der samlede verden og Citronbjerget.
Måske skyldes det, at jeg generelt ikke er så vild med selvbiografier? Ja, faktisk går jeg som oftest i en stor bue udenom, med mindre særlige omstændigheder taler for, at jeg vil bryde mig om den.
Jeg er selv adopteret, men jo hverken fra Korea eller noget andet land langt borte. Jeg er dog vokset op med, at min fars identitet blev holdt hemmelig af min biologiske mor, der også var karrig med sandheden om andre omstændigheder omkring min adoption (til mine bedsteforældre). Jeg har så været så heldig, at jeg fandt min far, efter at min mor var død, men inden han døde. Som Tind har jeg haft en barndom, hvor jeg blev brutalt mobbet pga mit udseende. Alligevel har jeg svært ved på nogen som helst måde at se mig selv i den kollossale sorg og vrede, som Tind bærer på – selvom jeg til fulde forstår hendes vrede over hele det system, der har været omkring international adoption, der har lukket sig om sig selv og ikke har haft barnets tarv som prioritet.
Lydbogen er læst op af forfatteren. Det fungerer desværre ikke så godt, men jeg hører på rørene, at mange forfattere bliver "kraftigt opfordret" til selv at indlæse deres bøger, også selvom de ikke er vilde med tanken. De får typisk ikke tid nok og måske heller ikke en kompetent person med i studiet?
Måske skyldes det, at jeg generelt ikke er så vild med selvbiografier? Ja, faktisk går jeg som oftest i en stor bue udenom, med mindre særlige omstændigheder taler for, at jeg vil bryde mig om den.
Jeg er selv adopteret, men jo hverken fra Korea eller noget andet land langt borte. Jeg er dog vokset op med, at min fars identitet blev holdt hemmelig af min biologiske mor, der også var karrig med sandheden om andre omstændigheder omkring min adoption (til mine bedsteforældre). Jeg har så været så heldig, at jeg fandt min far, efter at min mor var død, men inden han døde. Som Tind har jeg haft en barndom, hvor jeg blev brutalt mobbet pga mit udseende. Alligevel har jeg svært ved på nogen som helst måde at se mig selv i den kollossale sorg og vrede, som Tind bærer på – selvom jeg til fulde forstår hendes vrede over hele det system, der har været omkring international adoption, der har lukket sig om sig selv og ikke har haft barnets tarv som prioritet.
Lydbogen er læst op af forfatteren. Det fungerer desværre ikke så godt, men jeg hører på rørene, at mange forfattere bliver "kraftigt opfordret" til selv at indlæse deres bøger, også selvom de ikke er vilde med tanken. De får typisk ikke tid nok og måske heller ikke en kompetent person med i studiet?
April 20, 2025
Føler ikke man må lave en dårlig anmeldelse af en bog, som er forfatterens største traume? Nu gør jeg det alligevel. De første 100 sider var magiske, men så blev det bare en lang gentagelse. Jeg tænkte tit, hvorfor er det her ikke en dagbog? Hvorfor skal jeg blive ved og ved og ved, med at læse de samme overvejelser pakket ind i nyt sprog, hvor er skønlitteraturen? Særligt, i den passage hvor forfatteren begynder at inddrage sæddonation i sin kritik af adoption, stod jeg helt af. Hvor er det nemt at kritisere kunstig befrugtning og æg/sæd donation, når man har fået tre børn uden hjælp. Wow det synes jeg var voldsomt. Nå, kunne ikke lide den, I am so sorry.
August 9, 2025
Væltede mig om kuld og slog benene væk under mig af flere omgange.
Jeg har fået et nyt niveau af empati for min far, min familie, og mig selv.
Har sat ord på følelser jeg har gået med længe, jeg aldrig har kunne fange eller præcisere.
Jeg har fået et nyt niveau af empati for min far, min familie, og mig selv.
Har sat ord på følelser jeg har gået med længe, jeg aldrig har kunne fange eller præcisere.
October 6, 2025
det er så smukt hvordan både eva og min kim deler ud af deres traumer og liv, for at vi andre kan blive klogere. alle har ret til ophav, og jeg syntes det var så spændende at se evas udvikling ind i aktivisme på adoptions området. vi mennesker har brug for forbundethed og den måde den forbundethed beskrives og vendes er bare virkelig rørende.
December 3, 2024
Eva Tinds Min Kim er en autobiografisk roman, som fokuserer på hendes opvækst som adopteret (eller som det hedder sidst i bogen: menneske udsat for adoption) fra Korea. Romanen er skrevet som en henvendelse til Evas penneven fra barndommen Gull-Mai, som også er opdateret fra Korea. Både Eva og Gull-Mai var med samme fly som landede i Kastrup i 1975, da de som spædbørn blev overbragt til deres danske adoptantfamilier. Evas og Gull-Mais adoptantforældre mødte hinanden første gang i lufthavnen, da de skulle hente deres adopterede børn, og det medførte, at de to piger mødtes sammen med deres familier i en årrække. Korrespondancen mellem de to piger ophører, og Gull-Mai glider væk fra Eva i mange år, hvor Eva blot hører, at Gull-Maj har kappet forbindelsen til sin familie.
Som voksne får Eva og Gull-Mai genoptaget forbindelsen ved at mødes og ved at skrive breve til hinanden igen. Gull-Mais breve indgår i romanen. Evas egne breve til Gull-Mai indgår ikke, men selve romanen bliver nærmest Evas del af korrespondancen – for hun sætter sig for at beskrive sin opvækst og oplevelse af at være adopteret, og samtidig inkludere dele af Gull-Mais historie. Gull-Mai har som voksen i øvrigt besluttet sig for at tage sit koreanske navn tilbage – i en lidt omformet version, nemlig som Min Kim, som så er blevet romanens titel. Titlen fungerer også ved, at man som dansk læser først læser den på en måde uden at kende konteksten og den koreanske sammenhæng – som om det handler om en person ved navn Kim, som er fortællerens ”min”; og at man ved at læse romanen må korrigere for denne opfattelse af hvad titlen betyder.
Romanens helt store styrke er, at den fra Evas perspektiv udfolder hvad det at være adopteret har betydet for hende. Et tema, som ikke har nogle hurtige og lette svar, men som Eva ofte har mærket, at hendes omgivelser har forventet nogle helt klare og enkle svar på. At hun som adopteret som en selvfølge har været afkrævet og forventet at være taknemmelig over for at være blevet reddet af adoptivfamilien og af Danmark som samfund fra den fattigdom og forældreløshed, som ville have været hendes skæbne i Korea. Romanen afmonterer undervejs denne forestilling om adoption, og den gør det på forskellige måder.
For det første giver romanen et indblik i, at mange af de adopterede fra Korea slet ikke var hittebørn, sådan som det ellers var blevet kommunikeret fra det danske adoptionsbureau til de adopterende familier. At der har været tale om løgn og svindel, og at adoptioner har foregået på helt forkerte præmisser er kommet frem tidligere i bl.a. Maja Lee Langvads værk HUN ER VRED og i forskellige dokumentarprogrammer såsom Hemmeligheden i Skyggearkivet.
For det andet – og allerstærkest i romanen – beskriver Tind sin opvækst som adoptereret og den identitet, som det medførte for hende. Som allerede nævnt var der den overordnede forventning om, at hun som adopteret skulle være taknemmelig over for at blive reddet og at være kommet til Danmark – til en tryg familie. Alt det, som Tind så beskriver, er ikke en kritik af den familie, som hun rent faktisk landede i; de har gjort, hvad de kunne for hende og har taget hende til sig som deres barn. Det, det handler om, er grundfortællingen om at være adopteret. At det handlede om, at hun skulle glemme sin fortid og glemme hvor hun kom fra – altså nulstille sig selv og forstå, at hun startede sit liv i Danmark i den adopterede familie. Metaforisk beskriver Tind dette med, at hun blev født ude af den flyvemaskine, som hun ankom til Danmark med. At Eva samtidig skulle betragte sig selv som 100 % dansk, og at det ville være forkert af hende, hvis hun ikke gjorde det – samtidig med at det for hende jo var meget tydeligt, at hun stak ud bl.a. via udseendet – hun var den eneste med sort hår og anderledes øjne i det lille samfund omkring Låsby.
Men denne anderledeshed skulle hun ignorere. Det betød bl.a. at Eva prøvede at undgå at se sig selv i spejlet, og at hun så vidt muligt undgik at være sammen med personer, der ikke var etnisk hvide danskere, fordi hun og de andre ellers ville skille sig mærkbart ud fra den præmis om at være 100 procent danske. Alt sammen eksempler på, at Eva og andre adopterede er blevet formet på en måde, der har gjort, at de har følt, at de skulle være så almindelige og danske som muligt, og at alt ved dem, der ikke kunne opfylde dette, var forkert.
For det tredje er der det konkrete spor for Eva, hvor hun får kontakt med sin biologiske slægt i slutningen af 1990’erne, og som handler om hvilken form for relation, hun begynder at få opbygget til hendes biologiske slægt.
Parallelt med disse spor er der nogle indblik i Min Kims historie, som på nogle punkter er ret lig Evas, men på andre områder – bl.a. ift. den danske familie, som Min Kim landede i, er væsentligt forskellige. Hvilket bl.a. er med til at illustrere det helt absurde lotteri, som adoptionerne også har været – hvilket for en periode skaber meget tunge tanker for Eva omkring den vilkårlighed, der har været, og at hun selv lige så godt kunne have været landet i en anden familie efter ”fødslen” fra flyvemaskinen.
Endelig er der også et spor i romanen om Eva Tind som forfatter og de værker, som hun har skrevet. Dette spor er ret perifert i romanen, men tager til i den sidste tredjedel.
Min Kim er stærkest i beskrivelsen af, hvad adoption har betydet for Eva ift. forventninger og det selvbillede, som hun udviklede undervejs. Ligesom for Citronbjerget er der dog også et problem ved, at bogen virker lidt lang og gentagende i dele af midtersektionen – og at den kunne have været skarpere redigeret dér.
Som voksne får Eva og Gull-Mai genoptaget forbindelsen ved at mødes og ved at skrive breve til hinanden igen. Gull-Mais breve indgår i romanen. Evas egne breve til Gull-Mai indgår ikke, men selve romanen bliver nærmest Evas del af korrespondancen – for hun sætter sig for at beskrive sin opvækst og oplevelse af at være adopteret, og samtidig inkludere dele af Gull-Mais historie. Gull-Mai har som voksen i øvrigt besluttet sig for at tage sit koreanske navn tilbage – i en lidt omformet version, nemlig som Min Kim, som så er blevet romanens titel. Titlen fungerer også ved, at man som dansk læser først læser den på en måde uden at kende konteksten og den koreanske sammenhæng – som om det handler om en person ved navn Kim, som er fortællerens ”min”; og at man ved at læse romanen må korrigere for denne opfattelse af hvad titlen betyder.
Romanens helt store styrke er, at den fra Evas perspektiv udfolder hvad det at være adopteret har betydet for hende. Et tema, som ikke har nogle hurtige og lette svar, men som Eva ofte har mærket, at hendes omgivelser har forventet nogle helt klare og enkle svar på. At hun som adopteret som en selvfølge har været afkrævet og forventet at være taknemmelig over for at være blevet reddet af adoptivfamilien og af Danmark som samfund fra den fattigdom og forældreløshed, som ville have været hendes skæbne i Korea. Romanen afmonterer undervejs denne forestilling om adoption, og den gør det på forskellige måder.
For det første giver romanen et indblik i, at mange af de adopterede fra Korea slet ikke var hittebørn, sådan som det ellers var blevet kommunikeret fra det danske adoptionsbureau til de adopterende familier. At der har været tale om løgn og svindel, og at adoptioner har foregået på helt forkerte præmisser er kommet frem tidligere i bl.a. Maja Lee Langvads værk HUN ER VRED og i forskellige dokumentarprogrammer såsom Hemmeligheden i Skyggearkivet.
For det andet – og allerstærkest i romanen – beskriver Tind sin opvækst som adoptereret og den identitet, som det medførte for hende. Som allerede nævnt var der den overordnede forventning om, at hun som adopteret skulle være taknemmelig over for at blive reddet og at være kommet til Danmark – til en tryg familie. Alt det, som Tind så beskriver, er ikke en kritik af den familie, som hun rent faktisk landede i; de har gjort, hvad de kunne for hende og har taget hende til sig som deres barn. Det, det handler om, er grundfortællingen om at være adopteret. At det handlede om, at hun skulle glemme sin fortid og glemme hvor hun kom fra – altså nulstille sig selv og forstå, at hun startede sit liv i Danmark i den adopterede familie. Metaforisk beskriver Tind dette med, at hun blev født ude af den flyvemaskine, som hun ankom til Danmark med. At Eva samtidig skulle betragte sig selv som 100 % dansk, og at det ville være forkert af hende, hvis hun ikke gjorde det – samtidig med at det for hende jo var meget tydeligt, at hun stak ud bl.a. via udseendet – hun var den eneste med sort hår og anderledes øjne i det lille samfund omkring Låsby.
Men denne anderledeshed skulle hun ignorere. Det betød bl.a. at Eva prøvede at undgå at se sig selv i spejlet, og at hun så vidt muligt undgik at være sammen med personer, der ikke var etnisk hvide danskere, fordi hun og de andre ellers ville skille sig mærkbart ud fra den præmis om at være 100 procent danske. Alt sammen eksempler på, at Eva og andre adopterede er blevet formet på en måde, der har gjort, at de har følt, at de skulle være så almindelige og danske som muligt, og at alt ved dem, der ikke kunne opfylde dette, var forkert.
For det tredje er der det konkrete spor for Eva, hvor hun får kontakt med sin biologiske slægt i slutningen af 1990’erne, og som handler om hvilken form for relation, hun begynder at få opbygget til hendes biologiske slægt.
Parallelt med disse spor er der nogle indblik i Min Kims historie, som på nogle punkter er ret lig Evas, men på andre områder – bl.a. ift. den danske familie, som Min Kim landede i, er væsentligt forskellige. Hvilket bl.a. er med til at illustrere det helt absurde lotteri, som adoptionerne også har været – hvilket for en periode skaber meget tunge tanker for Eva omkring den vilkårlighed, der har været, og at hun selv lige så godt kunne have været landet i en anden familie efter ”fødslen” fra flyvemaskinen.
Endelig er der også et spor i romanen om Eva Tind som forfatter og de værker, som hun har skrevet. Dette spor er ret perifert i romanen, men tager til i den sidste tredjedel.
Min Kim er stærkest i beskrivelsen af, hvad adoption har betydet for Eva ift. forventninger og det selvbillede, som hun udviklede undervejs. Ligesom for Citronbjerget er der dog også et problem ved, at bogen virker lidt lang og gentagende i dele af midtersektionen – og at den kunne have været skarpere redigeret dér.
June 26, 2025
Når man læser beskrivelsen af Min Kim på diverse bogsider, får man indtryk af en fortælling om to pennevenner, der mister og genfinder hinanden—tilfældigvis begge transnationalt adopterede. Men det er misvisende. Det er pænt mærkeligt, men det er vel for at det ikke alt for meget skal lyde som det manifest det i virkeligheden er - måske det er for skræmmende.
På overfladen handler Min Kim om, at Tind skriver med sin barndomsveninde om deres oplevelser, men det svarer til at tro, at en road movie handler om vejen og ikke om dem, der kører på den. For formen er jo bare et kar, hvor i Tind hælder hele den galskab, som er transnational adoption, ned i. Med en grundig gennemgang, af det personlige, om følelse af at være “andet” (den som altid ser anderledes ud), om at være afskåret fra fortiden, over det strukturelle i alt fra racisme til den lemfældige omgang med tredjeverdens børn og vores evne til at retfærdiggøre det meste uhyrlige. Tind favner det hele, på en forbavsende nøgtern måde, uden at det bliver hverken for meget logo eller patos, og det gør det bare endnu stærkere.
Det er også historien om Tinds møde med hendes koreanske familie og det koreanske samfund, i hendes forsøg på at lade nogle af de rødder, hun så råt har fået revet op, finde et sted at spire. Og det er måske historiens største sorg. Hvor Tind måske ikke siger det direkte, så føles det lidt som om at det ikke er sådan rødder virker. Hun kan måske skrive sig ind i et stamtræ og hun kan spejle sig i opførsel i hendes koreanske familie, men det er også tydeligt at der er en kæmpe afstand. Det er som et træ, der står på første sal, og med rødder der altid må strække sig for at nå ned i jorden.
Tind skriver sig ind i mit hjerte her, og det handler måske lidt om min egen rodløshed, men jeg tror først og fremmest det handler om Tind, og hendes evne til at beskrive, ikke bare fakta og begivenheder, men at sætte spot på de dyrt købte erfaringer og indsigter hun har gjort sig igennem livet. Hendes forståelse af at den smerte, hun har oplevet ved at være blevet fjernet fra hendes rodnet, ikke er noget som skal fikses, fordi at det er en del af hvad hun er. En person som har været udsat for noget ustyrligt. Kun ved at gøre det til en del af en selv, kan oplevelsen integreres og være en del af det man er.
Min Kim er et manifest over den smerte, kompleksitet og identitetssøgen, der følger med transnational adoption. Tind skriver med en nøgtern styrke, der gør indtryk, og bogen efterlader et varigt aftryk - ikke mindst fordi den tør insistere på, at visse sår ikke kan heles, men må leves med.
På overfladen handler Min Kim om, at Tind skriver med sin barndomsveninde om deres oplevelser, men det svarer til at tro, at en road movie handler om vejen og ikke om dem, der kører på den. For formen er jo bare et kar, hvor i Tind hælder hele den galskab, som er transnational adoption, ned i. Med en grundig gennemgang, af det personlige, om følelse af at være “andet” (den som altid ser anderledes ud), om at være afskåret fra fortiden, over det strukturelle i alt fra racisme til den lemfældige omgang med tredjeverdens børn og vores evne til at retfærdiggøre det meste uhyrlige. Tind favner det hele, på en forbavsende nøgtern måde, uden at det bliver hverken for meget logo eller patos, og det gør det bare endnu stærkere.
Det er også historien om Tinds møde med hendes koreanske familie og det koreanske samfund, i hendes forsøg på at lade nogle af de rødder, hun så råt har fået revet op, finde et sted at spire. Og det er måske historiens største sorg. Hvor Tind måske ikke siger det direkte, så føles det lidt som om at det ikke er sådan rødder virker. Hun kan måske skrive sig ind i et stamtræ og hun kan spejle sig i opførsel i hendes koreanske familie, men det er også tydeligt at der er en kæmpe afstand. Det er som et træ, der står på første sal, og med rødder der altid må strække sig for at nå ned i jorden.
Tind skriver sig ind i mit hjerte her, og det handler måske lidt om min egen rodløshed, men jeg tror først og fremmest det handler om Tind, og hendes evne til at beskrive, ikke bare fakta og begivenheder, men at sætte spot på de dyrt købte erfaringer og indsigter hun har gjort sig igennem livet. Hendes forståelse af at den smerte, hun har oplevet ved at være blevet fjernet fra hendes rodnet, ikke er noget som skal fikses, fordi at det er en del af hvad hun er. En person som har været udsat for noget ustyrligt. Kun ved at gøre det til en del af en selv, kan oplevelsen integreres og være en del af det man er.
Min Kim er et manifest over den smerte, kompleksitet og identitetssøgen, der følger med transnational adoption. Tind skriver med en nøgtern styrke, der gør indtryk, og bogen efterlader et varigt aftryk - ikke mindst fordi den tør insistere på, at visse sår ikke kan heles, men må leves med.
February 2, 2025
Sindssyg fortælling! Smuk og rørende måde at skildre to kvinders historie og deres evige søgen efter tilhørsforhold og at kunne forstå sig selv. Meget poetisk, filosofisk og eksistentialistisk, der virkelig belyser de tilhørende udfordringer den adopterede har, og de romantiske myter vi har om adoptionen, som en form for “redning” fra et dårligt sted.
Mega vigtig og tankevækkende roman! Den smadrer alle rammerne for hvad vi som samfund tænker om adoption og de børn der så uretfærdigt er blevet adopteret og har fået slettet deres ophav!
Væsentlig bidrag til hele samfundsdebatten om adoption og identitet!!!! LÆS❤️
Mega vigtig og tankevækkende roman! Den smadrer alle rammerne for hvad vi som samfund tænker om adoption og de børn der så uretfærdigt er blevet adopteret og har fået slettet deres ophav!
Væsentlig bidrag til hele samfundsdebatten om adoption og identitet!!!! LÆS❤️
May 22, 2025
Punkterer adoptionsmyten og tør skrive alle de svære og komplekse følelser og relationer frem. Læste den over 4 måneder, så det føltes lidt langtrukkent til sidst, måske min egen fejl. Men den blev en smule gentagende og rodet til tider, derfor ikke en femmer. Men LÆS!! Også andet af Eva Tind
March 9, 2025
En af de vigtigeste bøger jeg nogensinde har læst. For min familie og jeg❤️
December 6, 2024
Overskriften for Eva Tinds bog er følgevirkningerne og konsekvenserne af adoption - især for de adopterede og deres biologiske ophav. Dette beskriver hun gennem sin egen oplevede historie, og samtidig gennem Gull-Mai, der i løbet af bogen tager sit koreanske navn Min Kim, som blev adopteret og kom med samme fly som hende selv. De mistede kontakten til hinanden, da de var hhv. 14 og 16 år. Min Kim er 2 år ældre end Eva. Kontakten bliver så genskabt, da de er blevet voksne.
Eva Tind blev egentlig navngivet Kristensen, da hun kom til Danmark, men fik tilføjet sin jyske bedstemors pigenavn, Tind, der knytter sig til stedet Tind tæt på Viborg. Hendes koreanske navn er Nam Sook, der betyder ‘Pigen fra syd’.
Eva Tind giver et gribende portræt af livet som en kvinde i Danmark, der “har været udsat for adoption”, som hun ender med at definere det. Udover savnet og den manglende forklaring omkring sin oprindelse lever hun med at “være brun i Danmark”, og den racisme hun hver dag må stå imod. Det er utrolig godt beskrevet på en måde, så vi hvide danskere måske kan forstå, hvor stort og alt om sig gribende, det i virkeligheden er.
Der er mange udfald mod adoption i bogen, og den måde, det har foregået på gennem mange årtier, hvor børn og forældre bliver adskilt, og der bliver udstedt nye dåbsattester, der fuldstændig udvisker det egentlige ophav.
Eva Tind har en intelligent og på samme tid malerisk skrivestil. Det er en fornøjelse af læse hendes bøger.
Citat fra bogen om adoption, der fornemt viser, hvad jeg mener:
“Adoption er en grusom handling, og det må man som adoptant leve med. Man er ikke kun frelser, men også det hjælpeløse barns bøddel (…) Præmissen for kærlighed er forurenet, et skyggeland er skabt. Derfra skal barnet vokse og vogte sit indre, så skyggerne ikke slipper ud,…”
Hørt som lydbog på Mofibo, der på meget fin vis læses op af forfatteren selv.
Jeg har nu købt bogen, og fået den signeret, så den skal også læses.
Stor anbefaling.
5 stjerner.
Eva Tind blev egentlig navngivet Kristensen, da hun kom til Danmark, men fik tilføjet sin jyske bedstemors pigenavn, Tind, der knytter sig til stedet Tind tæt på Viborg. Hendes koreanske navn er Nam Sook, der betyder ‘Pigen fra syd’.
Eva Tind giver et gribende portræt af livet som en kvinde i Danmark, der “har været udsat for adoption”, som hun ender med at definere det. Udover savnet og den manglende forklaring omkring sin oprindelse lever hun med at “være brun i Danmark”, og den racisme hun hver dag må stå imod. Det er utrolig godt beskrevet på en måde, så vi hvide danskere måske kan forstå, hvor stort og alt om sig gribende, det i virkeligheden er.
Der er mange udfald mod adoption i bogen, og den måde, det har foregået på gennem mange årtier, hvor børn og forældre bliver adskilt, og der bliver udstedt nye dåbsattester, der fuldstændig udvisker det egentlige ophav.
Eva Tind har en intelligent og på samme tid malerisk skrivestil. Det er en fornøjelse af læse hendes bøger.
Citat fra bogen om adoption, der fornemt viser, hvad jeg mener:
“Adoption er en grusom handling, og det må man som adoptant leve med. Man er ikke kun frelser, men også det hjælpeløse barns bøddel (…) Præmissen for kærlighed er forurenet, et skyggeland er skabt. Derfra skal barnet vokse og vogte sit indre, så skyggerne ikke slipper ud,…”
Hørt som lydbog på Mofibo, der på meget fin vis læses op af forfatteren selv.
Jeg har nu købt bogen, og fået den signeret, så den skal også læses.
Stor anbefaling.
5 stjerner.
January 10, 2025
Eva Tind viser i Min Kim de vanskligheder, traumer, gaslightning og udfordinger, som adoption har fyldt i hendes liv, og Gulle-mai, som også var på det samme fly til Danmark fra sydkorea i 1975.
Eva går i dybden med proceduren og alt den misinformation, der er blevet påduttet hende når det kommer til hendes rigtige fødsel, der blev slettet, da hun kom til Danmark. Her menes, at hun blev født i 1974 og først i det danske pas blev født i 1975 på det fly til DK.
Absurditeten i at den danske Stat ikke vil anerkende og inkorporere ens identitet før man er flyttet til Danmark er noget, der bliver sat meget fokus på. Jeg fandt også ud af gennem bogen, at adoption er helt stoppet i DK nu. Det vildt at tænke over.
Eva starter bogen ud med de traumer, der forfølger hende som adoptivbarn og specielt de rasistiske bemærkninger og det traume, at miste sin familie uden, at kunne helt forstå det. Evas skriver, at det at være adopteret er en måde, at opleve tab i en anderledes ordre end normalt. Her kommer hun ind på man mister sine bedsteforældre, så sine forældre osv. Men ved, at miste ens ophav(hihi også en bog af Eva, som jeg i hvert fald skal læse), så oplever man det traume alt for tidligt. Derfor snakker Eva også om, at altid at have følt sig ældre end sin alder. Og det kan have noget med det, at gøre.
Jeg er så betaget og inspireret af Evas evne til, at skrive samtaler, der er så jordnære og reflekterende, som var man virkelig tilstede. Der er specielt et eksempel i slutningen af bogen på s.398, hvor Evas yngste datter - som går i 2g på det tidspunkt - snakker om DNA i forhold til hendes biologi undervisningen, og hvordan at datteren med det samme ved, hvordan det rammer eva.
- Du skal ikke være så ked af det
- Jeg er ikke ked af det, siger jeg
- jo siger du
- Nej, siger jeg
Jeg kan mærke vandet stige op gennem mig, nu falder tårerne.
- Der kan du se.
- Det er bare, fordi jeg skriver den der bog. Måske er det slet ikke det værd, det er jo ikke spor rart. Og jeg ved at mange mennesker bliver vrede og kede af der.
- Hvem, skulle blive vrede og kede af det?
(...)
- Det er ikke alle, der magter det, ikke alle, der vil det. Nogle kan blive udstødt af deres adoptivfamilier, og de fleste vil ikke gøre deres familier kede af det.
- Så kan de vælge ikke at læse bogen, siger hun - Jeg ville ønske, du ikke skulle være så ked af det. Men det er godt, du gør det her.(398-399)
Igennem bogen begynder det, at ligne mere et manifest for de ting hun og andre adoptivbørn er gået igennem. Selv ordet adoptivbørn er absurd, som også beskrevet i teksten, da der ikke er en til når du bliver voksen. Derfor er Evas definition, så stærk og meget bedre beskrevet (Spoiler kinda idk): "Når jeg har sat det sidste punktum i denne bog, er jeg ikke længere adopteret, men et menneske, der har været udsat for adoption"(s.408).
Bogen skal lige tage sin tid og igennem midten var det lidt svært ikke, at drifte lidt ud i forhold til skrivemåden personligt. Dog indrammer fortællingen og handlingen sig til sidst og giver et helhedsbillede af en af vores menneskelige natur, som er VIGTIGT, at blive fremhævet. Jeg håber, at have fået større indsigt i det mennesker, der er udsat for adoption oplever.
Alt kærlighed til Gulle-mai!!!
Eva går i dybden med proceduren og alt den misinformation, der er blevet påduttet hende når det kommer til hendes rigtige fødsel, der blev slettet, da hun kom til Danmark. Her menes, at hun blev født i 1974 og først i det danske pas blev født i 1975 på det fly til DK.
Absurditeten i at den danske Stat ikke vil anerkende og inkorporere ens identitet før man er flyttet til Danmark er noget, der bliver sat meget fokus på. Jeg fandt også ud af gennem bogen, at adoption er helt stoppet i DK nu. Det vildt at tænke over.
Eva starter bogen ud med de traumer, der forfølger hende som adoptivbarn og specielt de rasistiske bemærkninger og det traume, at miste sin familie uden, at kunne helt forstå det. Evas skriver, at det at være adopteret er en måde, at opleve tab i en anderledes ordre end normalt. Her kommer hun ind på man mister sine bedsteforældre, så sine forældre osv. Men ved, at miste ens ophav(hihi også en bog af Eva, som jeg i hvert fald skal læse), så oplever man det traume alt for tidligt. Derfor snakker Eva også om, at altid at have følt sig ældre end sin alder. Og det kan have noget med det, at gøre.
Jeg er så betaget og inspireret af Evas evne til, at skrive samtaler, der er så jordnære og reflekterende, som var man virkelig tilstede. Der er specielt et eksempel i slutningen af bogen på s.398, hvor Evas yngste datter - som går i 2g på det tidspunkt - snakker om DNA i forhold til hendes biologi undervisningen, og hvordan at datteren med det samme ved, hvordan det rammer eva.
- Du skal ikke være så ked af det
- Jeg er ikke ked af det, siger jeg
- jo siger du
- Nej, siger jeg
Jeg kan mærke vandet stige op gennem mig, nu falder tårerne.
- Der kan du se.
- Det er bare, fordi jeg skriver den der bog. Måske er det slet ikke det værd, det er jo ikke spor rart. Og jeg ved at mange mennesker bliver vrede og kede af der.
- Hvem, skulle blive vrede og kede af det?
(...)
- Det er ikke alle, der magter det, ikke alle, der vil det. Nogle kan blive udstødt af deres adoptivfamilier, og de fleste vil ikke gøre deres familier kede af det.
- Så kan de vælge ikke at læse bogen, siger hun - Jeg ville ønske, du ikke skulle være så ked af det. Men det er godt, du gør det her.(398-399)
Igennem bogen begynder det, at ligne mere et manifest for de ting hun og andre adoptivbørn er gået igennem. Selv ordet adoptivbørn er absurd, som også beskrevet i teksten, da der ikke er en til når du bliver voksen. Derfor er Evas definition, så stærk og meget bedre beskrevet (Spoiler kinda idk): "Når jeg har sat det sidste punktum i denne bog, er jeg ikke længere adopteret, men et menneske, der har været udsat for adoption"(s.408).
Bogen skal lige tage sin tid og igennem midten var det lidt svært ikke, at drifte lidt ud i forhold til skrivemåden personligt. Dog indrammer fortællingen og handlingen sig til sidst og giver et helhedsbillede af en af vores menneskelige natur, som er VIGTIGT, at blive fremhævet. Jeg håber, at have fået større indsigt i det mennesker, der er udsat for adoption oplever.
Alt kærlighed til Gulle-mai!!!
February 25, 2025
Eva Tind - Min Kim
.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
.
This book is a heartbreaking account of an adopted person. Although I’m not entirely sure, I could guess this book is somewhat a biography of the author’s life. Her struggle with her adoptive status and the traumas feelings of missing something in her life
.
Arriving from Korea in a plane in 1974, I could imagine how tough it was to grow up in a small town Denmark. The part of being different, bullied by other kids, feeling entirely out of place. The book is also account of her correspondence with another adopted friend called “Gull-Mai” who later changed her name into Min Kim (the title of this book)
.
As she wrote, adoption is a crazy social experiment, treating a child as a commodity that can be moved from one place to another while expecting it to be relatively pain free. There has been so many scandals with illegal adoptions from many places in the world like South Korea and India, where babies were simply talented from their parents unwillingly and sent to another part of the world. I can never imagine the feeling.
.
#evatind #minkim #danishauthor #adoption #southkorea #booksbooksbooks #bookstagram #currentlyreading #2025readingchallenge
.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
.
This book is a heartbreaking account of an adopted person. Although I’m not entirely sure, I could guess this book is somewhat a biography of the author’s life. Her struggle with her adoptive status and the traumas feelings of missing something in her life
.
Arriving from Korea in a plane in 1974, I could imagine how tough it was to grow up in a small town Denmark. The part of being different, bullied by other kids, feeling entirely out of place. The book is also account of her correspondence with another adopted friend called “Gull-Mai” who later changed her name into Min Kim (the title of this book)
.
As she wrote, adoption is a crazy social experiment, treating a child as a commodity that can be moved from one place to another while expecting it to be relatively pain free. There has been so many scandals with illegal adoptions from many places in the world like South Korea and India, where babies were simply talented from their parents unwillingly and sent to another part of the world. I can never imagine the feeling.
.
#evatind #minkim #danishauthor #adoption #southkorea #booksbooksbooks #bookstagram #currentlyreading #2025readingchallenge
March 16, 2025
En bog der satte mange tanker og følelser igang. På ret mange planer. Jeg er egentlig ikke enig med Eva på flere punkter, og jeg synes også hendes syn på mange ting er præget af - ja faktisk lidt snæversyn. Specielt den måde hun beskriver mennesker der vælger at tackle den adoption de har været udsat for anderledes end hende selv, virker som om hun ikke anerkender at ikke alle føler på en måde, men hun lægger det hos dem som en manglende anerkendelse af deres følelser.
Spændende om mennesker der har været udsat for ophavsdonation kommer til at stå med lignende problemstillinger, som hun lægger op til.
Giver kun bogen 4 stjerner, for den var tung at læse.
Spændende om mennesker der har været udsat for ophavsdonation kommer til at stå med lignende problemstillinger, som hun lægger op til.
Giver kun bogen 4 stjerner, for den var tung at læse.
February 13, 2025
Uafrysteligt manifest om de ødelæggende konsekvenser af et hermetisk lukket og fejlende adoptionssystem. Men også en bog om opvækst, tilknytning, familiemønstre, om at være anderledes og for alt i verden ville passe ind.
Eva Tind/Nam Sook er sorgfuld, undrende og undersøgende - og skriver sig igennem bogen mere og mere rasende over alt det, der er blevet stjålet fra hende (endda retten til at sørge over det tabte).
Hvad enten man har adoption tæt inde på livet eller ej, er dette en øjenåbner - med stærke vidnesbyrd fra både Eva og Min Kim.
Eva Tind/Nam Sook er sorgfuld, undrende og undersøgende - og skriver sig igennem bogen mere og mere rasende over alt det, der er blevet stjålet fra hende (endda retten til at sørge over det tabte).
Hvad enten man har adoption tæt inde på livet eller ej, er dette en øjenåbner - med stærke vidnesbyrd fra både Eva og Min Kim.
November 24, 2025
Autofiction about a now adult adoptee. Its focus is on the right of children and people in general about knowing their biological roots.
International adoptions, especially from the global south to the white Europe (or Danmark, in this book) are an example of white saviourism and a remain of colonialism. Adoptees grow up internalising whiteness, while being othered at the same time. This induces yet another layer of trauma, added to the trauma of being taken away from the country of birth and most often from the birth family as well.
A very important book to read.
International adoptions, especially from the global south to the white Europe (or Danmark, in this book) are an example of white saviourism and a remain of colonialism. Adoptees grow up internalising whiteness, while being othered at the same time. This induces yet another layer of trauma, added to the trauma of being taken away from the country of birth and most often from the birth family as well.
A very important book to read.
January 28, 2025
Dybt rørende autofiktion om hvordan det er at blive transnationalt adopteret. Den belyser vinkler og perspektiver fra børnenes side, familiernes side og har også mange overordnede vigtige perspektiver. Den er spændende og letlæst og går alligevel dybt under huden på læseren. Den fortjener det største publikum, fordi det er så vigtig en øjenåbner om adoption.
March 26, 2025
At læse en bog om at være blevet udsat for adoption, rammer en anelse anderledes, når man selv er adopteret. Jeg læser den nok på en anden måde end andre. Jeg sammenligner, og finder ikke de samme problematikker og udfordringer. Dog er der det med at se anderledes ud end alle andre i de mindre samfund. Helt sikkert en vigtig stemme i adoptionssnakken.
July 8, 2025
Forvirrende at lytte til. Svært at skelne hvem der skriver i den korrespondance, som bogen består af.
Derudover er oplæseren ikke særligt god. Hun sluger endelser og snubler i sætningerne. Det var en meget lang bog, som jeg overvejede at droppe flere gange. Det er virkelig synd, da jeg synes at historien er meget gribende.
Derudover er oplæseren ikke særligt god. Hun sluger endelser og snubler i sætningerne. Det var en meget lang bog, som jeg overvejede at droppe flere gange. Det er virkelig synd, da jeg synes at historien er meget gribende.
February 3, 2025
Virkelig, virkelig god. Sætter ord på mange af de svære følelser som der er forbundet med at være udsat for en adoption eller være barn af en som har været det. Dog var der en del overflødige dele og der blev tit refereret til hendes tidligere bøger, hvilket gør det til en stor reklame…
March 6, 2025
En stærk bog - en stærk beskrivelse om en adopteret koreansk pige / kvindes følelser og tanker. Bogen er medrivende og ærlig. En bog om identitet og slægtskab, om at mangle et sted at høre til.
Bogen giver for mig nye aspekter i det at være adopteret. Det er en meget rørende bog - jeg blev rørt.
Bogen giver for mig nye aspekter i det at være adopteret. Det er en meget rørende bog - jeg blev rørt.
December 12, 2024
Et must-read for alle mennesker der har oplevet adoption eller ønsker at forstå det nærmere.
December 16, 2024
Gav indsigt i mange aspekter omkring adoption.
April 14, 2025
En øjenåbner af en bog! 💔
May 27, 2025
3.5 stjerne. Godt indblik i hvordan det er at vokse op, udsat for adskillelse fra biologiske forældre og oprindelige kultur, som minoritet (brun) blandt hvide - uden spejle.
May 31, 2025
Velskrevet og utroligt vigtig bog om adoption og om de konsekvenser, adoption har. En øjenåbner for alle os andre, der står på sidelinjen.
June 3, 2025
Spændende ærlig letlæselig men stadig hård og murstenstung? Rørende og til tider lidt kedelig
Displaying 1 - 30 of 34 reviews