Hvad gør man når man kommer til at sige noget man ikke kan trække tilbage?
Hvad sker der når ens største hemmelighed bliver afsløret uden man kan stoppe at alle finder ud af den?
Veninderne, Jasmin og Laura, går i niende klasse og skal lave gruppearbejde i skolen om sociale medier. En udfordring imellem grupperne sætter Laura og Jasmin på hver sin side af en konflikt de ikke selv har skabt. De bruger mere og mere tid hver for sig, og til sidst er der så mange misforståelser mellem dem at ingen af dem ved hvordan de skal finde sammen igen.
Den var super god og man kan genkende noget fra sit eget teenageliv.
Der er både drama og venskab og den leger med tanken om sociale medier, der tager for meget over. Helt vildt god og super godt skrevet, den fanger en og det er nemt og forståeligt sprog.
Den er moderne og omhandler emner, der er relevante for nutiden, helt sikkert en anbefaling, den kan læses af alle fra 9år.
"#Challenge fangede min opmærksomhed, og jeg vidste at jeg måtte bare give den en chance, og se om den var lige så interessant og fangende som den lød og det var den bestemt! Det her er en realistisk bog som jeg tror de fleste vil kunne se noget genkendelig i, specielt hvis man er vokset op i en tid hvor mobiler og sociale medier har fyldt en del, jeg kunne hvert fald genkende nogle af detaljerne. "
"Det sætter gang i de to grupper, som starter konceptet #Challenge. Jeg vil ikke spoile for meget, men det ender med større splid mellem Jasmin og Laura end de kunne have forestillet sig. Når man er 15-16 år gammel er det nemt at misforstå hinanden, for man er stadig ved at lære en masse nyt om sig selv, og hvordan man kommunikere med hinanden. Jeg kan hvert fald personligt godt huske hvor svært det nogle gange kunne være at tænke logisk i den alder, hvis der opstod misforståelser, og hvor nemt det var at blive grebet i øjeblikkets følelser og skabe flere konflikter end nødvendigt, præcis som man godt kunne opleve lidt af her i bogen. "
"Jeg ville dog have ønsket den var lidt længere, og der måske var lidt mere kød på. Men set bort fra det, er det en bog til den lidt yngre læser, og derfor tror jeg den er rigtig fin i handling og længde til den målgruppe. Jeg nød hvert fald bogen, og jeg synes den har et rigtig fint og realistisk karaktergalleri. Jeg nød dog også det budskab bogen kommer med omkring sociale medier og teknologi, at det både kan være til gavn og skabe forbindelser og gode kontakter, samtidig med det også kan være kilden til splid og misforståelser. Der er nemlig både gode og dårlige sider ved teknologien, og det viser bogen fint!"
En bog om venskaber, spirende forelskelser, sociale medier, angsten for at være anderledes og udenfor fællesskabet, løsrivelse fra forældre - alt det som optager teenagere. Historien er godt skrevet og passer perfekt til målgruppen.