Sommerfuglens stemme er en medrivende og barsk slægtshistorie om den jødiske Koppelman-familie, om at stifte familie og forbinde sig til hinanden, om nedarvede traumer - og om musikkens forløsende potentiale.
1943. Den talentfulde 24-årige operasanger, Ruth Koppelman, sendes til Theresienstadt, en af nazisternes gudsforladte lejre. Her holder kærligheden til musikken hende oven vande - og så en spirende forelskelse i en smuk ung mand. Et halvt århundrede senere indtaler Ruth fra sit jødiske plejehjem i New York sin historie til en knirkende kassettebåndoptager.
2015. 40-årige Alexander kæmper med en fastlåst sangkarriere og et fertilitetsforløb med sin kæreste, Gry, som bare ikke vil lykkes. Hans umulige mor, musicalstjernen Lillian, blander sig i tide og utide med formaninger og gode råd - kun når det gælder hendes eget ophav, er hun tavs som graven. Men en dag finder Alexander to små kassettebånd på Lillians loft, adresseret til ham. En stemme fra fortiden knitrer ham i møde.
Man skal lige igennem de første 100 sider, førend der sker noget, men derfra er bogen også spændende og medrivende. Dog er hovedpersonen relativt stillestående som karakter, hvilket irriterede mig en del undervejs.
Jeg nåede at blive virkelig træt af både Alexander og Gry midtvejs i bogen. Faktisk så træt af deres karakterer, at den eneste grund til, at jeg læste videre, er fordi min mor er vild med bogen og meget opsat på, at jeg også skulle læse den.
For Alexanders vedkommende, var jeg træt af, at der ikke skete nogen forandring med hans ugidelige karakter på ca. de første 250 sider. Da forandringen endelig sker, da han beslutter sig for at lægge sit liv om, virker det meget pludseligt. Som læser er det svært at tro på, at nogen kan forandre sig så meget på så kort tid, og derfor havde jeg svært ved at visualisere Alexander som en virkelig person.
Derudover havde jeg svært ved at tro på Grys karakter. Hun virkede, for mig, også som en en-siddet karaker. Hendes eneste personligshedstræk er, at hun er overbærende og godhjertet, og det når til et punkt, hvor det bliver lidt meget af det gode, og hvor det bliver svært at tro på, at hun bærer over med Alexanders adfærd så mange gange.
Når det er sagt, så kunne jeg virkelig godt lide skrivestilen. Med dens ligefremme og ærlige facon, belyste den Alexanders indre kampe på en virkelig smuk måde.
Teknisk fungerede det også godt med de skiftende perspektiver. Det bidrog til en vellykket portratering af generationstrauma som tema. Det er i min opfattelse fantastisk, at Koppel vælger at belyse dette tema med sin bog, da det er et tema, vi ikke belyser nok som samfund. Det er derfor oplagt, at litteraturen kan bidrage til at rejse større fokus på det og på den bidrage til, at det indgår både i læserens reflektion over sig selv og i samfundsdebatten.
Alt i alt - god intention med værket og fin handling i sig selv, men karakterene kunne godt have været mere "hele" og dermed mere troværdige.
Anne Sophia Hermansen formulerer sig (i sin anmeldelse i Weekendavisen) langt bedre, end jeg ville kunne gøre det: "MÅSKE VAR Annas sang også på lange stræk lidt for sentimental, men den var aldrig latterlig, og den havde overbevisende replikudvekslinger, som forklarede de handlinger, som ellers kunne virke uforståelige. Og mere væsentligt: Personernes erkendelser voksede organisk frem, mens de her sker abrupt. For eksempel vender Koppels børnevoksne karakter Alexander pludselig på en tallerken, og voilà, så er han en ny og bedre mand. Kokainfri, overskudsramt, optimistisk og totalt forplantningskampklar. Som om."
DBC: En fortælling om den jødiske Koppelman-familie fortalt gennem Ruth og hendes barnebarn Alexander. En historie om nedarvede traumer og musikken som en livline i al det tragiske. Jødisk slægtshistorie fortalt gennem flere årtier, som kan læses af alle romanlæsere.
Emneord: familien, forelskelse, følelser, identitet, kærlighed, parforhold, samfundsforhold, jødeforfølgelse, mor-søn-forholdet, mor-datter-forholdet, psykiske traumer, ensomhed, musik, krigsforbrydelser, jøder, den 2. verdenskrig, Danmark, USA, Tjekkoslovakiet, København, Theresienstadt, 1940'erne, 1990'erne, 2010'erne.
Sommerfuglens stemme af Benjamin Koppel ⭐️⭐️⭐️ ~ Meget velskreven roman med gode tematikker. Om ikke helt at være der i livet, men gerne vil være og om generationelle traumer. Om nære relationer, når de ikke er så nære og om at huske historien. I dette tilfælde 2. Verdenskrig. Og jeg elsker det hele.
Desværre tog det meget lang tid at danne nogen form for sympati formvores hovedperson, som mest bare er lidt ulidelig. Og hans meget karikerede mor. Han har faktisk det hele, kan bare ikke rigtig se det. Og hans udvikling er svimlende langsommelig.
Flash backs til mormorens fortællinger fra Tieresenstadt er gode og intense, men vi har hørt dem alle før. Og i vores verden i dag, hvor krig og folkedrab er lige uden for døren, er det lidt søgt, netop at søge tilbage i tiden. Det foregår nu!
Og jeg vil ikke blive politisk og det er bestemt ikke forfatterens pligt at være samtidskritisk. Jeg fik bare ikke noget nyt fra bogen og synes den blev lidt hul.
Ugens første ferieuge er blevet brugt i Paris. Turen derned og hjem blev foretaget i bus, hvilket gav mange timer til afkobling, samtale og læsning. Det har været fantastisk at kunne fordybe sig i Koppels seneste bog ‘Sommerfuglens stemme’, som jeg på forhånd havde hørt lidt blandet om. Jeg synes bogen er både velskrevet og rørende. Er meget begejstret for den måde han skriver musikken/kunsten frem i bogen - og får lyst til at lytte til Mahler, Verdi, Brahms og Carl Nielsen, og lære meget mere om klassisk musik. Efter at have læst Lea Korsgaards ‘Inden året er omme’, har jeg haft sommerfugle på hjernen, og jeg nød de mange referencer undervejs til sommerfuglen, som dermed fik en stemme i bogen. Kæmpestor anbefaling her fra af en bog, som giver tid og plads til bogens afslutning (hvilket jeg synes er skønt!) og som - i min optik - både har potentiale til filmatisering og en fortsættelse.
Endnu en spændende bog om Koppelman familien hvor Ruth, som er kusine til Hannah (fra Annes Stemme) er hovedperson, operasanger, sendes 1943 til Theresienstadt med sin far. Ruth indtaler sin livsfortælling, da hun kommer på plejehjem, dedikeret til barnebarnet Alexander. Ham følger vi sideordnet, han liv med kæresten Gry, deres kamp for at Gry kan blive gravid, ligesom forholdet til moderen, sangeren Lilian, er anstrengt. Koppel beskrivelser af musikken er poetisk, og flere gange måtte jeg lige lytte til musikken, fx Mahlers Kindertotenlieder og Verdis Requem. Bogen er en fin efterfølger til Annas Sang, gribende og godt fortalt.
Jeg begyndte at læse den ved et tilfælde, fordi titlen fangede mig, og bogen stod synligt fremme i boghandlen – uvidende om, hvordan historien ville røre mig dybt.
En smuk parallel fortælling om to fremmede liv levet i hver sin tid, der begge gennem musikken finder håb for fremtiden.
Veje der mødes og drømme går i opfyldelse – det efterlader mig med tanken, hvad jeg selv går og drømmer om. Og at spørgsmålet om, hvem man er, kan findes gemt i fortiden.
Med temaerne historie, familieforhold og identitet er bogen til dig som interesserer sig for musik. Fortællingen drejer sig om musikken, og den bliver gjort til en levende kunst.
Jeg havde næsten hele vejen i gennem bogen undret mig over at mange mente den ikke levede op til forgængeren. Det synes jeg til fulde den gjorde - lige indtil slutningen. Godt nok fik vi her alle de løse ender bundet sammen - men jeg synes den blev for romantiserende, alt for “lykkelig slutning”. Jeg nød BK’ levende beskrivelse af musik, miljø og mad (som i hans første roman) - og de to spor fra krigen og nutiden var godt flettet sammen. Gode personbeskrivelser.
Rigtig fin bog, der er god at lytte til. Jeg er vild med alle musikbeskrivelserne, som vidner om en dyb musikforståelse.
Mod slutningen går der desværre sødsuppe i den. Flere karakterer ændrer helt personlighed og får et selvværd, de aldrig før har haft, og andre kan pludselig godt elske alligevel. Det er lidt for meget.
Jeg nød Sommerfuglens stemme - en bred familie-saga om nedarvede traumer, musikkens helende magt og kærligheden, der overvinder alt...undtagen når den ikke er der. Benjamin Koppel skriver i et levende sprog, og fortællingen glider let.
Endnu en fremragende slægtsroman. Overbevisende fortælling, der dygtigt sammenkæder familiens fortid og nutid. Tillige meget indsigtsfuld i historien som i samtiden.