What do you think?
Rate this book
Venezianisches Idyll: Roman
Christina Hesselholdt schreibt unglaublich humorvoll und virtuos über ein Versteckspiel in der Serenissima – der dänischste Venedigroman, den es je gab.
Gustava, Psychiaterin, Mitte fünfzig, ist erschöpft von unzähligen Umzügen und dem Leid der anderen. Sie wird ihrem Leben ein Ende setzen und bricht dazu auf in den eisigen Norden. Doch vor dem Polarlicht kommt es zum Das neue Ziel heißt Venedig – hier soll ihre Lebenslust neu erblühen. Zu Hause stößt ihr labiler Bruder Mikael auf ihren Abschiedsbrief und reist ihr hinterher. Bloß von ihm, den sie schon ihr Leben lang stützen muss, will sie nicht gerettet werden, jedenfalls nicht, während sie sich mit täglichen Negronis im venezianischen Idyll entspannter Lebensfreude anzunähern versucht. Mit kluger, zärtlicher Komik inszeniert Christina Hesselholdt ein Versteckspiel im Labyrinth der Kanäle, eine Verfolgungsjagd nach dem Glück, das hinter jeder Brücke zu finden sein könnte, aber selten in uns selbst.
Gustava, Psychiaterin, Mitte fünfzig, ist erschöpft von unzähligen Umzügen und dem Leid der anderen. Sie wird ihrem Leben ein Ende setzen und bricht dazu auf in den eisigen Norden. Doch vor dem Polarlicht kommt es zum Das neue Ziel heißt Venedig – hier soll ihre Lebenslust neu erblühen. Zu Hause stößt ihr labiler Bruder Mikael auf ihren Abschiedsbrief und reist ihr hinterher. Bloß von ihm, den sie schon ihr Leben lang stützen muss, will sie nicht gerettet werden, jedenfalls nicht, während sie sich mit täglichen Negronis im venezianischen Idyll entspannter Lebensfreude anzunähern versucht. Mit kluger, zärtlicher Komik inszeniert Christina Hesselholdt ein Versteckspiel im Labyrinth der Kanäle, eine Verfolgungsjagd nach dem Glück, das hinter jeder Brücke zu finden sein könnte, aber selten in uns selbst.
193 pages, Kindle Edition
First published April 21, 2023
8 people are currently reading
102 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 11 of 11 reviews
July 15, 2023
Gustava, en kvindelig, enlig og midaldrende psykiater, rejser til Tromsø for at tage sit eget liv, men noget får hende til at ombestemme sig og hun rejser til Venedig for at leve. Livet har ikke helt formet sig, som hun havde tænkt sig og vi erfarer bl.a at morens forventning om et barnebarn ej heller er blevet indfriet. Gustava ønsker nu at gøre sig fri af familiens snærende bånd, men så tager en nervøst betinget hoste til (Gustava hoster nemlig i stedet for at græde).
Hjemme finder hendes excentriske og psykisk ustabile bror Mikael sin søsters selvmordsbreve. Mikael er også ensom, rig, og klæder sig i dyre silkekåber i stærke farver og i sådan en mundering og selvom han normalt kun opholder sig i eget hjem, rejser han efter Gustava.
Gustava er opkaldt efter Gustav von Aschenbach – hovedpersonen i Thomas Manns roman ‘Døden i Venedig’, som der refereres til gennem historien. Mikael lever måske mere i litteraturens verden end i virkelighedens og han tror, at Gustava vil rejse til Venedig for at dø, ligesom Aschenbach.
Opbygningsmæssigt er bogen sin egen, og den fremstår næsten som et teatermanuskrift, hvor der for hver afsnit er anført, hvem der ‘har ordet’ og det er også meget teatralske og næsten absurde scener, der former sig i ens indre.
Læs den fulde omtale her - https://anettesbookshelf.dk/4546-2/
Hjemme finder hendes excentriske og psykisk ustabile bror Mikael sin søsters selvmordsbreve. Mikael er også ensom, rig, og klæder sig i dyre silkekåber i stærke farver og i sådan en mundering og selvom han normalt kun opholder sig i eget hjem, rejser han efter Gustava.
Gustava er opkaldt efter Gustav von Aschenbach – hovedpersonen i Thomas Manns roman ‘Døden i Venedig’, som der refereres til gennem historien. Mikael lever måske mere i litteraturens verden end i virkelighedens og han tror, at Gustava vil rejse til Venedig for at dø, ligesom Aschenbach.
Opbygningsmæssigt er bogen sin egen, og den fremstår næsten som et teatermanuskrift, hvor der for hver afsnit er anført, hvem der ‘har ordet’ og det er også meget teatralske og næsten absurde scener, der former sig i ens indre.
Læs den fulde omtale her - https://anettesbookshelf.dk/4546-2/
June 2, 2025
Hesselholdt har påbegyndt en ny romanserie – som foreløbig består af to dele. Til lyden af sin egen tromme er det første bind. Vi følger to søskende: Gustava og Mikael, som begge er i halvtredserne. Handlingen finder sted i 2022 under pandemien. Corona er dog kun et perifert sidetema i romanen – man støder på det via mundbind og via sygdoms- og dødstematikken som klæber til Venedig som sted; men ellers er corona ikke væsentlig ift. romanens overordnede tema om at være et sted i sit liv, hvor man periodevis har mistet formålet og lysten til livet – og dermed vakler ift. om og hvordan man skal leve sit liv.
Gustava er psykiater, men er over de senere år kommet på en professionel deroute, mest af alt fordi hun har svært ved at have kolleger og klienter – nok mest af alt fordi hun har svært ved ikke at fylde for meget. Helt komisk nærmest, når hun kommer til at overtage ordet fra klienterne, som kommer for at betro sig til hende.
Mikael er uden beskæftigelse, han lever nærmest en eneboertilværelse i et hus og ser næsten ingen andre end søsteren. Han er i et afhængighedsforhold til hende. Samtidig læser han en masse skønlitterære værker og får tiden til at gå med dette – i en slags beskyttet tilværelse.
Forældrene lever endnu – men fylder ikke særligt meget i romanen sådan direkte. Mere som spor, de har efterladt i de to søskende. Et spor, hvor Gustava er blevet set som den succesfulde og hende, der var forventninger til – ikke mindst fra morens side om, at Gustava var den, der skulle have børn og føre slægten videre. Et forventningspres som i sidste ende fik Gustava til at flytte langt væk fra forældrene. Samtidig er Mikael formet af, at forældrene hurtigt fik det indtryk gennem barndommen, at han var meget svag og skrøbelig.
Den primære handling er, at Gustava beslutter sig for at begå selvmord. Hun planlægger at gøre det ved at rejse til Tromsø og efter en uge gøre en ende på sig selv gennem piller, som hun har adgang til via arbejdet. Hun skriver to afskedsbreve og efterlader dem i sin lejlighed med besked til udlejeren om, at de skal sendes til Mikael og forældrene efter en uge.
Formen er – som en del af Hesselholdts øvrige romaner, skrevet i dialogform, næsten som et dramastykke med karakterer, der ytrer sig på skift. Men med den forskel, at Hesselholdts karakterers navne ikke står med et kolon, men blot står som en ovenstående linje. Det gør, at den efterfølgende tekst alligevel ikke så entydigt blot er, hvad karakteren siger – det er derimod karakterens indre monolog som kommer frem – henvendt til nogle. Men hvem?
Desuden er der den forskel til dramatekster, at det ofte ikke er en eksplicit dialog mellem to karakterer, der finder sted i Til lyden af sin egen tromme. Tværtimod er det i romanen oftest en dialog mellem Gustava og Fortælleren (!), eller Mikael og Fortælleren (!!). Hvem Fortælleren er, bliver aldrig helt forklaret. Det er et sjovt og mystisk formmæssigt greb – der både rækker ind i det metafiktive kendt fra blandt andet 1980’erne, men det bliver også en legesyg og udforskende måde at få karaktererne til at reflektere på. For nogle gange virker dialogen mellem karakter og fortæller mere som en måde, som karakteren reflekterer over sit eget liv og sine egne bevæggrunde – sådan at fortælleren bliver en form for eftertanke for karakteren. Andre gange bliver fortælleren mere én, som reelt strukturerer teksten og giver baggrundsoplysninger.
Uden at afsløre for meget af handlingen rykker romanen undervejs til Venedig. Det er endnu et spor fra forældrene. For forældrene har altid fortalt om deres egen lykkelige rejse til Venedig. En rejse som var så lykkelig, at de ovenikøbet navngav Gustava efter Thomas Manns Døden i Venedigs hovedkarakter – Gustav Aschenbach. Vil Gustava møde døden i Venedig, måske også nu, hvor hun faktisk er begyndt at hoste (lidt corona er der plads til). Kommer Mikael for sent – og kommer han mest bare, fordi han fortsat er så afhængig af sin søster, eller vil det at de evt. mødes i Venedig få deres relation til at ændre sig? Nogle svar skal der nok komme i romanen, og samtidig er der en masse åbninger til en fortsættelse af Hesselholdts nye romanserie.
Gustava er psykiater, men er over de senere år kommet på en professionel deroute, mest af alt fordi hun har svært ved at have kolleger og klienter – nok mest af alt fordi hun har svært ved ikke at fylde for meget. Helt komisk nærmest, når hun kommer til at overtage ordet fra klienterne, som kommer for at betro sig til hende.
Mikael er uden beskæftigelse, han lever nærmest en eneboertilværelse i et hus og ser næsten ingen andre end søsteren. Han er i et afhængighedsforhold til hende. Samtidig læser han en masse skønlitterære værker og får tiden til at gå med dette – i en slags beskyttet tilværelse.
Forældrene lever endnu – men fylder ikke særligt meget i romanen sådan direkte. Mere som spor, de har efterladt i de to søskende. Et spor, hvor Gustava er blevet set som den succesfulde og hende, der var forventninger til – ikke mindst fra morens side om, at Gustava var den, der skulle have børn og føre slægten videre. Et forventningspres som i sidste ende fik Gustava til at flytte langt væk fra forældrene. Samtidig er Mikael formet af, at forældrene hurtigt fik det indtryk gennem barndommen, at han var meget svag og skrøbelig.
Den primære handling er, at Gustava beslutter sig for at begå selvmord. Hun planlægger at gøre det ved at rejse til Tromsø og efter en uge gøre en ende på sig selv gennem piller, som hun har adgang til via arbejdet. Hun skriver to afskedsbreve og efterlader dem i sin lejlighed med besked til udlejeren om, at de skal sendes til Mikael og forældrene efter en uge.
Formen er – som en del af Hesselholdts øvrige romaner, skrevet i dialogform, næsten som et dramastykke med karakterer, der ytrer sig på skift. Men med den forskel, at Hesselholdts karakterers navne ikke står med et kolon, men blot står som en ovenstående linje. Det gør, at den efterfølgende tekst alligevel ikke så entydigt blot er, hvad karakteren siger – det er derimod karakterens indre monolog som kommer frem – henvendt til nogle. Men hvem?
Desuden er der den forskel til dramatekster, at det ofte ikke er en eksplicit dialog mellem to karakterer, der finder sted i Til lyden af sin egen tromme. Tværtimod er det i romanen oftest en dialog mellem Gustava og Fortælleren (!), eller Mikael og Fortælleren (!!). Hvem Fortælleren er, bliver aldrig helt forklaret. Det er et sjovt og mystisk formmæssigt greb – der både rækker ind i det metafiktive kendt fra blandt andet 1980’erne, men det bliver også en legesyg og udforskende måde at få karaktererne til at reflektere på. For nogle gange virker dialogen mellem karakter og fortæller mere som en måde, som karakteren reflekterer over sit eget liv og sine egne bevæggrunde – sådan at fortælleren bliver en form for eftertanke for karakteren. Andre gange bliver fortælleren mere én, som reelt strukturerer teksten og giver baggrundsoplysninger.
Uden at afsløre for meget af handlingen rykker romanen undervejs til Venedig. Det er endnu et spor fra forældrene. For forældrene har altid fortalt om deres egen lykkelige rejse til Venedig. En rejse som var så lykkelig, at de ovenikøbet navngav Gustava efter Thomas Manns Døden i Venedigs hovedkarakter – Gustav Aschenbach. Vil Gustava møde døden i Venedig, måske også nu, hvor hun faktisk er begyndt at hoste (lidt corona er der plads til). Kommer Mikael for sent – og kommer han mest bare, fordi han fortsat er så afhængig af sin søster, eller vil det at de evt. mødes i Venedig få deres relation til at ændre sig? Nogle svar skal der nok komme i romanen, og samtidig er der en masse åbninger til en fortsættelse af Hesselholdts nye romanserie.
September 9, 2023
Christina Hesselholdts 2023-roman har en lidt overraskende titel: ’Til lyden af sin egen tromme’. Overraskelsen bliver ikke mindre, når man erfarer, at der er tale om et Joe Biden-citat om Vladimir Putin – et citat fra 2022, der vakte fortørnelse fra russisk side. Joe Biden udlagde selv citatet som et billede på en enevældig leder, men heri lå ikke nogen opfordring til et regimeskifte i Rusland, endsige en sætten spørgsmålstegn ved Putins magt internt i Rusland. Bidens pointe var kun, at omverdenen ikke kunne tillade Putin at udøve magt over sine nabolande eller over regionen. Hesselholdts roman slutter dagen før Ukrainekrigens udbrud. På daværende tidspunkt eksisterer de truende trommer endnu kun på ønskeplanet i Putins hoved. Men efterspillet skal med al ønskelig tydelighed vise, at Putin ikke var til sinds at afvige fra den én gang for alle anslåede trommerytme.
Romanens hovedpersoner er Gustava og Michael, et søskendepar, der er oppe i årene, og som lever et goldt liv, hvilket i vid udstrækning skyldes de betingelser, som deres forældre har opstillet for dem. Gustava er en psykiater, der har boet hele sit voksenliv i et værelse hos forældrene. Hendes far er ligeledes psykiater, så i professionel forstand har Gustava haft fælles værdisæt med faderen, men som person har hun aldrig foldet sine egne vinger ud. Forud for romanstart har hun besluttet at tage sit eget liv, og dette skal realiseres vha. piller, når hun har oplevet nordlys i Tromsø, Norge. Lillebror Michael har ikke gjort karriere; han er i ekstrem grad introvert, lider endvidere af flyskræk og forlader aldrig sin bolig.
Men den trommerytme, der i mange år har været leitmotif i de to søskendes socialisering, brydes i romanens løb af diverse skæve indfald. Faktisk udarter romanen som noget i retning af en skæmteroman. Forviklingerne sættes for alvor i gang, da Michael finder Gustavas selvmordsbrev. Hun er hans livline, og han må nødtvungent forlade sin kokon for at følge efter hende og bringe hende på andre tanker.
I sit fly har Gustava imidlertid mødt en luftkaptajn: ”Hænder. Mund. Øjne. Stemme. Alt det jeg først – helt automatisk – lægger mærke til hos en mand, var hos ham vidunderligt.” Og stemmen sagde: ”Mød mig”, idet hænderne rakte hende hans kort. Efter nogen parlamenteren med sig selv – baseret på gamle, dårlige erfaringer – forkaster Gustava døden i Tromsø til fordel for kærligheden i Venedig. ”Vi lander. I Venedig.” Læst alene kunne foranstående 4 ½ linjer antyde, at der var tale om en triviallitterær tekst, hvilket ikke er tilfældet. Min tidligere karakteristik af romanen som en skæmteroman vejer tungere end antydningen af det triviallitterære.
Endelig eksploderer teksten i finlitterær intertekstualitet i og med ankomsten til Venedig. Gustava er opkaldt efter personen Gustav von Aschenbach i Thomans Manns klassiker ’Døden i Venedig’, hvilket sætter sit præg på handlingen. Men der er i det hele taget ikke den kunstneriske eller litterære klassiker, som man ikke kan trække af stalden og relatere til. Ja, det bliver næsten lidt for meget af det gode.
Hvad, der også kan forvirre, er fortællesystemet. Der er tre 1. persons fortællere, kaldet ved hver deres eget navn: Michael og Gustava samt Michaels påklæder Bruno. Meget usædvanligt er der også en udspecificeret instans kaldet Fortælleren, og han taler på egne vegne, ligesom han citerer hovedpersonerne, så i en vis forstand har han træk til fælles med en alvidende fortæller. Tekstens flerstemmighed er ikke en forfinet konstruktion. Uden nogen form for oplæg markerer nøgne kapiteloverskrifter, at nu skifter vi til Gustava eller G eller måske til Forfatteren, der står i bestemt form, og hvis fortælling dermed vejer tungest?
Romanens hovedpersoner er Gustava og Michael, et søskendepar, der er oppe i årene, og som lever et goldt liv, hvilket i vid udstrækning skyldes de betingelser, som deres forældre har opstillet for dem. Gustava er en psykiater, der har boet hele sit voksenliv i et værelse hos forældrene. Hendes far er ligeledes psykiater, så i professionel forstand har Gustava haft fælles værdisæt med faderen, men som person har hun aldrig foldet sine egne vinger ud. Forud for romanstart har hun besluttet at tage sit eget liv, og dette skal realiseres vha. piller, når hun har oplevet nordlys i Tromsø, Norge. Lillebror Michael har ikke gjort karriere; han er i ekstrem grad introvert, lider endvidere af flyskræk og forlader aldrig sin bolig.
Men den trommerytme, der i mange år har været leitmotif i de to søskendes socialisering, brydes i romanens løb af diverse skæve indfald. Faktisk udarter romanen som noget i retning af en skæmteroman. Forviklingerne sættes for alvor i gang, da Michael finder Gustavas selvmordsbrev. Hun er hans livline, og han må nødtvungent forlade sin kokon for at følge efter hende og bringe hende på andre tanker.
I sit fly har Gustava imidlertid mødt en luftkaptajn: ”Hænder. Mund. Øjne. Stemme. Alt det jeg først – helt automatisk – lægger mærke til hos en mand, var hos ham vidunderligt.” Og stemmen sagde: ”Mød mig”, idet hænderne rakte hende hans kort. Efter nogen parlamenteren med sig selv – baseret på gamle, dårlige erfaringer – forkaster Gustava døden i Tromsø til fordel for kærligheden i Venedig. ”Vi lander. I Venedig.” Læst alene kunne foranstående 4 ½ linjer antyde, at der var tale om en triviallitterær tekst, hvilket ikke er tilfældet. Min tidligere karakteristik af romanen som en skæmteroman vejer tungere end antydningen af det triviallitterære.
Endelig eksploderer teksten i finlitterær intertekstualitet i og med ankomsten til Venedig. Gustava er opkaldt efter personen Gustav von Aschenbach i Thomans Manns klassiker ’Døden i Venedig’, hvilket sætter sit præg på handlingen. Men der er i det hele taget ikke den kunstneriske eller litterære klassiker, som man ikke kan trække af stalden og relatere til. Ja, det bliver næsten lidt for meget af det gode.
Hvad, der også kan forvirre, er fortællesystemet. Der er tre 1. persons fortællere, kaldet ved hver deres eget navn: Michael og Gustava samt Michaels påklæder Bruno. Meget usædvanligt er der også en udspecificeret instans kaldet Fortælleren, og han taler på egne vegne, ligesom han citerer hovedpersonerne, så i en vis forstand har han træk til fælles med en alvidende fortæller. Tekstens flerstemmighed er ikke en forfinet konstruktion. Uden nogen form for oplæg markerer nøgne kapiteloverskrifter, at nu skifter vi til Gustava eller G eller måske til Forfatteren, der står i bestemt form, og hvis fortælling dermed vejer tungest?
April 24, 2023
Find anmeldelsen her: https://www.instagram.com/p/CrXma6MIcdL/
Tusind tak til @forlagetpeoples og @christinahesselholdt for anmeldereksemplaret!
“Til lyden af sin egen tromme” af Christina Hesselholdt er en kortroman med meget på hjerte. Det er forfatterens syttende bog! Det betyder også, at bogen er velskrevet og har meget at byde på.
Vi befinder os i februar 2022. Gustava er psykiater og midt i 50’erne. Hun tager til Tromsø for at slutte sit liv. Hun er træt af det hele og har intet håb for fremtiden og for verden. Men noget får hende til at skifte mening. Så i stedet for døden, tager hun til Venedig. Måske kan det få hende til at få livslyst igen. Derhjemme finder Gustavas psykisk ustabile bror, Mikael, Gustavas selvmordsbreve, og han rejser derfor efter hende. Først til Tromsø og senere til Venedig.
Romanen tager udgangspunkt i år 2022. Et år fyldt med kaos, frygt og rædsel. Krig, corona, klimakrise. En verden med kaos og sorg og uden håb for fremtiden.
Derudover drager romanen også paralleller til “Døden i Venedig” af Thomas Mann. Faktisk, spiller netop denne fortælling en stor rolle i “Til lyden af sin egen tromme”. I den fortælling dør hovedpersonen Gustav von Aschenbach i Venedig.
Det er en kort roman. Blot 180 sider. Det er dog 180 sider med meget indhold. Mange følelser. Mange tanker. Utroligt meget på hjerte.
Skrivestilen er unik på en rigtig fin måde. Fyldt med humor og samtidig fyldt med følelser. Meget smukt.
“Til lyden af sin egen tromme” af Christina Hesselholdt er en lille, inspirerende bog.
Antal stjerner af 6: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Tusind tak til @forlagetpeoples og @christinahesselholdt for anmeldereksemplaret!
“Til lyden af sin egen tromme” af Christina Hesselholdt er en kortroman med meget på hjerte. Det er forfatterens syttende bog! Det betyder også, at bogen er velskrevet og har meget at byde på.
Vi befinder os i februar 2022. Gustava er psykiater og midt i 50’erne. Hun tager til Tromsø for at slutte sit liv. Hun er træt af det hele og har intet håb for fremtiden og for verden. Men noget får hende til at skifte mening. Så i stedet for døden, tager hun til Venedig. Måske kan det få hende til at få livslyst igen. Derhjemme finder Gustavas psykisk ustabile bror, Mikael, Gustavas selvmordsbreve, og han rejser derfor efter hende. Først til Tromsø og senere til Venedig.
Romanen tager udgangspunkt i år 2022. Et år fyldt med kaos, frygt og rædsel. Krig, corona, klimakrise. En verden med kaos og sorg og uden håb for fremtiden.
Derudover drager romanen også paralleller til “Døden i Venedig” af Thomas Mann. Faktisk, spiller netop denne fortælling en stor rolle i “Til lyden af sin egen tromme”. I den fortælling dør hovedpersonen Gustav von Aschenbach i Venedig.
Det er en kort roman. Blot 180 sider. Det er dog 180 sider med meget indhold. Mange følelser. Mange tanker. Utroligt meget på hjerte.
Skrivestilen er unik på en rigtig fin måde. Fyldt med humor og samtidig fyldt med følelser. Meget smukt.
“Til lyden af sin egen tromme” af Christina Hesselholdt er en lille, inspirerende bog.
Antal stjerner af 6: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
November 17, 2024
Det er den første bog af Christina Hesselholdt jeg har læst, selvom hun har udgivet virkelig meget i de sidste 30 år. Måske er jeg gået glip af noget, for “Til lyden af sin egen tromme” er helt klart læsværdig. En i grunden tragisk historie om et søskendepar og på et eller andet plan også deres relation til deres forældre - især deres mor. Men ikke så tragisk at det gør noget! Underfundigt skrevet, meget humoristisk, med andre stemmer der supplerer og korrigerer de to søskendes udsagn. Mest overraskende da Nietzsche også blander sig. Venedig og Thomas Manns “Døden i Venedig” er bærende allegoriske elementer i bogen - og så er det et sjovt kuriosum at de bærer mundbind- men sådan var det jo under Coronatiden.
May 25, 2025
You’ve moved too often, changed jobs too many times, formed too many fleeting attachments to colleagues, patients, apartments, buildings, parks. You’ve said goodbye too many times. Yes, you feel like a button that’s fallen off and now lies there, abandoned, while the garment keeps walking with the person still in it. Disconnected. Alone. With no future to look forward to—because you’ve come to the conclusion that you don’t want to look for a new job in a new city and start all over again.
[paraphrased from the german edition]
The book touches on weighty themes —depression, childhood trauma, anxiety, Weltschmerz, and more—but it failed to land. The structure felt messy, the tone detached, and emotionally it ultimately left me indifferent.
April 2, 2025
In Wahrheit 0 Sterne!
Das Buch ist durchzogen von Literarurreferenzen, insbesondere zu Thomas Manns ‚Tod in Venedig‘. Es scheint als wäre die relativ dünn erzählte Handlung lediglich als Träger dieser Referenzen konstruiert. Darüber hinaus unterbricht laufend ein Erzähler, den es in dieser Form überhaupt nicht braucht. Zu Beginn unnötig sexuell.
Zuletzt kam die Autorin ihrem Bedürfnis nach, sich zum russischen Angriffskrieg auf die Ukraine zu äußern. Das allerdings leider ohne aus der Handlung erwachsener Veranlassung. Es fehlt der Zusammenhang.
Das Buch ist durchzogen von Literarurreferenzen, insbesondere zu Thomas Manns ‚Tod in Venedig‘. Es scheint als wäre die relativ dünn erzählte Handlung lediglich als Träger dieser Referenzen konstruiert. Darüber hinaus unterbricht laufend ein Erzähler, den es in dieser Form überhaupt nicht braucht. Zu Beginn unnötig sexuell.
Zuletzt kam die Autorin ihrem Bedürfnis nach, sich zum russischen Angriffskrieg auf die Ukraine zu äußern. Das allerdings leider ohne aus der Handlung erwachsener Veranlassung. Es fehlt der Zusammenhang.
April 23, 2023
Hørt som lydbog
September 13, 2025
Til lyden af din egen tromme af Christina Hesselholdt ⭐️⭐️⭐️⭐️ ~ 🎧
Ret vidunderlig lille roman. Vores ene hovedperson tager til Norge for at dø. Og så måske ikke alligevel. Den anden hovedperson, broren, tager efter hende. Skulle lige vænne mig til fortællestilen med to hovedpersoner. Og en fortæller. Men så mange tanker og refleksioner gav genklang. Sproget er som novellen fint og kontant. Ikke så meget omsvøb. Jeg er fan. #tillydenafminegentromme #christinahesselholdt #peoples
Ret vidunderlig lille roman. Vores ene hovedperson tager til Norge for at dø. Og så måske ikke alligevel. Den anden hovedperson, broren, tager efter hende. Skulle lige vænne mig til fortællestilen med to hovedpersoner. Og en fortæller. Men så mange tanker og refleksioner gav genklang. Sproget er som novellen fint og kontant. Ikke så meget omsvøb. Jeg er fan. #tillydenafminegentromme #christinahesselholdt #peoples
Displaying 1 - 11 of 11 reviews