Alt er den samme sang er en fortælling om at rejse gennem nætterne med et kronisk sygt barn, om at leve med skammen ved stress og depression, og en åndelig søgen igennem det hele. Om kærlighed og lydmeditation. Om langsomhed og en blød revolution. Om naturens kraft og yoniens sang. At klinke sine skår med synligt guld – et kintsugimenneske – og om at huske, at vi må findes som vi er.
En sang om livets yderpunkter og vendepunkter, fortalt gennem et smukt og poetisk sprog.
Det er tidligt på året, men jeg tror dette ender med at blive årets overraskelse for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, men det er min største læseoplevelse i lang tid.
Jeg læste bogen i to tempi: Først åd jeg 5-6 af de korte kapitler. Så stoppede jeg. Og læste dem igen, langsomt. Og ved anden gennemlæsning har teksten ændret sig - som en udsigt, der ser anderledes ud, når man flytter sig lidt. Og så gentog jeg denne cyklus. Igen og igen - til siderne pludselig slap op.
Romanen er vel, hvad man vil kalde en lyrisk roman. Den er skrevet i poetiske tekststykker, hvor konkret hverdag glider over i billeder af sind, identitet og forvandling. Af mørket og en snert af lys. Og den er så akkurat i sine beskrivelser - eller nærmere i sine følelser.
Men i min optik er dette ikke bog, der skal forstås eller forklares. Den vil mærkes. Og den går - stille, men præcist - i hjertet. I hvert fald i mit. I hvert fald i min kones.
Den er lånt på biblioteket - men jeg kommer til at købe denne bog.
Dette er årets første 10/10. Den kommer til at blive læst mere end en gang.