What do you think?
Rate this book
Familien Hassan
Digteren Yahya Hassan blev 24 år. Nu fortæller hans mor og fire søskende – Kawther, Khadeeja, Abdullah og Abd Al-Salam – historien om ham og familien Hassan.
Abdullah Hassan har taget initiativet til at samle familien og føre det videre, som Yahya kæmpede for:
“Jeg har hele mit liv troet, at jeg kendte min familie og mit ophav. Vores styrker og svagheder, glæder og sorger, tanker og følelser. Det er gået op for mig, at jeg ikke ved det hele.
Vi føler os forpligtede til at fortælle vores historie, for der er tusindvis af familier som vores. Nøgleordet er forståelse. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget der kunne være anderledes, hvis jeg alene var bedre til at tale med og lytte til andre mennesker.”
Abdullah Hassan har taget initiativet til at samle familien og føre det videre, som Yahya kæmpede for:
“Jeg har hele mit liv troet, at jeg kendte min familie og mit ophav. Vores styrker og svagheder, glæder og sorger, tanker og følelser. Det er gået op for mig, at jeg ikke ved det hele.
Vi føler os forpligtede til at fortælle vores historie, for der er tusindvis af familier som vores. Nøgleordet er forståelse. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget der kunne være anderledes, hvis jeg alene var bedre til at tale med og lytte til andre mennesker.”
- GenresDenmarkNonfiction
298 pages, Hæftet
First published January 1, 2024
13 people are currently reading
154 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 25 of 25 reviews
May 1, 2025
Ud af smerten vokser håbet. Jeg blev nødt til at tage et langt bad og en lur efter at have læst den her bog færdig.
Enhver der kender mig bare en smule ved, at Yahya Hassan har en helt bestemt plads hos mig. Hans bøger står øverst i min bogreol, og jeg har læst enhver avisartikel, hørt hver en podcast og set ethvert YouTubeklip. Også dem, vi har grint af.
Da jeg så, at Yahyas familie havde udgivet en bog, frygtede jeg, at det ville blive én lang forsvarstale for dem selv. Om hvordan det ikke forløb sig, som Yahya skrev i sine digtsamlinger. Og bevares, nogle steder fraskrev de sig nogle af begivenhederne i barndommen, men på en fuldstændig fair og menneskelig måde. Yahya Hassan var en orkan af ord, følelser og stunts. Nogle gange glemmer man, at der stod to brødre, Abdullah og Abd Al-Salam, og to søstre, Kawther og Khadeeja, bag ham og tørrede blodet fra knoerne og tårerne fra øjnene. Jeg er helt blæst bagover over den måde Steffen Stubager formår at omskrive (hvad jeg formoder er) interviews til prosa. Så smukt, elegant og letlæseligt, og på Hassanfamiliens egen måde, med deres sprog, ord, og udtryk. Jeg elskede de skiftende synspunkter, det blev tydeligt at det her var en fælles fortælling, hvor alle måtte komme med deres side af historien. De formår at fremstille en familie i Trillegården, som ikke bare stod i skyggen af Yahya Hassan, men som var hans ryg.
Det er klogt tænkt at dele bogen op i årstal. På den måde kan man nemt følge med på sin indre tidslinje. Abdullah er generelt mest taletid, og det klæder bogen, for på mange punkter, mindede hans og Yahyas liv om hinanden. Det var som at høre fra Yahya, gennem hans lillebror. Jeg elskede at få indblik i de forskellige skæbner. At høre om alt fra konditoridrømme, skakturneringer, Libanonbesøg og studentereksaminer, det udformede personerne som langt mere, end bare fem børn på en række. Faren med køllen derimod, nåede jeg næsten at få ondt af. Men så husker man, hvilket psykotisk menneske, han er. Og så er den ligesom parkeret.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle få afsløret nye oplysninger om Yahyas død. De holder stadig årsagen hemmelig, det synes jeg er meget respektfuldt, jeg frygtede de ville komme med en bramfri afsløring af dødsårsagen for at sælge bogen, men det var heldigvis ikke tilfældet, hvilket endnu engang viser at bogen ikke er skrevet for nogle andre, end Yahyas minde. De formår alligevel, på en subtle og fin måde at beskrive, at Yahya gik rundt og sagde farvel til Eid, aftenen hvor han døde. Noget han ellers ikke plejede at gøre. Mere bliver der ikke sagt. Og det passer helt perfekt. Lad os lade den ligge der.
Jeg græd de sidste 20 sider, uafbrudt. Det ville enhver, der læste om en families skildren af en søn og brors død, gøre. Det er ubærligt. Især det første og sidste kapitel, hvor Yahyas mor, Hanan, tager mikrofonen, er hjerteskærende smukt og fyldt med sorg.
Måske er jeg mega biased, fordi jeg er dybt fascineret af Yahya. Men den her bog, begår ingen fejl. Ingen fodfejl, ingen dårlige valg. Bare et gennemgående mesterværk. En smuk hyldest til en ung søn, bror, digter og dreng. Mere har jeg ikke at sige. Det skulle da lige være tak.
Enhver der kender mig bare en smule ved, at Yahya Hassan har en helt bestemt plads hos mig. Hans bøger står øverst i min bogreol, og jeg har læst enhver avisartikel, hørt hver en podcast og set ethvert YouTubeklip. Også dem, vi har grint af.
Da jeg så, at Yahyas familie havde udgivet en bog, frygtede jeg, at det ville blive én lang forsvarstale for dem selv. Om hvordan det ikke forløb sig, som Yahya skrev i sine digtsamlinger. Og bevares, nogle steder fraskrev de sig nogle af begivenhederne i barndommen, men på en fuldstændig fair og menneskelig måde. Yahya Hassan var en orkan af ord, følelser og stunts. Nogle gange glemmer man, at der stod to brødre, Abdullah og Abd Al-Salam, og to søstre, Kawther og Khadeeja, bag ham og tørrede blodet fra knoerne og tårerne fra øjnene. Jeg er helt blæst bagover over den måde Steffen Stubager formår at omskrive (hvad jeg formoder er) interviews til prosa. Så smukt, elegant og letlæseligt, og på Hassanfamiliens egen måde, med deres sprog, ord, og udtryk. Jeg elskede de skiftende synspunkter, det blev tydeligt at det her var en fælles fortælling, hvor alle måtte komme med deres side af historien. De formår at fremstille en familie i Trillegården, som ikke bare stod i skyggen af Yahya Hassan, men som var hans ryg.
Det er klogt tænkt at dele bogen op i årstal. På den måde kan man nemt følge med på sin indre tidslinje. Abdullah er generelt mest taletid, og det klæder bogen, for på mange punkter, mindede hans og Yahyas liv om hinanden. Det var som at høre fra Yahya, gennem hans lillebror. Jeg elskede at få indblik i de forskellige skæbner. At høre om alt fra konditoridrømme, skakturneringer, Libanonbesøg og studentereksaminer, det udformede personerne som langt mere, end bare fem børn på en række. Faren med køllen derimod, nåede jeg næsten at få ondt af. Men så husker man, hvilket psykotisk menneske, han er. Og så er den ligesom parkeret.
Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle få afsløret nye oplysninger om Yahyas død. De holder stadig årsagen hemmelig, det synes jeg er meget respektfuldt, jeg frygtede de ville komme med en bramfri afsløring af dødsårsagen for at sælge bogen, men det var heldigvis ikke tilfældet, hvilket endnu engang viser at bogen ikke er skrevet for nogle andre, end Yahyas minde. De formår alligevel, på en subtle og fin måde at beskrive, at Yahya gik rundt og sagde farvel til Eid, aftenen hvor han døde. Noget han ellers ikke plejede at gøre. Mere bliver der ikke sagt. Og det passer helt perfekt. Lad os lade den ligge der.
Jeg græd de sidste 20 sider, uafbrudt. Det ville enhver, der læste om en families skildren af en søn og brors død, gøre. Det er ubærligt. Især det første og sidste kapitel, hvor Yahyas mor, Hanan, tager mikrofonen, er hjerteskærende smukt og fyldt med sorg.
Måske er jeg mega biased, fordi jeg er dybt fascineret af Yahya. Men den her bog, begår ingen fejl. Ingen fodfejl, ingen dårlige valg. Bare et gennemgående mesterværk. En smuk hyldest til en ung søn, bror, digter og dreng. Mere har jeg ikke at sige. Det skulle da lige være tak.
March 13, 2025
Mit hjerte græder og bløder for Yahya, hans familie, Trillegården, indvandrere, som bliver glemt i systemet, undertrykt og skubbet væk.
En smuk, hård og ærlig fortælling fra hans familie, særligt de fire søskende, om Yahyas pludselige berømmelse, barndommens vold og eventyr, søskendeflokkens navigering i Yahyas hash- og kokainpsykoser og paranoia, kriminalitet og en masse kærlighed.
En smuk, hård og ærlig fortælling fra hans familie, særligt de fire søskende, om Yahyas pludselige berømmelse, barndommens vold og eventyr, søskendeflokkens navigering i Yahyas hash- og kokainpsykoser og paranoia, kriminalitet og en masse kærlighed.
August 14, 2025
Super indsigtsrig i, hvor meget påvirkning så stærk en karakter som Yahya Hassan har haft, specielt i det private. Det er vildt at få så intimt et indblik
June 25, 2025
en både hård og fin fortælling fra familien hassan. et tiltrængt blik på yahya hassan, der gennem tiden måske er blevet betragtet lidt for meget som et kulturfænomen og lidt for lidt som en bror og søn
January 14, 2025
Da jeg så at Yahya Hassans familie havde skrevet en bog om ham, satte jeg den straks på min ønskesky. Jeg er, ligesom så mange andre danskere, vanvittigt betaget af ham. Men det var også med en klump i maven jeg begyndte på den. For Yahya var mange ting - bl.a. udnyttet og misforstået. Jeg ville på en måde ønske, at hans ord fik lov at stå alene i hans eftermæle. Han fortæller jo selv sin historie, som han ønsker den skal fortælles - i sine digtsamlinger, i sin offentlige optræden og i hele den aura han havde. Men jeg forstår også, at folk ikke kan få nok. Og jeg forstår, hvorfor hans familie har brug for at få deres fortælling om ham ud.
Yahyas mor indleder bogen med sin fortælling om en opvækst i flygtningelejr, ægteskab, familiesammenføring i Danmark og 5 børn i løbet af 4 år. Herefter er det de 4 nulevende børn der fortæller om deres liv og deres liv med broren Yahya Hassan fra 2006, da familien flytter til trillegården i Århus vest, til hans død i 2020. Det er den ældste lillebror Abdullah der fylder mest i bogen. Hans liv er præget af anbringelser, kriminalitet og hårdhed. Et liv der på mange måder minder om Yahyas, hvis ikke Yahya var blevet digter. Det var også de uddrag jeg personligt fandt kedeligst. Jeg ville hellere læse om søsterens konditordrømme, den anden søsters ammestop eller den yngste brors parforhold i Ebeltoft. Det giver mening, hvorfor Abdullah fylder mest i bogen, men jeg synes hans skrivestil til tider bliver en smule arrogant og lidt ubehagelig. Det er der ikke noget galt i, og det er måske nødvendigt for at forstå hans historie og ham. Jeg foretrak bare de andre søskendes kapitler.
Bogen er ikke skandaløs, og der kommer ikke noget fuldstændigt nyt fra højre. Jeg vidste, at han var kriminel, jeg vidste han havde et misbrug og jeg vidste han var psykisk syg. Jeg vidste han blev jagtet af alle parter, i den bogstaveligste forstand. Og det ved jeg fordi jeg har lyttet til ham, og troet på ham, mens han levede. Jeg ved det måske også fordi jeg har gebærdet mig i trillegården, og har en forståelse for det miljø der er der. Men det var nyt at høre, hvordan Yahyas berømmelse (og berygtelse) havde en effekt på familien. Fx hvordan lillebroren gik fra at være en almindelig pubertær knægt, til at gå ind i sig selv, fordi “man bliver mobbet med at ens bror skriver digte”. Og hvordan Yahyas autofiktion udstillede ham som sengetisser. Det er helt sikkert et interessant emne: hvordan man kan skrive autentisk og fortælle sin historie, uden at volde skade på de mennesker der indgår i ens liv.
Uanset, står jeg tilbage med en følelse af, at Yahya i det mindste havde en god familie. Forholdet til moren og de 4 søskende var kompliceret, for at sige det mildt, men fyldt af kærlighed. Og de beskriver også situationer, følelser og forhold med respekt. De kunne nemt smide ham under bussen, komme med slibrige detaljer eller male ham som et fjendebillede. Men det gør de ikke. Modsat romantiserer de ikke hans handlinger. De beskriver ham som den han var - et menneske, med alt hvad det indebærer.
Yahyas mor indleder bogen med sin fortælling om en opvækst i flygtningelejr, ægteskab, familiesammenføring i Danmark og 5 børn i løbet af 4 år. Herefter er det de 4 nulevende børn der fortæller om deres liv og deres liv med broren Yahya Hassan fra 2006, da familien flytter til trillegården i Århus vest, til hans død i 2020. Det er den ældste lillebror Abdullah der fylder mest i bogen. Hans liv er præget af anbringelser, kriminalitet og hårdhed. Et liv der på mange måder minder om Yahyas, hvis ikke Yahya var blevet digter. Det var også de uddrag jeg personligt fandt kedeligst. Jeg ville hellere læse om søsterens konditordrømme, den anden søsters ammestop eller den yngste brors parforhold i Ebeltoft. Det giver mening, hvorfor Abdullah fylder mest i bogen, men jeg synes hans skrivestil til tider bliver en smule arrogant og lidt ubehagelig. Det er der ikke noget galt i, og det er måske nødvendigt for at forstå hans historie og ham. Jeg foretrak bare de andre søskendes kapitler.
Bogen er ikke skandaløs, og der kommer ikke noget fuldstændigt nyt fra højre. Jeg vidste, at han var kriminel, jeg vidste han havde et misbrug og jeg vidste han var psykisk syg. Jeg vidste han blev jagtet af alle parter, i den bogstaveligste forstand. Og det ved jeg fordi jeg har lyttet til ham, og troet på ham, mens han levede. Jeg ved det måske også fordi jeg har gebærdet mig i trillegården, og har en forståelse for det miljø der er der. Men det var nyt at høre, hvordan Yahyas berømmelse (og berygtelse) havde en effekt på familien. Fx hvordan lillebroren gik fra at være en almindelig pubertær knægt, til at gå ind i sig selv, fordi “man bliver mobbet med at ens bror skriver digte”. Og hvordan Yahyas autofiktion udstillede ham som sengetisser. Det er helt sikkert et interessant emne: hvordan man kan skrive autentisk og fortælle sin historie, uden at volde skade på de mennesker der indgår i ens liv.
Uanset, står jeg tilbage med en følelse af, at Yahya i det mindste havde en god familie. Forholdet til moren og de 4 søskende var kompliceret, for at sige det mildt, men fyldt af kærlighed. Og de beskriver også situationer, følelser og forhold med respekt. De kunne nemt smide ham under bussen, komme med slibrige detaljer eller male ham som et fjendebillede. Men det gør de ikke. Modsat romantiserer de ikke hans handlinger. De beskriver ham som den han var - et menneske, med alt hvad det indebærer.
February 5, 2025
Virkelig velskrevet, barsk og rørende. Slugte den og levede mig fuldstændig ind i deres historie. Et spændende og (for mit vedkommende) sjældent indblik i indvandrer- og ghettomiljøet. Det er så vigtigt og underrepræsenteret. Derudover gav den også et spændende indblik i Yahyas liv og baggrunden for hans digte.
Kompositionen fungerede også virkelig godt med hans mors indlendende og afsluttende kapitel, og den kronologiske rækkefølge fortalt på skift af hans 4 søskende.
Kompositionen fungerede også virkelig godt med hans mors indlendende og afsluttende kapitel, og den kronologiske rækkefølge fortalt på skift af hans 4 søskende.
July 19, 2025
Yahya Hassans søskende fortæller og deres hårde opvækst i et af Aarhus ghettoområder. De fortæller om Yahyas udvikling fra rod til feteret digter, kriminalitet og hans psykiske nedturen. En barsk og rørende fortælling.
July 28, 2025
Meget overrasket over at den ikke er et forsvar fra familiens side, men en omfavnelse af Yahya.
Virkelig fin bog, som fungere godt med dens måde at fortælle på.
Åbner om hvordan livet var, og flere sandheder på bordet.
Virkelig fin bog, som fungere godt med dens måde at fortælle på.
Åbner om hvordan livet var, og flere sandheder på bordet.
January 2, 2026
“solen er gået ned, og nu skinner den på månen”
January 5, 2026
Kan godt huske jeg så Yahya i fjernsynet da jeg var mindre, hvor mine forældre ville sige han bare skabte drama. DET KAN JEG SGU DA GODT FORSTÅ HAN GJORDE MED DET LIV, DA DUCK?
January 12, 2025
Sindssyg rørende bog… Kan kun anbefales!
July 25, 2025
Jeg ville ønske, at jeg kunne give en højere rating.
October 19, 2025
Virkeligt velskrevet og vigtig bog. Ærlig og interessant. Virkelig smertefuld; bogen siger så meget om medmenneskelighed, søskendeforhold, de nedre samfundslag i Danmark og familie.
Ved dog ikke, hvordan bogen er kommet til... er det direkte interviews, der er blevet fiktionaliseret? Er det baseret på interviews? Hvor meget har familien selv skrevet?
Det trækker nødvendigvis ikke decideret bogen ned for mig, den er ekstremt vellavet, så jeg har ikke så meget at sige til det, selv hvis meget tekst ikke er direkte interviews.
Det er også etisk tvivlsomt at sætte stjerner på en faktuel bog om et virkeligt liv med mennesker, der stadig lever.
Stadig en totalt hjerteskærende bog, som alle danskere (eller bare folk generelt) burde læse. Jeg tror, at den er vigtig for at nuancere ens forståelse af (specielt vestlige) moderne samfund, og dets sociale lag.
Ved dog ikke, hvordan bogen er kommet til... er det direkte interviews, der er blevet fiktionaliseret? Er det baseret på interviews? Hvor meget har familien selv skrevet?
Det trækker nødvendigvis ikke decideret bogen ned for mig, den er ekstremt vellavet, så jeg har ikke så meget at sige til det, selv hvis meget tekst ikke er direkte interviews.
Det er også etisk tvivlsomt at sætte stjerner på en faktuel bog om et virkeligt liv med mennesker, der stadig lever.
Stadig en totalt hjerteskærende bog, som alle danskere (eller bare folk generelt) burde læse. Jeg tror, at den er vigtig for at nuancere ens forståelse af (specielt vestlige) moderne samfund, og dets sociale lag.
November 26, 2024
Hatten af for Familien Hassan og Steffen Stubager, der sammen har begået denne bog. Lige så kaotisk er bogen skrevet, som Yahya Hassans liv også virkede til at være. Til sammen giver det et unikt indblik i en helt særlig familiehistorie, der på flere - både gode og dårlige - måder har været med til at bryde barrierer ned for, hvad man som indvandrerfamilie i Danmark kan opnå med stor begavelse og endnu større mod til at gå imod strømmen - men også hvor dyrebar en pris, det kan vise sig at koste.
Jeg kan ikke forestille mig et bedre efterskrift til hele historien om personen/sagaen/karakteren Yahya Hassan end denne bog. Det er svært ikke at mærke en stor knude i brystet, når man har læst den sidste side.
Jeg kan ikke forestille mig et bedre efterskrift til hele historien om personen/sagaen/karakteren Yahya Hassan end denne bog. Det er svært ikke at mærke en stor knude i brystet, når man har læst den sidste side.
January 24, 2025
Til alle der arbejder med disse familier.
Til alle der elsker biblioteker.
Til alle der ønsker et indblik i at være pårørende.
Til alle der selv har en fod indenfor.
Årh altså….
Meget stakato indlæst.
Til alle der elsker biblioteker.
Til alle der ønsker et indblik i at være pårørende.
Til alle der selv har en fod indenfor.
Årh altså….
Meget stakato indlæst.
February 9, 2025
“Nøgleordet er forståelse” Fuldkommen magisk og så genialt sat op! Hans mors start og slut, resten af hans søskende der på skift fortæller så til stede og fyldt med følelser. Uden ord er man efterladt med. Kæmpe kærlighed
February 1, 2025
Jeg har ingen ord.. ❤️🩹💔
February 26, 2025
Virkelig spændende indblik i familien Hassan. Kan dog blive lidt træt af “ det er de andres skyld” at vi er kriminelle.
March 25, 2025
virkeligt en smukt skrevet bog, der giver et godt indblik i en forfatters tilblivelse men også om et miljø og hvordan det har været at vokse op der <3 meget trist også
August 9, 2025
Fangende!
October 6, 2025
En smuk men også hård fortælling om Yahya, hans opvækst, familien. Et godt portræt om en indflydelsesrig person med en svær skæbne.
January 7, 2026
Græd til sidst. Sikke et liv.
January 16, 2026
Sidste sætning i bogen: “Solen er gået ned, og nu skinner den på månen.”
February 1, 2025
Helt fantastisk bog, der har givet mig et indblik i familien Hassans historie. Meget rørende, tankevækkende og personlig, men også samfundskritisk. Giver ting til eftertanke. Nu må jeg hellere få læst Yahyas digtsamlinger
Displaying 1 - 25 of 25 reviews