Ida Marie Hedes Den første lidenskab er en fremtidsroman - et lille stykke ude i fremtiden. Ligesom hendes forrige roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer er Den første lidenskab meget fantasifuld og dystopisk. Hvor det i Suget handlede meget om overvågning, handler Den første lidenskab mere om relationer, lyst og frygt for døden.
Den første lidenskab består af tre dele. I den første del er den unge kvinde, Lola, hovedkarakteren. Vi får at vide, at hun er flygtet fra byen Sukker - hvor hun i mange år har boet alene i et stort hus, fordi hendes mor har besluttet sig for at lade sig komme i dvaletilstand via sci-fi virksomheden Drømmelåg, der tilbyder forskellige modeller for på kort sigt at undgå døden ved at sørge for, at de betalende mennesker kan komme i dvale og senere vågne op igen. Da moren kom i dvaletilstand (inklusiv en ceremoni med at hejse hendes dvalekiste op i et træ) blev Lola efterladt alene i et stort hus, kun tilset og overvåget af nanny-agtige hologramrobotter. Hele den baggrund - og ikke mindst morens excentriske liv i et stort hus med et utal af bejlere - kaldet fædre - udspilles i romanens anden del.
Første del handler i stedet om, hvordan Lola kommer til byen Suppe - som er et område for ungdommen, der vil leve universitetslivet inkl. smoothies, smarte barer og mulighed for at tage til en tredje by for at feste. I denne by møder Lola en unge kvinde, Morgan, som vækker hendes begær, samtidig med at en tredje ung kvinde først blot vækker Lolas interesse ude i periferien, men som kommer tættere og tættere på Lola.
Tredje del er en brevveksling mellem Lola og hendes storesøster Leni, hvor de to søskende prøver at komme til klarhed over, hvad det egentlig var for et liv, de levede sammen med moren.
Med god vilje kan man side, at bogen gennemspiller forskellige former for lidenskaber og lyster - med moren som megaloman, excentrisk og ret ignorerende over for sine døtre. En karikatur på 1970'erne egoistiske selvudfoldelse bragt til excess lidt ude i fremtiden. Og så med hendes tre døtre, som hver især gennemspiller en form for lyst og kærlighedsliv. Den kompetente og mere karriereminded Leni, den melodramatiske og konfliktsøgende Alice (som underligt nok spiller den mindste rolle i romanen) og så den mere søgende Lola. Stadig med god vilje kan man se bogen som et forsøg på at gennemspille forskellige udgaver af fremtidige seksualiteter og feminismebølger. Dog altsammen udfoldet i en verden af frygt for døden og groteske energiløsninger (tapninger af energi fra mennesker lagt i dvale - hmm jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det kan gå op fysisk set ift. al den energi der nok skal bruges på at holde dem i live i dvale. Fremtidsscenarierne behøver ikke at hænge 100 procent naturvidenskabeligt sammen, men der kunne godt være lidt større plausabilitet i det fantasifulde).
Min største anke mod bogen er, at jeg kedede mig i mange og lange passager i bogen. Meget forekom ret ligegyldigt, redundant og langtrukkent. De fedeste passager var klart i den første del - hvor jeg måske også havde håb for, at bogen ville udvikle sig mere spændende, end den gør. Ikke mindst i forskellene i byerne/mikrouniverserne Suppe, Sukker og Doggy Bag. I beskrivelserne af Suppe er der en ret fed parodi af det sorgløse liv som universitetsstuderende kørt ad absurdum. Og i Doggy Bags ekstaser er der en ganske fed videreførelse af vibes som minder mig om den franske forfatter Virginie Despentes Vernon Subutex-trilogi.