De tre søstre Lola, Alice og Leni vokser op i en familie med en excentrisk mor, der har fyldt huset med en sværm af elskere. Men da Mor i sin jagt på evig ungdom og skønhed går i en dødslignende dvale hos kæmpevirksomheden Drømmelåg, står de tre søstre tilbage med en mærkelig, uafklaret sorg.
På flugt fra morens påtrængende familieadvokat, Dr. Carnivorn, rejser den yngste søster Lola til den nærliggende universitetsby, Suppe – et afslappet sted med californiske vibes og smoothiebarer på hvert et hjørne. Hun kaster sig ind i et intenst og symbiotisk venskab med veninden Morgan, der udfordrer hendes begær og selvforståelse. Senere møder vi Leni, som efter sit succesfulde businesseventyr i New York med cyberplatformen Optimering For Frosne Godhjerter vender hjem til barndomsbyen, hvor familiens fortid ulmer, og spørgsmål om skyld og modstand melder sig.
Den første lidenskab tegner et portræt af en nærfremtidig verden, hvor barnepigen er et hologram, og døden er afblæst, i hvert fald for nogle. Det er en roman om seksualitet og familie, ungdom og arv – og en fortælling om tre søstre, der forelsker og forvilder sig i sorgen over tabet af deres mor.
Ida Marie hede fyrer billeder af som et haglgevær, ophobningen af silikone, smoothiebarer, iMacs fra storskrald, Sukker, Destiny’s Child-studier og Mors tusind Fædre vidner om den kvalmende overflod i romanens neokapitalistiske mareridt af et univers. Del 2 klipper utålmodigt rundt som et TikTok feed med overskrifter, der lover et eller anden slags system, som Mors veninde Christabel beskriver bedst: “det er, som om intet hænger sammen, der er en orden, men intet hænger sammen.”
Men hvad handler den så om, denne lyserøde sukker-treat?
Hvis man gør det helt kort, kan det lyde ordinært, tenderende til melodramatisk kedsommeligt: Tre søstre mister deres mor og skal finde hver deres vej gennem sorgen og livet.
Hvis man gør bogen ret, er sagen en lidt anden:
Moren er nemlig ikke almindeligt død. I stedet har hun valgt at fryse sig ned af dvale/foryngelsesvirksomheden Drømmelåg.
Noget ubærligt har nemlig ramt hende. Hun er ved at miste sin fuckability…
Alt i romanen har en quirky off-beat energi, der er fuldstændig uimodståelig. Man bliver forgabt i sætninger, der er mere overlæssede end en flødeskumsfastelavnsbolle. Smag for eksempel på den her sproglige kaloriebombe:
»Et skvæt ekstremisme i regnbuefamiliens skød. Heterodominatrix i balkjole, et bi-dronning-poly-matriarkat på ritalin«.
’Den første lidenskab’ er en af de mest citerbare bøger, jeg nogensinde har læst.
Der er så meget vidunderligt klogt/sjovt/sexet/vildt man har lyst til dele ud af. Der kan broderes på tusinder af muleposer, når alle de sproglige blomster bliver plukket.
tror bare ikke den her var for mig. syntes den første del var svær at komme igennem, og syntes ikke resten var fedt nok til at kompensere for det. hvis du leder efter en bog der er weird først og derefter med semi kapitalisme kritik og på nogen måder noget at sige om køn, seksualitet og aldring så er den måske for dig tho.
Jeg føler, at jeg bedre ville kunne lide denne bog, hvis den var en digtsamling. Men som roman: nej. Den er alt for optaget af sit eget sprog til at være udadvendt, og dens verden, plot og fortællere er usammenhængende. Not for me.
3 stjerner, fordi jeg syntes, at det var en forfærdelig historie, som slet slet ikke var mig, men fordi forfatteren samtidig virkelig skal have credit for det vanvittige billedsprog, som havde kæmpe effekt på godt og ondt, og for det imponerende univers, hun har brygget.
Ida Marie Hedes Den første lidenskab er en fremtidsroman - et lille stykke ude i fremtiden. Ligesom hendes forrige roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer er Den første lidenskab meget fantasifuld og dystopisk. Hvor det i Suget handlede meget om overvågning, handler Den første lidenskab mere om relationer, lyst og frygt for døden.
Den første lidenskab består af tre dele. I den første del er den unge kvinde, Lola, hovedkarakteren. Vi får at vide, at hun er flygtet fra byen Sukker - hvor hun i mange år har boet alene i et stort hus, fordi hendes mor har besluttet sig for at lade sig komme i dvaletilstand via sci-fi virksomheden Drømmelåg, der tilbyder forskellige modeller for på kort sigt at undgå døden ved at sørge for, at de betalende mennesker kan komme i dvale og senere vågne op igen. Da moren kom i dvaletilstand (inklusiv en ceremoni med at hejse hendes dvalekiste op i et træ) blev Lola efterladt alene i et stort hus, kun tilset og overvåget af nanny-agtige hologramrobotter. Hele den baggrund - og ikke mindst morens excentriske liv i et stort hus med et utal af bejlere - kaldet fædre - udspilles i romanens anden del.
Første del handler i stedet om, hvordan Lola kommer til byen Suppe - som er et område for ungdommen, der vil leve universitetslivet inkl. smoothies, smarte barer og mulighed for at tage til en tredje by for at feste. I denne by møder Lola en unge kvinde, Morgan, som vækker hendes begær, samtidig med at en tredje ung kvinde først blot vækker Lolas interesse ude i periferien, men som kommer tættere og tættere på Lola.
Tredje del er en brevveksling mellem Lola og hendes storesøster Leni, hvor de to søskende prøver at komme til klarhed over, hvad det egentlig var for et liv, de levede sammen med moren.
Med god vilje kan man side, at bogen gennemspiller forskellige former for lidenskaber og lyster - med moren som megaloman, excentrisk og ret ignorerende over for sine døtre. En karikatur på 1970'erne egoistiske selvudfoldelse bragt til excess lidt ude i fremtiden. Og så med hendes tre døtre, som hver især gennemspiller en form for lyst og kærlighedsliv. Den kompetente og mere karriereminded Leni, den melodramatiske og konfliktsøgende Alice (som underligt nok spiller den mindste rolle i romanen) og så den mere søgende Lola. Stadig med god vilje kan man se bogen som et forsøg på at gennemspille forskellige udgaver af fremtidige seksualiteter og feminismebølger. Dog altsammen udfoldet i en verden af frygt for døden og groteske energiløsninger (tapninger af energi fra mennesker lagt i dvale - hmm jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det kan gå op fysisk set ift. al den energi der nok skal bruges på at holde dem i live i dvale. Fremtidsscenarierne behøver ikke at hænge 100 procent naturvidenskabeligt sammen, men der kunne godt være lidt større plausabilitet i det fantasifulde).
Min største anke mod bogen er, at jeg kedede mig i mange og lange passager i bogen. Meget forekom ret ligegyldigt, redundant og langtrukkent. De fedeste passager var klart i den første del - hvor jeg måske også havde håb for, at bogen ville udvikle sig mere spændende, end den gør. Ikke mindst i forskellene i byerne/mikrouniverserne Suppe, Sukker og Doggy Bag. I beskrivelserne af Suppe er der en ret fed parodi af det sorgløse liv som universitetsstuderende kørt ad absurdum. Og i Doggy Bags ekstaser er der en ganske fed videreførelse af vibes som minder mig om den franske forfatter Virginie Despentes Vernon Subutex-trilogi.
Dvaleindustrien driver business med midlertidig nedfrysning af mennesker i Den Fortryllede Skov. Det er manges foretrukne valg i en fremtid, hvor de, der kan, jagter det evige liv. Skør og uhyggelig bog. Også fascinerende, men også kun ok fængende. Jeg elsker sci-fi, og det bliver jeg bekræftet i her🌞
Det er en meget skør bog som tog mig lang tid overhovedet at fatte, men det er et virkelig spændende univers, der bliver skabt og sjovt at blive taget med ind i et fremtidsunivers.
Havde glædet mig til denne. Blev dog skuffet. Kunne godt lide første del, andet del ødelagde det helt. Alt for mange tråde og sproget var alt for meget.