Hvad skal vi egentlig med teatret? Og hvilken historie om os selv gemmer der sig i samtidens teater? I otte stærkt personlige essays inviterer forfatteren os via punktnedslag i sin 35-årige karriere ind i teatrets magiske nedsmeltnings- og omsmeltningsmaskine. En kærlighedserklæring til skuespilleriets besværligheder, skrevet af en af landets mest markante teaterstemmer.
I syv tekster reflekterer Albinus både personligt og til tider privat over teatret og teatrets rolle i samfundet. Teksterne er til tider prætentiøse, til tider platte, generelt dilemmafyldte, men aldrig uinteressante. Enkelte steder, ville det være let at vifte ham af med et “ok boomer”, men det ville netop være for let, for selvom jeg ikke er 100% enig i hans blik (jf. citatet nedenfor: kritikken af at skulle være på det godes side - jeg synes også, der er argumenter for nødvendigheden af netop det, som han springer over), så køber jeg hans argumenter for, det problematiske i at verden går i stå, hvis den ikke må være farlig. Tingene er ikke sort/hvide. Og hvis vi gør dem til det, så henfalder vi i bedste i apati. Hvor er dansk teater, hvor er vi, heldige, at vi har Jens Albinus.
Med udgangspunkt i Bush’ tale post 9/11 beskriver Albinus, hvordan verden forandrede sig:
“Det er påfaldende, hvor meget denne appel i sin ordlyd, skønt i en helt anden mening, har et næsten fuldkomment sammenfald med en form for hen-vendelse, der ofte rettes mod publikum fra scenen i de seneste års vestlige teater: Hvem der ikke er med mig (det vil sige på Det Godes side) i min forargelse (over patriarkat, klimasvineri, overforbrug, sexisme, migrationspolitik og så videre) - den eller de er imod mig (det vil sige på De Ondes side). Either you're with us - or you're with the terrorists.”
Teaterforestillinger virker tit kunstige på mig, så alt i alt har jeg set meget få. Alligevel eller derfor er det interessant at få et kig ind i et teatermenneskes syn på, hvad teater kan i verden og til hvilke tider.
Når verden bryder sammen omkring os, 9-11, de medvirkende fængselsindsatte i Noréns teater, som på en turné begik røveri og myrdede betjente osv., forandrer det, teatret kan og skal sig også. Og vores syn på det.
Jens Albinus blev berømt internationalt efter sin medvirken i Lars von Triers Idioterne, fik roller i udlandet, en del år i Tyskland. Rollen ødelagde ham i mange år. (Jeg har kun set ca. ti minutter af Idioterne for mange år siden, kunne ikke holde ud, den måde de behandler hinanden på.)
Han funderer i bogen over roller, instruktører, forestillinger, sin indgang til spillet, teatrets rolle osv. Klogt, så vidt jeg kan se.
Bliver jeg berørt? Jae, ind imellem, men det er vist heller ikke bogens formål. Berørt kan jeg vel blive som publikum i salene. Hvis jeg kan trække mig selv derhen. Læser hellere romaner og ser film. Måske er den guldkorn for teaterelskere.
Man behøver ikke have et forhold til teater for at få udbytte af denne bog. Albinus skriver inspireret og tankevækkende om det, man også kunne kalde livets teater, og som teatrets verdens også ånden igennem og på. Der er gode essays om tidens værdipolitiske dogmatik, at det at skulle være på den rigtige side og hvad det gør ved os som tænkende. Albinus skriver med et blik for anekdotens vægt og betydning. Det er en hurtigt læst, men skøn bog at bære med sig videre. Måske man en dag ender i teateret.
Ikke alle tre-stjernede anmeldelser har lige stor vægt. Jeg mener at bogen har noget på hjerte, om end emnet på overfladen begrænser sig til teater. Albinus deler gavmildt ud af nogle erindringer, og præsenterer fint indsigter om sig selv og verden og ikke mindst teateret.