Lufthavet

by Vibeke Grønfeldt

Hvad er der tilbage, når alt er brudt sammen?

Vibeke Grønfeldts nye roman Lufthavet er en optimistisk dystopi om at finde meningen i det enkle liv. Når Petra Jakobsen står op om morgenen, går hun ud for at drikke en kop fra regnvandstønden. Der er ikke længere vand i hanen, ingen strøm i huset. Alt det, der holder et samfund sammen, er brudt ned. Mobiltelefoner ligger ubrugelige i store bunker. I det dunkle, ubemandede supermarked henter Petra mad til sig selv og sine venner. Hvad der er sket, nævnes ikke. Men døde svaner er drevet i land ved kysten som et dystert symbol på et ubeskrevet sammenbrud.

I Lufthavet vender Vibeke Grønfeldt tilbage til et omdrejningspunkt i sit forfatterskab: Menneskers enkle livsvilkår, følelser og refleksioner i en fremmed og gådefuld verden. Med en sjælden evne til at holde sprog og sanser åbne for alle de modsætninger og erindringsspor, der udgør et menneskeliv, skildrer hun virtuost et menneske i dets kompleksitet og nuancer.

Lufthavet er en roman om livet efter sammenbruddet. Hvad er der tilbage? Sansernes rigdom, naturens farverige mangfoldighed og menneskers hjælpsomhed. Med sit lyriske og sanselige sprog manifesterer Vibeke Grønfeldt sig som er en af dansk litteraturs største prosaister.

256 pages, Paperback

First published October 11, 2024

Reviews

[Esther]

Lufthavet var en ret fyldestgørende læseoplevelse for mig. Hovedkarakteren Petra strejfer rundt, hjælper og bliver hjulpet i en fremtid hvor strømmen en dag pludselig gik og gulvtæppet rives væk under menneskeheden. Mennesker er døde i hobetal af (som jeg forstår det) gen-fejl/sygdom, og i byen er der ikke mange levende mennesker tilbage.

Jeg skulle nok have læst den endnu mere koncentreret for helt at kunne overskue persongalleriet, der er bølgende og tilbagevendende uden at gøre det nemt at følge med i. Det har en charme, fordi det virker naturligt og selvfølgeligt - man følger med Petra, som kender det ud og ind. Men det er alligevel et lille frustrationspunkt, fordi jeg tror jeg er gået glip af detaljer.

Når der ingen orden er, underholder børn sig i gaderne med luftgeværer. Jeg synes det vidner om det, der har præget os som art og som aldrig kan forlade os. Ødelæggelse, død, vold.

Petra står for mig klart frem som håb. Bogen er en fremtidsfantasi, over hvad der vil ske, hvis vi fortsætter som nu. Petra har et sted i bogen et minde fra ‘før’ strømmen gik, hvor hun endeløst og hovedløst bliver støvsuget ind i et online-shopping helvede, og jeg synes det er et vildt tilbageblik. ‘Af mulighed opstår behov’, tænker hun bare. Nu er muligheden væk, og med den er behovet for papirclips i alle farver forsvundet. Den tankegang synes jeg er interessant i et klimapolitisk perspektiv nu, om end den er radikal.

Petras omstrejfende tilværelse er charmerede og uforudsigelig - præget af lang stille øjenkontakt med en fremmed på den ene side, og på den næste et varmt måltid hos en ven. Jeg synes den er symbiotisk og håbefuld, i kontakt med det der har været og er og bliver. Med de mennesker og den natur der er tilbage.

Sproget er helt fantastisk underligt og sprudlende.