Terracotta af Amalie Smith er en bog om forbindelserne mellem ler og liv. Om menneskers trang til selv at skabe liv, kunstigt og biologisk. Til at formgive og lade sig opløse. Til at genfortælle verden fra begyndelsen.
Hvorfor er lerfigurene på antikmuseet i Cyperns hovedstad, Nicosia, så levende? Hvad er liv overhovedet, hvordan er det opstået på en gold planet? Og hvordan skal det fortsætte?
Amalie Smith er en dansk forfatter og billedkunstner. Hun tog afgang fra Forfatterskolen i 2009 og er masterstuderende på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Svakliga nørdutt lowkey prætentiøs bók. Fekk angst av at lesa hana. Takk fyri lán mamma men eg kann ik lesa bøkur um veðurlagsbroytingar og AI. Men hon var mega góð og verd 5 stjørnur fyri tað.
Jeg synes, det er en vidunderlig bog! Jeg havde virkelig den der følelse, når en bog rammer et tør plet, man ikke vidste man havde. Det er en af de mest inspirerende bøger jeg har læst. Den giver mig lyst til at skrive og tænke og se. Jeg lånte den på biblioteket, men jeg vil kæbe den, for jeg må have den.
Jeg kan egentlig enormt godt lide Terracotta, og fik læst det meste af bogen i et hug. Sproget flyder godt, de små doseringer af viden og refleksion er interessante og ikke mindst spejler jeg mig enormt i fortællerens situation i livet som nybagt forælder, med en altoverskyggende bekymring for fremtiden vi giver vores børn. Det er også fundamentalt en spændende måde at udforske skabelsen af liv på i alle dens perspektiver.
Men! Jeg føler også at det er en bog der er gået lidt i stå. Jeg synes meget af tankegodset forbliver antydninger og noteagtige. Det tror jeg egentlig også er rimelig intentionelt, men efterhånden som det bliver ved, virker det en smule dovent. Som om teksten er mere optaget af at pege end at tænke. De sammenhænge og perspektiver der antydes bliver aldrig rigtigt udtalt, så læseren må tage sin egen viden med, hvilket i princippet er fint, men hurtigt gør det lidt hult, da de informationer der deles ud af ikke er nyheder for de fleste der opholder sig lidt i det samme emneområde. Altså, lidt groft sagt, virker det mere som en listeopstilling af fun facts for folk der bruger 'antropocæn' i høflig samtale uden at blinke, uden egentlig at sige så meget.
Parallelt med det spor har vi fortællerens privatliv, hvor jeg ender med at savne noget selvironi. Eller et eller andet blik der kan give københavnerkunstneren en lussing og se sig selv udefra (det sagt af en selvretfærdig københavnerkunstner). Der er små glimt af selvindsigt, men hurtigt overstået. Det kan være at jeg overser en selvudstillelse/komik i fremstillingen af den priviligerede kunstner, men for mig endte det med at være en smule blindt og enerverende. Mest grelt, måske, da fortælleren overhører nogle pensionister tale om klimakrisen på en forkert måde, og ønsker at rette på dem, fordi hun ved hvordan det egentlig hænger sammen.
Jeg har sådan lyst til at elske Terracotta, men i sidste ende blev den et spejl for mig, der mere udstillede den bobbel jeg nogle gange finder mig selv i som kreativ klimabevidst københavner, end den fremhævede de spændende ideer og tanker som jeg tror var dens egentlige mål.
Hurtig opdatering her i starten: Jeg var vild med Thread Ripper, men synes umiddelbart, denne virker ret søgende og i skitseform. Vi får hurtigt serveret polariseringen i formen, i den ene side det nære spædbarn, der skal opfyldes med elektrisk impuls i totemform i form af lerkrukke. I den anden ende er Terra Cotta, jordens snarlige undergang via skovbrande og klimakrise. Jeg siger ikke, det er det, der sker, jeg gætter bare, her på side 20. Måske fordi jeg selv står lige midt i samme forfærdelige virkelighedsopfattelse, og er knust over de mange skovbrande der lige nu hærger Jorden.
Som altid får Amalie Smith mig til at tænke. For mig var det en meditativ tænksom læsning, med både foruroligende såvel som forundrende perspektiver på livets fortid og fremtid, og den angst der kan ramme når man sætter nyt liv i verden.
Måske er det i virkeligheden tre bøger der er blevet vakuumpakket til én, så man kan tage den med i rummet og ved at dryppe lidt vand på den gøre den til tre igen?
Rigtig god skrivestil og en bog både til nydelse og reflektion. Lettere prætentiøs, men det kan helt fint overkommes da den ellers er relaterbar og intelligent.