What do you think?
Rate this book
Amager-trilogien #2
Guds bästa barn
EN SPEGEL AV VÅR VERKLIGHET
Simon har precis blivit frigiven och har flyttat till Sydsjälland för att skapa ett nytt och tryggt liv för sin lilla familj. Det förflutna gör sig påmint. Mickey planerar att rymma från det säkra ungdomsfängelset, där han driver personalen och andra fångar till vansinne.
Och i Amager, Köpenhamn, försöker Jamil få ordning på sitt liv igen efter en psykiatrisk sjukhusvistelse, men kan inte släppa tanken på att hämnas på Mickey och Simon, som för några år sedan dödade hans bäste vän Zeki i ett rus av känslokallt hat.
Guds bästa barn är en skildring av unga människor i samhällets utkant svikna av omvärlden, förlorade i systemet, lämnade åt sin egen vrede. En innerlig berättelse skriven utifrån egen erfarenhet som berör vänskap, rasism, skuld, skam och försoning.
Morten Pape (f 1986) debuterade 2015 med Planen, som fick den danska bokmässan BogForums debutantpris. 2018 utkom Guds bästa barn.
Simon har precis blivit frigiven och har flyttat till Sydsjälland för att skapa ett nytt och tryggt liv för sin lilla familj. Det förflutna gör sig påmint. Mickey planerar att rymma från det säkra ungdomsfängelset, där han driver personalen och andra fångar till vansinne.
Och i Amager, Köpenhamn, försöker Jamil få ordning på sitt liv igen efter en psykiatrisk sjukhusvistelse, men kan inte släppa tanken på att hämnas på Mickey och Simon, som för några år sedan dödade hans bäste vän Zeki i ett rus av känslokallt hat.
Guds bästa barn är en skildring av unga människor i samhällets utkant svikna av omvärlden, förlorade i systemet, lämnade åt sin egen vrede. En innerlig berättelse skriven utifrån egen erfarenhet som berör vänskap, rasism, skuld, skam och försoning.
Morten Pape (f 1986) debuterade 2015 med Planen, som fick den danska bokmässan BogForums debutantpris. 2018 utkom Guds bästa barn.
516 pages, Paperback
First published August 23, 2018
33 people are currently reading
809 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 79 reviews
June 7, 2020
godt skrevet af Morten Pape ! bogen var meget vigtig, at læse for mig. Jeg kunne ikke lægge den fra mig, da jeg først var startet på den. Jeg blev rørt til tåre flere steder. særligt de steder, hvor jeg kunne genkende mig selv.
Og allesammen, jeg har det godt, jeg er ikke død endnu, det ser jeg for godt ud til ;)
Og allesammen, jeg har det godt, jeg er ikke død endnu, det ser jeg for godt ud til ;)
February 12, 2025
Скандинавска друштва често нам, из наше јужно-медитеранске перспективе, делују изузетно уређено и готово без икаквих проблема.
Ипак, стварност је другачија и то нам Мортен Папе показује у овој изузетној (и изузетно узнемирујућој) књизи.
У "Божјим миљеницима", пред нама се отвара свет копенхашких предграђа у којима царују банде ситних и крупнијих криминалаца, продаваца наркотика, а са порастом миграција са Балкана и из арапских земаља, у њима ће се стварати и права мигрантска гета.
Перспектива одрастања, чак и у једном (на папиру) уређеном социјалном систему какав је дански, није много весела.
Сиже је једноставан и практично све сазнајемо на првим страницама - два "домаћа", једва пунолетна данска хулигана су, без икаквог повода, напала два мигрантска дечака, док су седели и правили паузу од разношења новина (један је Турчин - Зеки, други је Ирачанин - Џамил). Зекија ће ударити палицом у главу и, нажалост, он ће неколико дана касније, подлећи повредама у болници.
У наставку ће нам аутор дати перспективу сваког од учесника у овом безумном акту насиља, како нападача, тако и пријатеља убијеног дечака и то је изведено заиста упечатљиво и сигурно, чему сигурно доприноси и чињеница да је и сам аутор одрастао у једном таквом предграђу.
Дисфункционални породични односи, алкохолизам, насиље у кући и школи, малолетничка делинквенција, наркоманија, сводништво - у таквој средини стасавају нападачи и, упркос свему што државни систем чини да би неке последице ублажила, тешко је издићи се из такве средине, чак и по завршеним санкцијама.
У сличним условима одрастају и нападнути дечаци, али је њихова "отежавајућа околност" та што су мигранти, што су друге вере или боје коже, што ће их само дубље гурати ка друштвеној маргини.
Иако је највећи део посвећен убицама и осенчавању њихових психолошких и друштвених профила (што је маестрално урађено), мени се највише допада део који описује Џамила и његов живот и процес борбе са траумом коју је доживео.
Изузетно је дирљиво и потресно гледати растакање његове личности и све дубље психичко растројство. Мучен питањем сопствене кривице (да ли је могао да учини нешто да заустави хулигане?), мучен тиме што му нико, па ни систем не верује, мучен тиме што нема праве одговоре, Џамил ће покушати да пронађе излаз из тог зачараног круга, али је питање где се тај излаз налази.
Осим што је направио изузетну карактеризацију ликова са маргине, аутор је захватио и шире поље - питање припадности, али и лојалности и оданости групи (вршњачкој/криминалној/верској/националној).
Осим тога, показано је и све лицемерство државе и система и то је прилично отрежњујуће.
Језик романа је жив, динамичан, доста је и сленга, псовки, уличног говора, али то само доприноси уверљивости, јер ни у једном тренутку ништа није усиљено, нити извештачено.
С обзиром да сам се у читање упустио не знајући готово ништа о роману, ово је веома пријатно изненађење и свакако један од најбољих скандинавских модерних романа које сам до сада читао.
Од мене све препоруке!
Ипак, стварност је другачија и то нам Мортен Папе показује у овој изузетној (и изузетно узнемирујућој) књизи.
У "Божјим миљеницима", пред нама се отвара свет копенхашких предграђа у којима царују банде ситних и крупнијих криминалаца, продаваца наркотика, а са порастом миграција са Балкана и из арапских земаља, у њима ће се стварати и права мигрантска гета.
Перспектива одрастања, чак и у једном (на папиру) уређеном социјалном систему какав је дански, није много весела.
Сиже је једноставан и практично све сазнајемо на првим страницама - два "домаћа", једва пунолетна данска хулигана су, без икаквог повода, напала два мигрантска дечака, док су седели и правили паузу од разношења новина (један је Турчин - Зеки, други је Ирачанин - Џамил). Зекија ће ударити палицом у главу и, нажалост, он ће неколико дана касније, подлећи повредама у болници.
У наставку ће нам аутор дати перспективу сваког од учесника у овом безумном акту насиља, како нападача, тако и пријатеља убијеног дечака и то је изведено заиста упечатљиво и сигурно, чему сигурно доприноси и чињеница да је и сам аутор одрастао у једном таквом предграђу.
Дисфункционални породични односи, алкохолизам, насиље у кући и школи, малолетничка делинквенција, наркоманија, сводништво - у таквој средини стасавају нападачи и, упркос свему што државни систем чини да би неке последице ублажила, тешко је издићи се из такве средине, чак и по завршеним санкцијама.
У сличним условима одрастају и нападнути дечаци, али је њихова "отежавајућа околност" та што су мигранти, што су друге вере или боје коже, што ће их само дубље гурати ка друштвеној маргини.
Иако је највећи део посвећен убицама и осенчавању њихових психолошких и друштвених профила (што је маестрално урађено), мени се највише допада део који описује Џамила и његов живот и процес борбе са траумом коју је доживео.
Изузетно је дирљиво и потресно гледати растакање његове личности и све дубље психичко растројство. Мучен питањем сопствене кривице (да ли је могао да учини нешто да заустави хулигане?), мучен тиме што му нико, па ни систем не верује, мучен тиме што нема праве одговоре, Џамил ће покушати да пронађе излаз из тог зачараног круга, али је питање где се тај излаз налази.
Осим што је направио изузетну карактеризацију ликова са маргине, аутор је захватио и шире поље - питање припадности, али и лојалности и оданости групи (вршњачкој/криминалној/верској/националној).
Осим тога, показано је и све лицемерство државе и система и то је прилично отрежњујуће.
Језик романа је жив, динамичан, доста је и сленга, псовки, уличног говора, али то само доприноси уверљивости, јер ни у једном тренутку ништа није усиљено, нити извештачено.
С обзиром да сам се у читање упустио не знајући готово ништа о роману, ово је веома пријатно изненађење и свакако један од најбољих скандинавских модерних романа које сам до сада читао.
Од мене све препоруке!
June 14, 2019
På den anden side af læsningen af Guds Bedste Børn står man noget rystet, øm og forslået tilbage. Men også en hel del klogere; og det gør det hele besværet værd at stå igennem. En ubehagelig forstyrrelse med blivende værdi. Et “sobering” indblik i det underpriviligerede Danmark.
Den her bog levner simpelthen ikke læseren nogle steder at løbe hen, når man først er i gang. På den måde kræver den nok lidt mentalt overskud. Den er nådesløst konfronterende på samme måde som de situationer, figurerne i bogen konstant både fanges i og selv er med til at skabe. Stemningen i både fortællingen og læseoplevelsen er snerrende og klaustrofobisk, og det er ret eminent udført.
Morten Pape er helt sikkert kommet videre siden Planen. Denne her er strammere komponeret. Han tager blandt andet nogle større spring i de skiftende synsvinkler og tonelejer. De vigtigste figurer står hver især tydeligt og troværdigt frem. Man kommer så godt ind under huden på dem, at det helt sikkert ville have været rarere at lade være. Og i det rum udspiller historien sig så.
Jeg vil gerne skrives op til hans næste bog.
Den her bog levner simpelthen ikke læseren nogle steder at løbe hen, når man først er i gang. På den måde kræver den nok lidt mentalt overskud. Den er nådesløst konfronterende på samme måde som de situationer, figurerne i bogen konstant både fanges i og selv er med til at skabe. Stemningen i både fortællingen og læseoplevelsen er snerrende og klaustrofobisk, og det er ret eminent udført.
Morten Pape er helt sikkert kommet videre siden Planen. Denne her er strammere komponeret. Han tager blandt andet nogle større spring i de skiftende synsvinkler og tonelejer. De vigtigste figurer står hver især tydeligt og troværdigt frem. Man kommer så godt ind under huden på dem, at det helt sikkert ville have været rarere at lade være. Og i det rum udspiller historien sig så.
Jeg vil gerne skrives op til hans næste bog.
August 12, 2024
Læs den, forstå den, bliv forarget, bliv frustreret, bliv vred, bliv hjerteknust, græd
6/5
6/5
August 26, 2025
U pogovoru je navedeno da je oreč o fikciji inspirisanoj stvarnim događajima, sa fiktivnim likovima i tačno prenesenim izjavama načelnika za krvne delikte i premijera države, u ovom slučaju Danske. Izjava načelnika i premijera svodi se na pokušaj individualizovanja počinjenog zločina i umanjenje kolektivnog pojačanog rasizma u društvu.
Lokalizacija je Kopenhagen, tačnije jedno od ostrva na kojima je smešten Kopenhagen imena Amager, i u okviru Amagera Slobodni grad Kristijanija. O Kristijaniji sam već čitao, to je deo grada u kome su nekada važili liberalniji zakoni nego u ostatku Danske, tačnije danski zakoni uglavnom nisu važili. Naravno to je dovelo do razvoja kriminala, rasizma i učaurenosti. Stanje je promenjeno u zadnjih nekoliko godina i sada je Kristijanija jedan od bogatijih delova grada, koji je zapravo turistička atrakcija i dalje liberalnijih zakona pod kontrolom države i u kome je gotovo nemoguće kupiti nekretninu bez da ste original Danac i uz dozvolu svih meštana Kristijanije. Glavni junaci knjige su Simon i Miki, sa ulogama zločinaca, i Džamil i Zeki sa ulogama žrtava, mada niko ovde nije u potpunosti kriv sam od sebe već predstavlja produkt sistema i individualnog odgoja. Pored toga što je reč o knjizi koja može biti tretirana kao triler, ovde je reč i o socijalnoj drami i analizi odrastanja i vaspitavanja u društveno neprihvatljivim sredinama i sa na mržnju potsticajnim društvenim delovanjima. Zeki i Džamal su deca migranata iz Turske i Iraka, iz porodica koju su u Dansku došle zbog boljeg i mirnijeg života, oni rade kao raznosači novina u slobodno vreme nakon škole. Pogrešan trenutak za odmor u Amageru doveo je do susreta sa Simonom i Mikijem, zamah palicom za bejzbol i život Zekija je ugašen. Ko je kriv?
Ovo nije knjiga koja traga za počiniocima, od početka znamo da su Simon i Miki krivi, da je Miki zamahnuo, da je Simon vozio auto i u ruci imao oružje, da su odmah identifikovani i uhvaćeni i da su u pitanju maloletnici koji ne pokazuju ni na trenutak kajanje zbog zločina. Ovo je knjiga koja rekonstruiše živote svih učesnika zločina, pre i posle zločina, baveći se njihovim porodicama, uticajem na njih i od porodice, ali i od sredine u kojoj se kreću. Prikazan je i taj prikriveni rasizam u liberalnom i demokratskom društvu poput Danske u kome ispod prikrivene ljubaznosti nailazimo na zid odbijanja i neprihvatanja. Istovremeno prikazan je i duh svih tih migrantskih naroda koji menjaju svet oko sebe i teže da prošire svoj uticaj na novonastanjenu sredinu. Prikazana su deca iz rasturenih porodica, sa ostacima tih porodica, koji svojim porocima utiču na razvoj mišljenja dece, prikazan je i verski fanatizam donet iz verski osetljivog područja koji utiče na ideju osvete, na ideju borbe za verski rat, na ideju večnog života. Prikazana je i osuda, ali upućena na pogrešnu adresu u pravcu žrtve koja je preživela, prikazano je neprihvatanje od svih društvenih slojeva, nespremnost da se pomogne i tiho gašenje u ludilu vlastitih misli.
Ovo je knjiga koja ogoljeno i surovo prikazuje uređeni svet, civilizaciju daleko od ratova i zločina, koje u svoj svojoj učaurenosti deluje agresivno na sve što je drugačije. Knjiga je odlično napisana, pogodna i za čitanje mlađeg naraštaja kome se verovatno i obraća autor, a govor u knjizi je slobodniji, često u formatu žargona i ne tako čestih psovki. Iako nije reč o književnom klasiku, reč je o izuzetno dobro napisanoj knjizi, vrednoj čitanja, sa savremenom temom u kojoj je prikazan rastući problem mržnje u svetu i na izuzetan način opisana deca sa problemima u ponašanju.
O aktuelnosti i ukorenjenosti problema govori i sadašnji problem grenlandske mlade majke kojoj je zbog zakona o nespremnosti oduzeto dete, i ovoga puta reč je o Danskoj.
Lokalizacija je Kopenhagen, tačnije jedno od ostrva na kojima je smešten Kopenhagen imena Amager, i u okviru Amagera Slobodni grad Kristijanija. O Kristijaniji sam već čitao, to je deo grada u kome su nekada važili liberalniji zakoni nego u ostatku Danske, tačnije danski zakoni uglavnom nisu važili. Naravno to je dovelo do razvoja kriminala, rasizma i učaurenosti. Stanje je promenjeno u zadnjih nekoliko godina i sada je Kristijanija jedan od bogatijih delova grada, koji je zapravo turistička atrakcija i dalje liberalnijih zakona pod kontrolom države i u kome je gotovo nemoguće kupiti nekretninu bez da ste original Danac i uz dozvolu svih meštana Kristijanije. Glavni junaci knjige su Simon i Miki, sa ulogama zločinaca, i Džamil i Zeki sa ulogama žrtava, mada niko ovde nije u potpunosti kriv sam od sebe već predstavlja produkt sistema i individualnog odgoja. Pored toga što je reč o knjizi koja može biti tretirana kao triler, ovde je reč i o socijalnoj drami i analizi odrastanja i vaspitavanja u društveno neprihvatljivim sredinama i sa na mržnju potsticajnim društvenim delovanjima. Zeki i Džamal su deca migranata iz Turske i Iraka, iz porodica koju su u Dansku došle zbog boljeg i mirnijeg života, oni rade kao raznosači novina u slobodno vreme nakon škole. Pogrešan trenutak za odmor u Amageru doveo je do susreta sa Simonom i Mikijem, zamah palicom za bejzbol i život Zekija je ugašen. Ko je kriv?
Ovo nije knjiga koja traga za počiniocima, od početka znamo da su Simon i Miki krivi, da je Miki zamahnuo, da je Simon vozio auto i u ruci imao oružje, da su odmah identifikovani i uhvaćeni i da su u pitanju maloletnici koji ne pokazuju ni na trenutak kajanje zbog zločina. Ovo je knjiga koja rekonstruiše živote svih učesnika zločina, pre i posle zločina, baveći se njihovim porodicama, uticajem na njih i od porodice, ali i od sredine u kojoj se kreću. Prikazan je i taj prikriveni rasizam u liberalnom i demokratskom društvu poput Danske u kome ispod prikrivene ljubaznosti nailazimo na zid odbijanja i neprihvatanja. Istovremeno prikazan je i duh svih tih migrantskih naroda koji menjaju svet oko sebe i teže da prošire svoj uticaj na novonastanjenu sredinu. Prikazana su deca iz rasturenih porodica, sa ostacima tih porodica, koji svojim porocima utiču na razvoj mišljenja dece, prikazan je i verski fanatizam donet iz verski osetljivog područja koji utiče na ideju osvete, na ideju borbe za verski rat, na ideju večnog života. Prikazana je i osuda, ali upućena na pogrešnu adresu u pravcu žrtve koja je preživela, prikazano je neprihvatanje od svih društvenih slojeva, nespremnost da se pomogne i tiho gašenje u ludilu vlastitih misli.
Ovo je knjiga koja ogoljeno i surovo prikazuje uređeni svet, civilizaciju daleko od ratova i zločina, koje u svoj svojoj učaurenosti deluje agresivno na sve što je drugačije. Knjiga je odlično napisana, pogodna i za čitanje mlađeg naraštaja kome se verovatno i obraća autor, a govor u knjizi je slobodniji, često u formatu žargona i ne tako čestih psovki. Iako nije reč o književnom klasiku, reč je o izuzetno dobro napisanoj knjizi, vrednoj čitanja, sa savremenom temom u kojoj je prikazan rastući problem mržnje u svetu i na izuzetan način opisana deca sa problemima u ponašanju.
O aktuelnosti i ukorenjenosti problema govori i sadašnji problem grenlandske mlade majke kojoj je zbog zakona o nespremnosti oduzeto dete, i ovoga puta reč je o Danskoj.
October 8, 2024
Virkelig voldsom historie som bliver fortalt fra en ærlig og interessant vinkel. Pape kender Amager til perfektion og skriver komplicerede karakterer man virkelig kan hade og også føle sympati for. Fantastisk roman jeg ikke kunne lægge fra mig 🙌
August 28, 2018
6/6 stjerner. Fantastisk bog som virkelig kravler ind under huden på læseren. Jeg følte både vrede, harme, håbløshed og jeg GRÆD. Kan absolut anbefales
March 27, 2022
Det er ikke just en munter bog, Papes nr. 2 i Amager-trilogien. Jeg skal nok lige trække vejret lidt, inden jeg giver mig i kast med nr. 3.
Vi møder en håndfuld børn og meget unge fra samfundets allernederste skuffe. Der, hvor selv den mest behjertede og velafbalancerede socialarbejder eller pædagog ikke kan stille noget op. Jeg har venner og bekendte, der i større eller mindre grad er i kontakt med de her børn, og det forfærdelige er, at det næsten aldrig går dem godt! Den sociale arv er simpelthen så tung som bly, og vi som samfund får ikke tidligt nok fat i familierne til at gøre noget ved det.
Pape skriver overbevisende om, hvor forråede disse unge er, og hvorfor de er blevet det. Sproget, tonen, voldsparatheden og den helt utrolige "evne" disse mennesker har til næsten altid at vælge den mest elendige løsning, der byder sig. Det er trøstesløs, men overbevisende læsning.
Vi møder en håndfuld børn og meget unge fra samfundets allernederste skuffe. Der, hvor selv den mest behjertede og velafbalancerede socialarbejder eller pædagog ikke kan stille noget op. Jeg har venner og bekendte, der i større eller mindre grad er i kontakt med de her børn, og det forfærdelige er, at det næsten aldrig går dem godt! Den sociale arv er simpelthen så tung som bly, og vi som samfund får ikke tidligt nok fat i familierne til at gøre noget ved det.
Pape skriver overbevisende om, hvor forråede disse unge er, og hvorfor de er blevet det. Sproget, tonen, voldsparatheden og den helt utrolige "evne" disse mennesker har til næsten altid at vælge den mest elendige løsning, der byder sig. Det er trøstesløs, men overbevisende læsning.
June 20, 2021
En ung teenager bliver slået ned og dræbt på sin avisrute. Vi følger tiden før og efter fra tre synsvinkler:
- hans bedste ven, der er vidne til mordet
- morderen
- morderens ven, der også var vidne
𝔹𝕠𝕘𝕖𝕟𝕤 𝕤𝕥𝕪𝕣𝕜𝕖𝕣
✏️Virkelig godt skrevet
😳Realistisk
😱 Gribende
𝕊𝕧𝕒𝕘𝕙𝕖𝕕𝕖𝕣
😬 Meget hård læsning
𝕄𝕚𝕟 𝕧𝕦���𝕕𝕖𝕣𝕚𝕟𝕘
Det her er en af de hårdeste bøger jeg nogensinde har læst. Den er så brutal og ærlig, at det virkelig er ubehagelig læsning. Jeg følte, at jeg kunne se karaktererne for mig - deres sprog og væremåde var knivskarpt beskrevet.
•
Jeg har længe sukket efter mere moderne socialrealisme, og ‘Guds bedste børn’ leverede i den grad varen. Jeg er nødt til at læse alt hvad Morten Pape skriver. Det er sindssygt godt.
𝕃æ𝕤 𝕕𝕖𝕟 𝕙𝕧𝕚𝕤:
Du vil nærmere på skyggesiden af vores samfund.
——————————— • * • ———————————
- hans bedste ven, der er vidne til mordet
- morderen
- morderens ven, der også var vidne
𝔹𝕠𝕘𝕖𝕟𝕤 𝕤𝕥𝕪𝕣𝕜𝕖𝕣
✏️Virkelig godt skrevet
😳Realistisk
😱 Gribende
𝕊𝕧𝕒𝕘𝕙𝕖𝕕𝕖𝕣
😬 Meget hård læsning
𝕄𝕚𝕟 𝕧𝕦���𝕕𝕖𝕣𝕚𝕟𝕘
Det her er en af de hårdeste bøger jeg nogensinde har læst. Den er så brutal og ærlig, at det virkelig er ubehagelig læsning. Jeg følte, at jeg kunne se karaktererne for mig - deres sprog og væremåde var knivskarpt beskrevet.
•
Jeg har længe sukket efter mere moderne socialrealisme, og ‘Guds bedste børn’ leverede i den grad varen. Jeg er nødt til at læse alt hvad Morten Pape skriver. Det er sindssygt godt.
𝕃æ𝕤 𝕕𝕖𝕟 𝕙𝕧𝕚𝕤:
Du vil nærmere på skyggesiden af vores samfund.
——————————— • * • ———————————
October 11, 2023
Брутална книга. Дълбоко навлизане в един свят, от който обикновено отвръщаме очи и се правим, че го няма. Пръст в раната. Тежка за четене, искаше ми се изобщо да не я бях започвала. Много сурова и истинска.
August 18, 2020
Guds Bedste Børn en slags tematisk efterfølger til Planen og historien er som en bulldozer ind i sjælen.
Vi er endnu engang i et vildt råt kvarter på Amager. Historien er fiktiv, men den bygget på en sand og ufattelig tragisk hændelse. I 2008 var en 16-årig dreng ude at gå med aviser på Amager. Under sin frokostpause bliver han overfaldet af tre næsten jævnaldrende, der tæsker ham ihjel. Myndighederne siger motivet var afstumpet og umotiveret vold, vidner siger det var racistisk.
I Guds Bedste Børn er tre voldsmænd blevet til to - fætrene Mickey og Simon, der er vokset op i et ubehageligt og voldeligt miljø.
Bogen er noget anderledes bygget op end Planen. Vi har flere forskellige hovedpersoner og tidslinier og ind imellem får vi også indblik i diverse sagsakter fra Den Sociale Døgnvagt.
Det lyder måske som meget at holde styr på, men det fungerer aldeles fremragende og historien er så magnetisk at den holder en fanget hele vejen.
Historien starter med voldsepisoden og vi følger både den dræbtes gode ven Jamil, der er vidne til overfaldet, og de to fætre hver for sig.
Morten Pape skriver simpelthen så ubehageligt og detaljeret om en vanvittig barsk hverdag og gang på gang blev jeg målløs over, hvor unge de her drenge er.
Guds Bedste Børn er en barsk, modbydelig og kvalmende fortælling om vold, massiv omsorgssvigt og hele tiden at falde igennem systemet til det er for sent.
Vi er endnu engang i et vildt råt kvarter på Amager. Historien er fiktiv, men den bygget på en sand og ufattelig tragisk hændelse. I 2008 var en 16-årig dreng ude at gå med aviser på Amager. Under sin frokostpause bliver han overfaldet af tre næsten jævnaldrende, der tæsker ham ihjel. Myndighederne siger motivet var afstumpet og umotiveret vold, vidner siger det var racistisk.
I Guds Bedste Børn er tre voldsmænd blevet til to - fætrene Mickey og Simon, der er vokset op i et ubehageligt og voldeligt miljø.
Bogen er noget anderledes bygget op end Planen. Vi har flere forskellige hovedpersoner og tidslinier og ind imellem får vi også indblik i diverse sagsakter fra Den Sociale Døgnvagt.
Det lyder måske som meget at holde styr på, men det fungerer aldeles fremragende og historien er så magnetisk at den holder en fanget hele vejen.
Historien starter med voldsepisoden og vi følger både den dræbtes gode ven Jamil, der er vidne til overfaldet, og de to fætre hver for sig.
Morten Pape skriver simpelthen så ubehageligt og detaljeret om en vanvittig barsk hverdag og gang på gang blev jeg målløs over, hvor unge de her drenge er.
Guds Bedste Børn er en barsk, modbydelig og kvalmende fortælling om vold, massiv omsorgssvigt og hele tiden at falde igennem systemet til det er for sent.
November 23, 2018
Flot levering af den svære toer fra Morten Pape. Jeg må sige ærligt, at jeg tvivlede på om Morten Pape kunne holde det høje niveau fra Planen (en virkelig stærk gennembrudsroman, som kunne have været endnu bedre hvis den var blevet redigeret lidt hårdere). Min tvivl blev på forhånd understøttet af at Pape fastholdt Amager og miljøet som omdrejningspunkt - nu som dramatisering af en virkelig historie. Det lugter af skrivekrise og en nem løsning, tænkte jeg mens jeg slog op på bogens første side.
Stille og roligt læste jeg mig ind i historien om Mickey, Simon og Jamil. I starten ikke helt overbevist, men da først Mickey - voldspsykopaten - trådte ind i historien, så var der ingen vej tilbage. Morten Pape har en forbløffende og beundringsværdig evne til at varme mennesker op. Selv de værste udskud bliver til guds bedste børn, når de har været i Mortens hænder.
Mon Amager vedbliver at være Morten Papes forfatterramme, ligesom Grønland er Kim Leines og Lolland-Falster er Helle Helles? Der er egentlig mange forfattere, som er bundet til et geografisk område.
Stille og roligt læste jeg mig ind i historien om Mickey, Simon og Jamil. I starten ikke helt overbevist, men da først Mickey - voldspsykopaten - trådte ind i historien, så var der ingen vej tilbage. Morten Pape har en forbløffende og beundringsværdig evne til at varme mennesker op. Selv de værste udskud bliver til guds bedste børn, når de har været i Mortens hænder.
Mon Amager vedbliver at være Morten Papes forfatterramme, ligesom Grønland er Kim Leines og Lolland-Falster er Helle Helles? Der er egentlig mange forfattere, som er bundet til et geografisk område.
December 8, 2021
Morten Pape: Guds bedste børn er en fremragende roman, som næsten ikke er til bære at læse. Den åbner en lem, som læseren kan kigge ind i. Derinde er helvede på jord. Og det reelt. De steder, hvor romanen udspiller sig, er virkelige. Drabet på en avisdreng er virkelig. Ellers er romanen fiktion, men en fiktion baseret på virkeligheden. Det er det skræmmende. Der er da lyspunkter. Mickey, drabsmanden(-drengen) får en sagsbehandler, der prøver at rette ham op med omsorg, empati og familie. Hun inviterer ham hjem til sig. Det ser lovende ud, men… Jamil, den overlevende avisdreng bliver psykisk syg, men udskrives og møder en pige fra klassen. Hun kan måske blive hans vej ud af skyldfølelsen og skammen over ikke at have hjulpet, da kammeraten blev banket ned med en fastelavnskølle, men… Sådan er det hele vejen. Det er umuligt at bryde ud og op. Håb. Hvad er det?
Se hele min omtale af Guds bedste børn:
https://thybo1.blogspot.com/2021/12/m...
Se hele min omtale af Guds bedste børn:
https://thybo1.blogspot.com/2021/12/m...
August 21, 2018
“Barndommens gade” møder “Pusher”.
Hæsblæsende fortælling om desperation og loyalitet ... og håb midt i en håbløs tilværelse.
En af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Hæsblæsende fortælling om desperation og loyalitet ... og håb midt i en håbløs tilværelse.
En af de bedste bøger, jeg har læst i år.
June 16, 2021
En forfærdelig fortælling om samfundets svigt af underklassen og særligt af den anden-etniske del af befolkningen.
Bogen skildrer et utal af skæbner, der hele vejen igennem - på trods af små glimt om håb - styrer direkte mod afgrunden. Det gør ondt at følge med i deres personlige forfald, særligt fordi man er evigt bevist om personernes unge alder og opvækst der ikke har budt på meget andet end udfordringer og nedture. Skrivestilen er rå og upoleret og afspejler personerne godt. Sex og sexuel vold fylder meget, måske for meget til min smag, men er også med til at understrege konsekvenserne af det enorme had personerne i bogen hver især bærer på og deler flittigt ud af.
Alt i alt en god bog, hvis man er i humør til hjerteskærende socialrealisme og in-your-face beskrivelser af de mest dyriske sider af mennesket.
Bogen skildrer et utal af skæbner, der hele vejen igennem - på trods af små glimt om håb - styrer direkte mod afgrunden. Det gør ondt at følge med i deres personlige forfald, særligt fordi man er evigt bevist om personernes unge alder og opvækst der ikke har budt på meget andet end udfordringer og nedture. Skrivestilen er rå og upoleret og afspejler personerne godt. Sex og sexuel vold fylder meget, måske for meget til min smag, men er også med til at understrege konsekvenserne af det enorme had personerne i bogen hver især bærer på og deler flittigt ud af.
Alt i alt en god bog, hvis man er i humør til hjerteskærende socialrealisme og in-your-face beskrivelser af de mest dyriske sider af mennesket.
June 24, 2025
Vild historie. Vilde skæbner. Tragisk, voldsomt, ubehageligt, meningsløst og hjerteskærende.
Historien er fiktion, men jeg er ikke i tvivl om, at lignende skæbner findes derude.
Morten Pape formår at skrive så bogen læser sig selv. Korte afsnit gør at man hurtigt kommer igennem.
Mickeys afsnit var skrevet i et helt andet flow end resten af bogen. Interesant. Så føltes det rent faktisk som om, det var personerne selv der fortalte.
Anbefalelsesværdig
Jeg må lige tilføje, at slutningen er for vild.
Kan ikke lade være med at tænke på, at den eneste der slap godt fra det hele, var ham der er skyld i at alle de andre endte ud i noget rigtig lort.
Jeg elsker den slags. Hvordan hvert af deres afsnit sluttede åbent, men man får alligevel slutningen med set igennem Noors øjne i epilogen, eller igennem de andre fortællinger.
Smukt udført
Historien er fiktion, men jeg er ikke i tvivl om, at lignende skæbner findes derude.
Morten Pape formår at skrive så bogen læser sig selv. Korte afsnit gør at man hurtigt kommer igennem.
Mickeys afsnit var skrevet i et helt andet flow end resten af bogen. Interesant. Så føltes det rent faktisk som om, det var personerne selv der fortalte.
Anbefalelsesværdig
Jeg må lige tilføje, at slutningen er for vild.
Kan ikke lade være med at tænke på, at den eneste der slap godt fra det hele, var ham der er skyld i at alle de andre endte ud i noget rigtig lort.
Jeg elsker den slags. Hvordan hvert af deres afsnit sluttede åbent, men man får alligevel slutningen med set igennem Noors øjne i epilogen, eller igennem de andre fortællinger.
Smukt udført
This entire review has been hidden because of spoilers.
April 16, 2020
En bog der føltes virkelig ægte, omkring hvordan et mord kan påvirke offerets familie, men også i høj grad om hvordan det påvirker morderen selv og morderens omgangskreds. Det hele foregår på Amager og alle involverede er kun et stenkast fra at blive en del af det lokale bandemiljø. Jeg selv var særligt interesseret i morderen selv, som er en psykopat (i ordets egentlige forstand) og åben racist, men vi ser samtidig mange andre dybere lag af hans personlighed igennem bogen. Kapitlerne om ham vil jeg klart give 5 stjerner. De andre personer var ikke ligeså spændende for mig, hvorfor jeg trækker en enkelt stjerne fra.
January 21, 2024
“Alle mine farver er blevet til skyer” (s. 434)
En historie om hvor svært det er at gøre op med sin fortid og sine dæmoner - både de ydre og de indre. En fortælling om racisme, negativ social arv, fordomme og alle de negative konsekvenser, det får. Indtil der kommer den rigtige person forbi, men så alligevel… En bog vellykket skrevet med forskellige synsvinkler, hvor man tydeligt kommer ind i Mickys forskruede hoved, følger Jamils mentale kamp for at komme ovenvande igen og ikke er et sekund i tvivl om, at jeg-fortælleren til slut er Nuur, der bare ville ønske …
En historie om hvor svært det er at gøre op med sin fortid og sine dæmoner - både de ydre og de indre. En fortælling om racisme, negativ social arv, fordomme og alle de negative konsekvenser, det får. Indtil der kommer den rigtige person forbi, men så alligevel… En bog vellykket skrevet med forskellige synsvinkler, hvor man tydeligt kommer ind i Mickys forskruede hoved, følger Jamils mentale kamp for at komme ovenvande igen og ikke er et sekund i tvivl om, at jeg-fortælleren til slut er Nuur, der bare ville ønske …
March 11, 2022
En sterk bok som dessverre ble lagt bort under oppussing og flytting - men nå fikk jeg endelig lest den ferdig. Jeg har tenkt på den halvleste boka siden den ble liggende nettopp fordi historiene til personene i boka er så sterke, harde og dessverre realistiske.
Etter å ha sett innsiden av fengsler og i tillegg at uttalelsene fra blant annet statsministeren som står i boka er sanme? Ja, da må det jo bli en historie som beveger noe i leseren.
Etter å ha sett innsiden av fengsler og i tillegg at uttalelsene fra blant annet statsministeren som står i boka er sanme? Ja, da må det jo bli en historie som beveger noe i leseren.
August 23, 2018
Den svære to’er, den alle forfattere frygter. Det er netop, hvad ”Guds bedste børn” er for Morten Pape. Og så kan man spørg sig selv, hvordan klarede Morten Pape så udfordringen? Jeg må sige, at jeg er blæst helt tilbage i stolen over Pape og hans skrivestil. ”Guds bedste børn” er virkelig en god bog og den starter sådan:
”Flere sirener. Hyletoner flokkes om hans ører. De gjalder mod husmurene nede fra Holmbladsgade. Han har hørt den lyd for mange gange til ikke at reagere på den. Men denne gang bliver han alligevel stående. Denne gang er lyden underligt beroligende. Oppe i lejlighederne omkring ham har beboerne åbnet vinduerne. Hvor længe har de stået der? Han kan ikke længere huske hvornår alt det her skete. Tiden har mistet sin relevans. Ansigtet føles koldt og klamt. Indeni tromler blodet rundt, orkestreret af et dundrende hjerte.”
For jer, som har læst hans første bog ”Planen”, er ”Guds bedste børn” ikke en direkte successor, men mere en tematisk efterfølger. Romanen foregår ligesom forgængeren også på Amager, og ligesom ”Planen” er den inspireret af en virkelig hændelse. Forskellen denne gang er, at handlingen ikke opleves gennem øjnene på Pape selv, men i stedet gennem hele tre hovedpersoner, som til sammen og stykker brikkerne sammen omkring en hændelse, hvor to brødre slog en 15-årig dreng ihjel uden anden grund end at drengen var af anden etnisk herkomst end dansk.
Min kæreste er født og opvokset på Amager 200 meter fra Planen, han er samme årgang som Morten Pape, hans lillesøster gik i klasse med en af morderne fra denne bog og den dag mordet skete, var min kæreste netop stået af metroen ganske få meter fra det gadehjørne, der ændrede livet for så mange unge mennesker. Han kender derfor alle historierne og personerne i de to romaner (dem der ikke er opdigtet).
”Guds bedste børn” er delt op i fire dele, hvor hver del har sin egen hovedkarakter. Man følger Jamil, som er ven med Zeki - drengen, som så meningsløst bliver slået ihjel af de to fætre, Simon og Mickie. Både Simon og Mickie er hovedkarakter i hver deres del.
Der er en fed dynamik imellem de fire drenge, som er delt op i to makkerpar. På overfladen ser de to par meget forskellige ud, men de er faktisk mere ens end først antaget. De er alle vokset op i et faderløst miljø, de ser hinanden som brødre, selvom de i virkeligheden ikke er det og ingen af dem har tillid til systemet.
Det giver en ekstra dimension til karaktererne og det er en ting, som Pape virkelig gør rigtig godt – han skaber runde og utrolig troværdige karakterer.
En af grundene til, at jeg er så vild med ”Guds bedste børn” er, at Morten Pape er så god til at ramme en rungende dobbeltmorale, men uden at det bliver belærende eller påtaget. Den bliver flettet ind på en elegant måde, som i citatet nedenfor:
”Bare rolig, det skal nok gå, det gør det altid, I kan blive her lige så længe I vil, du må ikke være så stresset mens du er gravid, det kan gå ud over barnet. Røgen fra deres cigaretter siver ud i køkkenet.”
I ”Guds bedste børn” spiller Morten Pape på mange forskellige skrivetekniske færdigheder. Én af dem er et sted i romanen, hvor den alvidende tredjepersonsfortæller skiftes ud med en jeg-fortæller. Men ikke nok med det, så skrifter skrivestil og tegnsætningen også, så man nærmest føler, at afsnittet er en lang rablende fortælling.
”jeg er helt sindssyg træt da jeg sætter mig, kan stadig smage cornflakes i min mund da hun finder en kuglepen frem og begynder at remse spørgsmål op, det er ligesom en quiz i fjernsynet, denne gang er det mig der er kategorien
har du været i besiddelse af stoffer? ja, begået indbrud? ja, brudt ind i bygninger? ja, røvet andre personer? yes, løjet i retten? ja, eller… nej, været i besiddelse af våben? pistol, knive? ja"
Men den ændring giver mening, for hovedpersonen i denne del kan ikke ryge hash, som han plejer og derfor kan man næste forestille sig, at afsnittet er blevet skrevet i en form for abstinens tilstand og man bliver som læser i tvivl om, hvad der er sandt og hvad der er opdigtet.
Morten Pape sætter med ”Guds bedste børn” igen ting som ulighed, fattigdom, omsorgssvigt, had og fremmedfjendskhed på dagsordenen, men uden at det bliver insisterende. Man sidder tilbage med en følelse af, at man ikke forstår, hvorfor de to drenge så meningsløst slog en jævnaldrende ihjel, men man tænker alligevel, at Mickie og Simon er blevet tabt af systemet. Hvordan kan man forvente, at to så svigtede børn skal blive velfungerende voksne? Man tænker, hvor er kommunen henne? Hvorfor bliver der ikke gjort mere gennem hele deres liv? Ikke at det undskylder handlingen, men det giver karaktererne en ekstra dimension og at ting ikke kun er sort og hvidt.
Slutningen er lige så mørk som resten af romanen, men det kommer heller ikke bag på en som læser. Og så kan jeg afsløre, at den er bygget på en virkelig hændelse.
Alt i alt er jeg bjergtaget af Morten Pape og hans roman. Han er en fantastisk dygtig forfatter, som skriver relevante og meget vigtige bøger om en anden side af Danmark, som få kender til.
Derfor får den topkarakter af mig, jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig både grundet selve handlingen, men også grundet skrivestilen og de litterære virkemidler, som fungerer rigtig godt.
De varmeste anbefalinger fra mig!
”Flere sirener. Hyletoner flokkes om hans ører. De gjalder mod husmurene nede fra Holmbladsgade. Han har hørt den lyd for mange gange til ikke at reagere på den. Men denne gang bliver han alligevel stående. Denne gang er lyden underligt beroligende. Oppe i lejlighederne omkring ham har beboerne åbnet vinduerne. Hvor længe har de stået der? Han kan ikke længere huske hvornår alt det her skete. Tiden har mistet sin relevans. Ansigtet føles koldt og klamt. Indeni tromler blodet rundt, orkestreret af et dundrende hjerte.”
For jer, som har læst hans første bog ”Planen”, er ”Guds bedste børn” ikke en direkte successor, men mere en tematisk efterfølger. Romanen foregår ligesom forgængeren også på Amager, og ligesom ”Planen” er den inspireret af en virkelig hændelse. Forskellen denne gang er, at handlingen ikke opleves gennem øjnene på Pape selv, men i stedet gennem hele tre hovedpersoner, som til sammen og stykker brikkerne sammen omkring en hændelse, hvor to brødre slog en 15-årig dreng ihjel uden anden grund end at drengen var af anden etnisk herkomst end dansk.
Min kæreste er født og opvokset på Amager 200 meter fra Planen, han er samme årgang som Morten Pape, hans lillesøster gik i klasse med en af morderne fra denne bog og den dag mordet skete, var min kæreste netop stået af metroen ganske få meter fra det gadehjørne, der ændrede livet for så mange unge mennesker. Han kender derfor alle historierne og personerne i de to romaner (dem der ikke er opdigtet).
”Guds bedste børn” er delt op i fire dele, hvor hver del har sin egen hovedkarakter. Man følger Jamil, som er ven med Zeki - drengen, som så meningsløst bliver slået ihjel af de to fætre, Simon og Mickie. Både Simon og Mickie er hovedkarakter i hver deres del.
Der er en fed dynamik imellem de fire drenge, som er delt op i to makkerpar. På overfladen ser de to par meget forskellige ud, men de er faktisk mere ens end først antaget. De er alle vokset op i et faderløst miljø, de ser hinanden som brødre, selvom de i virkeligheden ikke er det og ingen af dem har tillid til systemet.
Det giver en ekstra dimension til karaktererne og det er en ting, som Pape virkelig gør rigtig godt – han skaber runde og utrolig troværdige karakterer.
En af grundene til, at jeg er så vild med ”Guds bedste børn” er, at Morten Pape er så god til at ramme en rungende dobbeltmorale, men uden at det bliver belærende eller påtaget. Den bliver flettet ind på en elegant måde, som i citatet nedenfor:
”Bare rolig, det skal nok gå, det gør det altid, I kan blive her lige så længe I vil, du må ikke være så stresset mens du er gravid, det kan gå ud over barnet. Røgen fra deres cigaretter siver ud i køkkenet.”
I ”Guds bedste børn” spiller Morten Pape på mange forskellige skrivetekniske færdigheder. Én af dem er et sted i romanen, hvor den alvidende tredjepersonsfortæller skiftes ud med en jeg-fortæller. Men ikke nok med det, så skrifter skrivestil og tegnsætningen også, så man nærmest føler, at afsnittet er en lang rablende fortælling.
”jeg er helt sindssyg træt da jeg sætter mig, kan stadig smage cornflakes i min mund da hun finder en kuglepen frem og begynder at remse spørgsmål op, det er ligesom en quiz i fjernsynet, denne gang er det mig der er kategorien
har du været i besiddelse af stoffer? ja, begået indbrud? ja, brudt ind i bygninger? ja, røvet andre personer? yes, løjet i retten? ja, eller… nej, været i besiddelse af våben? pistol, knive? ja"
Men den ændring giver mening, for hovedpersonen i denne del kan ikke ryge hash, som han plejer og derfor kan man næste forestille sig, at afsnittet er blevet skrevet i en form for abstinens tilstand og man bliver som læser i tvivl om, hvad der er sandt og hvad der er opdigtet.
Morten Pape sætter med ”Guds bedste børn” igen ting som ulighed, fattigdom, omsorgssvigt, had og fremmedfjendskhed på dagsordenen, men uden at det bliver insisterende. Man sidder tilbage med en følelse af, at man ikke forstår, hvorfor de to drenge så meningsløst slog en jævnaldrende ihjel, men man tænker alligevel, at Mickie og Simon er blevet tabt af systemet. Hvordan kan man forvente, at to så svigtede børn skal blive velfungerende voksne? Man tænker, hvor er kommunen henne? Hvorfor bliver der ikke gjort mere gennem hele deres liv? Ikke at det undskylder handlingen, men det giver karaktererne en ekstra dimension og at ting ikke kun er sort og hvidt.
Slutningen er lige så mørk som resten af romanen, men det kommer heller ikke bag på en som læser. Og så kan jeg afsløre, at den er bygget på en virkelig hændelse.
Alt i alt er jeg bjergtaget af Morten Pape og hans roman. Han er en fantastisk dygtig forfatter, som skriver relevante og meget vigtige bøger om en anden side af Danmark, som få kender til.
Derfor får den topkarakter af mig, jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig både grundet selve handlingen, men også grundet skrivestilen og de litterære virkemidler, som fungerer rigtig godt.
De varmeste anbefalinger fra mig!
July 13, 2024
Rigtig god bog! Med karakterer man bliver optaget af og som lever triste liv
September 11, 2025
Bør være obligatorisk læsning wow
August 1, 2019
Vanvittig historie baseret på virkelige hændelser. Den er virkelig rørende og skildrer smukt, hvordan vores samfund kan formå at bedrage. På den usle måde.
May 10, 2025
Jeg er en smule rystet og tom for ord efter en meget barsk og virkeligheds baseret fortælling. En ting kan jeg dog sige: Min mor anbefaler mig kun bøger, hvor jeg skal sidde alene og græde til sidst…:(❤️🩹💔
October 12, 2018
Barsk historie, men Morten Pape skriver så man bare er nødt til at læse videre for at få det hele med. En fantastisk "den svære toer" i samme stil som debuten.
Read
January 5, 2023En litterær mavepuster.
May 3, 2021
Sterk. Realistisk. Dessverre.
January 17, 2019
Sikke en mavepuster af en bog. Morten Pape skriver vigtige bøger om den tid, vi lever i nu. Og han skriver om en verden, som er lige uden for vores dør, og som nogle af os læsehoveder, måske ikke kender til. Tak til Pape for at sætte ord og billeder på en verden af afstumpethed, vold og mangel på empati. En verden hvor det er helt normalt at kalde en homo for en svans, og virkelig mene det nedladende. En verden, hvor INGEN nåde findes, og hvor der er virkelig KRIG mellem såkaldte perkere og danskere. Jeg havde lyst til at græde, da jeg lukkede bogen. Så vidt jeg husker fik bogen ikke helt så gode anmeldelser, som den første, men jeg synes altså at den er virkelig gribende. Puh ha... dette kunne godt være endnu en tvangslæsningsbog til de unge mennesker.
For mig der kender til Amager er det sjovt at genfinde konkrete stednavne igennem bogen. Geografisk er man rykket lidt længere mod nord end i "Planen". Nu er man mere i Holmbladsgadekvarteret og derfra og ind mod byen / Christiania. Brydes Alle, hvor jeg mødte min mand for første gang på et kollegium, er nævnt adskillige gange. Og Tårnby og Kongovej er stadig det værste sted man kan komme fra. Dem derfra skal man ikke stole på eller engagere sig med.
Som i Papes første bog er der et par personer, der i glimt er tiltrukket af bøgernes verden, Jamil fx. Og vennen Tolstrup, der helt usædvanligt for miljøet kommer ind på jurastudiet. En anden af hovedpersonerne, Mickey, ham der svinger køllen og dræber Jamils bedste ven, kan til gengæld slet ikke læse! Simon, Mickeys fætter og også en hovedperson i bogen, dyrker heller ikke skolen og det boglige i nogen høj grad, men i fængslet finder han ud af, at han "gerne vil være klogere", så han begynder at læse en ordbog. Det er der nogle ret rørende beskrivelser af, da han kommer til ordet apati fx, og for første gang ser en beskrivelse af, hvordan han føler det.
Sprogligt er bogen letlæst. Også selvom han indimellem bruger en del "indvandrerdansk" og "underklassedansk": "Lavede han vur på jer?," som på dansk vel betyder "slog han jer". Og selvom den er hård over overraskende voldsom i sine beskrivelser, er det muligt at komme den igennem den. Varm anbefaling herfra.
For mig der kender til Amager er det sjovt at genfinde konkrete stednavne igennem bogen. Geografisk er man rykket lidt længere mod nord end i "Planen". Nu er man mere i Holmbladsgadekvarteret og derfra og ind mod byen / Christiania. Brydes Alle, hvor jeg mødte min mand for første gang på et kollegium, er nævnt adskillige gange. Og Tårnby og Kongovej er stadig det værste sted man kan komme fra. Dem derfra skal man ikke stole på eller engagere sig med.
Som i Papes første bog er der et par personer, der i glimt er tiltrukket af bøgernes verden, Jamil fx. Og vennen Tolstrup, der helt usædvanligt for miljøet kommer ind på jurastudiet. En anden af hovedpersonerne, Mickey, ham der svinger køllen og dræber Jamils bedste ven, kan til gengæld slet ikke læse! Simon, Mickeys fætter og også en hovedperson i bogen, dyrker heller ikke skolen og det boglige i nogen høj grad, men i fængslet finder han ud af, at han "gerne vil være klogere", så han begynder at læse en ordbog. Det er der nogle ret rørende beskrivelser af, da han kommer til ordet apati fx, og for første gang ser en beskrivelse af, hvordan han føler det.
Sprogligt er bogen letlæst. Også selvom han indimellem bruger en del "indvandrerdansk" og "underklassedansk": "Lavede han vur på jer?," som på dansk vel betyder "slog han jer". Og selvom den er hård over overraskende voldsom i sine beskrivelser, er det muligt at komme den igennem den. Varm anbefaling herfra.
July 7, 2019
Jeg var længe om at læse “Guds bedste børn” færdig, simpelthen fordi den var så hård at komme igennem. Den er velskrevet, barsk og fortæller en historie, som kun sjældent bliver fortalt. Her er ingen nemme løsninger, forløsende ord og lykkelige slutninger.
De fire unge drenge, vi følger, lever et hårdt liv med små korte glimt af håb eller lykke, som dog aldrig bliver forløst til Det Gode Liv.
Fætrene Simon og Mickey Skjold er konstant på kant med loven og går under navnet Brødrene Vold. Simon beskrives som den mere følsomme af de to; den der prøver at trække sit eget - og sin fætters - liv i en anden retning. Men det er ikke så let at bryde med den sociale arv og med en omgangskreds, som konstant er på kant med loven. Mickey er nemlig fascineret af onkel Kellers vilde fester, store respekt og magt inden for det miljø, de begge vokser op i. Parallelhistorien til de to danske fætre er Jamil og Zeki, som møder hinanden da Zeki hugger Jamils nye cykel. De to ender dog med synlige venner, og Jamil forsøger konstant at hive sin ven i en mere fornuftig retning. Den ene gang, hvor han får ham overtalt tilst gøre noget nyttigt og leve op til sit ansvar ender det desværre helt galt, da brødrene Vold krydser deres vej...det er sigende, at det er de to mest følsomme drenge, det går værst, mens den ene af de stærke overlever og den anden dør for den førstes hånd.
Undervejs fandt jeg enkelte gange glimt af sympati for alle drengene, men hver gang man hepper på én af drengene, så skuffer de. En vigtig pointe om hvor svært det er at bryde den negative sociale arv og leve op til omverdenens (og læserens!) forhåbninger og forventninger.
Romanen skildrer kort fortalt, hvor giftig en cocktail der kan blandes, hvis ingredienserne er en tumultarisk opvækst, dårlige (mandelige) forbilleder samt mangel på kærlighed og formål i livet.
Det er - i mine øjne - ikke en drink, der kan bundes hurtigt, og den efterlader en bitter eftersmag. Skål!
De fire unge drenge, vi følger, lever et hårdt liv med små korte glimt af håb eller lykke, som dog aldrig bliver forløst til Det Gode Liv.
Fætrene Simon og Mickey Skjold er konstant på kant med loven og går under navnet Brødrene Vold. Simon beskrives som den mere følsomme af de to; den der prøver at trække sit eget - og sin fætters - liv i en anden retning. Men det er ikke så let at bryde med den sociale arv og med en omgangskreds, som konstant er på kant med loven. Mickey er nemlig fascineret af onkel Kellers vilde fester, store respekt og magt inden for det miljø, de begge vokser op i. Parallelhistorien til de to danske fætre er Jamil og Zeki, som møder hinanden da Zeki hugger Jamils nye cykel. De to ender dog med synlige venner, og Jamil forsøger konstant at hive sin ven i en mere fornuftig retning. Den ene gang, hvor han får ham overtalt tilst gøre noget nyttigt og leve op til sit ansvar ender det desværre helt galt, da brødrene Vold krydser deres vej...det er sigende, at det er de to mest følsomme drenge, det går værst, mens den ene af de stærke overlever og den anden dør for den førstes hånd.
Undervejs fandt jeg enkelte gange glimt af sympati for alle drengene, men hver gang man hepper på én af drengene, så skuffer de. En vigtig pointe om hvor svært det er at bryde den negative sociale arv og leve op til omverdenens (og læserens!) forhåbninger og forventninger.
Romanen skildrer kort fortalt, hvor giftig en cocktail der kan blandes, hvis ingredienserne er en tumultarisk opvækst, dårlige (mandelige) forbilleder samt mangel på kærlighed og formål i livet.
Det er - i mine øjne - ikke en drink, der kan bundes hurtigt, og den efterlader en bitter eftersmag. Skål!
This entire review has been hidden because of spoilers.
July 25, 2024
Åh wow..
Jeg har læst Planen og troede, jeg vidste helt, hvad jeg kunne forvente. Men Pape overraskede mig, på den meget positive måde (selvom jeg også var glad for Planen).
Noget ved skrivestilen på den her, gjorde den nemmere for mig at læse. Måske pga de lidt kortere kapitler der giver en mental breaker. I hvert fald strøg jeg gennem den.
Nogle dage var jeg nervøs for at skulle læse videre, for bogen er meget barsk. Det er ikke ligefrem håb, der emmer ud fra siderne. Den ene karakter hadede jeg virkelig meget og håbede, at det ville ende skidt for ham (han har det jo i virkeligheden ret skidt hele tiden). Der skal alligevel en god skildring til for at skabe sådan en følelse fra læseren!
De andre karakterer sad jeg og fulgte med ondt i maven og flere klumpe i halsen. Jeg håbede det bedste for dem.
Guds bedste børn er en fantastisk, realistisk fortælling om et hårdt miljø, hvor man er blevet tabt på jorden af systemet og omsorgssvigt. Der var en utrolig flot skildring af psykisk sygdom undervejs, som jeg virkelig elskede. Papes bøger er smertefulde og hårde at komme igennem, men jeg synes virkelig, det er det værd! Og jeg er fuldstændig enig med alle dem, der siger, at den her er endnu bedre end Planen!
Der går nok et stykke tid, inden jeg har rystet oplevelsen af mig igen. Tak til Pape for at turde skildre de her emner og virkelig skrive i et flot og troværdigt sprog!
Jeg har læst Planen og troede, jeg vidste helt, hvad jeg kunne forvente. Men Pape overraskede mig, på den meget positive måde (selvom jeg også var glad for Planen).
Noget ved skrivestilen på den her, gjorde den nemmere for mig at læse. Måske pga de lidt kortere kapitler der giver en mental breaker. I hvert fald strøg jeg gennem den.
Nogle dage var jeg nervøs for at skulle læse videre, for bogen er meget barsk. Det er ikke ligefrem håb, der emmer ud fra siderne. Den ene karakter hadede jeg virkelig meget og håbede, at det ville ende skidt for ham (han har det jo i virkeligheden ret skidt hele tiden). Der skal alligevel en god skildring til for at skabe sådan en følelse fra læseren!
De andre karakterer sad jeg og fulgte med ondt i maven og flere klumpe i halsen. Jeg håbede det bedste for dem.
Guds bedste børn er en fantastisk, realistisk fortælling om et hårdt miljø, hvor man er blevet tabt på jorden af systemet og omsorgssvigt. Der var en utrolig flot skildring af psykisk sygdom undervejs, som jeg virkelig elskede. Papes bøger er smertefulde og hårde at komme igennem, men jeg synes virkelig, det er det værd! Og jeg er fuldstændig enig med alle dem, der siger, at den her er endnu bedre end Planen!
Der går nok et stykke tid, inden jeg har rystet oplevelsen af mig igen. Tak til Pape for at turde skildre de her emner og virkelig skrive i et flot og troværdigt sprog!
Displaying 1 - 30 of 79 reviews