Aaaah. Jeg er sgu lidt skuffet. Det tror jeg i hvert fald, at jeg er. Jeg har aldrig rigtigt været helt ombord med serien, så måske burde jeg i virkeligheden have set den komme, at jeg ikke ville være helt tilfreds. Jeg kan se hvorfor folk elsker den her serie, men den blev aldrig rigtigt min kop te. Eller kaffe, virkelig. Jeg har smag. Men måske skulle vi vende den lidt på hovedet, og starte med det positive. Ikke nødvendigvis om denne bog specifikt, men mere serien som helhed.
- Malene har tydeligvis styr på sin nordiske mytologi, og formår både at følge de traditionelle fortællinger samt give dem sit eget twist. Historien bliver relativt kompleks, og man ved aldrig rigtigt helt, hvad der sker som det næste. Noget af tiden i hvert fald.
- Luna. Bare alt ved hende. Ikke nok med, at det altid er rart når en bog vælger at inkludere etniske minoriteter, så bliver hendes yoruba baggrund også behandlet med smag og nuance. Derudover pryder hun sig med eksplosive tøjvalg med diverse farver og stile. She's a colorful queen.
- Mathias. Han er ekspert i makeup og hairstyling. Fantastisk at se en mandlig karakter, som ikke er usikker omkring sin maskulinitet. Især med så ung en alder, hvor alle konstant overtænker deres image og andres dømmende kommentarer. Keep it up king.
- Mimer. Umiddelbart synes jeg, at Mimer altid har været en af de mindre interessante karakterer i nordisk mytologi, men ikke her. Han er underholdende, vittig, sarkastisk til en vis grad, men er på samme tid også vis, og et tilfredsstillende plot device.
- Antagonister, som altid er relativt svære at vide sig sikker på, er ikke sort-hvide på en måde, som er så typisk for YA fantasy. De er nuancerede, deres motiver er forståelige, og fungerer generelt som de skal.
- Nordjylland.
MEN
Der er negativer. I guder (ha, get it?) hvor er der negativer. Endda i højere grad end de tidligere bøger.
- Anne. Jeg har ikke gjort andet end at brokke mig konstant over hende, og hun er lige så ulidelig som altid. Igen, jeg forstår hende. Hun har en traumatisk baggrund, hun har haft det svært gennem hele sit liv, og hun har været isoleret hele sit liv, i høj grad på grund af magisk beskyttelse. Det giver mening, men det gør hende ikke mindre frustrerende at følge.
- Plot ''twistet''. Anne ser direkte på, at Elias gør noget ved en dreng, som lige er blevet ofret, og druknet i en mose af gudfrygtige mennesker. Lige efter får Anne en spådom om, at svaret på hendes skæbne har noget at gøre med noget ''vådt'', samt at Elias er en nøgleperson. Svaret er i mosen. Den ligger lige til højrebenet, ikke? Læseren ser svaret med det samme. Så hvorfor bruger Anne næsten 200 SIDER på at finde det svar? Hun knipser med fingrene i en stor ''aha'' åbenbaring, og ved pludseligt hvad hun skal gøre. Aha? Aha!? Virkelig!? Well guess what, shitbrick, SO DO I! For helvede, hvad er pointen i, at det skal tage så lang tid? Bevares, Anne har altid været lidt sløv, men brug hjernen, søde ven. Du er ikke min ven, fuck af. Du fortjener at være alene hele dit liv, boohoo. Folk som dig er grunden til, at shampooflasker har instruktioner.
- Historien mangler generelt noget slagkraft. Noget punch. 150 sider før bogen slutter render karakterne stadig vildløst rundt og er alt for rolige omkring ragnarok, som de selv finder ud af kommer til at ske om fem dage. Wow. Next.
- Igen er bogen bare for lang til at kunne bære historien. Jeg har ikke et problem med lange bøger, men de skal retfærdiggøre deres længde. En stor del bliver bare brugt på at trække bogen ud så langt som muligt. En længere bog betyder ikke nødvendigvis en bedre bog. Jeg kræver ikke action, men jeg kræver handling og fremskridt.
- Antiklimaks. Igen, jeg havde ikke just de største forventninger, men hallooo mand. Lad nu lige være, ikke? Vær sød ved mig, I'm just smol baby. Jeg fortjener ikke det her.
Alt i alt, jeg er skuffet. Jeg er lidt sur. Rasende, måske. Jeg vil aldrig fortælle dig det. Vi skal opkvikkes med en absolut BANGER fra et af de mest legendariske bands nogensinde. Sangen 'Vietnow' fra ingen ringere end Rage Against the Machine. Trods sin status er sangen desværre lidt undervurderet i deres diskografi. Men hey, når du er en del af et 10/10 album, så er det hvad det kan ske.
Toodles!