Drengen bor i et kulsort, faldefærdigt kommunistisk Prag sammen med sin mor, bror og stedfar. Moren slår med en grydeske, når han er uartig, stedfaren slår bare, og broren slår, fordi han hader børn. På trods af det, er livet i Prag skildret med en tør humor, der giver denne debutroman en særegen charme. Familien flygter, fordi de voksne har ”fået nok”. De havner i Sandholmlejren, og også her skildres flygtningetilværelsen med en nøgtern voldsomhed, der gør, at man ikke ved, om man skal grine eller græde. Opvæksten i Aalborg, hvor den nu snart voksne dreng har sine ungdomsår, med alt hvad det indebærer, bliver skildret fra outsiderens perspektiv. Romanen igennem brygger han på en forestilling om faren, en forestilling, der – ligesom forestillingen om Danmark og det kommunistiske Tjekkoslovakiet – synes at ændre sig i takt med, at drengen bliver voksen.
Anbefalet. Grusom og morsom på det samme måde, denne bog er også kouzlo. ”Kouzlo, der betyder tryllekunst eller et magisk trick”. Indføjelser af tjekkiske ord sammen med tilsvarende danske afspejler det smertelige sammenstød af totalitær og demokratisk mentalitet som den tjekkiske dreng oplever, når hans familie flytter til Danmark. Dette sammenstød er lige så voldsomt som hvad hans mor oplever til konfirmationsfest med hendes danske kæreste familie. Hvordan opfatter de hende (en af sydlandske kvinder med store bryster) er langt fra hendes selvopfattelse. ”Mor… føler at verden skylder hende … måske ikke længere alt … men mere.” I takt med at illusionerne forsvinder lidt efter lidt hos moren og sønnen, rejser et spørgsmål sig i læsernes bevidsthed – skylder Danmark noget til sine indvandrer? Måske... i hvert fald at læse bogen og justere lidt på selvopfattelse, selvom det også kunne være smerteligt. Bogen kan placeres i række med ”Russeren er en, der elsker birketræer” af Olga Grjasnowa og Yahya Hassan digterne, mellem disse nye, friske og stærke stemmer af vores tid litteratur. Selv forfatteren synes at han ”skriver i en stil, man kan karakterisere som kvasi-antropologisk, personlig, tør, humoristisk, skæv og med en bagvedliggende ideologisk undertone.” Og det passer. Se også anmeldelse af Erik Skyum-Nielsen i Information her: http://www.information.dk/489537