Kveldsvævd er ein frittståande oppfølgjar til Andvake og Olavs draumar. Her møter vi gamle Ales, dotter til Alida. Gjennom henne får vi vite korleis det gjekk med Alida og Asle, paret som ofra samvitet for kjærleiken. Asle vart hengd i Bjørgvin. Alida og den vesle sonen Sigvald følgjer sambygdingen Åsleik tilbake til Dylgja, staden Asle og Alida ein gong reiste frå.
Jon Olav Fosse was born in Haugesund, Norway and currently lives in Bergen. He debuted in 1983 with the novel Raudt, svart (Red, black). His first play, Og aldri skal vi skiljast, was performed and published in 1994. Jon Fosse has written novels, short stories, poetry, children's books, essays and plays. His works have been translated into more than forty languages. He is widely considered as one of the world's greatest contemporary playwrights. Fosse was made a chevalier of the Ordre national du Mérite of France in 2007. Fosse also has been ranked number 83 on the list of the Top 100 living geniuses by The Daily Telegraph.
He was awarded The Nobel Prize in Literature 2023 "for his innovative plays and prose which give voice to the unsayable".
Since 2011, Fosse has been granted the Grotten, an honorary residence owned by the Norwegian state and located on the premises of the Royal Palace in the city centre of Oslo. The Grotten is given as a permanent residence to a person specifically bestowed this honour by the King of Norway for their contributions to Norwegian arts and culture.
This one made me cry, and not many books manage to do that anymore. It is absolutely necessary to read the first two books in the trilogy for this one to have impact, though. Poor Alida.
Very beautiful ending to the trilogy. In many ways the best volume, and in his quest for minimal prose economy Fosse could have chosen only to publish this one. The other volumes are elegantly nested in this one anyway.
Jon Fosse er blitt kalt Norges svar på Samuel Beckett - jeg liker ikke Samuel Beckett. Asle Toje og KOK forguder begge Fosse, så det er mulig feilen er på min side. Jeg likte Morgon og Kveld da.
Det blir for mye mellom linjene for min del. Kall det en slags minimalisme? Samtidig sparer han ikke på kruttet hva "sa han" og "sa hun" angår, hvilke gjentas i det uendelige. Det har naturligvis en viss sjarm, det er teknikken som muliggjør det unike tempoet, men det faller bare ikke helt i smak. Jeg liker at det som inkluderes i språket er det som vekker noe i meg, heller enn det som ekskluderes. Noen mener vel at den høyeste litterære kunst er der språket peker forbi seg selv, men jeg vet ikke.
Som Fløgstad evner han å fange den vestlandske intetsigenheten, der fraser uten formell mening får praktisk mening i kraft av konteksten de ytres. Jeg evner ikke reprodusere det selv, men de som har jobbet med eldre vestlendinger vet hva jeg prater om. De er veldig glad i en håndfull uttrykk som de vrir og vender på, slik at de aldri sier hva de mener, men kommuniserer det likevel. Kunne nesten kalt det en veldig sofistikert type grynting, men det trekker det for langt. Det er ikke variasjonen i tonefall som kommuniserer meningen, men selve dialogen som dialog, altså interaksjonen mellom to personer, ikke selve ordutvekslingen. Klarer ikke forklare hva jeg mener, men at Fosse evner å demonstrere dette er jo fascinerende.
Att läsa Fossa påminner mig om hur det först var att läsa Stig Claesson. Trots att det alltid infinner sig ett visst mått av besvikelse kan jag inte hålla mig borta, och summan av skriveriet växer till något större än de enskilda delarna.
Poslední díl Fosseho trilogie o lásce je čistej a přímej zásah do pečiva. Završení milostného příběhu Asleho a Alidy je vyprávěnej její dcerou. Ano, jeho dcera to neni - whaaat?? Dcera už je ale sama velmi stará a tak kniha dost připomíná druhou část Fosseho Melancholie. Stařenka si neni jistá tím co je ještě realita a co už není, i když je stále při smyslech, aby si dokázala dát dohromady, že její mozek s ní hraje banány. Možná je to tim, že moc nečtu knížky, ve kterých se vyskytujou starý lidi, nebo je to tim, že Fosse je génius a spouští ve mne přesně ty hejbátka, který mne nutí se u čtení dojímat.
56 stran završený koncem, kterej byl epickej jak gól v Naganu. Za mne 10/10, přečteno na posezení. Kdybych právě neležel na gauči, šel bych to ven vydejchat.
Trilogin utgjordes av en ström av meningar utan punkter som landade i mig som ett mjukt och snällt regn och rann ut i slutet som varma tårar. Gick inte att pausa, den ville läsas i ett svep. En rytm i texten som jag inte ville störa. Mersmak på Fosse!
Hva gjør denne boken med meg. Det er flere mnd siden men jeg får tårer i øynene når jeg tenker på den og skal anmelde her. Siste del av tre i Trilogien til Jon Fosse. Må lese de to andre først. Så sårt. Så sterkt. En litterær opplevelse jeg tar med meg resten av livet!
Likte i grunnen denne betre enn både Andvake og Olavs Draumar, men er samstundes overtydd om at eg ikkje hadde likt henne på langt nær så godt utan å ha lese dei føregåande.
Kveldsvævd er tredje og sidste bind i trilogien om Asle og Alida (se mine anmeldelser af Andvake og Olavs drømme).
Ordet kveldsvævd er sammensat af kveld, som betyder aften, og svævd som betyder at svæve eller at være træt. Kveldsvævd kan således betyde at være træt om aftenen, halvdøsig om aftenen, på stadiet til at skulle sove mv. Ordet refererer bl.a. til den tilstand, som karakteren Ales er i. Ales er en gammel kvinde, som bor alene i bygden Vigen, som ligger lidt fra Bjørnvin (Bergen). Ales er datter af Alida, som er død for mange år siden. Ales bevidsthed er sandsynligvis svækket som ældre og hun er træt om aftenen, og i denne tilstand får hun et syn i sin bolig. Hun ser sin mor, Alida, for sig ude i køkkenet. Dette syn får hende til at tænke på det, der skete for Alida og Ales' far, Asleik, og det der skete for hendes mors første mand, Asle. Dermed er vi tilbage i tiden til det, der skete for Alida umiddelbart efter, at Asle var draget mod Bjørnvin for at gøre nogle ærinder (det som bind 2 i trilogien, Olavs drømme, handler om).
Vi hører om, at Alida, efter at Asle ikke er vendt tilbage til hende, drager til Bjørnvin sammen med hendes nyfødte søn, Sigvald. Hun er forarmet og har ikke spist i mange dage - og på bryggen i Bjørnvin støder hun på den noget ældre mand, Åsleik. Han genkender hende fra deres bygd, Dølgen, og hun erindrer ham svagt. Åsleik er fisker og er i Bjørnvin for at sælge fisk. Han bor selv alene i Vigen i det hus, som hans mor har efterladt ham ved sin død.
Åsleik tager sig af Alida, og mere eller mindre udnytter situationen (eller forbarmer sig over hende) ved at give hende mad og drikke i Bjørnvin. Herefter fortæller han hende på en lidt bagvendt måde, at Asle lige er blevet hængt, og han råder hende til at forlade Bjørnvin sammen med ham på hans båd for at undgå, at hun bliver anset som medskyldig og således også hængt. Alida er bestyrtet over at høre om Asles skæbne og virker også mere eller mindre bestyrtet over at høre, hvad Asle er blevet dømt for.
Inden Alida og Åsleik sejler afsted finder Alida et smukt armbånd på bryggen af guld og ædelsten, og hun er nu overbevist om, at armbåndet er en gave fra Asle. Hun ser Asle i syner på flugten væk fra Bjørnvin, og i disse syner er det som om Alida søger at få Asles accept af, at hun vælger at leve videre med den nye mand - for at hun og sønnen kan overleve. Hun får denne accept fra Asle, og hun siger det også flere gange til sig selv i formuleringer som hvad er der ellers at gøre... Det megainteressante er nu, at armbåndet jo faktisk er en gave fra Asle, i hvert fald ud fra det, vi som læsere har erfaret i trilogiens andet bind, Olavs drømme, hvor vi netop har hørt om, at Asle vælger at købe et dyrt armbånd til Alida, men får det frarøvet lige inden, at han bliver pågrebet, fængslet og ført til galgen. Så måske er det en næsten religiøs og meningsfuld begivenhed, at Alida pludselig finder smykket, sådan at hun får gaven efter Asles død, så hans kærlighed til hende lever videre.
Eller også handler det om, at det vi som læsere har oplevet i bind 2, Olavs drømme, rent faktisk har været Alidas genfortælling af, hvad der er hændt Asle, som hun så har videregivet til Ales. Romanen lander således i en mellemtilstand af kærlighedshistorie, religiøs meningsfuldhed (forsynet/skæbne) og en erindring, som forsøger at tilskrive bestemte betydninger og meningsfuldheder til begivenhederne.
Ordet svævd (jf. bogens titel) og det at svæve går faktisk igen i hele trilogien. I Andvake henviser det at svæve især til det, som violinspillet kan gøre - nemlig det at få folk til at ihukomme deres sorg og derefter lette deres sorg, så de selv bliver opløftet. Og i Olavs drømme henviser det at svæve både til at være i en sindstilstand af fortabthed og tankemæssig udsvævelser, da Asle er blevet spærret ind, og til at Asle går i døden ved hængning. Og endelig er der det svæv, som Ales oplever som gammel om aftenen, hvor hun i sin døsighed bliver i en mellemtilstand mellem vågen og drømmende, og hvor hun begynder at sammmenblande forskellige tidsniveauer. Sådan at hun pendler mellem at være Ales og at være sin mor Alida; og når hun er moren Alida i tankerne så pendle imellem at se Asle for sig og se hendes kommende mand, Åsleik, for sig. Som om hun skal have afdøde Asle fremmanet for at han kan sige god for det liv, som hun nu skal til at leve sammen med Åsleik.
Just at the finish line I realized this is a romance novel. I'm glad I got through the whole trilogy, because Fosse has a very different way of writing, not necessarily one I would describe as good, but different.
I work in the industry and I've spoken to the publisher and gotten some insight into who he is as a person, and I'd say he's a very eccentric type that does things his own way and refuses to compromise.I spoke to colleagues in the industry and none of the ones I spoke to recommended or even liked his books. I don’t know who pointed out his books as genius, they are merely the rants of a stubborn old man to me. But then again, I’m not an expert, just an avid reader.
Ég ákvað að klára þríleikinn. Þegar maður er búinn að lesa allar bækurnar finnst manni þær ekki eins mikil tímaeyðsla og bara fyrsta bókin. En stælarnir eru yfirgengilegir, tilgerð sem leiðir til þess að Fosse segir á 220 blaðsíðum (ekki þéttskrifuðum) sögu sem ég gæti sagt á einni, tveimur, í mesta lagi þremur blaðsíðum. Samt eru önnur og þriðja bókin svolítið sniðugar og maður veltir því fyrir sér hvort það sé verið að plata mann. Og kannski persónurnar.
Það tókst að minnsta kosti að plata Norðurlandaráð (bókin fékk bókmenntaverðlaun þess) og Nóbelsnefndina.
Það væri vel hægt að taka „áföllin erfast“ vinkilinn með inn í myndina en þegar lesandinn er kominn inn í þriðja bindið er það tæplega meira afhjúpandi take en að hafið sé blautt. Þriðja bindið leikur sér með sjávarföllin og kannski endurspegla þau fjarlægð og nálægð í sögutíma. Þegar söguhetjurnar fá meðbyr í seglin vindur sögunni hratt fram en þegar takturinn er hægari í lífsins stormi eru veðuröflin ekki eins gjöful. Mér finnst Fosse loka þessum þríleik vel og það kann að vera að hann sjálfur sé lítil aukapersóna í sögunni.
a Alida si pomyslí, že jsou s Aslem pořád do sebe zamilovaní, že jsou spolu, on s ní, ona s ním, ona v něm, on v ní, pomyslí si Alida a rozhlédne se po moři a na nebi uvidí Asleho, vidí, že nebe je Asle, ucítí závan větru, a vítr je Asle, je v něm, je vítr, i když není, tak přece tam je, a v tom uslyší Asleho říkat, že tam je, ona ho tam uvidí, když se rozhlédne po moři...
This entire review has been hidden because of spoilers.